New Zealand:
Fugl og fisk ved Otago
Blå torsk, røde
aborrer, lyssky pingviner og gigantiske albatrosser - det er,
hvad man kan møde ud for New Zealands Otago Peninsula.
Vi kom oppe fra Kaikura - en
klippespids, som stikker ud i Stillehavet på sydøens
østkyst. Den når så langt ud i havet, at kontinentalsoklen
kun ligger få kilometer fra land. En kendsgerning, som
får pelssæler, forskellige delfiner og selv de største
hvaler til regelmæssigt at færdes inden for få
timers sejlads fra land.
Dette forhold har sat skub i
en massiv turistindustri, hvor man dykker med sæler, snorkler
med delfiner og spejder efter hvaler. Formedelst et passende
antal newzealandske dollars kan man komme i nærkontakt
med disse havets pattedyr - forudsat naturligvis, at vejret arter
sig.
Det gjorde det mildest talt ikke
i de dage, vi tilbragte i Kaikura - i håbefuld venten på
det gode vejr, der aldrig kom. Vi måtte derfor bide i det
sure æble og lade os nøje med en svømmetur
langs de klipper, hvor pelssælerne hviler sig mellem fisketurene.
Sigtbarheden var næppe
mere end 2-3 meter i det oprørte hav, og sælerne
havde ikke travlt med at komme i vandet, når det nu var
tilpas koldt oppe på land.
Resultatet blev, at kun to ud
af et hold på ti dykkere så sæler under vandet.
Vi andre måtte nøjes med at fornemme deres tilstedeværelse
ind imellem.
En efterfølgende fisketur
ud til kanten af kontinentalsoklen gav bedre resultater. Trods
store dønninger fra det åbne Stillehav lykkedes
det skipper at ankre op på mere end 100 meter vand - præcis,
hvor skrænten faldt brat i dybet.
Bundfiskeri på kontinentalsoklen
Det varede en evighed at få
de agnede kroge ned til bunden - trods det faktum, at der stort
set ingen strøm var.
Til gengæld behøvede
vi ikke vente længe på hug. Faktisk nappede det næsten
i samme øjeblik, loddet tog bunden. Det mærkedes
tydeligt gennem den tynde og helt uelastiske superline. Et hurtigt
tilslag og så kom det hårde arbejde med at spinne
mere end 100 meter line ind - med lod og fisk for enden...
Det var primært "blue
cod" og mindre "red perch", der bed på -
begge prima spisefisk, som skipper næsten havde filetteret,
inden de havde nået dæksplankerne...
Blue cod er New Zealands absolut
fineste spisefisk - den, man kan få på alle de fine
restauranter, som ironisk nok ikke må servere ørred.
Ironisk, da netop New Zealand har noget af verdens fineste ørredfiskeri.
Men det ønsker myndighederne at bevare, og derfor er der
forbud mod handel med ørred.
Not so med blue cod, der - trods
sit navn - slet ikke er nogen torsk, men i stedet tilhører
aborrefiskene. Præcis som de mindre, men ikke mindre delikate
red perch, der både hvad navn og udseende angår holder,
hvad de lover!
Skipper ved, hvad det drejer
sig om. Vi er på rigtigt madfiskeri, og som den gode vært
er han over fiskene og har gjort dem til fileter, næsten
førend de er fri af krogen!
Dønningerne bliver desværre
ikke mindre, som tiden går, og frygten for en gang søsyge
dukker regelmæssigt op i tankerne. Til alt held rykker
det til sidst hårdt i linen, og op kommer nogle minutter
senere en flot pighaj på trekvart meter. Den får
lov at gå igen, da vi har så rigeligt med lækre
fileter - nok til en solid gang aftensmad for fire.
Og så sker pludselig det,
som ikke ville ske, da det skulle: En flok delfiner dukker op
af dybet og omringer på kort tid båden, mens de lystigt
boltrer sig i overfladen. Det er det, man betaler dyre NZ dollars
for at opleve på turistbådene. Og det får vi
nu helt gratis - i tilgift til fiskene og fisketuren.
Vejret ville ikke blive bedre.
Vi pakkede derfor vore sydfrugter og satte kursen sydover - denne
gang mod halvøen Otago Pensinsula, hvor New Zealands næststørste
by, Christchurch, ligger. Her skulle der kigges fugle til den
store guldmedalje!
Landfaste albatrosser
Otago Pensinsula er nemlig det
eneste sted i hele verden, hvor man kan iagttage landfaste rugende
albatrosser. Normalt ruger disse kæmpefugle på utilgængelige
skær langt ude i havet, men på Otago findes en koloni,
der ruger en halvø, som rager ud i havet. En koloni, som
enhver kan besøge, hvis blot man har en bil til rådighed
eller er villig til at tage bussen.
For den uindviede er alle gigantmåger
albatrosser. For den seriøse ornitolog er der imidlertid
flere arter at skelne imellem. Til de mere almindelige hører
den såkaldte "Mollymawk", der med sit vingefang
på blot 2 meter er en ganske lille albatros. Den virkelige
albatros - "the Royal Albatross" - spænder nemlig
hele 3 meter fra vingespids til vingespids. De største
imponerende 3,4 meter!
Alene ægget fra en albatros
vejer et halvt kilo, og de voksne albatrosser kan veje op til
7,5 kg og nå en høj alder - mere end 60 år!
Det er åbenbart sundt for krop og sjæl at tilbringe
80% af sit liv i luften, svævende på de vinde, som
sender den iskolde Humboldtstrøm hele vejen rundt om Antarktis.
Albatrossen følger passivt med og ernærer sig af
de fisk, den kan fange.
Det har vist sig, at mange albatrosser
ender deres dage undervejs - fanget af en krog på en af
de kilometerlange langliner, som erhvervsfiskerne lægger
ud i farvandet omkring Antarktis. Endnu et eksempel på
de mange og tragiske bifangster, som det moderne industrialiserede
fiskerierhverv desværre medfører.
Albatrossen er ofte 15 år
gammel, førend den er kønsmoden. Til gengæld
bliver den ved med at yngle til det sidste - endda med held.
Ungerne, som er kolossale vattotter at se på, fodres så
meget, at de kan veje helt op til 13 kg, førend de kommer
på vingerne. Herefter taber de hurtigt vægten og
når ned på det normale, der er halvdelen.
Store Flyvedag
Man skal være heldig for
at se de store albatrosser i luften. Der skal vind til, førend
de orker at lette. Til gengæld kan man da se, hvor ringe
de store svævere er til at lande og færdes på
det tørre. Efter at have tilbragt mange måneder
i træk på og over havet, er deres benmuskler så
svage, at de knapt kan bære fuglens egen vægt. Og
derfor kommer landingerne til at se mildest talt uelegante ud!
Det er selskabelige fugle, som
kommunikerer meget. Således oplever vi en albatros, der
lander på klippen lige foran observationstårnet.
Den sunder sig lidt efter den hårde landing, netter fjerene
og kigger så op mod himlen. Så kalder den på
en af de andre fugle, som netop glider forbi, og lidt senere
har den selskab.
De har tilsyneladende oplevet
noget. I hvert fald går snakken så ivrigt, at man
slet ikke er i tvivl om indholdet: - Så du den fiskestime
længst ude mod klipperne? - Fed opvind i dag, ikke? - Hvordan
går det med bentøjet? - Hård landing, du havde
for lidt siden?
Vi er heldige og ser adskillige
albatrosser i luften. De ligner grangiveligt store måger,
når man ikke kan sætte deres størrelse i relation
til noget kendt. Først når de lægger an til
landing og kommer tæt på, fatter man deres virkelige
størrelse. En enkelt crasher regulært ved landingen
og havner hårdt på næbbet. Den ser sig sky
omkring og føler måske, at det var lidt pinligt
med den lousy landing.
Verdens største fugl er
definitivt ingen elegantier på landjorden...
Pudsige pingviner
Men der er meget andet end landfaste
albatrosser at se på herude. Otago Peninsula byder også
på glimrende muligheder for at studere diverse pingviner,
som ligeledes ruger på landjorden.
Der er især to arter, man
kan komme til at se på nært hold: Den gule og den
blå pingvin, som hver især er meget forskellige.
Den ene er lille - den anden fem gange større. Den ene
er gul - den anden blå. Den ene trives i dagslys - den
anden er decideret nataktiv. Den ene er socialt anlagt - den
anden en inkarneret privatist!
Begge er de ganske vist fugle,
som ikke kan flyve, men som i stedet er fortræffelige svømmere.
Den gule pingvin er med sine
5 kg den største af de to. Den lever af fisk og krebsdyr
langt til havs, men ruger åbent inde på landjorden.
Oprindelig var New Zealands kyster klædt med tæt
og uigennemtrængelig urskov. Det er den ikke længere.
Skoven er fældet, og den gule pingvin har fået et
problem. Den kan nemlig ikke trives, hvis der er andre pingviner
i syne.
Derfor er bestanden gået
meget tilbage, og derfor har man nu oprettet reservater, hvor
man lader naturen generobre kystlinjen, så den gule pingvin
kan få sit behov for privatliv dækket!
Vi besøger et privat reservat,
hvor man har bygget et helt kompleks af overdækkede gange
- skyttegrave kunne man også kalde dem - hvorfra det er
muligt at iagttage de sky pingviner. Sjovest er det at iagttage
stranden. Pludselig strander en lille gul pingvin på sin
velpolstrede mave i brændingen, kommer på benene
og ser i det hele taget ud, som var den netop kommet fra Månen.
Den kigger sig længe omkring,
førend den vralter op på land - op mod sin redeplads,
der kan ligge adskillige hundrede meter fra det beskyttende hav.
Den gule pingvin går ensom
i land midt på højlys dag. Det gør den lille
blå pingvin ikke. Den er uhyre lyssky og vover sig ikke
op på landjorden, førend mørket har lagt
sig. Og da kun i flok.
Vi ser i dagens allersidste lys,
hvordan en lille flok pingviner som små missiler kommer
susende i høj fart ind mod land. Den første kommer
ind med brændingen, rejser sig og venter. Først
når flokken tæller en halv snes stykker, har de mod
nok til at søge op til deres redepladser, som er huler
i jorden.
Her kan man se ungerne og de
rugende fugle i dagtimerne - præcis som med søpapegøjerne
på Færøerne. Men man ser aldrig de voksne
ude i frit dagslys. Det tilbringer de på åbent hav!
Paua'en
New Zealand er kendt for mange
såkaldte "endemiske" plante- og dyrearter. Arter,
der kun forekommer på New Zealand. Det gælder også
den berømte "paua", som lever og vokser i det
kolde Tasmanske Hav ud for det regnfyldte Fjordland på
vestkysten af Sydøen.
Her finder man Haliotis iris,
som paua'en hedder på latin, fra tidevandszonen og ud til
dybder på omkring 15 meter. Den er beslægtet med
Abalonen og har som denne markante huller langs kanten af den
flade og aflange skal.
Pauaen kan blive stor og er meget
velsmagende. Men den er fredet og må ikke handles kommercielt.
I stedet er den genstand for en del kommercielt opdræt,
som gør det mulligt at indtage delikatessen på udvalgte
restauranter.
Mest kendt er paua'en imidlertid
for sin skal, der - når den slibes - frembyder de mest
fantastiske blå og grønne perlemorsfarver. Stykker
af denne perlemor indgår i traditionel Maori-kunst og anvendes
i dag hyppigt til smykker, som turisterne elsker.
© 2009 Steen Ulnits
|
