Stalling fra Gudenåen
Kræver Quicktime 7,
som gratis kan downloades her!
Der er noget helt specielt ved
stallinger. Et gammelt tysk ordsprog siger således, at
"Asch ist der Rheingraf, Salm nur ein Herr".
Oversat til dansk betyder det, at stallingen er Rhingreven, mens
laksen kun er en herremand. "Queen of the river"
kalder englænderne tilsvarende den storfinnede stalling.
Og det er ikke på grund
af hverken kræfter eller høje spring, at stallingen
har sin popularitet. Nej, det er i stedet dens temperament og
blide sind, der lokker. Stallingen er i tilgift noget nær
den perfekte fluefisk. Den lever primært af insekter, som
den gerne stiger til fra bunden - på flere meters afstand.
En opførsel, som har fået nogle til at spekulere
i, at stallinger skulle være specielt langsynede - mere
end eksempelvis ørreden.
Det er der imidlertid ikke ført
bevis for. Men det er en kendsgerning, at stallingen i langt
højere grad end ørreden stiger til overfladen efter
insekter - og tørfluer. Også i koldt vejr, hvor
ørreden glimrer ved sit fravær.
Jeg skal sent glemme en flot
stallling, som for flere år siden steg til min lille str.
14 tørflue. I den skotske River Wear. I 3 grader varmt
vand. I et forrygende snefog på en iskold novemberdag.
Og så fightede den endda hidsigt med flere spring helt
ud af vandet - ganske ulig den mere blide stalling, vi kender
herhjemmefra.
- Nyd synet af stallingens imponerende
rygfinne, når fluen er taget og storsejlet sat! Optagelserne
stammer fra en DR TV-udsendelse fra øvre Gudenå,
som huser en god bestand af stallinger indført fra Skjernå
under Anden Verdenskrig. Fra naturens hånd findes der nemlig
kun stallinger i Vestjylland - ikke i østvendte vandløb
som Gudenåen.
Steen Ulnits
|