New Zealand:
Tørke og tørflue
Der er en slange i det newzealandske
ørredparadis - en vandslange direkte op på landmandens
marker...
New Zealand er et smukt land.
Variationen er stor - fra subtropisk i nord til tempereret i
syd. Og på både Nordøen og Sydøen kan
man opleve ørredfiskeri i absolut verdensklasse.
New Zealand er et Mekka for både
ørreder og ørredfiskere. En lokalitet, der hvert
år trækker i tusindvis af fluefiskere fra det store
udland. Fiskere, som lægger mange penge i den newzealandske
turistkasse.
Det gjorde jeg bestemt også
selv, da jeg i 2004 tilbragte hele januar "down under"
på de dejlige øer. Jeg kunne imidlertid hurtigt
konstatere, at der også er indtil flere slanger i paradiset...
Udsatte ørreder
Fra naturens hånd findes
der ingen laksefisk på den sydlige halvkugle. De er udsat
af englænderne, som i sin tid koloniserede New Zealand.
Som alle andre steder, hvor forholdene var til det, medbragte
de engelske imperialister deres elskede ørreder og satte
dem ud i de nye vande. Som rigtige englændere måtte
man jo have nogle rigtige ørreder at fiske efter!
Ørrederne slog endog meget
godt an og dannede hurtigt selvreproducerende bestande, hvor
de blev sat ud. Klimaet var ideelt til en hurtig vækst,
føde manglede der ikke, og egnede gydevandløb fandtes
overalt.
Nordøen er i dag mest
kendt for sine regnbueørreder i store og små søer
- med Lake Taupo som den absolut største og mest kendte.
Sydøen derimod er verdenskendt for sine store bækørreder
i ginklare strømvande.
Men begge steder kan man fange
begge slags ørreder i begge slags vande. Smukke fisk i
omgivelser så betagende, at de for nylig kom til at danne
ramme om filmatiseringen af "Ringenes Herrre".
Project Aqua
Men det enestående ørredfiskeri
trues fra flere sider. Energiselskabet "Meridian Energy"
har således kig på og planer om at inddrage ikke
mindre end 73% af vandet i den smukke og vidt forgrenede Waitaki
River på Sydøen til et nyt stort vandkraftprojekt,
der har fået navnet "Project Aqua".
Det er et projekt, som for alvor
har bragt sindene i kog i den newzealandske befolkning. Waitaki
River har nemlig mange brugere - fiskere, sejlere og andet godtfolk
- der ikke har i sinde at afgive 73% af flodens vand til vandkraft.
I hvert fald ikke uden
kamp.
Det er Meridian Energy's planer
at lægge floden i en 60 km lang kanal mellem Kurow og State
Highway 1. Undervejs mod havet skal vandet løbe gennem
hele 6 kraftværker.
Får Meridian held med sine
planer, er det slut med en af New Zealands absolut smukkeste
floder. Waitaki har nemlig et vidt forgrenet løb, hvor
floden mange steder deler sig i en række mindre løb
og breder sig ud over landskabet for så atter at finde
sammen igen.
Disse sideløb vil udtørre
helt, hvis vandkraftprojektet gennemføres. Til ubodelig
skade for dyr og planter samt ikke mindst fiskene. Heriblandt
både udsatte ørreder og indfødte "galaxider"
- små lakselignende fisk, som i forvejen er under hårdt
pres fra flere sider.
Galaxiderne har som New Zealand
selv været isoleret fra omverdenen i mindst 35 millioner
år og findes derfor kun her. De kaldes lokalt ofte for
"whitebait" og har lidt hårdt under konkurrencen
fra de indførte og langt mere aggressive ørreder.
Vandmangel
Men det er ikke kun vandkraftplanerne,
der truer de newzealandske ørreder og galaxider. Således
mangler fiskene mange steder vand. Helt galt var det i den forgangne
2003-2004 sommer - vores vinter - hvor flere vandløb blev
tørlagt på lange strækninger.
Vandstanden var rekordlav, og
vandtemperaturen nåede flere steder op på 20 grader
i de krystalklare vandløb. Det var den tørreste
sommer i de sidste 10-15 år, og myndighederne - NZ Fish
& Game - opfordrede i avisartikler borgerne til at rapportere,
hvis de observerede ørreder, som var fanget i tilbageværende
vandpytter i floderne.
Så ville Fish & Game
rykke ud, indfange fiskene og bringe dem i sikkerhed, hvor der
stadig var vand. Samtidig frygtede myndighederne for fiskebestandenes
fremtid og advarede om, at kommende sæsoner vil komme til
at lide under en stærkt forhøjet dødelighed
og deraf følgende manglende rekruttering af nye fisk.
Problemerne skyldes ikke kun
en meget tør sommer med stedvis ingen nedbør overhovedet.
Noget, som ikke mindst New Zealands mange fåreavlere også
har lidt under. Græsset er svedet af, og fårene taber
i vægt. Således står mange farmere i kø
for at få deres får slagtet, inden disse taber alt
for meget i vægt. Med faldende kødpriser og indtægter
til følge.
Hvidvin med eftersmag...
Nej, den rekordlave vandstand
skyldes mange steder landbruget, der pumper vand op fra vandløbene
- vand til kunstvanding af korn- og vinmarker. New Zealand har
som bekendt en betydelig produktion af ikke mindst gode hvidvine,
og det er en produktion, der som al anden landbrugsproduktion
kræver vand.
De uhyggelige facts er da også,
at New Zealands landbrug vokser. Således fordobles det
landbrugsareal, der kunstvandes med vand fra søer og floder,
hvert 10-15. år. Et problem, hvis massive størrelse
ingen kiwier endnu helt har forstået.
Men de første newzealandske
ørreder er allerede døde - kvalt på grund
af vandmangel i floder, hvis vand pumpes op til markvanding.
Det kan man godt tænke
lidt over, næste gang man åbner en flaske fyldig
Selaks hvidvin fra NZ. Så kan det godt være, at man
får en lidt anden smag i munden...
Lavt og varmt vand
Vi har allieret os med Robert
- en lokal fisker, som siden barnsben har landet sine årlige
500 ørreder længst nede på Sydøen.
Han kender hver en sø, dam, flod og creek, men han er
ikke optimistisk. Hver gang vi undervejs passerer et vandløb,
sukker han dybt og beklager den rekordlave vandstand.
Robert har flere planer - de
fleste af dem nødplaner, for favoritvandene er ikke til
noget. Vandet er ganske vist krystlaklart i de fleste af dem,
men fisk ser vi ikke noget til. En vandtemperatur i nærheden
af 20 grader er ikke sagen til ørredfiskeri...
Men han har et es i ærmet
- en sidste nødløsning, hvis alle de verdenskendte
vande skulle svigte. Vi kører ind på en fårefarm,
spørger om lov til at krydse nogle marker og kaster os
så ud i ren offroad-kørsel - vel at mærke
uden offroader. Bunden skraber mod grus og græs, men vi
kan til gengæld køre næsten overalt, hvor
der plejer at være vand.
Efter at have åbnet og
lukket et utal af fårehegn - nogle af dem meget elektriske
- er vi fremme ved en lille flod. Robert udpeger en strækning,
hvor den modsatte bred er bevokset med træer, der hænger
ud over vandet. Han vil have, at jeg forsøger mig i skyggen
- med en lille hareørenymfe for enden af et langt og tyndt
forfang.
Det varer da heller ikke længe,
førend den første ørred tager nymfen - en
tykvommet bækørred i 40 cm's klassen. Lidt senere
følger en lidt mindre fisk efter. Begge bliver genudsat,
da Robert ikke vil være bekendt at tage ørreder
under den halve meter med hjem...
Snigfiskeri
Sådanne småfisk er
ikke noget, der kan imponere Robert, som altid taler om fisk
i kilo - ikke centimeter.
- Drop the river and follow
me!
Vi maser os igennem mandshøjt
græs, der er tørt og gult, og kommer til et tæt
buskads. Et stykke uden for buskadset risler ganske lidt vand
op fra en kilde i jorden. Vandet samler sig og bliver til et
"backwash", som de lokale kalder det - et område,
der ved normal vandstand vil være oversvømmet og
en integreret del af floden.
Nu udgør det i stedet
en lille dam med ganske svag gennemstrømning. Til gengæld
er vandet dybt og - siger Robert - rigt på føde.
Fiskene her er få, men til gengæld aldrig små,
påstår han. Og viser sig at have ret.
Med stangspidsen højt
hævet over græsset kravler vi på kastehold
af de ørreder, der regelmæssigt viser sig i overfladen.
Den første står ganske stille, lige under overfladen,
og sutter fra tid til anden noget i sig.
- Try a small beetle!!
Jeg følger Robert's råd
og binder en lille sort billeimitation på forfanget. Med
næppe meget mere end en enkelt meter line uden for topøjet
vipper jeg fluen ud til den store fisk, som jeg for alt i verden
ikke vil skræmme.
Fluen lander perfekt - trods
masser af adrenalin i kroppen - en halv meter bag fisken, der
straks registrerer den. Sindigt vender den omkring, kigger på
fluen og inhalerer den så let og elegant.
Da jeg strammer op, mærker
jeg imidlertid ingen modstand. Fluen har ikke fat i fisken, som
til gengæld har fattet mistanke. Stille og roligt - aldeles
uden panik - synker den i dybet for ikke at vise sig mere den
dag...
- I told you. They are not
easy fish...
Robert har ret. Til gengæld
ved vi nu, at de rent faktisk kan overlistes. Det giver fornyet
håb.
Lille flue - stor fisk
Vi gemmer os i det høje
græs og venter på, at en ny fisk skal dukke op. Efter
et kvarters venten dukker ikke én, men hele to store fisk
op i høllet - den ene endda rigtigt stor. Robert gætter
på et sted mellem 3 og 4 kg, men den fisk ser vi kun en
enkelt gang. Tilbage er så den mindre fisk, som til gengæld
regelmæssigt krydser forbi.
I flere kast ligger fluen rigtigt,
men fisken ænser den ikke. Jeg skifter flue adskillige
gange, men intet hjælper. Da den så svømmer
forbi på få meters afstand, lægger jeg en lille
Elk Hair Caddis str. 16 ud foran fisken.
Den ignorerer fluen totalt og
svømmer forbi den på få cm's afstand. Men
da jeg forsigtigt trækker i linen og får min vårflueimitationen
til at gå under - er den over fluen som en mis. Vi kan
begge se ret ned i dens hvide gab, da fisken suger den lille
flue i sig!
Roligt strammer jeg op og mærker
tyngden af fisken, der volter rundt inde på det lave vand.
Siden sætter den kursen ud mod dybet, men kommer ikke langt.
Efter nogle minutters tovtrækkeri i noget, der næppe
kan kaldes hverken dam eller bæk, er ørreden moden
til landing.
Robert vader ud og synker i mudderet
til knæene. Fisken bliver bange, men ænser ikke flygte
på det lave vand. I stedet vælter den blot rundt,
mens Robert rækker ud mod den og får den i nettet.
2 kg viser fisken sig at veje
på den indbyggede vægt i nettet. Den er lige akkurat
stor nok til at tage med hjem, mener Robert og afliver den 55
cm lange og tæt plettede bækørred.
Skolopender i skyggen
Nu er det Robert's tur. Han er
ikke fluefisker, men holder mere af en orm på krogen. Dem
plejer han at kunne finde under sten og grene ved floden, men
i denne tørke kan han ikke finde én eneste. Til
sidst finder han dog en mangebenet skolopender under en sten,
og den kommer i mangel af bedre på en lille str. 12 krog.
Hvor den lille kilde rinder ind
i backwash'en, kommer en anden bækørred regelmæssigt
forbi. Robert placerer sin skolopender præcist på
den lille sandbanke, der markerer overgangen til det dybe vand.
Da fisken næste gang kommer forbi, stopper den interesseret
op. Så mange ben har den sikkert aldrig før set
på én gang!
Ivrigt står den på
hovedet for at tage krogen - næsten med ryggen ude af vandet
- og lidt senere kan jeg nette en fin bækørred i
halvmeters klassen for Robert. Æren, dagen og aftensmaden
er reddet!
Trods flere forsøg efter
flere fisk lykkes det ikke at få flere på land. De
har tilsyneladende lugtet lunten i det lave og varme vand...
© 2009 Steen Ulnits
|
