|
Frustrerende fiskerejser
Det er ikke alle fiskerejser,
der går i fisk. Nogle af dem regner væk eller tørrer
ud. Andre blæser væk. Læs her om frustrerende
fiskeri i trætophøjde...
- Du skulle have været
her i går, i sidste uge, i sidste måned eller sidste
år...
Jeg har ikke tal på, hvor
mange gange jeg har hørt den undskyldning, når jeg
har rejst den halve verden rundt for at opleve et spændende
nyt fiskeri - blot for at konstatere, at forholdene var helt
umulige...
Sejlads på Parana
floden, hvor den danner grænse mellem Argentina, Brasilien
og Paraguay. Foto © Steen Ulnits
Men det er den rejsende lystfiskers
lod. Odds'ene kan være bedre eller dårligere, men
risikoen for at blive brændt totalt af - uanset prisen
- er der altid. Den lurer permanent ved selv verdens bedste fiskevande.
For meget og for lidt
Det så jeg sidste sommer
på Island, hvor det årlige laksefiskeri i Rangá
blev totalt spoleret af regn og smeltevand, der gjorde elven
lige så klarvandet som vandpytter på en byggeplads.
Flere tusinde kroner og dyrebare feriedage gik tabt på
den konto...
Og jeg så det for en halv
snes år siden, da jeg fiskede i Amazonas provinsen i det
sydligste Venezuela på grænsen til Columbia. Her
ankom vi - trods megen research hjemmefra - på den aldeles
forkerte tid af året. Med det resultat, at vandet i regnskovens
floder stod adskillige meter over fiskbar vandstand. Vi måtte
i bogstaveligste forstand fiske mellem trætoppene - så
meget vand var der!
Nu senest er jeg vendt hjem fra
tre ugers fiskeri i Argentina, Brasilien, Bolivia og Paraguay
- tre uger i den bedste tid, nemlig tørtiden, hvor fiskeriet
efter de højt springende og guldskinnende doradoer skulle
være på toppen.
Imidlertid er der jo gået
totalt kuk i vejret på verdensplan - efter alt at dømme
forårsaget af den varme havstrøm El Niño,
som hærger i Stillehavet ud for Sydamerika - og den efterfølgende
kolde La Niña. Nu regner det regelmæssigt, når
det i stedet burde være knastørt - og omvendt.
På den måde bliver
det jo ganske svært at arrangere en succesrig fiskerejse,
for hvad kan og skal man regne (!) med? I hvert fald løb
floderne så højt og var så uklare, at det
næppe var umagen værd at fiske i dem. Specielt ikke
efter doradoer.
Der bundsnørefiskes
efter maller - på brasiliansk side og i rigtig godt selskab.
Foto © Steen Ulnits
Tilsvarende måtte jeg i
foråret aflyse en uges fiskeri i Tierra del Fuego - Ildlandet,
den sydligste spids af Sydamerika - da elvene her var løbet
aldeles tør for vand sidst på sæsonen. Den
forgangne vinter havde næsten ikke budt på sne i
Andesbjergene, og derfor var der heller intet smeltevand til
sommerens fiskeri. Altså stik modsat forholdene i den nordlige
del af landet...
Frygtelige frustrationer
Det er naturligvis frygteligt
frustrerende at være rejst om på den anden side af
jordkloden - at have spenderet mange tusinde kroner på
rejse, ophold og fiskegrej - blot for at få en meget lang
næse. Det er noget af det værste ved at være
rejsende i fiskeri.
Det kan være hårdt
for psyken at skulle håndtere sådanne oplevelser.
Måske har man sparet sammen til sit livs fisketur i adskillige
år. Måske er det den ene gang, man kan få "fri"
fra familien i tre sammenhængende uger - eller fra arbejdet
på et usædvanligt tidspunkt. Alt skal således
klappe - eller skuffelserne bliver så meget desto større.
Jeg har gennem årene oplevet
mange skuffelser og er efterhånden så hærdet,
at de ikke går mig på. Det er helt enkelt spillets
regler. Kan man ikke lide lugten i bageriet, må man gå.
Fiskerejser er lidt som at gå på casino: Man gør
sin indsats og håber så på den helt store gevinst.
Men man ved også, at odds'ene statistisk set ikke er med
én...
Når man læser et
blad som Fisk & Fri, er det (næsten) altid succeshistorierne,
der figurerer. Ingen gider jo læse om alle de mange ture,
hvor man ikke fangede noget - selv om de måske kan være
nok så gode oplevelser. Nej, det er billeder af og historer
om vellykkede fisketure og store fisk, der sælger bladet.
En lille, men giftig
malle har taget krogen agnet med oksehjerte! Foto © Steen
Ulnits
Vi plejer at sige, at vi sælger
drømme på lystfiskerbladet "Fisk & Fri"
- drømmen om det store eventyr, som ligger dybt begravet
i enhver lystfiskersjæl. Det eventyr, vi alle drømmer
om at opleve på et eller andet tidspunkt i vort liv. Men
vi ved også bedre end de fleste, at der skal mange resultatløse
ture til, før storfisken hugger. Rigtig mange.
Hybris og Nemesis
Fiskerejser er ingen undtagelse
- tværtimod. Typisk har vi hørt eller læst
om et spændende fiskeri, vi gerne selv vil opleve. Måske
har vi set det på TV eller video. Men vi ved i regelen
ikke så forfærdelig meget konkret, når vi tager
afsted. Selv den bedste research lader altid nogle huller tilbage.
Man skal naturligvis tro på
sagen - som en anden sportsmand, der går på banen
for at vinde. Men man kan også tro for meget på sejren
- så meget, at man begår hybris og derfor bliver
straffet af guderne. Det var præcis det, der skete på
min allerførste - men ikke sidste - tur til Grønland
i 1974:
En lokal slagtermester fra Sjælland
havde sat et skilt i sit butiksvindue, før han lukkede
biksen og tog afsted til Grønland. På skiltet stod
der: "Friske fjeldørreder om fjorten dage!".
Skæbnen ville så,
at den gode slagtermester trådte forkert, da han stod ud
af helikopteren i Narssaq - med det reslutat, at han brækkede
foden. Før han nogensinde fik gjort sit første
kast. Sådan kan det gå, når man er lidt for
kry. Og friske fjeldørreder var der definitivt ikke i
bagagen, da han i utide kom hjem til Sjælland - med foden
i gips...
Alternativerne
Men tilbage til forventningerne.
Det er nemlig uhyre vigtigt, at man drager afsted med et åbent
sind - modtagelig for de muligheder, der måtte byde sig.
Med grej, som kan tackle mange forskellige situationer. Og en
velforberedt psyke, der ikke lader sig slå ud, dersom elven
skulle løbe højt og fluefiskeri derfor er umuligt.
Det fik jeg som sagt god brug
for på min seneste tur til Sydamerika. Allerede den første
dag indså jeg, at jeg lige så godt først som
sidst kunne droppe enhver tanke om flue og såmænd
også spin. Skulle der fisk på land, måtte der
bundsnøre og naturlig agn til i det grumsede vand - ikke
lige en inkarneret fluefiskers livret, men stadig langt bedre
end ingenting.
De smukke Iguazu vandfald
set gennem regnskovens tætte løvdække. Foto
© Steen Ulnits
Dette ud fra devisen, at enhver
form for fiskeri naturligvis er langt bedre end intet fiskeri.
Man er vel lystfisker!
Vi drog derfor op ad Paraná
floden, hvor den møder Uruguay floden - op mod den mudrede
og sine steder rivende strøm. Her fandt vi steder, hvor
der var strømlæ under stejle klipper, som brød
den hårde strøm. Og her parkerede vi vore kroge,
der var agnet med stykker af kyllingelever eller oksehjerte...
Vi måtte sjældent
vente længe på bid. Og det var spændende fisk,
der dukkede op til overfladen efter gode fights i den sine steder
hårde strøm. Maller, hvoraf mange var mere mystiske,
end jeg tidligere havde set dem.
Mystiske maller
Der var gule maller, og der var
giftige. De sidste blev af vor guide behandlet med stor respekt.
Til trods for deres giftighed var det fine spisefisk - når
de altså først var blevet afvæbnet. Det skete
med en stor tang, som klippede de giftige pigge af fiskene, før
de kom ned i stuverummet!
Der var også brumbasser
imellem - maller, som gryntede højlydt af utilfredshed,
når de blev hevet indenbords. For slet ikke at tale om
de langskæggede fyre, hvis føletråde var længere
end hele kroppen!
Imellem huggene hyggede vi os.
Vi tyggede cocablade og drak maté. Vi sødede den
bitre drik med friske sukkerrør, som vi fældede
og skrællede med vore macheter. Vi spiste saftige røde
bøffer fra den argentinske Pampas - "Lomo a la pimiente"
- og skyllede efter med herlig rødvin fra Mendoza. Kaffen
var naturligvis fra Brasilien - kulsort og jættestærk.
Efter tre kopper af den var man klar til at erobre verden!
Det er ikke faldhøjden,
men bredden, der gør Iguazu faldene specielle. Foto ©
Steen Ulnits
Altsammen foregik det ude i den
subtropiske regnskov, som bare vrimlede med store og små
sommerfugle i alskens fantastiske farver og mønstre. Stornæbbede
toucaner fløj omkring, mens aberne hylede og skreg i trætoppene.
Definitivt ingen dårlig
tur - når man altså først lige havde fortrængt,
at det var doradoerne, vi kom efter. Men som vi på det
nærmeste ikke så skyggen af...
Så tag afsted med et åbent
sind og realistiske forventninger, når du drager udenlands
for at svinge fiskestangen. Så får du altid noget
godt med hjem!
© Steen Ulnits 2000
|
