Laks fra Skotland
Kræver Quicktime 7,
som gratis kan downloades her!
Skotland er et vidunderligt sted
- om man så er til whisky eller laks.
Begge dele er der rigeligt af i det skotske højland, hvis
rene vand fra de vidtstrakte heder er lige så velegnet
til at opfostre laks i som til at lave whisky af. Brunt som te
er det i begge tilfælde - og klart på samme tid.
For nogle år siden var
jeg inviteret med til Skotland af DR2, som skulle lave en trilogi
af programmer i den skotske natur. Den oprindelige idé
var at lave en moderne udgave af klassikeren over alle klassikere
i fiskelitteraturen: Izaak Walton's udødelige "Den
Fuldkomne Fisker". Her mødes en fisker, en jæger
og en falkoner på en landevejskro, hvor de søger
at overbevise hinanden om, at netop deres sport er den fineste
og bedste.
Jeg var fiskeren, der i første
program skulle fiske laks i den berømte River Dee, hvor
A.H.E.Wood i sin tid opfandt det moderne laksefluefiskeri med
flydeline. I sandhed en tung arv at løfte for en træt
dansker med feber og halsbetændelse...
Hele den første dag gik
da også uden det mindste hug - trods horder af farvede
laks, der sprang foran og bag mig - sågar også over
linen. Men hugge ville de ikke. Jeg havde kun to fiskedage, så
det så ikke godt ud.
Med slet skjult fryd døbte
falkoneren derfor programmet "Den gode, den onde
og ham, der ikke fangede noget". Han var naturligvis selv den gode, mens jægeren,
der skød og dræbte alt, lige så naturligt
var den onde.
Så ville skæbnen
imidlertid, at jeg fangede en laks på andendagen - sågar
med kameraet kørende, da laksen huggede. Skæbnen
ville også, at falkonerens højt besungne fugle overhovedet
ikke ville lette, da det var hans tur til at vise flag. Trods
hurtigt flyvende ryper i alle såter ville falkene ikke
over hegnspælshøjde, da først kameraerne
rullede. Ren fiasko.
Med slet skjult fryd omdøbte
fiskeren derfor programmet - til "Den Gode, den
onde og ham, hvis fugle ikke ville flyve".
Hybris og Nemesis på bedste
og mest pædagogiske vis!
Steen Ulnits
|