|
Islands vilde ørreder
Island forbindes i regelen med
laks til luksuspriser. Men Island har andet og mere at byde den
besøgende lystfisker på - ikke mindst et meget fornemt
ørredfiskeri i elve og søer!
Glohede geysere og iskolde gletchere.
Snestorme og sandstorme - næsten på samme tid. Det
er nogle af de mange og spændende modsætninger, som
sagaøen i nord har at byde på. Forhold, som den
gæstende lystfisker må være indstillet på.
Island er verdensberømt/-berygtet
for sit luksuriøse laksefiskeri til fantasipriser. Mindre
kendt er det, at sagaøen højt mod nord også
byder på et fremragende ørredfiskeri i søer
og elve. Det er et fiskeri, som er billigt i sammenligning med
laksefiskeriet - men stadig dyrt set med danske øjne.
Således skal man påregne at betale rundt regnet det
samme for et godt ørredfsikeri på Island, som man
må af med for et ditto laksefiskeri i Norge...
Langt fra alfarvej
Man skal også gøre
sig klart, at det gode ørredfiskeri ikke ligger
ved alfarvej. Det ligger i regelen langt inde i landet - ofte
oppe i bjergene, hvor vejene er små, smalle og dårligt
vedligeholdte. Og hvor vejene ofte kan lukkes med kort varsel
- af snevejr helt hen i juni måned eller sandstorme resten
af sommeren. Robuste og højbenede firehjulstrækkere
skal der til, hvis man vil frem med nogenlunde sikkerhed - dertil
lidt gåpåmod, når forholdene er dårlige.
Det fornemmede jeg klart under
sommerens første tur til Island i '97. Det var dejlig
varmt, da jeg stod ud af Icelandair maskinen i Keflaviks internationale
lufthavn. Luften var 22 og vinden kun svag. Solen skinnede ned
over sagaøens bruna lava og grønne græs fra
en klar blå himmel.
Det var imidlertid ikke helt
så varmt, da vi dagen efter - på vej sydover mod
Vatnajökull gletcheren - måtte gøre holdt ved
et cafeteria i Vík, Islands sydligste by. Da var temperaturen
krøbet omkring tyve grader nedefter, og vi blev mødt
med snestorm mellem fjeldsiderne!
Vi søgte tilflugt i kaffestuens
varme og fik her at vide, at vejen sydover var midlertidigt lukket
- ikke på grund af snestormen, men på grund af sandstorm
over de flade smeltevandsområder, som afvander Vatnajökull.
Her kunne man ikke se en hånd for sig - endsige holde bilen
på vejen...
Et par timer senere havde vinden
dog lagt sig så meget, at vejen igen blev åbnet.
Vor lille Suzuki 4-hjulstrækker stak atter sydover, omend
det ruskede godt i den, da vi nærmede os "the sands",
som de store sandområder i syd kaldes.
Offroader på afveje
Da vi krydser "the sands",
ser vi følgerne af vulkanudbruddet under Vatnajökulls
enorme iskappe i efteråret '96. Den resulterende flom rev
alt med sig på sin vej, da den endelig kom - flere uger
forsinket. Ringvejen rundt om Island - "Highway Number One
and Only", som spøgefulde sjæle kalder den
- blev flere steder skyllet helt væk af vandmasserne.
Men for islændingene er
netop ringvejen et nationalt symbol, færdiggjort i 70'erne
med det klare mål at binde selv de fjerneste byer og bygder
på hele øen sammen. Derfor gik man ufortrødent
i gang med genopbygningen, da de værste vandmasser var
passeret. I forvejen havde man garderet sig og forstærket
broerne, så de kunne klare presset.
Tre måneder efter flommen
var ringvejen derfor igen passabel - en kraftpræstation,
det imidlertid har kostet dyre udlandslån at finansiere.
Vi slipper helskindede igennem
"the sands", stopper flere steder op for at se nærmere
på det månegrå landskab med lysende orange
advarselsskilte, der fortæller om farligt kviksand overalt
langs vejen. Kviksand, der på få sekunder kan opsluge
og fortære nysgerrige turister på afveje.
Det værste tilfælde
gik dog ud over en lokal islænding, der forsøgte
at krydse sletten på hest. Såvel hest som rytter
forsvandt sporløst i kviksandet...
Eksplosiv punktering
Så galt går det dog
ikke for os, selv om vi nu langt fra går ram forbi. Da
vi forlader asfalten og fortsætter ad en nyanlagt grusvej,
eksploderer højre fordæk. Den lille Suzuki trækker
straks ud i højre side, får atter fat i gruset og
er straks efter på vej ud over venstre vejside - på
vej ned i en lille elv med store sten.
Det lykkes dog at rette bilen
op igen - kun for at køre af vejen i højre side,
hvor terrænet til alt held ikke skråner så
meget. Og hvor undergrunden meget praktisk er jævn og bestående
af grus og småsten.
Som i slow motion ser vi bilen
køre af vejen, dreje 180 grader rundt og begynde at rulle
ned ad skrænten. Da bilen igen holder stille, ligger vi
på ryggen med hjulene strittende op i luften - som en anden
hjælpeløs skildpadde uden jordforbindelse.
Det er en underlig fornemmelse
at hænge i sin sikkerhedssele med hovedet nedad. Langsomt
går det op for os, at vi er sluppet med livet i behold.
Der er ikke blod nogetsteds - kun knust glas overalt.
Vi firer os forsigtigt ned på
taget og kravler over glassplinterne ud af den totalt havarerede
offroader. Det giver lidt rifter i knæ og håndflader,
men ikke noget at snakke om.
Der er ingen kontakt på
vore GSM mobiltelefoner - dertil er de omgivende bjerge for høje.
Vi må derfor pænt vente på, at andre trafikanter
kommer forbi.
En halv time senere er det lokale
politi på pletten. En hærdebred islænding tager
rapport, kigger bremsespor på vejen, spørger og
måler ud. Så tilbyder han os et lift til nærmeste
by - hvor en ny udlejningsbil allerede står klar! Et check
på et nærliggende hospital dokumenterer, at vi er
sluppet med skrækken. Ingen skader på ryg eller nakke
efter rulleturen.
På glatis på gletcheren
Men vi skal videre, og op kommer
vi - ad stejle bjergveje - til en lille bygning, som både
er restaurant og centrum for al færdsel på Vattnajökulls
gletcheris. Her kan man hyre guides og tage på tur med
snescooter eller bæltekøretøj. Man kan sågar
krydse hele gletcheren, hvilket tager en dags tid og kræver
godt vejr med god sigtbarhed.
Vi kryber ind i de store forede
overalls og krænger styrthjelmene på, inden de tykke
fingervanter griber om Skidoo'ens gashåndtag. Og så
går det ellers op over gletcherisen i et forrygende tempo
- tværs hen over bæltekøretøjernes
dybe spor og op ad de stejle sider nær iskanten.
Pludselig standser vor guide
op og stiger af. Vi kan nu gå de sidste meter hen til en
stejl kant, hvor isen falder næsten 1.000 meter ned mod
hav og fjeld. Et imponerende syn, der nemt kan tage pusten fra
en dansker, som kun er vant til den tynde luft på Himmelbjerget!
En times tid senere befinder
vi os atter nede ved havet, hvor vi kan stå i skjorteærmer
og nyde sommersolen uden vanter og overalls! Island er virkelig
et modsætningernes land!
Velvoksne vildørreder
Langt om længe er vi fremme
ved vor endelige destination - en perlekæde af bjergsøer
i det indre af Island. Området er unikt - på flere
måder. Historiske kilder fortæller, at der frem til
1400-tallet kun lå fire søer heroppe på fjeldet.
De var til gengæld store.
Så kom der to lange år
med konstante vulkanudbrud i 1480'erne - altså for godt
500 år siden. Der er flere teorier til, at landskabet kom
til at se ud, som det gør idag. Den gængse er, at
jordskorpen slog en revne, hvorved alt vandet i den største
af søerne helt enkelt løb ud!
Tilbage blev tre store og geologisk
set gamle søer. Søer med runde bjerge omkring sig
og med flade strande dækket af forvitret brunt lavasand.
Søer med mange krebsdyr af en gammel slægt - søer
med en bestand af ørreder, som voksede og vokser eksplosivt
på de mange krebsdyr. Vandet er 10-12 grader sommeren igennem
- en ideel temperatur til en hurtig vækst.
Nyt efter de to års intense
vulkanudbrud var 41 større og mindre kratere, som efterhånden
blev fyldt med vand. Kratersøer med forrevne strandlinjer
og groteske lavaformationer langs bredderne. Søer, hvoraf
nogle havde forbindelse med de oprindelige søer.
Herfra indvandrede hurtigt ørreder,
som fandt rigeligt med føde i de nye søer. Vulkanaske
er jo fyldt med mineraler, som danner grundstammen i alle fødekæder
under vandet. De søer, der lå isoleret fra omgivelserne,
blev hurtigt forsynet med ørreder fra de øvrige
søer - en form for oldnordisk P&T fiskeri, kunne man
sige. Omend fiskeriet dengang blev drevet med garn og af de lokale
bjergbønder.
Resultatet er under alle omstændigheder,
at der idag findes et fremragende fiskeri i størsteparten
af vulkansøerne. Med mulighed for fisk på indtil
flere kilogram. Problemet - i hvert fald for en tilrejsende -
er, at området er kolossalt og svært at finde rundt
i. Det er i hvert fald ikke et område, man ønsker
sig at fare vild i...
Varme vandløb - og
iskolde
I tilgift til et utal af ørredsøer
fordelt over hele Island findes der ørreder og rødinger
i de allerfleste vandløb - og det er mange! Godt ørredfiskeri
findes dog ikke så forfærdeligt mange steder, da
elvene ofte er for kolde til netop denne fiskeart.
Til de mest kendte ørredvandløb
hører naturligvis det øvre løb af Laxá
i det nordøstlige Island, hvor netop denne elv afvander
den store Myvatn sø. Geotermisk aktivitet i undergrunden
sørger for, at vandet året rundt har en perfekt
temperatur for ørrederne, der her kan veje indtil flere
kilo. Der findes dog flere andre vandløb på Island,
som også har en stabil bestand af store bækørreder.
De færreste når dog op på siden af Laxá,
da denne løbende rekrutterer ørreder oppe fra søen.
I det kolde smeltevand fra gletcherne
på det indre af øen stortrives rødingerne
til gengæld. Elvene er ofte hurtigt strømmende,
kolde og uklare, men alligevel findes der masser af fisk. De
bedste chancer har man her med spinner og spinnestang, som kan
fange fisk i det uklare vand - hvad fluer og fluestang langt
fra altid kan.
Rødingerne er sjældent
store - de fleste under halvkiloet - men fisk på op til
kiloet fanges regelmæssigt. I stedet kan man glæde
sig over, at rødingerne så har i antal, hvad de
måtte mangle i størrelse...!
* * *
Island er definitivt ikke for
de svage, der trives bedst i sol og sommer. Island er i stedet
for dem, der holder af dramatisk natur og et klima, som skifter
hele tiden. Der skal helst være lidt vikingeblod i årerne.
Men så mangler der til gengæld aldrig underholdning
på Sagaøen. Specielt ikke, hvis man har øje
for andet og mere end lige fisk og fluer!
© Steen Ulnits 2000
|
