Grønland byder på
et fantastisk fiskeri - for dem, der er villige til at gå
langt efter rødbugede fjeldørreder på flere
kilo...
Tæt tåge fra Davisstrædet
gjorde det umuligt at lande i Maniitsoq. Vi måtte derfor
fortsætte til Nuuk/Godthåb for en overnatning og
håb om bedre vejr den følgende dag.
Om morgenen var tågen heldigvis
lettet, og vi kom afsted som panlagt. Ved ankomsten lå
Maniitsoq badet i det smukkeste sollys, der gav mindelser om
hjemligt efterårsvejr. Luften var skarp og sigtbarheden
noget nær ubegrænset. Præcis som en grønlandsk
sommer skal være det!
Med båd gik turen videre
nogle timer ud til lejrpladsen ved Kangia - Grønlands
hidtil eneste med fiskecamp, hvor man kan have fast tag over
hovedet. Her kan man bo så komfortabelt, som det nu engang
lader sig gøre i vildmarken - sove på rigtige senge
og sågar tage et primitivt brusebad. Andre steder må
man ty til medbragte telte og sove på hårdt underlag.
Men så hører komforten
også op. Campen ligger nemlig helt ude ved fjorden - de
allerbedste fiskepladser næsten 10 km oppe af elven...
Trængsel i ødemarken
Der skal således gås
langt, før fluen kan kastes. Bevares, der er fisk mange
andre steder. Mange fisk endda. Men slet ikke som oppe ved det
store vandfald, der stopper enhver videre opgang.
Her skifter den ellers så
usædvanligt blide elv helt karakter. Klippegrunden har
forskudt sig og er revnet, så vandet nu presses ned gennem
en smal og stejl sprække i undergrunden. Alt er hvidt og
turkis. Store sortgrå skygger svæver rundt i vandmasserne,
på udkig efter et hul i det brusende vand - en mulighed
for at komme videre op.
Men forgæves. Fiskene spreder
sig derfor nedefter igen - med den suverænt største
koncentration af fisk på en strækning, som gæstende
amerikanere har døbt "Hollywood". Her står
der fisk bag hver en sten i strømmen, og her kan man let
servere en flue for dem på det lave vand.
Den første dag er der
run på Hollywood. Et norsk TV-team er på optagelse
og fokuserer helt naturligt på netop Hollywood og de mange
fisk her. Selv vælger jeg at gå længere opstrøms,
hvor jeg ikke forstyrrer optagelserne - eller selv bliver forstyrret
i mit fiskeri.
Her er der også rigeligt
med fisk, men de helt store udebliver. Største fisk vejer
vel omkring 2 kg - stærkt farvet, som de fleste fjeldørreder
er det i august. Timerne flyver, og fiskene hugger næsten
som på kommando, da jeg først finder fidusen:
Når fluen er svinger tværs
over strømmen og hænger ret nedstrøms for
mig, stripper jeg den hurtigt opstrøms i korte ryk. Hugget
falder da med næsten usvigelig sikkerhed - hvis ellers
der er fisk på pladsen!
Solen står lavt nu, og
det er på tide at påbegynde den lange vandring tilbage
til lejren - til det ventende måltid, som vor topprofessionelle
guide Adam tilbereder for os. Derefter nogle timers hårdt
tiltrængt søvn. Medbragt rødvin i blodet
gør ikke søvnen ringere!
Alene i Hollywood
Næste dag er filmholdet
træt - af gårsdagens lange vandring med det tunge
kameraudstyr. De beslutter derfor at blive i nærheden af
campen - nede ved fjorden.
Jeg er også træt,
men øjner samtidig mit livs chance. Der er kun os i campen,
og ingen andre vil op til Hollywood igen. De vil hvile ud i stedet.
Det burde jeg måske også gøre, men jeg er
klar over den enestående mulighed: Jeg kan blive helt alene
med alle fiskene i Hollywood - hvis jeg altså orker at
gå den lange tur igen...
En sådan chance lader jeg
ikke gå fra mig. Jeg står derfor tidligt op næste
morgen og fylder rygsækken med alskens snacks og beef sticks,
så jeg ikke risikerer at gå sukkerkold undervejs.
Væske er ikke noget problem. Overalt pibler det friskeste
vand frem over klipperne - klar til at drikke, bare 6 grader
varmt.
Jeg klarer turen op til faldet
uden problemer. Undervejs tænker jeg over, hvor forskellige
afstandene er heroppe og derhjemme. Luften er nemlig utroligt
klar på Grønland - så klar, at man som førstegangsbesøgende
altid undervurderer afstandene.
Vejen til vandfaldet går
op i fjeldet og tværs over nogle toppe, som ind imellem
skjuler den smukke elv.
Da jeg når frem til faldet,
scanner jeg elven grundigt. Jeg ved, hvor jeg fiskede og fangede
dagen før, og jeg ve, at der var større fisk i
elven end dem, jeg fangede. Nu gælder det blot om at finde
dem, og til det formål har jeg hele dagen - og Hollywood
helt for mig selv!
En times vandring op og ned langs
elven afslører i hvert fald to lovende pladser. Begge
ligger de tæt under modsatte bred - med en høj skrænt
som baggrund og en skarp strømkant ud til hovedstrømmen.
Her bryder store fisk med regelmæssige mellemrum overfladen
i et roligt tempo, og her vælger jeg naturligt nok at koncentrere
mine anstrengelser.
Efterhånden når jeg
frem til en kombination af en hurtigt synkende line og et intermediate
forfang. Fluen er et fluorødt Juletræ str. 4 - min
absolutte favorit til Grønlands fjeldørreder, der
har en udtalt svaghed for rødt. Specielt naturligvis de
farvede fisk.
Den selv samme tværs-over-og-nedstrøms
teknik, som gav mig mange fisk dagen før, virker overhovedet
ikke på disse fisk. Selv om fluen svinger forbi dem i hovedhøjde,
reagerer de ikke på den.
Det tager lidt tid, førend
jeg finder frem til den rette teknik. Faktisk er det først,
da jeg kommer til at tænke på kongelaksene i Alaska,
at der går hul på bylden. Fluen skal helt enkelt
præsenteres opstrøms og dead drift - for så
pludselig at svinge ud i hovedstrømmen foran fiskene.
Reaktionen er voldsom og øjeblikkelig.
Da fluen pludselig får liv og svinger ud foran en af fiskene,
vender den og spurter af sted efter fluen med en stor bølge
efter sig. Tilslag! Turens første store fjeldørred
rusker irriteret med hovedet, da den mærker krogen, og
maser sig så tilbage til eksakt samme sted, den kom fra.
Intet kan holde den tilbage.
En konstant pres fra min lette
klasse 6 stang får den dog lidt efter lidt til at bakke
nedefter. Her kan jeg presse den fra siden, så den har
svært ved at holde sig på højkant i den stærkere
strøm.
Taktikken virker, og noget senere
kan jeg strande en flot og let farvet hanfisk. Jeg skyder et
par hurtige billeder af fisken og lader den så gå
igen. Der er jo 10 km ned til campen, og hvad skal jeg med knap
3 kg fjeldørred?
Den næste times fiskeri
er nærmest uvirkeligt. Vejret er blevet mere gråt
og snusket - med en smule regn i vindpustene. Vejrskiftet stimulerer
tydeligvis fiskene, som nærmest slås om fluen, når
det lykkes at få den serveret korrekt. Flere gange kan
jeg se, at den følgende fisk ikke er så stor som
de øvrige. Jeg kan da nå at fjerne fluen, inden
den er forsvundet i gabet på den. En luksus, man ikke ligefrem
er vant til hjemmefra!
I en periode er der fisk i hvert
eneste kast. Ganske uvirkeligt, men bestemt fascinerende at opleve.
Lige indtil en stor fisk tager fluen og springer højt
ud af vandet. Den viser tydeligt sine sølvblanke sider
- en usædvanligt stor og usædvanligt sen blankfisk
her i august.
Ishavsrødinger springer
sjældent, men denne her gør det igen og igen, mens
den raser nedstrøms i et tempo, som ingen af de farvede
fisk kan matche. Til sidst går den bag om en stor sten
på den anden side af elven - og er fri...
Den fisk vejede i nærheden
af 4 kg - det er sikkert og vist. Men den skulle ikke blive min
- kun mindet om en utroligt stærk fisk, der for ganske
kort tid siden var stået op fra Ishavet.
Men der er ikke tid til at græde
over spildt mælk. Der er flere fisk at fange, og få
kast senere er der atter bid af en stor fisk. Den springer ikke,
men er tung og stædig - vil ikke ud af hullet, hvor den
stod.
Til sidst må den dog give
op og lade sig lande små hundrede meter længere nedstrøms.
Det fluorøde Juletræ er efterhånden helt splittet
op, så der næsten kun er underkroppen af chenille
tilbage.
Da det er den største
fisk, jeg endnu har haft på land her i Kangia, måler
jeg den før fotografering og genudsætning. 66 cm,
hvilket svarer til en vægt på ca. 3,2 kg.
Da den fisk atter svømmer
ud i elvens grønne vand, har jeg fået nok. At fortsætte
fiskeriet vil blot være et antiklimaks. I stedet pakker
jeg grejet sammen, snupper mig en beef stick og påbegynder
den lange vandring tilbage til campen nede ved fjorden.
I sandhed en fantastisk oplevelse
at være helt alene i Hollywood!
Rejseinfo
Udrustning
Man skal være forberedt
på at vandre meget, når der skal fiskes på
Grønland. Godt tøj, en rummelig rygsæk og
gode vandrestøvler er derfor uundværlige.
Er man vant til fjeldet i det
høje nord, ved man også, hvilke krav der stilles
til beklædningen. Den skal være let, varm, vind-
og vandtæt. Og så skal den vælges efter lag-på-lag
princippet, hvor man kan fjerne eller tilføje lag efter
skiftende klima. Fleece i forskellige tykkelser er derfor vejen
frem.
I de kystnære egne kan
man opleve pludselige turbulenser, når kold og tør
luft fra indlandsisen møder den trods alt varmere og meget
mere fugtige luft fra Davisstrædet. Resultatet kan rive
selv vel forankrede telte op med rode og sende dem på langtur...
Vejret på Grønland
er dog generelt godt i sommermånederne - med megen sol
og i perioder mange myg. Middeltemperaturen i juli, som er den
varmeste måned, kommer aldrig over 10 grader Celsius. Derfor
kan der være koldt om natten, når nordlyset i bølgende
tæpper lyser himlen op. En rigtig god sovepose er derfor
guld værd - garantien for en god nattesøvn.
Typisk har man det dårligste
vejr ude ved kysterne nær Davisstrædet, hvor massive
banker af iståge hele tiden ligger og venter. Ofte kan
man forlade en kystnær havn i storm, regn eller tåge
- blot for at finde blå himmel, solskin og vindstille længst
inde mod indlandsisen.
Fiskegrej
Fluegrejet bør bestå
af en 9-9 1/2 fods fluestang klasse 6-7 med et tilhørende
hjul med en god skivebremse. 50 meter bagline er et minimum -
100 meter er bedre. Hertil et sortiment af flueliner og forfang,
der kan dække skiftende forhold. I grumsede gletcherelve
er klasse 7-8 at foretrække til fiskeri med tunge synkeliner.
De nye linesystemer med udskiftelige
spidser/hoveder og forfang af forskellig densitet er fortræffelige.
0.20 mm forfangsspidser kan være nødvendige i lavt
og klart vand, men 0.25 mm er standarden.
Kombinerer man liner og forfang
af forskellig densitet, kan man altid finde frem til den rigtige
kombination. Grønlandske elve veksler ofte mellem hårdt
strømvand og stillestående småsøer,
som hver kræver deres kombination af line og forfang.
Selv har jeg sjældent andet
end spraglede Juletræer for enden af mit forfang. Perlemorsfarvede
til blanke fisk først på sæsonen og fluorøde
til de farvede høstfisk. Str. 4-6 er passende.
Kun to gange på tredive
år har jeg dog oplevet decideret ringende fisk, men i lavt
og klart vand kan man ofte friste de farvede fisk med gentagne
præsentationer af buskede tørfluer. Tilsyneladende
tager de fluen i ren aggresssion. En håndfuld tykmavede
Adams Irresistable eller højtflydende brune Polywing Sedges
bør derfor ikke mangle i æsken.
Spinnefiskeren står sig
ved at medbringe en 7-8 fods spinnestang med en kastevægt
på 5-15 gram og et fastspolehjul fyldt op med 0.20-0.25
mm line. Hertil et stort udvalg af roterende bladspinnere á
la Mepps og Vibrax til elv og sø samt langstrakte blink
til kyst og sø, hvor lange kast kræves for at nå
ud til den altid produktive skrænt mellem lavt og dybt
vand.
Man kan mange steder fiske helt
tørskoet, men de bedste fiskepladser kræver også
ofte, at man har waders. Dels for at kunne krydse elven på
udvalgte steder - dels for at kunne manøvrere sig på
skudhold af de bedste steder fra den bedste vinkel.
Åndbare waders bør
derfor medbringes, støvler med filtsåler og gerne
også metalbrodder ligeledes. Grønlandske elve kan
have meget slimede sten, og en dukkert i 4-6 grader varmt vand
er aldrig nogen fornøjelse - i hvert fald ikke med 10
km hjem til lejren.
Pak waders i rygsækken
og tag dem først på, når der skal fiskes.
Åndbare waders er definitivt ikke så åndbare,
at de kan klare flere kilometers fjeldvandring i kuperet terræn.
Tro mig - jeg har prøvet...
Transport
Al transport til Grønland
sker via Kastrup/København. Tidligere har såvel
SAS som Icelandair fløjet til Grønland, men i dag
har Air Greenland monopol på trafikken både i, fra
og til Grønland.
Man kan fra Kastrup flyve til
både Narssarssuaq i syd og Søndre Strømfjord
i nord. Begge steder ligger på vestkysten, og begge steder
byder på landingsbaner anlagt af amerikanerne under Anden
Verdenskrig.
I dag er det mest almindelige,
at man flyver til Søndre Strømfjord og herfra videre
til andre bygder langs vestkysten. Tidligere var helikopteren
noget nær enerådende, da man kun de færreste
steder havde plads eller økonomi til lange landingsbaner
til fastvingede fly. I dag har de fleste større bygder
imidlertid landingsbaner som supplement til heliporten.
Typisk koster flybilletten fra
Kastrup til Søndre Strømfjord i nærheden
af DKK 10.000. Shopper man på nettet i god tid, kan man
dog være heldig at finde langt billigere billetter.
Vil man prøve fiskemulighederne
på Østgrønland, er ruten en ganske anden.
Da flyver man nemlig til Keflavik på Island og herfra til
Scoresbysund eller Angmagsalik. Det er nemlig lettere end at
skulle flyve til først Grønlands vestkyst og siden
atter engang krydse indlandsisen for at nå den tyndt befolkede
østkyst.
Alene det at komme til Grønland
er således ingen billig affære, og Grønland
er derfor ikke for discountturister. Til gengæld finder
man ikke noget, der blot tilnærmelsesvis kommer op på
siden af den fantastiske natur heroppe. For slet ikke at tale
om ishavsrødingerne, der er fantastiske fightere. De er
stærkere end laks og giver aldrig op!
Én gang Grønland
er derfor altid Grønland. Har man først været
deroppe, længes man altid tilbage...
Kulturhistorie:
Flytning af fiskere og fangere
Grønland er med 2.176.000
km2 verdens suverænt største ø.
Men den beboelige del er ikke
stor. Næsten 85% er nemlig dækket af evig is, og
det er derfor kun de isfrie kystnære områder, som
er beboelige.
Den gigantiske iskappe er flere
steder mere end 3,5 km tyk, og smeltede indlandsisen på
Grønland, ville verdenshavene stige med 6-7 meter! Grundfjeldet
er sine steder mere end 3 milliarder år gammelt og hører
dermed til de geologisk ældste bjergarter i verden.
Af landets 55.000 indbyggere
bor flere end 90 % på den mere tilgængelige vestkyst
med Nuuk/Godthåb som hovedstand med 15.000 indbyggere.
Den grønlandske befolkning
kaldes eskimoer på vore breddegrader, men selv betragter
de sig som "inuitter" - som beboere i "Kallalit
nunaat" - menneskenes land.
Erik den Røde grundlagde
som den første en nordisk bosættelse på Grønland.
Det skete omkring år 1000, og frem til 1400-tallet boede
der nordboer på Grønland, som dengang havde et langt
mildere klima end i dag. Deraf navnet.
Grønland var en dansk
koloni helt frem til 1931, hvor norske fangstmænd erklærede
dele af Østgrønland for norsk territorium. Det
blev den internationale domstol i Haag, som i 1933 afgjorde striden
til Danmarks fordel.
I 1973 meldte Danmark sig ind
i EU, og i 1979 fik Grønland formelt hjemmestyre. Det
medførte, at Grønland i 1979 - som den første
og hidtil eneste nation igen meldte sig ud af EU. Grønland
har dog i dag gode særhandelsaftaler med det europæiske
fællesskab - og stadig rigsfælleskab med Danmark.
Fakta om fiskevandet
Når man kigger på
Maniitsoq/Sukkertoppen, som byen ser ud i dag, er det svært
at få øje på baggrunden for navnet. - For
hvor ligger selve Sukkertoppen?
Men der er en god forklaring
- en forklaring, som har paralleller flere steder i Grønland.
De to markante og kegleformede fjeldtoppe, som udgør Sukkertoppen,
findes stadig. Men de ligger et pænt stykke fra der, hvor
byen af samme navn ligger i dag.
I 1782 besluttede man nemlig
at flytte den lille bygd Maniitsoq til et andet sted, hvor der
var lettere adgang til mere føde - til havets rigdomme
på fisk og pattedyr. I dag ligger den omgivet af og bygget
på stejle fjeldsider, som giver den nu moderne by af samme
navn flere trapper end de fleste. Vil man op på radiofjeldet
og nyde udsigten over fjorden, skal man være forberedt
på hundredvis af trappetrin og trætte ben.
Ordet "Maniitsoq" betyder
"det ujævne" på Inuit sproget. Navnet hentyder
til de markante og meget savtakkede fjelde, som kan genkendes
på lang afstand. Nogle af de højeste og vildeste
bjerge i Vestgrønland ligger således i Maniitsoq
kommune.
Sammen med de dybe og smalle
fjorde giver det området en ganske unik karakter - dertil
grundlaget for flere fine elve, som egner sig til fluefiskeri.
Hertil hører allerede nævnte Kangia samt den noget
mindre Amitsuarssuk.
Fiskearter
Fjeldørred
Fjeldørreden er sportsfisken
par excellence på Grønland - men desværre
et dumt dansk navn på en fisk, som i virkeligheden er en
røding og ikke en ørred. Salvelinus alpinus er
det korrekte artsnavn - altså selv samme fisk, vi har i
Nordnorge og Nordsverige.
Fjeldørreden er en fisk
med en såkaldt "cirkumpolar" udbredelse i alle
arktiske egne rundt om hele polkalotten. En fisk, som kræver
rent, koldt og iltrigt vand for at kunne trives. Og en fisk,
som vokser ganske langsomt i de korte somre med det altid iskolde
vand. Således er det ikke usædvanligt, at en fisk
på 40 cm er ti år gammel.
Det siger sig selv, at så
langsomt voksende fisk er meget sårbare over for overfiskning
- at bestandene ikke tåler noget større fiskepres.
På Grønland har man tidligere forsøgt sig
med en industriel udnyttelse af fjeldørreden, men det
varede kun kort. Så var der ikke flere fisk at fiske efter.
I dag fiskes fjeldørreden
kun i begrænset omfang som levebrød. Den er dog
stadig et vigtigt og attraktivt supplement for lokalbefolkningen,
som fanger den i garn.
Der findes stærke fjeldørredbestande
overalt på Grønland - på den øde østkyst
såvel som den mere befolkede vestkyst. Med kun godt 50.000
indbyggere i et land, der spænder 2.500 km fra nord til
syd, er der givet flere ørreder end mennesker.
Men garnfiskeriet gør,
at man altid står sig bedst ved at besøge vande,
som ligger langt fra byer og bygder. Vore dages hurtigtgående
motorbåde og effektive monifilgarn har gjort det nødvendigt
at søge længere og længere væk fra civilisationen.
Samtidig bør man også
undersøge, om lokale familier skulle have en uskreven,
men hævdvunden ret til fiskeriet i en bestemt elv. Sådanne
steder skal man gå udenom, hvis man vil undgå konfrontationer.
Også selv om man rent juridisk har lige så god ret
til at fiske dér.
Det gælder således
om at komme længst muligt væk fra civilisationen,
og det koster naturligvis i både transporttid og penge.
Overalt i isolerede vandsystemer
på Grønland findes bestande af stationære
fjeldørreder, hvor fiskene kun sjældent bliver spisestore.
Vandet er helt enkelt for koldt, vækstsæsonen for
kort og føden for sparsom. Dette dog med undtagelse af
de få fisk, som tidligt slår sig på en nærende
diæt af mindre artsfæller - kannibaler, der kan nå
vægte på indtil flere kilo.
Disse kannibaler er dog meget
fåtallige, og chancen for at fange en sådan er således
lille. Interessen samler sig derfor naturligt om ishavsrødingen.
De fleste fjeldørrederne på Grønland er nemlig
havvandrende og ernærer sig i havet af angmagsætter,
rejer og tanglopper.
Størst bliver fiskene
typisk i uklare fjorde, hvor der er langt mellem krebsdyrene
- men til gengæld massive stimer af angmagsætter.
De store rødinger er derfor ikke nær så røde
i kødet som deres mindre artsfæller, der må
nøjes med krebsdyr.
Ishavsrødingen er normalt
en udpræget kystnær fisk. Den følger det ofte
stærke tidevand, som findes heroppe, og fanges i regelen
bedst i vandvendingerne. Pynter og næs, der stikker ud
fra kystlinjen, er som altid gode fiskepladser. Og drivende isbjerge
er bestemt ingen hindring. Ikke sjældent opsøger
fiskene dem for at æde af de krebsdyr, der ofte findes
på undersiden af dem.
De fleste fisk vejer 1-1 1/2
kg med fisk større end 2 kg regnet som store. Enkelte
steder fanges regelmæssigt fisk på op til 4 kg, og
sjældne rekordfisk vejer 6-7 kg.
De havvandrende fjeldørreder
på Grønland bliver således ikke så store
som deres artsfæller på den canadiske side af det
smalle Davisstræde. Disse vandrer tilsyneladende længere
omkring og når måske derfor ud på steder, hvor
fødemængden er større end inde i fjordene.
Atlanterhavslaks
Førstegangsbesøgende
på Grønland kan blive overraskede over de mange,
mange lakseelve heroppe. Da er det godt at vide, at man lokalt
kalder fjeldeørreden for "laks" - og på
grønlandsk "equaluit". Den rigtige atlanterhavslaks
kaldes derimod for "skællaks", da den har langt
større laks end fjeldørredens. Sidstnævntes
er så små, at de er svære at se.
Kun et enkelt vandsystem på
verdens største ø huser en naturlig og selvreproducerende
bestand af Salmo salar - atlanterhavslaksen. Det er den lille
Kapisigdlit i bunden af den lange og dybe Godthåbsfjord.
Her - for foden af den mægtige indlandsis - ligger en perlerække
af småsøer forbundet af korte strømstrækninger.
Her kan sommersolen varme vandet
så meget op, at laksen kan leve i det - for øvrigt
side om side med en god bestand af mindre fjeldørreder
- og kun her kan laksen finde egnede gydepladser i strømvandet.
Laksen i Kapisigdlit er således en sjælden relikt
fra sidste istid, hvor klimaet var mildere.
Er der således meget langt
mellem de rigtige lakseelve på Grønland, er der
ikke så langt mellem laksene ude i Davisstrædet.
Her svømmer nemlig laks fra både Nordeuropa og Nordamerika
rundt i deres jagt på føde. Mærkningsforsøg
har vist, at 40-50% af laksene herude stammer fra Nordeuropa,
mens 50-60% stammer fra Nordamerika. Under 1 stammer fra Grønland
selv.
Laksekrigen
Det er således næsten
udelukkende laks fra andre nationer, som grønlænderne
fanger i deres garn og på deres langliner. Og det var da
også baggrunden for de massive protester fra både
Europa og Nordamerika, da danske erhvervsfiskere fra Bornholm
i 1960'erne fandt frem til laksenes opvækstpladser ved
Grønland og begyndte at brandskatte dem her.
Der opstod en diplomatisk krise
mellem USA og Danmark, hvor ingen ringere end Bing Crosby stod
frem og talte laksens sag. Krisen endte med, at Danmark opgav
sit laksefiskeri ved Grønland, der dog fik tildelt en
mindre kvote som "græsningsafgift" for fastboende
grønlændere.
I 1990'erne lykkedes det den
private og islandsk baserede North Atlantic Salmon Fund at opkøbe
laksekvoten ved Grønland - med det resultat, at flere
laks end ellers kunne vende tilbage for at gyde i deres nordeuropæiske
og nordamerikanske fødevandløb.
De mange laks i Davisstrædet
kan fanges med stang og line - ved trolling-fiskeri med downrigger
i kystnært farvand fra Nanortalik i syd til Disko i nord.
Det er et endnu ret uopdyrket fiskeri, der typisk topper i september-oktober,
hvor laksene forekommer i størst mængde ud for Grønland.
Andre fisk
I havet omkring Grønland
findes mange andre fisk end laks og fjeldørred. Her finder
man blandt andet den kolossale havkal eller grønlandshaj,
som kan nå vægte på flere hundrede kilo. Den
fiskes dog på så dybt vand og med så tungt
grej, at det er et fiskeri for de meget få.
Mere tilgængeligt er det
kystnære fiskeri efter helleflynderen, der kan træffes
på ganske lavt vand i sommermånederne. Det er dog
sjældent større eksemplarer end 20-30 kg, man træffer
herinde. De helt store helleflyndere skal man ud på fiskebankerne
langt til havs for at træffe - på dybder så
store, at man ikke kan fange dem på stang og line.
Nær kysten træffer
man også på havkatten - enten i form af store plettede
havkatte på op mod 20-25 kg eller mindre stribede havkatte
på op mod 5 kg. Hertil fine rødfisk på dybere
vand samt i perioder med varmere vand - torsk i store mængder.
Fiskesæsoner
Sommeren er kort på Grønland,
og det meste fiskeri foregår i juli og august. Efter forårets
is- og snesmeltning trækker de udgydte fjeldørreder
ud fra elve og søer, hvor de har overvintret - i praksis
uden nogen føde overhovedet. I havet skal de derfor først
genvinde det tabte huld, førend der kan blive tale om
nogen egentlig vækst.
Udtrækket sker ofte i maj-juni,
hvorfor fiskeriet først på sæsonen koncentrerer
sig om saltvand nær elvmundingerne. Fiskene er sølvblanke,
og mange er stadig ude i fjordene i juli måned. I august
er de fleste fisk farvede og oppe i elvene. I september står
de på gydepladserne - aggressive og stærkt farvede
med lysende hvide finnekanter og for hannernes vedkommende en
blodrød bug.
Er man til saltvand og atlanterhavslaks,
forlænges sæsonen til og med oktober, hvor vandet
atter bliver for koldt til laksene, som igen trækker sydover.
Fiskemetoder
Fluefiskeri er effektivt i klarvandede
elve med en ikke alt for hård strøm. Dem er der
desværre ikke mange af i Grønland, hvor de allerfleste
elve og søer egner sig bedst til spinnefiskeri.
I de mindste og mest klarvandede
elve er der brug for let spinnegrej bestående af en 6-7
fods spinnestang med en kastevægt på 5-10 gram. Hertil
et lille fastspolehjul fyldt op med 0.20 mm nylonline. Større
og mere grumsede elve kræver stænger på 7-8
fod, som kan håndtere kastevægte på 10-20 gram.
Hertil et mellemstort fastspolehjul eller et lille multihjul
fyldt op med 0.25 mm line.
Til kystfiskeri først
på sæsonen og senere inde i søerne er langstrakte
og langtkastende blink et godt valg. Til elvfiskeri er roterende
bladspinnere den rette medicin - blot man kan få dem ned
i de dybeste høller. Sølv er et godt valg til havet
- fluorescerende rødt scorer tilsvarende godt oppe i elve
og søer senere på sæsonen.
Fluefiskeren klarer sig med let
klasse 5-6 grej og flydende line i mindre og klarvandede elve,.
I større og mere grumsede gletcherelve er der brug for
klasse 7-8 grej med sinktips eller helsynkende liner. Hertil
hjul med plads til fluelinen og mindst 100 meter bagline.
Også for fluefiskeren gælder,
at fluorescerende rød er en god farve, der bare bliver
bedre og bedre, som sæsonen skrider frem! Krogstørrelse
8-10 er bedst i mindre elve, mens 4-6 passer til større
og dybere vande.
Fiskevande generelt
Når det gælder fiskeriet
på Grønland, skelner man mellem to typer elve: Grumsede
gletcherelve og klarvandede vandløb. De grumsede elve
er ofte mælkehvide og får deres vand direkte fra
de smeltende isbræer. Løber de gennem en eller flere
søer, vil noget af materialet bundfældes, hvorved
vandet bliver klarere.
Elvene på Grønland
er ofte korte og hurtige med mange søer forbundet af korte
strømstrækninger. Ofte bremses fiskenes videre opgang
af et større eller mindre vandfald, som koncentrerer fiskene
voldsomt netop her. Man kan da opleve at kroge fisk efter fisk
- faktisk til man ikke orker længere. Fjeldørrederne
skræmmes tilsyneladende ikke af, at deres artsfæller
kroges og fightes for øjnene af dem.
Det er de relativt få elve,
som er både klarvandede og ikke alt for hurtigt strømmende,
der egner sig til fluefiskeri. De allerfleste elve på Grønland
er derimod ideelle til spinnefiskeri. I grumsede elve kan man
præsentere fiskene for en roterende bladspinner, som de
både kan se og høre i det uklare vand. Og i de hurtigt
strømmende kan man med kompakte agn nå ned i de
dybe høller med roligt vand, hvor fiskene holder til.
Langt de fleste klarvandede elve,
som egner sig til fluefiskeri, findes i Vestgrønland.
Østgrønland byder ganske vist på de længste
fjorde og de højeste fjelde. Men vandet er næsten
overalt grumset og uklart, da elvene dels stammer fra isbræer
- dels løber gennem landskaber bestående af gammel
havbund, som har hævet sig. Sådanne sedimentære
bjergarter eroderes let af vandet, som derfor bliver uklart.
Fjeldørreder er der dog
nok af alligevel. De skal blot tages på roterende bladspinnere
i det mælkede vand.
Landskabet varierer utrolig meget
i Vestgrønland. I Sydgrønland nær byer som
Narssaq og Nanortalik finder man drivende isbjerge, saftigt grønt
græs og græssende får. Det er Golfstrømmen,
hvis medbragte varme luner landet.
I Søndre Strømfjord
oplever man derimod et brunt landskab bestående af gold
arktisk ørken. Området ligger nemlig i læ
af Sukkertoppen Iskappe, som tager det meste af nedbøren
fra Davisstrædet. I Sisimiut/Holsteinsborg kan man hver
aften opleve slædehundene hyle i kor, for heroppe nord
for polarcirklen er der god brug for dem om vinteren.
Variationen er så stor
som man kunne forvente i et land, der spænder godt 1.000
km fra øst til vest og mere end 2.500 km fra nord til
syd!
© 2009 Tekst &
fotos: Steen Ulnits
|
