I Sibiriens endeløse
taiga lever de laksefisk, som menes at være forfædrene
til alle andre laksefisk i verden
Verden er blevet stedse mindre
i de seneste årtier. Vi kan gå på nettet og
surfe os til de fjerneste steder. Eller vi ser programmer på
Discovery og National Geographic om eksotiske destinationer,
de færreste af os kommer til at besøge.
Men der er ét sted, som
stadig ligger langt fra alting og sikkert vil blive ved med det
i mange år endnu: Sibirien. Her er sommeren kort - nogle
få uger - og her kan temperaturen om vinteren nå
ned på minus 65 grader. Kort sagt et fjendtligt sted for
gæstende mennesker.
Alligevel er vi nogle stykker,
der bare må afsted. Som absolut må stifte nærmere
bekendtskab med nogle af de fiskearter, som ikke lader sig fange
andre steder på kloden. Helt enkelt fordi de ikke findes
- ikke lader sig sætte ud som laks og ørred, der
jo i dag er spredt over den ganske verden og på alle kontinenter,
Antarktis dog undtaget.
Eventyr på godt og ondt
Men man skal være eventyrlysten
og forberedt på lidt af hvert og ind imellem også
det værste...
Sibiriens enorme ødemarker
havde længe stået øverst på listen over
"places to go", men i 1992 var der ikke organiserede
fiskerejser til Sibirien, som der er i dag. Vi måtte derfor
eksperimentere os frem - på den dyre måde, som koster
både tid og penge.
Vi havde fået en kontakt
i universitetsbyen Perm i det vestlige Rusland. En idrætstræner,
som tidligere havde raftet og fisket i Sibirien, og som gerne
ville afsted igen.
Vi lod Vladimir stå for
hele arrangementet - fra start til slut. Han valgte som udgangspunkt
byen Yakutsk i det østlige Sibirien. Kun billetterne til
og fra Yakutsk måtte vi selv stå for - resten klarede
han via sine egne kontakter i Sibirien. Faktisk lagde vi vort
liv i Vladimirs hænder, for vi anede ikke, hvad vi gik
ind til...
Vladimir har raftet mange af
verdens floder og havde netop deltaget for Rusland til VM i Costa
Ricas jungle. Han er en bomstærk og toptrænet atlet
- dertil en meget venlig mand. Med sig havde han sin kollega
Jurij, der ligeledes har raftet i mange år, samt en ganske
ung tolk - en pige på 21 fra Perm. Trods deres status og
uddannelse taler hverken Vladimir nemlig engelsk.
Det gik meget godt at komme til
Yakutsk - trods huller i landingsbaner og dårligt vedligeholdte
Aeroflot fly. Herefter blev tempoet mere langsomt. Således
tilbragte vi to dage i en "datcha" - et russisk sommerhus
ejet af den lokale chef for skovbrandbekæmpelsen - førend
vi kom videre.
Med veteranfly i bjergene
Tiden gik med at tage radiokontakt
til den lille bjerglandsby, vi skulle flyve til - med at aftale
turens videre forløb. Vi skulle nemlig fra bjerglandsbyen
på hesteryg videre op over et vandskel for at nå
frem til den flod, vi siden skulle drifte i to uger på.
Meget skulle således aftales i bedst mulig tid.
Tredje dags morgen var det endelig
så vidt. Alle aftaler på plads og et fly ventende
i den lille lufthavn. Og hvilket fly! En gammel dobbeltdækker
model Anden Verdenskrig stod linet op, tanket og klar. Skroget
var af træ overtrukket med malet lærred. Præcis
som de gamle Moskito jagerbombere. Lette i luften - men med en
fantastisk brændværdi, når og hvis det går
galt.
Bedre blev det ikke, da vi så
mandskabet. Såvel kaptajn som styrmand var lurvet klædt
og en havde en smøg i flaben. Kaptajnen dertil en kæmpemæssig
moustache. Sikkerhedsseler var der ingen af, men til gengæld
var en halv flaske vodka stukket lemfældigt ind under pilotsædet.
Noget skal der jo til for at dulme nerverne i et sådant
veteranfly...
Starten blev mindeværdig.
Den store motor osede så meget, at man skulle tro, der
var ild i den. Faktisk skjulte røgen helt maskinen under
start og landing!
Men afsted kom vi, og hurtigt
steg den lette maskine med den store motor op over de nærliggende
Verkhojanske Bjerge. En smuk og savtakket bjergkæde, som
danner et naturligt vandskel. På den ene side løber
vandet mod vest og ud i Lena. Den anden side afvander mod Jana.
Ud af intetheden dukker en lille
dal op, og her ligger en samling små huser med spredte
marker omkring. Der ligger også en interimistisk landingsbane,
hvor piloten elegant sætter vort veteranfly ned mellem
små og store sten.
På hesteryg over vandskellet
Vi bliver mødt af kongsbonden
- af den øverste i kolhosen, som det statslige landbrugskollektiv
hedder. Han er en ærværdig herre, som der tydeligvis
står megen respekt omkring. Han fortæller Vladimir,
at de egentlig slet ikke havde regnet med at se os - trods aftaler
derom. Heroppe i bjergene tror man ikke på noget, før
man ser det!
Af samme årsag er de slet
ikke klar til den videre ekspedition. Hestene går stadig
frit omkring og skal fanges, før de kan sadles og læsses.
Og det går der så endnu en dag med...
Den næste dag er hestene
indfanget, og de skal nu have sadler på. Det går
ikke stille af, for de har ikke været sadlet hele sommeren.
Nogle af unghestene er bestemt ikke tilfredse med situationen,
og dem overtager kongsbonden selv. Han har virelig styr på
sine heste.
Det kniber mere med os andre,
der aldrig har redet før. Efter en hel lang dag på
en paksaddel uden stigbøjler er jeg radbrækket som
aldrig før. Det havde været både lettere og
især mindre smertefrit at gå hele vejen ved siden
af hesten - hvilket jeg da også gør det sidste stykke.
Canyon ved vandskellet
Vi passerer nu vandskellet øverst
oppe, hvor vi slår lejr for natten. Her kan vi se, hvordan
vandet med få hundrede meters afstand skifter retning og
løber hver sin vej. Vi følger vandet østpå
- ned mod Sagandzha floden, som er et af Lenas utallige mindre
og klarvandede tilløb.
Vel fremme ved en utroligt smuk
canyon, hvor et gigantisk jordskælv har flækket bjerget
og forskubbet de to sider et par hundrede meter, gør vi
holdt. Vi skal ikke længere - på hesteryg. Kongsbonden
og hans folk siger venligt farvel og forærer os som en
sidste venlig gestus nogle dåser kød og lidt brød
- vor eneste proviant, viser det sig.
På hovedet i fossen
Og vor raft skal vi lave selv
- en primitiv tømmerflåde bestående af en
træramme, som vi selv fælder, hugger til og binder
sammen. Den bliver spændt fast på to medbragte gummipontoner
af typisk russisk og rustik produktion. Denne tømmerflåde
skal være vort hjem i de næste to uger, så
det gælder om at få den surret godt sammen...
Det går efterhånden
op for mig, at jeg primært er kommet på en overlevelsesekspedition
- sekundært en fisketur. De første kilometer må
vi flere gange i land for at gå forbi høje klippefremspring
og fosser, vi ikke kan eller tør forcere i flåden.
Faktisk viser floden sig at være langt mere kompliceret
af rafte, end Vladimir og Jurij havde forestillet sig ud fra
kortene.
En enkelt gang kolliderer vi
med et lodret klippe, som kaster Vladimir ud af båden og
ned i det iskolde vand. Han forsvinder ud af syne, mens vi prøver
at komme ind i roligere vand, hvor vi kan gå i land. Vi
fygter for Vladimir, men Jurij er ganske rolig . I hvert fald
virker han sådan.
Da der er gået over en
time og vi endnu ikke har set noget til ham, begynder også
Jurij dog at virke bekymret. Alle drager vi derfor et lettelsens
suk, da en våd, men ikke slukøret Vladimir smilende
kommer gående op mod os. Han smiler forlegent, sætter
sig på en træstamme og løfter benene i vejret,
så vandet kan løbe ud af de lange gummistøvler.
De er godt nok seje, de russere...
Sidst på dagen er vi nået
ned på en mere rolig strækning af floden. Vi vælger
at slå lejr for natten, hvor høje klipper falder
lodret ned i elven. - Her er der nemlig godt at fiske, siger
vor unge og stadig lidt frygtsomme tolk.
Typisk lenok fra Yakutien
Fisk for livet
Og fiske, det skal vi. Først
af lyst, men siden af nød. Det er først nu, det
går op for os, at vi ikke har anden proviant med end det,
som kongsbonden så venligt gav os i afskedsgave. Der skal
fiskes og fanges, før der kan spises...
Det viser sig heldigvis ikke
at være noget stort problem. Overalt, hvor forholdene ser
lovende ud, er der fisk. Og de kan fanges, da vi først
har lært os teknikken. Fiskene heroppe er alle lenok-laks,
som er sky fisk med en blød mund og et forsigtigt hug.
De fleste vejer 1-2 kg, så det tager sjældent lang
tid at skaffe mad til os alle.
Til gengæld bliver det
hurtigt trivielt at skulle spise fisk morgen, middag og aften.
Værst er uden diskussion morgenmaden. Efter den første
dag har vi ikke mere brød. Herefter bliver vi hver morgen
vækket af vore russiske guides, der har stillet en skål
suppe uden for teltdøren - suppe kogt på hovederne
af de fisk, vi spiste aftenen før. Med stirrende øjne
skvulpende rundt i suppen...
Den kost fik kilo efter kilo
til at rasle af sidebenene. Havde det ikke været for de
formidable forsyninger af vodka og cognac, som vore russiske
værter på forunderlig vis blev ved med at hive op
fra mulige og umulige gemmer rundt omkring på tømmerflåden,
var det da gået helt galt.
Efterhånden har vi fået
nok lenok! Vi vil have taimen. Vladimir beroliger os og siger,
at dem støder vi først på længere nede
af floden. Vi kan tage det helt roligt.
Andet er der heller ikke at tage
sig til - ud over fiskeriet, som er ganske underholdende. Lenok-laksene
hugger på såvel spin som flue, og en enkelt gang
er der sågar bud efter tørfluerne, der tages ganske
forsigtigt - på bedste stallingmaner.
Taimen i taigaen
Strømmen er nu aftaget
mærkbart, og flere steder danner floden små bagvande
uden nævneværdig strøm. Typiske steder, hvor
man ville opsøge gedder og aborrer, som vi da også
fanger her. Men pludselig hugger det tungt længst ude i
kastet, og en stor fisk volter rundt i overfladen - med en stor
rød halefinne viftende tydeligt over vandet. - Den første
taimen!
Teltlejr på
toppen
Vladimir og Jurij er begejstrede.
Ikke så meget for fisken, men for kødet, viser det
sig. Nu skal der grilles taimen og skåles i vodka! Vi får
yderligere et par taimen, men ingen af dem er rigtig store. De
vejer alle mellem 10 og 15 kg, hvilket er en respektabel vægt.
Men meget lidt i forhold til, hvor store taimen jo kan blive.
Vi er ved at være mætte
at natur og fiskeri, og raftingen er snart forbi. Men turen ikke
ovre endnu - langt fra. Vi er nu kommet så langt ned ad
Sagandzha floden, at vi nærmer os den lille landsby, hvorfra
vi skal flyve hjem.
For at gøre en meget lang
historie meget kort, så var den interimistiske flyveplads
lukket - og havde været det i to år. På grund
af stenskred og en defekt bulldozer, som man ikke kunne skaffe
reservedele til...
Men russere er sande mestre i
improvisation. Efter en lille tænkepause fortsætter
vi det sidste stykke ned mod den mægtige Lena. Nogle kilometer
nede af floden, som man overhovedet ikke kan se over eller ende
på, møder vi en lille færge, som har lagt
til land. Den går vi ombord i og fortsætter midt
ud i floden.
Her kommer pludselig en olietanker
sejlende - på vej op mod Yakutsk. Den prajer vi og lægger
os på siden af. Herefter kravler vi ombord af en lejder,
mens begge både fortsætter opstrøms med fuld
kraft.
Kaptajnen bliver noget overrasket,
da det viser sig, at vi er udlændinge - som han bestemt
ikke må have ombord. Men han er russer og den fødte
vært, der som en naturlig gestus overlader os sin egen
og styrmandens kahyt. Her fester vi nu i to dage med champagne,
vodka, cognac, kød og brød i overdådige mængder,
mens vi arbejder os op ad strømmen - på vej til
endemålet Yakutsk.
I sandhed en ekspedition, jeg
ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Og som jeg
heller aldrig ville have meldt mig til, hvis jeg havde vidst,
hvordan den ville forløbe. Men til gengæld også
en ekspedition, jeg for alt i verden ikke ville have undværet
i dag. Et minde for livet og noget, som kun meget få har
oplevet - eller overlevet...
Geografi
Yakutien er et ekstremernes land.
Det er kæmpestort - dækker mere end 3 millioner km2
og spænder 2.500 km fra øst til vest og 2.000 km
fra nord til syd. Hovedstaden Yakutsk ligger mere end 7.000 km
fra centralmagten i Moskva.
Sommeren er kort i
Sibirien
Yakutien udgør 1/5 af
hele Rusland. Sammenlagt dækker denne stat et landområde,
der er større end Frankrig, Østrig, Tyskland, Italien,
Grækenland, Storbritannien, Sverige og Finland tilsammen.
Knap tre fjerdedele af Yakutien
er dækket af taigaen - en åben skov fortrinsvis bestående
af stedsegrønne nåletræer samt sibirsk lærk
og dværgbirk. I taigaen kan man finde nåletræer,
som er flere hundrede år gamle.
To tredjedele af Yakutien er
bjergområde. Den måske mest kendte bjergæde
er de Verkhojanske Bjerge, som grænser ned til Lena flodsletten.
De højeste bjerge finder vi dog i nabobjergene Tjerskij,
hvor den højeste top når 3.147 meter.
Yakutien byder på det mest
udtalte kontinentalklima, man kan forestille sig. Således
svinger temperaturen mellem sommer og vinter med op til 100 o
C - fra plus 40 o C om sommeren til minus 60 o C om vinteren.
Den laveste temperatur nogensinde var minus 71.2 o C og blev
målt i 1926.
De rekordlave temperaturer har
da også bevirket, at de hidtil største fund af mammutter
fra fortiden er gjort her. Således blev der ved Berelekh
floden fundet velbevarede knogler fra mere end 150 nedfrosne
mammutter - levn fra en svunden tid. Man har dog kun fundet fire
eksemplarer af velbevarede hele dyr.
Det meste af Yakutien ligger
i permafrostområdet, hvor det kun er de øverste
få meter af jordskorpen, der når at tø op
om sommeren. Nordkysten er blot isfri to måneder om året,
men landet modtager kun ringe snemængder. Klimaet er tørt
og derfor solrigt.
Til gengæld varer sommeren
ofte kun to-tre hektiske uger, hvor alt skal ske - hvor blomsterne
skal nå at folde sig ud, fuglene have deres unger på
vingerne og alle insekter klække og sværme. Man kan
da opleve så massive klækninger af sommerfugle, at
man føler sig hensat til troperne.
Kulturhistorie
Har man fulgt med i Ruslands
historie op gennem tiderne, er man sikker på en interessant
oplevelse, når man besøger landet. Her er nemlig
spor efter næsten alle større begivenheder i historien,
som mange steder kan opleves lyslevende.
Vort hjem i 14 dage...
Man kan besøge Sankt Petersborg
og se, hvordan zaren levede i sit overdådige vinterpalads.
Man kan overvære gudstjenesten i den ortodokse russiske
kirke. Man kan gå på opdagelse i Kreml og se de gamle
bygningsværker omkring Den Røde Plads. Man kan endda
være så heldig, at Lenins balsamerede lig kan beskues
- et levn fra den seneste russiske revolution.
Rusland er gigantisk, og der
er endog meget langt fra centralstyret i Kreml og til de yderste
udposter i Sibirien og på Kamtjatka. Ind imellem er der
præcis så langt, som man kunne forestille sig. Da
kan man opleve, at Aeroflot billetter booket, købt og
betalt hjemmefra, alligevel ikke er gyldige. Også selv
om det er nøjagtig den samme Aeroflot maskine, man skal
hjem med, som man fløj ud i...
Omvendt kan man overraskende
langt ude i ødemarken stadig se den gamle Sovjetrepublik
fungere, som den gjorde under Stalin - velsmurt og med små,
statsejede landbrugskollektiver - de såkaldte "kolhoser".
Her kan man opleve, at det moderne teknologiske samfund fint
sameksisterer med shamanerne - åndemanere fra en ellers
svunden tid.
Er man etnografisk interesseret,
kan man opleve de "rigtige" russere og deres samspil
med asiaterne i øst. Langt ude i ødemarken fungerer
det overraskende godt - inde i byerne ikke helt så gnidningsløst.
Tag det hele med et åbent
sind - og masser af god tid. Nyd så ellers godt af, at
russere af alle slags er et uhyre gæstfri. Så længe
der altså ikke er gået politik i tingene...
Det hele er der, og det hele
kan opleves. Men så er landet jo også så stort,
at solen altid står op et eller andet sted i Rusland!
Fiskevande generelt
Sibirien er så stort, at
det er svært at pege på bestemte, afgrænsede
fiskevande. Over den vestsibiriske slette løber Jeneisy,
som sammen med den østsibiriske Lena udgør de to
største vandsystemer i Sibirien.
Olietanker på
Lena
Mod syd ligger Bajkalsøen,
i hvis umiddelbare nærhed - men ikke i selve søen
- Lenafloden har sit udspring. Bajkalsøen er verdens suverænt
største ferskvandsreservoir, hvilket primært skyldes
de store dybder. Arealet er ganske vist betydelige 31.494 km2,
men største dybde er hele 1.741 meter.
Bajkal er ikke blot verdens største
ferskvandsreservoir. Bajkal er også jordens ældste
sø. Den er nemlig 25-30 millioner år gammel og resultatet
af et jordskælv for 35 millioner år siden. Området
er stadig geologisk aktivt, og man registrerer årligt op
mod 2.000 større og mindre rystelser. Det er flere om
dagen! De mange jordskælv gør, at Bajkal søen
hele tiden vokser. Typisk bliver den 1-2 cm bredere og dybere
hvert år.
Søen blev ikke dækket
af is under sidste istid, hvilket har givet den en helt unik
flora og ikke mindst fauna. Mere end 90% af alle arter i Bajkalsøen
er således endemiske og findes kun her. Det gælder
nerkaen, den eneste ferskvandsæl i verden. Her finder man
også omulen, en lille laksefisk, som er af stor betydning
for lokalbefolkningen ved søen.
Bajkalsøen blev derfor
optaget på World Heritage listen i 1996.
Yakutien gennemstrømmes
af seks større flodsystemer: Anabar, Olenjok, Lena, Jana,
Indigirka og Kolyma, som alle flyder nordpå mod Ishavet.
Det er således ikke vand, der mangler i denne del af Sibirien.
Fiskemæssigt samler interessen
sig dog om søer og især floder i den mægtige
Lenas afvandingsområde. Lena er en af verdens ti største
floder og den største i Yakutien. Mere end halvdelen af
alt overfladeand i Yakutien samles i Lena, der har et afstrømningsområde
på næsten 2 millioner km2.
Lena er på sine centrale
dele op mod 8 km bred - om forået, når floden går
over sine bredder ved snesmeltningen, op mod 30 km fra den ene
bred til den anden. Altsammen vand i evig bevægelse nordpå.
Fiskearter
Sovjetunionen var i tiden før
glasnost og perestrojka en gigantisk størrelse bestående
af mange meget forskellige lande. Selv om Rusland kun var et
af dem, så dækker denne nation i dag stadig et kolossalt
landområde.
Lenok og helt fra
samme vand
Fiskemæssigt kan man inddele
Rusland i tre områder:
Øst for det store vandskel
i Uralbjergene finder vi de europæiske fiskearter - med
laks, ørred og stalling som de mere kendte arter og Kola
som en verdensberømt lakselokalitet blandt lystfiskere.
Mod nord og hele vejen fra vest til øst findes - som overalt
i Arktis - både stationære og havvandrende fjeldørreder.
Længst mod øst ligger
Stillehavet, og her udmunder et meget stort antal floder med
stærke bestande af de samme fem stillehavslaksearter, som
er udførligt omtalt under Alaska. Laks, der vokser op
i Bering Havet, Det Okhotske Hav og Det Japanske Hav.
Hertil kommer så spredte
bestande af havvandrende steelheads og stationære regnbueørreder.
Kort sagt en pendant til det fiskeri, man finder på den
anden side af Stillehavet - på den nordamerikanske vestkyst.
Midt imellem disse to yderpunkter
ligger så det mægtige Sibirien og lokker med sine
eksotiske laksefisk - med smukke lenok og kæmpestore taimen.
Her kan man også møde den arktiske stalling, der
i modsætning til sine nære europæiske slægtning
har tænder i munden - dertil en langt større rygfinne.
Men interessen samler sig uundgåeligt
om taimen og lenok - to laksefisk, som ikke findes andre steder
end i Sibirien og Mongoliet.
Mindst er lenok-laksen, som bærer
det latinske artsnavn Brachymystax lenok. Det er en relativt
lille fisk, som kun sjældent bliver større end 5
kg. Til gengæld har den et ydre, der er mere spændende
end nogen anden laksefisk - et ydre, der har fået mange
ichtyologer (fiskeforskere) til at mene, at vi netop her har
den oprindelige stamfader til vore dages laksefisk.
Lenok-laksen har nemlig træk,
der er ført videre i både laks, ørreder,
rødinger og stallinger. Den har stallingens lille hoved
og bløde mund. Den har rødingens meget små
skæl og ørredens og laksens sorte prikker på
en lys baggrund.
Farvetegningerne på kønsmodne
fisk minder ofte om dem, man finder på kønsmodne
regnbueørreder. Endelig har den samme lyse kød
som helt og stalling. Det er virkelig fristende at tro, at vi
her står med selveste urlaksen - den, der startede det
hele!
Taimenhoved - med
mus!
Karakteristisk rød
taimenhale
Størst er taimen-laksen,
der bærer det latinske artsnavn Hucho taimen. Det er den,
de fleste tager til Sibirien efter. Det er nemlig verdens største
laksefisk, som kan nå imponerende vægte på
op mod kg.
Så store fisk ses dog sjældent
i dag, hvor fiskepresset er større end nogensinde - hvor
der netop derfor bliver længere og længere mellem
de ældste og største fisk. Stadig tages der dog
regelmæssigt taimen på op mod 30-40 kg - størst
i de mest øde områder.
Fiskemetoder
De bedste fiskemetoder afspejler
som altid de efterstræbte fisks foretrukne fødeemner.
Da sommeren er meget kort i Sibirien
og vinteren tilsvarende lang, må fiskene bruge de isfri
sommermåneder til at fylde maven mest muligt. Og da floderne
typisk er iskolde og næringsfattige, kan man undre sig
over, at især taimen laksene kan blive så store,
som de gør.
Det er der imidlertid en forklaring
på. Skulle laksene udelukkende leve af de fødeemner,
som findes i floder og søer, ville de ikke blive ret store.
Imidlertid findes der en anden føderessures i taigaen
- pelsdyr! Specielt svømmende mus og lemminger, men også
tilfældige egern, der måtte falde i vande, bliver
øjeblikkeligt til fiskeføde.
Lenok kan ikke tage så
stort bytte i en enkelt mundfuld, men prøver ofte at drukne
de svømmende mus ved at trække dem i benene! Taimen
derimod er ofte store nok til at sluge selv de største
egern.
Men de vil helst have pacificeret
dem først, og det gør de ved at slå dem med
halen. Tunge plask i aften- og nattetimerne afslører store
taimen i færd med at drukne mus og andet pelskræ.
Når så dyrene er slået bevidstløse eller
druknet, er det en let sag for den store taimen at svømme
tilbage og sluge dem i en enkelt mundfuld.
Denne opførsel kendes
naturligvis af lokale fiskere, som med primitivt grej frister
de store fisk. Agnet er ofte et udstoppet egern - et egernskind
spændt omkring en flydende krop af kapok. Hertil fastgøres
nu et par store trekroge, og man er kalr til fiskeriet.
I regelen udvælges pladser
neden for stejle klipper, Her ved fiskene af erfaring, at der
ofte falder mad i vandet. De står derfor blot og venter.
Russerne ved det, og de fleste af de største taimen er
da også faldet for denne simple teknik.
Tilrejsende fisketurister vælger
dog i regelen at bruge mere sofisktikeret grej. 9-10 fods spinnestænger
og multihjul fyldt op med 0.40 mm line er et godt valg. Hertil
et stort udvalg af store blink og flydende woblere på 20-50
gram. Glem ikke regulære poppers, der rigtig kan plaske
i overfladen under indspinning. Og glem så heller ikke
at give taimen lidt tid til at tage agnet, før tilslaget
sættes ind.
På krogen er taimen ikke
den store fighter. Den er tung som en gedde og springer kun meget
sjældent. Til gengæld kan den jo veje op mod 60 kg,
og så er man jo sikret en mindeværdig fight alligevel!
Den mindre lenok skal fristes
med lettere grej - grej som til almindeligt ørredfiskeri
herhjemme. 7-8 fods spinnestænger og fastspolehjul fyldt
op med 0.25 m line er et godt valg. Hertil et sortiment af blink,
spinner og woblere i 7-15 grams klassen.
Lenok-laksen tager gerne insekter
på overfladen, hvis der er en klækning, og da kan
den som alle andre fisk fint tages på tørflue. I
regelen er det dog en farvestrålende streamer eller bucktail,
der bør sidde for enden af forfanget. Mickey Finn er som
altid et godt bud på en effektiv flue.
Også den store taimen kan
fint fanges på flue. Bedst i de tidlige aften- og morgentimer,
hvor den kan træffes på overraskende lavt vand. Og
sjovest på en flydende museflue for enden af et kraftigt
0.40 mm forfang. Taimen har store tænder, men man behøver
ikke bruge stålforfang. De er ikke skarpe som geddens,
og kun sjældent vil linen blive klippet.
Fiskesæsoner
Fiskesæsonen er - som det
fremgår af afsnittet om geografien - meget kort. Faktisk
er den så kort, at den kan være svær at ramme
overhovedet. Kommer man blot et par uger for sent eller for tidligt,
kan man risikere en total svipser rent fiskemæssigt. Kommer
man for tidligt, er isen endnu ikke gået - eller floderne
løber høje og uklare af smeltevand. Kommer man
for sent, kan man risikere, at vintervejret allerede er sat ind.
Mindst risiko løber man
i august, hvor vejret typisk er varmest. Tidlig september kan
også være god, idet floderne da ofte er lavest og
klarest. Her kan man så risikere, at kulden allerede er
sat ind.
Men under alle omstændigheder
er det alfa og omega at have gode lokale kontakter, som løbende
holder øje med forholdene - som kan vælge andre
fiskevande, hvis det oprindeligt påtænkte skulle
vise sig at være "midlertidigt ude af drift".
© 2009 Tekst &
fotos: Steen Ulnits
|
