...der bare fortsætter
og forsætter.
Ingen aner, hvor det ender...
Doc er velkendt i New Zealand
én, som alle kender og har en mening om. Nogle har
endda meget stærke meninger om Doc og Doc's gerninger
så stærke, at de hænger kæmpemæssige
bannere ud fra deres træer og vinduer for at give disse
meninger til kende for omverdenen...
Det tog faktisk ganske lang tid,
førend jeg fandt ud af, at Doc slet ikke er nogen person
- som eksempelvis Doc fra Steinway's udødelige "Mus
og mænd". Doc er nemlig ikke et menneske, men en institution.
Endda en meget magtfuld sådan på New Zealand. "DOC"
står for "Department of Conservation" altså
en pendant til vor hjemlige Skov- og Naturstyrelse. Det er DOC,
der forestår forvaltningen af den newzealandske natur.
80 millioner år i isolation
Ser man på landmassernes
vandring siden kontinenterne begyndte at glide fra hinanden,
vil man se, at New Zealand har været isoleret fra omverdenen
i op mod 80 millioner år.
Så lang tids isolation
har betydet, at der på New Zealand er udviklet en lang
række arter af dyr og planter, som kun forekommer her.
"Endemiske" kalder man sådanne arter, der har
udviklet sig og tilpasset sig de lokale forhold uden indblanding
udefra.
New Zealand var dengang fuglenes
land, som overalt genlød af en meget varieret fuglesang.
Her levede omkring 70 forskellige fuglearter, som ikke fandtes
andre steder. Af dem kunne omkring en tredjedel ikke flyve, hvilket
de ikke behøvede, da der ingen rovdyr fandtes. En fjerdedel
var nataktive - heriblandt de berømte kiwier.
De mange fuglearter udfyldte
da de nicher i den newzealandske natur, som i vor egen del af
verden var optaget af pattedyr. Men mennesket gjorde sit indtog
på New Zealand, og med sig bragte det en lang række
dyre- og plantearter, som siden har forvandlet den newzealandske
natur.
På godt og ondt. Mange
nye arter har nemlig etableret sig og flere steder dels udkonkurreret
de arter, der indtager samme økologiske niche som dem
selv - det vil sige stiller de samme krav til omgivelserne -
dels som skadedyr gjort store indhug i bestanden af naturligt
hjemmehørende arter.
Eksemplerne er mange og ofte
ganske skræmmende:
Kaniner blev indført fra England, hvor de allerede
var og stadig er en plage for landbrugerne. På New Zealand
som i England graver de mange og lange gange, som underminerer
jorden og gør skade på afgrøderne.
Rotter medbragte man naturligvis ikke frivilligt, men
de sneg sig ombord på skibene og gik selv i land, hvor
de lynhurtigt etablerede sig. På New Zealand lever de højt
af de værgeløse fugle, hvoraf flere arter - de berømte
kiwier ikke mindst - jo ikke kan flyve og derfor er ganske hjælpeløse.
Opossum blev indført på grund af den værdifulde
pels, men den har vist sig dels at ødelægge skovene
- dels forvolde skade på fuglelivet. Den ses ofte liggende
kørt over på vejene - så mange af dem er der.
Medvirkende årsag er sikkert også, at mange lokale
ligefrem sigter efter dem, når de ser en opossum i vejkanten...
Lækat og fritte blev også bragt
med hjemme fra England - som et velment forsøg på
at holde rotterne i skak. Men på New Zealand fandt de to
små vævre rovdyr en sand overflod af letfanget bytte
- ikke mindst de vingeløse kiwier og wekaer, som var meget
lettere at fange end rotterne.
Kronhjort og bækørred
Kronhjorten blev indført, så de engelske
jægere havde noget hjemmevant hjortevildt at gå på
jagt efter. Kronhjorten kvitterede for tilbuddet ved at danne
talstærke bestande, som dels ødelægger skovene
- dels æder landmændenes afgrøder. Problemet
er så stort, at staten har professionelle jægere
til at skyde dem mange krondyr - fra helikopter.
Bækørreden måtte man naturligvis også
have med sig fra Europa, hvor den jo var og er indbegrebet af
fluefiskeri. Senere kom regnbueørreden til fra
Amerika, og sammen indtog de to ørredarter hurtigt de
kølige og krystalklare elve og søer. Regnbueørreden
trives bedst på Nordøen med dens mange søer,
mens Sydøen domineres af den mere koldtvandselskende bækørred
i de mange elve.
Tilsammen fik de to ørredarter
hurtigt gjort kål på de indfødte Galaxider
- små lakselignende fisk, som indtil da havde indtaget
ørredernes niche i strømvandene. Samtidig indførte
man smelten i Lake Taupo, hvor man mente, regnbueørrederne
havde brug for et ekstra fødeemne...
Fra Skotland indførtes
planten tornblad ("gorse"), der efterhånden
fik bredt sig så meget, at den dannede enorme og aldeles
uigennemtrængelige krat af tæt og tornet vegetation.
"1080"
DOC er klar over alle disse menneskeskabte
problemer og har udarbejdet planer for, hvordan den oprindelige
natur bedst muligt genskabes i New Zealand.
Disse planer omfatter uheldigvis
brugen af giftstoffet "1080", som trods sit populære
navn er et naturligt og plantebaseret giftstof, der nedbrydes
af vand i løbet af få døgn. Det betyder,
at DOC kun kan sprede giftstoffet, når der er mindst tre
dages tørvejr. Ellers forsvinder giften af sig selv, inden
den har gjort sin virkning.
Hensigten med udlægningen
af 1080 er helt enkelt at slå henholdsvis rotter og kaniner
ihjel, så de ikke kan fortsætte med deres ødelæggelser.
Til kaninerne påføres giften gulerødder,
som dernæst udlægges på strategiske steder
i naturen.
Denne konsekvente udlægning
af gift i naturen har lokalt mange modstandere, som derfor protesterer
mod den - ofte med meget store bannere, som hænges ud af
vinduer eller op langs væggene på folks privatboliger.
En slags stille protest, som mest bunder i følelser -
langt mindre i en økologisk indsigt i problemerne.
DOC fortsætter derfor ufortrødent
med brugen af 1080, som er det hidtil mest virksomme middel til
bekæmpelse af de indførte skadedyr.
Sydøen kalder
Nordøen er den mest besøgte
af New Zealands to hovedøer - dertil den, som måske
råder over de fleste turistattraktioner.
Turismen er Big Business heroppe,
hvor alt er arrangeret og orkestreret til ære for turisterne.
Her kan man på de rigtige tidspunkter opleve, at lokale
fiskeguider slås om fiskepladserne - at man må være
på plads længe før solopgang, hvis man vil
have adgang til de bedste steder i de bedste fiskevande.
Samtidig må man betale
pænt for servicen. New Zealand ses da også ofte som
et foregangsland - som et oplagt eksempel på, hvordan et
land bedst muligt udnytter sine naturlige ressurser i en lukrativ
turistindustri. En industri, som formår at tjene penge
til landet og skabe arbejdspladser og skattekroner.
Af samme årsag kan man
godt få nok af turister og turisme på Nordøen,
hvorfor vi hurtigere end planlagt satte kurs mod Sydøen,
der dels er mindre tæt befolket - dels har flere ørredvande
med færre fiskere.
Vi ankom i et øsende regnvejr,
der efterlod os i tvivl om, hvor vi overhovedet befandt os. Men
det klarede heldigvis op efter en dags tid, hvorefter vi begav
os på en lang og meget smuk trekkingtur - ad Queen Charlotte
Trail, der går langs en stor del af Sydøens smukke
sydkyster. Det var her, Captain Cook i 1700-tallet gik i land
for at proviantere - i Ship's Cove, som er et smukt sted med
frodig og vild natur.
Efter at have fisket os sydover
nåede vi så frem til den tredje af New Zealands større
øer - den sydligst beliggende Stewart Island. Er tempoet
til tider hektisk på Nordøen, er det langt mere
afslappet på Sydøen. Og tager man færgen over
det sidste stykke til Stewart Island, får tempoet endnu
en tand nedefter.
"As Mother Nature intended it"
Vi stortrivedes på Stewart
Island, nød det rolige tempo og masser af frisk seafood
på havnen. I hvert fald for en stund, for øen er
ikke så stor og kan udforskes på relativt få
dage.
Vi valgte derfor at tage en smuttur
til den lille Ulva Island, der ligger en kort sejltur fra Stewart
Island. Det er en 3,5 km lang ø med en kystlinje på
11 km. En 250 hektar stor ø, som man kun må besøge
på korte dagture. Ulva Island er nemlig udlagt som reservat
af DOC, der har gjort øen til et mønstereksempel
på aktiv naturpleje.
Her kan man se de små vingeløse
weka'er løbe omkring på stranden og komme
ganske tæt på dem. Here kan man være heldig
at opleve den oprindelige kiwi i en sen aften- eller nattetime.
Og her kan man i tæt buskads se et hav af eksotiske og
farvestrålende fugle - heraf flere papagøjelignende
- som leder tankerne hen på en tropisk regnskov. I den
altid fugtige og saltmættede havluft stortrives også
mosser, bregner og forskellige orkideer.
Faktum er imidlertid, at vi befinder
os på langt koldere breddegrader end troperne. Det mærkede
jeg tydeligt, da jeg i bagende sommersol blev overmodig og fik
lyst til et hurtigt dyp i det krystalklare vand ved den dejligste
sandstrand. Det var koldere end koldt, men så er næste
stop altså også Antarktis!
Det frodige dyreliv på
Ulva Island skyldes udelukkende, at DOC gennem en årrække
har udlagt 1080 til bekæmpelse af rotter på øen.
Samtidig har man via intensiv fældefangst sørget
for, at der i dag stort set ikke findes andre rovdyr på
øen, der kort sagt er "as Mother Nature intended
it".
Sideløbende med bekæmpelsen
af skadedyrene har DOC udsat de oprindelige fuglearter, som i
mange år har været udryddet. De har genetableret
sig og dannet sunde, selvreproducerende bestande.
Øen må i dag kun
besøges på organiserede ture, og der gøres
meget ud af at oplyse gæsterne om, at man dels skal checke
sin båd grundigt for rotter før afgang fra Stewart
Island - dels straks rapportere, hvis man ser rotter eller andre
rovdyr på Ulva Island. DOC rykker da straks ud for at genoprette
balancen.
Ulva Island er derfor i dag meget
tæt på den naturtilstand, som herskede, før
mennesket kom til New Zealand og væltede hele økosystemet
med sine medbragte udyr.
Alene derfor er den lille ø
et besøg værd!
© 2011 Steen Ulnits
|
