|
De tyve bedste lakseelve
i Europa!
Holder du af at fiske laks,
så er det en god idé læse denne artikel. Her
kan du sort på hvidt se, hvor de fleste laks fanges...!
Laksen er en vanskelig fisk at
have med at gøre. Både for lystfiskeren, for erhvervsfiskeren
og for fiskeriministeren...
Laksen kender nemlig ingen landegrænser.
Den fødes ganske vist et ganske bestemt sted i et ganske
bestemt land, så på det plan hersker der ingen tvivl
om nationaliteten. Det går først galt, når
den stikker til havs for at blive stor og stærk og sølvskinnende.
Laks fra East Rangá,
da fiskelejen endnu var til at betale...
Laksen vandrer langt omkring.
Faktisk tilbagelægger mange laks adskillige tusinde kilometer
over åbent hav, inden de igen er hjemme i fødevandløbet
- med sikker kurs mod gydepladserne, hvor den selv blev født.
Mens laksen er ude i havet, færdes
den hjemmevant i alskens forskellige landes territorialfarvande.
Her vil alle naturligvis gerne have en bid af kagen - fange laks,
der kun undtagelsesvis er deres "egne". Forskellige
landes laksefiskere stjæler således hinandens laks
med arme og ben, når de sætter deres kilometerlange
drivgarn og krogliner...
Island
Den slags trivielle problemer
har man ikke på Island. Her besluttede man nemlig allerede
i 1933, at laksen hørte de elve til, hvor den blev født.
At laksen derfor skulle have lov til at komme uhindret tilbage
for at gyde. Altså nedlagde man allerede dengang et totalforbud
mod alt laksefiskeri i islandsk territorialfarvand.
Resultatet lod ikke vente på
sig. Hurtigt fik Island ry som verdens lakseland nummer ét
- med mere end 100 produktive elve at byde på. Eneste slange
i Paradiset blev de ofte skyhøje priser, som laksefiskeriet
nåede op på. Priser så høje, at kun
finansfolk og oliesheiker kunne være med.
Men fisk er der - i et antal,
der skal opleves for at forstås. I flere af de bedste elve
er dagsfangster på 20-30 laks således ikke usædvanligt
på gode dage i højsæsonen. Som regel er der
dog tale om grilse - altså laks med kun en enkelt vinter
i havet. Fisk på 2-4 kg. Men der er mange af dem!
Laxa i Adaldalur er en behagelig undtagelse fra regelen
om, at islandske laks er små. I denne nordøstlige
elv, som får sit vand fra den berømte sø
Myvatn, fanges nemlig nogle af Islands største laks -
fisk, som har været mere end en enkelt vinter i havet.
Hvert år fanges således laks i 10 kg's klassen i
Laxa i Adaldalur, som imidlertid er vanskelig at komme til. Det
er nemlig primært islændinge, der fisker i denne
smukke elv.
Nordura er en anden af de islandske klassikere, som regelmæssigt
kaster større laks af sig. Og en af de elve, der gennem
årene har tiltrukket mange berømte fiskere fra det
store udland. Således var Prins Charles i en årrække
fast gæst ved Nordura. Han blev for ikke så længe
siden spurgt, hvorfor han ikke kom der længere. Han svarede
med et glimt i øjet, at fiskeriet var blevet vel dyrt
for en mand med hans økonomi...
Laxa i Kjos er en af de islandske elve, der gennem
årene har kastet i tusindvis af smålaks af sig til
primært udenlandske gæster med tegnedrengen i orden.
En meget smuk elv, som egner sig fortrinligt til fiskeri med
enhåndsflue. Mange af laksene falder dog for en klase orm
- ofte fisket af guiden, da gæsterne mange gange slet ikke
kan fiske...
Laxa i Leirarsveit har den tvivlsomme ære at være
den elv, der har leveret det dyreste fiskeri på hele Island.
Da prisen toppede for nogle år siden, kostede det således
mere end 20.000 kroner for et dagkort. Danske - ikke islandske...
Rangar er det seneste skud på den islandske stjernehimmel,
hvad lakseelve angår. For Rangá er en elv, der fra
naturens hånd kun har en meget lille naturlig laksebestand.
Således blev der i 1984 og '85 kun landet henholdsvis 10
og 17 laks...
Men så tog lokale fiskere
og farmere sagen i egen hånd. De byggede fisketrapper,
så laksene kunne komme længere op i det vidt forgrenede
vandsystem. Med store udsætninger i 1989 lykkedes det så
at gøre Rangá til Islands mest produktive lakseelv
i 1990 - med en samlet stangfangst på ikke færre
end 1.622 laks! I 1997 toppede elven endnu engang - nu med 2.750
laks frisk fra Nordatlanten. I 1998 gjorde Rangá det så
igen - denne gang med hele 3.680 laks!
Norge
Norge er med 629 lakseførende
elve stadig lakseland nummer ét, hvad det blotte antal
elve angår. Men Norge er også Europas ubestridte
nummer ét, hvad størrelsen på laksene angår.
Intet andet land byder på så gode chancer for fangst
af laks på over 20 kg!
Eller gjorde. Idag ser det nemlig
sort ud for den norske bestand af atlanterhavslaks. Norge, som
for nogle år siden - i 1994 - stoppede deres bidrag til
North Atlantic Salmon Fund (NASF). Norge, som var det land, der
profiterede mest af NASF's arbejde med opkøb af laksekvoter
i højsøen. Norge, som tidligere husede nogle af
verdens fineste laksebestande.
Idag er 36% af Norges laksebestande
således udryddet, truet med udryddelse eller sårbare
over for andre forhold. Undslupne tamlaks udgør idag op
mod 54% af den samlede norske laksefangst, som i 1997 var 20%
lavere end tidligere år.
1997 kan kun betegnes som et
katastrofeår for mange af de klassiske lakseelve. Nu ligger
fangststatistikken for det forgangne år klar - med interessante
nyheder. Den samlede fangst steg nemlig markant i forhold til
1997.
Til gengæld bestod fangsterne
næsten udelukkende af smålaks - grilse - med kun
en enkelt vinter i havet. Laks, der i mange tilfælde kun
vejer 1-2 kg og dermed ikke er meget større end mange
havørreder. Mellemlaksene (2-3 års havophold) og
storlaksene (3-4 år i havet) brillierede med deres totale
fravær de fleste steder.
Gaula, som er en rigtig "danskerelv", oplevede
næsten en 4-dobling af fangsterne i '98 i forhold til '97
- fra omkring 5 tons til godt 20 tons. Til gengæld lå
snitvægten så lavt som 2,5 kg.
Namsen, som frekventeres af mange danskere, steg til
godt 20 tons laks i '98 - dog kun fra godt 15 tons i '97. Laksene
her holdt en pænt høj snitvægt på 3,5
kg.
Orkla, som oplevede en ren katastrofesæson i '97
med kun godt 4 tons laks, steg til godt 7 tons i '98, men middelvægten
holdt sig også her nede på omkring 2,5 kg.
Stjørdalselven, som mange danske fluefiskere holder
meget af, gav i '98 mere end 5 tons laks, hvilket er noget nær
en 4-dobling i forhold til '97. Desværre kunne man her
notere sig en rekordlav snitvægt på kun godt 2 kg.
Ingen har nogen plausibel forklaring
på dette fænomen. Men de ofte griske norske laksebønder,
som stiltiende har set til, mens vildlaksen kæmpede for
sit liv i norske elve, fjorde og havområder, lugter straks
penge.
De spår nu, at der - som
altid i de gode, gamle dage - efter et godt grilseår vil
komme et godt år for de større laks. Altså
kan de (måske) slippe afsted med at sætte prisen
på elvlejen i vejret igen...
Der er imidlertid overhovedet
ingen garanti for, at 1999 bliver noget godt lakseår. Dertil
er der alt for mange og komplicerede forhold, som spiller ind.
Tana, som ligger i det allernordligste Skandinavien
- på grænsen mellem Norge og Finland - må nødvendigvis
også nævnes. Alene af den grund, at den statistisk
set altid leverer de fleste laks i hele Norge. I første
halvdel af 90'erne noteredes således årsfangster,
der var både tre og fire gange så store som nummer
to og tre - Namsen og Gaula. Men elven er stor og voldsom, hvorfor
det bedste fiskeri ofte opleves i de mindre tilløb.
Sverige
Mørrumsåen er naturligvis en klar nummer ét
blandt de svenske lakseelve. De officielle fangsttal fra Mørrum
lød i '98 på ikke færre end 1.584 laks og
havørreder med en samlet vægt på 10,4 tons.
Fangsten fordelte sig på 782 laks med en snitvægt
på 8,16 kg samt 802 havørreder med en gennemsnitsstørrelse
på 5,02 kg.
Største laks vejede 20,68
kg, mens største havørred fik vægten ned
på 14,32 kg. Tallene taler vist for sig selv...
Dalälven er lige så overset, som Mørrumsåen
i perioder er overrendt! Hvor "Kronans Vatten" ved
Mørrum rækker omkring 7 km, har Dalälven 8
km at byde på, førend et kraftværk stopper
laks og havørreder. Alligevel fanges der hvert år
op mod 20 tons havørreder på denne strækning.
Med en snitvægt på 2 kg bliver det til 10.000 fisk!
Hertil skal lægges laksene, som der sidste år blev
fanget 1.300 stykker af. At det ikke er smålaks vidner
rekordfisken fra '95 om: 27,97 kg! Dalälven er stor og strid
og udpræget et spinnevand.
Kalix, som ligger længst oppe i Norrland, levede
ikke op til favoritværdigheden i 1998. Såvel vandstand
som lakseopgang svigtede. Bruger man de officielle tal fra laksetælleren
ved fisketrappen i Jockfall, var opgangen i '98 noget nær
halveret i forhold til tidligere, hvor opgangen har været
i størrelsesordenen 5.000 laks.
Götaälv er afløbet fra den enorme sø
Vänern. Det gode fiskeri i Lilla Edet og Trollhättan
skyldes stort set udelukkende massive smoltudsætninger.
Således sætter Vattenfall AB hvert år omkring
30.000 laksesmolt ud, hvilket på gode år - 1995 var
et sådant - resulterer i omkring 1.000 stangfangede laks.
Ätran er vestkystelven par excellence. I de
bedste år landes der i selve Ätran samt tilløbet
Högvadsån mere end 2.000 laks! Det er et laksevand
med gamle traditioner, som daterer sig tilbage til 1800-tallet.
Idag mest kendt for sit fiskeri i byen Falkenberg, hvor også
den berømte fluestrækning Garvarforsen findes.
Lagan løber ud i Kattegat umiddelbart syd for
Halmstad. Med en årlig laksefangst på mellem 1.000
og 2.000 laks ligger Lagan klart i toppen blandt vestkyståerne.
Men som i Göta Älv er fiskeriet 100% baseret på
massive udsætninger af laksesmolt.
Rusland
Ponoi er kongen over den russiske Kola halvøs
knap 70 lakseførende elve. Det er det længste og
mest forgrenede vandsystem på hele halvøen. Og med
sikkerhed den elv i hele verden, hvor det er lettest at fage
en atlanterhavslaks på flue - som for øvrigt er
det eneste tilladte heroppe højt mod nord. Dagsfangster
på 20-30 laks er ikke ualmindeligt, men de er til gengæld
også betalt: 30.-60.000 kroner koster det for en uges fiskeri
i Ponoi...
Umba er en anden af de nyklassiske elve på Kola.
Opgangen er stor med op mod 25.000 laks i gode år. Da jeg
for første gang gæstede Kola i 1990 - da det stadig
var Sovjetunionen og ikke som idag Rusland - var Umba i den lokale
militærkommandants sikre forvaring. Kun i militærets
bæltekøretøjer kunne man komme til de bedste
pladser - mod betaling (- eller var det bestikkelse?) i dollar
og D-mark...
Varzuga er en af de senere tilkomne Kola-elve. Også
det et stort og vidt forgrenet vandsystem. Russiske forskere
mener, at man her har den største samlede lakseopgang
i hele Rusland. Laksene er dog mindre end i Ponoi og priserne
derfor også lavere. Man regner med, at der i gode år
stiger op mod 50.000 laks op her!
Irland
Irland er nok mere kendt for
sine ørredsøer end for sine lakseelve. Men faktisk
er der ganske mange lakseelve - de er blot så små
og vandlidende, at opgangen og fiskeriet er ganske ustabilt.
Der er dog to undtagelser fra denne regel på den grønne
ø:
Blackwater, som løber gennem County Cork
(der findes også en anden Blackwater) blev i 1998 den suverænt
mest produktive lakseelv i Irland. Således blev der på
stang og line landet mindst de 8.063 laks, som er registreret!
Blackwater er et stort vandløb efter irske forhold - med
mørkt vand og dybe pools, som egner sig bedst til spinnefiskeri.
De fleste fisk fanges på "Flying Condom" spinnere,
men også Toby fanger fisk. Fluefiskestrækninger findes
der enkelte af.
Moy er den anden af de to "store" lakseelve
i Irland. Også den er stor og dyb og dermed fortrinsvis
for spinnefiskere. I 1998 blev der også landet mange fisk
i Moy - lige knap 6.000 fisk.
© Steen Ulnits 1999
|