|
USA's fiskerige vestkyst
Det var det Vilde Vesten, som
sidst blev koloniseret. Det er stadig her - i bjergkæden
Rocky Mountains - at man finder det mest uberørte fiskeri.
Det er bjergene i Rocky Mountains,
der deler USA i en østlig og vestlig del - "the Continental
Divide", som amerikanerne kalder det. De vandløb,
der løber mod vest, har opgang af stillehavslaks og havvandrende
steelheads. De østvendte vandløb, som har meget
langt til havet, har tilsvarende kun stationære laksefisk
at byde på.
Stillehavslaksene
Den nordamerikanske vestkyst
- fra Californien i syd over den canadiske provins British Columbia
til Alaska i nord - har hele fem arter stillehavslaks at byde
på.
De opfører sig imidlertid
ganske anderledes end atlanterhavslaksen. Stillehavslaks er generelt
ganske uvillige til at stige opefter i vandet for at tage noget.
De allerfleste laks i Alaska - specielt kongelaksene - tages
derfor på store og tunge "Pixie" blink med plastindsats
i fluorescerende grønne og røde farver. Blink,
der kan nå helt ned og skrabe bunden.
Hurtigt synkende flueliner og
shooting heads er derfor normen, hvis man vil fange stillehavslaks
på flue - vægtbelastede fluer ligeså. Fluerne
fiskes gerne "dead drift" helt nede ved bunden - uanset
vandtemperaturen, hvilket jo ikke er specielt charmerende sammenlignet
med vort hjemlige sommerfiskeri med flydeline.
Men når de først
er på krogen, da er stillehavslaks ofte langt bedre og
stærkere fightere end atlanterhavslaksen. Kongelaksen -
også kaldet "chinook" - er urstærk
og ikke sådan at flytte med. En gennemsnitsvægt på
10-12 kg hjælper godt til! Sølvlaksen - på
indiansk "coho" - er en sand sprinter, der med
sine mange og høje spring giver fiskeren rigeligt at se
til. Med sine 3-6 kg er den et ideelt bytte på såvel
flue- som spinnestang.
Den røde laks - "sockeye"
laksen - er både stærk, vild og hurtig, når
den ellers vil hugge. Til det formål skal der i regelen
ganske små fluer str. 6-8 på forfanget. Enhånds
stænger klasse 7-8 er ideelle til dette fiskeri. Hundelaks
("dog salmon") og pukkellaks ("pink"
eller "humpback") kommer meget hurtigt i en
meget dårlig forfatning, når de forlader havet. Men
er de ellers nystegne, da er de bestemt værd at efterstræbe
med fluen.
Rødinger, regnbuer og
stallinger
Stillehavslaksene byder indirekte
på et uhyre spændende fluefiskeri, når de står
på gydepladserne. Da har regnbuer, rødinger og stallinger
i regelen samlet sig nedstrøms for gydegruberne - i sikker
forventning om, at de snart vil kunne fylde maven med nærende
og overskydende lakserogn.
De rognædende fisk ses
da som grå eller sorte skygger bag laksene og skal nu fanges
på små "Glo Bugs" og lignende rognfluer,
som på bedste nymfemaner fiskes "dead drift"
på en flydeline og langt forfang. Et spændende fiskeri
og i sig selv et fascinerende skuespil at følge.
Når så laksene har
overstået deres leg og er døde, da vil man kunne
score mange flotte fisk på de såkaldte "Flesh
Flies" - hvide og flødefarvede fluer á la
"Bunnies", som imiterer stykker af forrådnende
laks. Lidt ulækkert måske, men absolut velfangende,
idet de øvrige laksefisk elsker døde laks!
Først på sæsonen
vil de "fastboende " laksefisk i stedet ofte vente
på årets nedtræk af laksesmolts mod havet.
Rammer man dette nedtræk rigtigt, kan man opleve uforglemmeligt
fiskeri med store streamers og bucktails. I mindre vandløb
med græsklædte bredder kan man - specielt højt
mod nord - opleve et meget spændende fiskeri efter stationære
regnbuer, som villigt tager store hjortehårsmus fisket
tæt på bredden!
I British Columbia og Alaska
findes mange steder massive bestande af arktisk stalling, som
er nært beslægtede med den europæiske stalling
- blot har den en større rygfinne og små tænder
i munden. Den er da også langt mere glubsk end vor hjemlige
stalling, men stadig helt vild med at stige til overfladen efter
en korrekt præsenteret tørflue. Fluefiskerens drømmefisk,
som sine steder kan blive større end den halve meter.
I Rocky Mountain området
er regnbueørreden naturligt udbredt fra Mexico i syd til
Alaska i nord. En mere østlig udbredelse har den nære
slægtning, som kaldes "cutthroat" på
grund af sin markant røde strubestribe. Det er den, der
har gjort Yellowstone Nationalparken verdensberømt blandt
fluefiskere - den, der lagde ryg til verdens første kontrollerede
forsøg med "Catch & Release".
Højt oppe i bjergene i
de sydlige Rocky Mountains findes endnu en variant af ragnbuen
- den højt besungne og utroligt smukke "golden
trout", som kun findes i de højere luftlag. Heroppe
- i søer, der i regelen er lige så næringsfattige,
som de er klarvandede - bliver den gyldne ørred kun sjældent
meget større end et halvt kilo.
Steelheads
For mange fluefiskere er den
havvandrende regnbueørred - den såkaldte "steelhead"
- det absolut ypperste bytte i de vestvendte nordamerikanske
vandløb. Og med rette, for næppe nogen anden laksefisk
kan levere en kamp for livet som netop denne fisk, der kan blive
større end 10 kg.
Man taler typisk om "sommerfisk",
der står op i elvene først på sommeren - næsten
et helt år, før de skal gyde i det kommende forår
- og så "vinterfiskene", der arriverer sidst
på året. Sommerfiskene er blanke og livlige, hvorfor
de gerne stiger til en lille flue fisket højt på
en flydeline. Vinterfiskene er derimod farvede ved opgangen og
skal lokkes til hug med synkeliner og kulørte fluer fisket
nær bunden med hurtigt synkende liner. Det kolde vand sidst
på året en en naturlig del af forklaringen.
Steelhead'en er desværre
efterhånden en truet art - truet af dels de store kraftværksdæmninger,
som findes overalt i de større vandsystemer, dels af overfiskning
nær elvmundingerne. Her indgår den nemlig som en
vanskeligt undgåelig bifangst i det kommercielt vigtige
laksefiskeri. Trods det faktum, at den er totalfredet, ender
adskillige tons steelhead hvert år som henkogt laks på
dåse...
Muskies og walleyes
I det indre af Nordamerika har
man både gedde, aborre og sandart. I tilgift har man yderligere
et antal varianter af disse fisk - nærtstående arter,
som kan være langt bedre sportsfisk end de klassiske arter,
der findes på begge sider af Atlanten.
Det gælder ikke mindst
den store "muskellunge", der i daglig tale blot
benævnes "musky". Den kan blive større
end gedden, men den er langt sværere at lokke til hug.
Sidder den endelig på krogen, er den en fighter i verdensklasse,
som med lange udløb og høje spring giver sin fanger
rigeligt at se til!
I det indre af Nordamerika -
i det nordligste US og i store dele af Canadas sydlige ødemarker
- er sandarten erstattet af sin fætter, der lokalt kaldes
"walleye" på grund af dens typiske glasøjne.
Det er en fisk, som har utroligt mange dyrkere i de nordlige
egne, hvor den på mange måder overtager den sydligere
bass' rolle.
Guldmakreller, roosterfish og
sejlfisk
Stillehavslaksene er genstand
for et intensivt sportsfiskeri i havet, hvor man troller eller
"moocher" laksene med naturlig agn. Det gælder
ikke mindst den store chinook, mens den mindre coho i stigende
grad også tages på flue.
Længere sydpå gælder
saltvandsfiskeriet primært de mere varmekrævende
fisk som guldmakreller, roosterfish og sejlfisk. Den Californiske
halvø byder sammen med Cortez havet på ypperligt
fiskeri efter disse tre både smukke og meget stærke
fisk.
Traditionelt trolles alle tre
arter, men i de seneste år har rendyrket fluefiskeri efter
de selvsamme arter vundet stor udbredelse. Typisk "teases"
fiskene ind til båden med lokkeagn, som trolles på
sædvanlig vis - blot uden kroge. Inde ved båden er
fiskene så på kastehold og kan lokkes til hug på
en vellignende flue.
Den nordamerikanske vestkyst
byder således på en sand rigdom af gode fiskemuligheder.
Fra Alaska i nord til Mexico i syd!
© Steen Ulnits 2000
|
