|
USA's varierede østkyst
Det moderne sportsfiskeris hjemland
byder på uanede fiskemuligheder - og Atlanterhavskysten
et hav af forskellige fiskearter.
Det er amerikanerne, vi kan takke
for, at sportsfiskeri idag er en stor og støt voksende
fritidsbeskæftigelse. En hobby med så mange aktive
udøvere, at selv politikerne er ved at få øjnene
op for det. Og en hobby, der som grundlag kræver et godt
vandmiljø med sunde fiskebestande.
Det har man idag masser af i
Nordamerika, som jo omfatter både USA og Canada - samt
Mexico, hvis vi skal have det hele med. Her findes et udbredt
og veludviklet sportsfiskeri efter arter, som vi i regelen ikke
kender til her i Nordeuropa. Der er jo et helt Atlanterhav imellem
os, og det har betydet, at fiskene har udviklet sig til forskellige
arter på de to sider af det samme ocean.
Længst i nord
Fjeldørreden
Længst i nord - helt oppe
i det nordligste Canada, hvor isen kun er væk i nogle korte
sommermåneder - regerer den arktiske fjeldørred.
Det er samme art, som lever på den anden side af det smalle
Davisstræde - i Grønland. Men det er karakteristisk,
at den i de to canadiske provinser Quebec og Labrador i snit
bliver betydeligt større end sin grønlandske fætter.
I det nordøstligste Canada har man således mulighed
for at fange fjeldørreder på helt op til 10 kg!
Mange steder lever fjeldørreden
side om side med atlanterhavslaksen. Dog er det kun et fåtal
af de elve, der løber ud i Hudson Bay, som har en bestand
af laks.
Atlanterhavslaksen
Nogle af de fiskearter, som findes
på begge sider af Atlanten, er stadig nært beslægtede.
Her kan man passende nævne atlanterhavslaksen som et godt
eksempel. Den er næsten identisk i Nordeuropa og Nordamerika.
Man kan ganske vist konstatere genetiske forskelle i kromosomtallet,
men af ydre er laksene ens i Europa og Nordamerika.
Oprindelig forekom laksen et
godt stykke ned i det nordøstlige USA - med staten Maine
som et hotspot - men menneskets voldsomme udvikling af netop
dette område har for længst udryddet laksen her.
Der gøres dog ihærdige forsøg på at
genindføre laksen i Maine, men indtil videre uden det
helt store resultat.
Det bedste laksefiskeri findes
typisk i Quebec og Labrador. Drager vi længere sydover
- til øen Newfoundland - kan man træffe laks i snart
sagt alle vandsystemerne. Det samme gælder provinsen New
Brunswick og øen Nova Scotia, som begge byder på
mange, men mindre elve med svingende vandstand og mindre laks.
Kildeørreden
Der er her tale om en eksklusiv
amerikaner, der kun forekommer naturligt i det østlige
Nordamerika. Den kræver koldere vand end den europæiske
ørred, men tåler ikke et regulært arktisk
klima som den almindelige fjeldørred. Den overtager derfor
i syd, hvor fjeldørreden må melde pas på grund
af stigende vandtemperatur.
Kildeørreden kendes på
sin marmorerede ryg og de ofte mange røde og blå
pletter på siderne. Hertil kommer et for laksefisk ganske
stort hoved. Den store mund er tilpasset en kort sommer, hvor
mus og lemminger ofte står på menuen! Store hjortehårsmus
er derfor gode for mangen en spændende fight med kilotunge
kildeørreder...
Det er en kortlivet fisk, som
kun i få tilfælde bliver større end 1 kg.
I Labrador og Quebec findes dog bestande, der regelmæssigt
producerer fisk på 3-4 kg. Kildeørreden er primært
en ferskvandsfisk, men havvandrende former forekommer. De bliver
dog sjældent større end 1-2 kg.
Oprindelig forekom kildeørreden
så langt sydpå som de amerikanske stater Maine, New
Hampshire og New York. Men en tidlig industrialisering af disse
idag uhyre tæt befolkede områder fik hurtigt gjort
en ende på kildeørreden. Idag findes kildeørreden
derfor primært i det østligste Canada.
Lige i midten
Striped bass
Striped bass - populært
blot kaldet "stripers" på grund af de karakteristiske
sidestriber - er en af de mest populære sportsfisk på
den amerikanske østkyst.
Den stribede bars er en fisk,
som fødes i ferskvand og vokser sig stor i saltvand. Om
foråret søger den ind i brakke fjordområder
med ferske tilløb, hvor den gyder. De små stribede
bars trækker straks ud i brakvandet, hvor de vokser hurtigt,
inden de for alvor stikker til havs - op langs den nordamerikanske
østkyst.
Et af de vigtigste gyde- og opvækstområder
for ungfiskene er den vidt forgrenede Chesapeeke Bay, hvor man
har et veludviklet sportsfiskeri efter voksne bars på gydevandring.
Hertil kommer store flokke af fisk om efteråret, hvor de
efterstræbes af såvel lokale som tilrejsende sportsfiskere.
Den kolossale Hudson flod lidt længere nordpå er
et andet trækplaster.
Mange steder kaldes den stribede
bars for "rockfish", hvilket hentyder til dens store
forkærlighed for klipper. Overalt, hvor klipper stikker
ud fra kysten, er der gode chancer for et møde med en
striper - meget ofte helt inde i brændingen, hvor fiskene
ligger på lur.
Ude i det åbne hav følger
de opvoksende fisk Golfstrømmen så langt nordpå
som til Maine på grænsen til Canada. Mange bliver
hængende sommeren over ved øer som Martha's Vineyard
og Nantucket, der ligger mellem Boston og New York. Atter andre
fortsætter til New Hampshire og Maine, hvor de bliver,
til hjemvandringen sætter ind hen på efteråret.
Bluefisk
Bluefish er for de tempererede
have, hvad guldmakrellerne er for de tropiske. Det er hurtige
svømmere, som lever hele livet ude på åbent
hav - i evig bevægelse og i evig søgen efter bytte.
Det er blodtørstige fisk, som vokser utroligt hurtigt.
De kan blive op til 20 kg tunge, men ses sjældent større
end 10 kg.
Deres adfærd minder på
mange måder om piranha'en, der også kan gå
helt bersærk i store madorgier. Faktisk kender man til
flere eksempler, hvor bluefish har angrebet mennesker, så
de er ikke til at spøge med - hverken nede i vandet eller
oppe i båden.
Bluefish'ens skarpe trekantede
tænder klipper større småfisk over i to halvdele.
Først sluges den ene halvdel, hvorefter den anden samles
op og nedsvælges - hvis ikke en anden bluefish har gjort
det i mellemtiden!
Bluefish har omtrent samme vandringsmønster
som den stribede bars - med Golfstrømmen mod nord i de
varme sommermåneder og retur igen om efteråret. Den
er dog langt oceanisk end den stribede bars og træffes
derfor aldrig oppe i ferskvand.
Længst i syd
Længst i syd ligger Florida
og lokker med varmt vand og hotte fisk! "Fishing
the flats" er nok det, de fleste forbinder med Florida
- fiskeri på det meget lave og krystalklare vand, som omgiver
store dele af denne stat. Men man skal ikke glemme, at der længere
ude - i selve Golfstrømmen - også er et glimrende
fiskeri efter guldmakreller, diverse tun samt sailfish og marlin.
Man må heller ikke glemme
"Back country fishing", som er fiskeri inde
i Everglades mangrovesumpe og længere sydpå i markslandet
render og vader. Fiskeri på lavt brunt vand med blød
bund og - alligatorer...
Bonefish
Mange fluefiskeres foretrukne
flats fisk. Af flere årsager. Dels tager den meget gerne
fluer, hvis ellers de er præsenteret rigtigt. Og dels er
det en sky fisk, som er let at skræmme. Endelig er det
i regelen ganske svært at få øje på
bonefish'en, der er kamoufleret overmåde godt. Den sølvblanke
fisk med de transparente finner falder overmåde godt ind
i det undersøiske landskab. Selv ryggen er mønstret,
så den ligner krusninger på vandet.
Bonefish er i evig bevægelse
- på jagt efter rejer, krabber, søpindsvin og andet
spiseligt i skovene af "turtle grass". Når flokken
kommer trækkende, skal der handles lynhurtigt. Fluen skal
placeres foran fiskene, førend de er væk igen. Der
er kun få sekunder at gøre godt med!
Det mest fascinerende ved bonefish
er dog deres reaktion på at være kroget. Efter et
sekunds vildrede sætter de skruen til og kan sagtens tage
100 meter line af hjulet i deres første og aldeles uimodståelige
udløb!
Bonefish har i regelen en størrelse,
der gør, at de kan tages på almindeligt fluegrej,
som vi bruger det på kysten herhjemme. Blot skal der helt
være 200 meter bagline på hjulet. De største
bonefish - dem på ti pund og derover - tages typisk længst
nordpå med Florida som et godt udgangspunkt. Fluefiskeriet
på de lavvandede flats topper typisk i maj-juni, hvor vandtemperaturen
passer fiskene perfekt.
Tarpon
Er man til større og vildere
fisk end bonefish, finder man også det i Florida - i form
af toptrimmede tarpon, som kan rive det meste fiskegrej i stykker
i deres meterhøje spring!
De største tarpon, man
har kendskab til, vejer op mod 300 pounds. Fisk i 200 pounds
klassen er taget på stang, men normalt regner man fisk
over 100 pounds for store. Florida, som er noget af det nordligste
i denne fisks udbredelsesområde, har typisk de største
tarpon, men de er ikke inde på de lavvandede flats hele
året. Højsæson er maj-juni, hvor der imidlertid
kan være meget varmt og fugtigt...
Det er kendetegnende for den
store og sølvskinnende tarpon, at den ofte ses rullende
i overfladen, efterladende skum og luftbobler. Den opførsel
skyldes, at de er i stand til at ånde gennem en åben
svømmeblære. De skifter helt enkelt luften i svømmeblæren
ud, når de ruller i overfladen. Denne ekstra form for ånding
gør det muligt for fiskene at færdes i iltfattigt
vand, som findes mange steder i mangrovesumpene.
Tarpon er altså fisk, som
er knyttet til overfladen. Da de samtidig foretrækker relativt
små fødeemner - småfisk og rejer - er de fluefiskerens
drømmefisk - de største fisk, som det er muligt
at tage på regulært fluegrej ved regulært fluefiskeri.
Deres mange og meterhøje, gællerystende spring gør
dem ikke mindre interessante...!
Permit og Snook
Er man ude efter den ultimative
udfordring, så skal man prøve den højryggede
permit. Det er flats fluefiskerens ypperste trofæ
- en fisk, som kun sjældent lader sig lokke til at tage
en flue. Men en levende krabbe på en krog er en helt anden
sag. Dér kan selv en grøn nybegynder fange fisk...
En herlig fisk, som holder af
at ligge på lur mellem mangroveskovens rødder. En
fisk, som kun sjældent kan tages ude i åbent vand.
Og så er den kilo for kilo en af de allerstærkeste
fisk, der findes. Har den først taget fluen inde mellem
rødderme, skal der virkelig lægges pres på
for at redde den ud!
Snook'en ligner på flere
måder en sandart - blot har den en karakteristisk stribe
langs de sølvblanke sider. Og så er den udpræget
dugnakket! Fisk over 10 kg er sjældne.
Redfish
"Redfish" er navnet på en af de største
og mest eftertragtede trommefisk. Den kaldes også for "red
drum", men er mere kendt som slet og ret "redfish",
hvilket hentyder til fiskens smukke kobberrøde farver.
Den har ligeledes en markant øjeplet lige foran halen.
Allerede i 1985 indså myndighederne
i staten Texas, at de efterhånden alt for mange monofilgarn
langs statens Golf-kyster var ødelæggende for bestandene
af redfish. Texas Parks and Wildlife Department indførte
således straks et totalforbud mod kystnært garnfiskeri
i de vidtstrakte marskområder og påbegyndte samtidig
et storstilet opdræt af redfish-yngel til udsætning.
Resultat: Texas har idag Nordamerikas førende sportsfiskeri
efter disse dejlige fisk!
Den røde trommefisk kan
veje op til 40 kg, men så store fisk ses kun langt til
havs på dybt vand. De mindre fisk holder i stedet til på
lavt vand i området fra Cape Cod til Texas - dog med hovedvægten
lagt på den lavvandede og varme Mexikanske Golf, hvor jo
Golfstrømmen opstår.
Herinde - på få cm
vand over blød mudderbund - stortrives redfish på
op til 5 kg. Her roder de rundt i bunden efter krabber, rejer
og diverse småfisk. Når de jager krabber, står
de nærmest på hovedet - med halen forførerisk
viftende over vandet! Når de jager rejer og småfisk,
foregår det tilsvarende med hele ryggen ude af vandet.
Bass
I det indre af USA findes overalt
bestande af bass - det være sig den småmundede
bass, som holder til i kølige søer og floder i
de nordligere egne. Eller den mere udbredte stormundede bass,
som foretrækker varmere søer og damme. Den er USA's
ubestridte sportsfisk nummer ét - den fisk, som flest
amerikanske sportsfiskere fisker efter.
Den småmundede bass opfører
sig på mange måder som en ørred og tages da
også på nogenlunde det samme grej - gerne fluer,
der efterligner insekter, krebsdyr og småfisk. Den stormundede
bass derimod - den lever for alvor op til sit navn. Næppe
mange andre fisk i hele verden har så stor en mund i forhold
til sin størrelse som netop den!
Og det er ikke noget tilfælde.
Den går nemlig ikke af vejen for selv ganske stort bytte
i form af mus, frøer, snoge og andet, der måtte
komme forbi, når den er sulten. Alligevel er den store
mund aldeles tandløs - et forhold, man ofte benytter sig
af ved landingen. Da løfter man blot fisken op med et
greb om underkæben!
Såvel den småmundede
som den stormundede bass er renlivede ferskvandsfisk, der sjældent
vejer mere end 5 kg.
© Steen Ulnits 2000
|
