|
Folkelig Dansk FiskeFerie
Danske lystfiskere har nu fået
lejlighed til at udnytte en lang række gode faciliteter
ved nogle af Danmarks bedste - og smukkest beliggende - fiskevande.
VI har testet et af de gode steder fra land og til vands!
"Dansk FolkeFerie"
er en selvejende organisation, der råder over et antal
feriecentre spredt over det ganske land. De er alle placeret
på naturskønne steder nær vandet, hvor ingen
ville få lov til at bygge noget som helst i vore dage!
Landgang på
Barsø en solskinsdag i februar. © foto Steen Ulnits
Men Dansk FolkeFerie går
langt tilbage i tiden - til dengang, man uden videre kunne bygge
på steder som disse. Organisationen blev grundlagt i 1938
med det smukke sigte, at den brede befolkning i videst muligt
omfang skulle få glæde af deres nyvundne ferier.
Oprindelig var Dansk FolkeFerie
tæt forbundet med fagbevægelsen, men tiderne skifter.
Således modtog Dansk FolkeFerie i mange år massive
pengebeløb i form af ikke udbetalte penge fra Feriefonden.
Millioner, der gik direkte til anlæg, vedligeholdelse og
udbygning af bestående faciliteter. Med det resultat, at
der idag ligger 11 store feriecentre fordelt over hele landet.
Men nu lader det til at være
slut med at få flere af disse penge. Nu skal Dansk FolkeFerie
til at operere som enhver anden virksomhed - til at stå
på egne ben. Der skal tjenes penge, og det er præcis
her, vi lystfiskere kommer ind. Som et meget potentielt publikum,
der endda er så venlige at lægge vore højsæsoner
- forår og efterår - uden for den normale turistsæson!
Lige ved fiskevandet
Dansk FolkeFeries 11 feriecentre
ligger på følgende lokaliteter, der alle byder på
gode fiskemuligheder:
Vigsø Bugt og Rødhus Klit - begge
ved det nordlige Vesterhav, hvor der er bekvem adgang til landets
suverænt bedste havfiskeplads, nemlig Det Gule Rev.
Sæby Søbad, hvor der er et godt kystfiskeri efter
havørred - blandt andet ved Hirsholmene lidt nord for
Frederikshavn - samt ørredfiskeri i flere lokale åer
nord for Limfjorden.
Flot havørred
fra Løjt Feriecenter. © foto Steen Ulnits
Middelfart og Løjt - begge beliggende
lige ud til Lillebælt, hvor der er gode fiskemuligheder
efter havørred, torsk og fladfisk. I nord har man adgang
til den smalle, dybe og strømstærke del af bæltet
- i syd den bredere og mere blide del.
Karrebæksminde og Marielyst i det sydsjællandske,
hvor der primært er fokus på kystfiskeriet efter
havørred, men også mulighed for gedder og aborrer
i åer, søer og fjorde ikke er så langt borte.
Gilleleje og Helsingør, der begge
ligger lige ud til det fiskerige Øresund med dets velkendte
fiskeri efter stortorsk. Fra Gilleleje kan man ligeledes fiske
havørred langs Sjællands produktive nordkyst - hvis
man da ikke hellere vil prøve den klassiske Esrum Sø
i stedet.
Karlslunde Strand kun 25 km syd for København,
men alligevel med glimrende fiskemuligheder i ikke mindst landets
bedste vandløb med store aborrer, nemlig Tryggevælde
Å.
Sandvig på Bornhom er nummer 11 i rækken af
feriecentre - med fine fiskemuligheder efter både havørred
direkte fra kysten og laks længere ude på den åbne
Østersø.
Specielt for lystfiskerne
- Men det drejer sig ikke
kun om at benytte de bestående faciliteter, bedyrer naturvejleder ved Dansk FolkeFerie,
Torben Bürgel Nielsen. - Vi agter også at gøre
noget specielt for lystfiskerne.
- Således har vi netop
indkøbt den første båd med motor til vort
feriecenter i Gilleleje - og der er flere på vej. Det er
tanken, at hvert feriecenter skal råde over mindst én
båd, som gæstende lystfiskere så kan leje.
Den første af Dansk FolkeFeries
nye fiskebåde er en Crescent 485 monteret med en 20 HK
Yamaha. Den har Torben taget med til Løjt Feriecenter,
hvor vi mødes for at diskutere Dansk FolkeFeries nye planer
for lystfiskerne. "Vi" er repræsentanter for
Dansk FolkeFerie, den sjællandske Fiskeringen, det nystiftede
Tourfishing og så undertegnede JP medarbejder.
Det lønner
sig sommetider at stå tidligt op! © foto Steen Ulnits
"Tour Fishing" er en
uafhængig og landsdækkende lystfiskerklub - en såkaldt
"facilitetsforening", der er medlem af foreningssammenslutningen
"Fiskeringen", "Dansk Havfiskerforbund" og
"Landsforbundet Danske Lystfiskere".
Som medlem kan man fiske i op
mod 20 ørredførende vandløb, hvoraf de fleste
naturligt nok ligger i Jylland. Samtidig råder man over
70 både, der er placeret strategisk rigtigt ved de bedste
danske søer samt i lokale havne langs kysterne. Hertil
kommer sågar et par huse beliggende direkte ned til gode
svenske lakseelve!
Alle disse faciliteter kan bookes
til favorable priser året rundt, dersom man er medlem af
Tour Fishing. Som medlem modtager man samtidig medlemsbladet
"Fiskeringen" 4 gange om året.
Samarbejdsaftale i hus
Tour Fishing og Dansk FolkeFerie
har indgået en aftale, der løbende sikrer medlemmerne
favorable lystfiskertilbud på overnatninger og ferieophold.
Især uden for den traditionelle feriesæson er der
penge at spare på medlemstilbud i weekends og miniferier,
der er tilpasset sæsonen for det lokale fiskeri.
Det er et sådant tilbud,
vi er her for at teste. Det er stadig vinter, og det fryser 8
grader om natten. Men solen skinner fra en skyfri himmel, og
Lillebælt ligger som et spejl, da Torben fyrer op under
Yamaha'en.
Det er en koldstart, om noget
er. Men motoren starter efter nogle få træk i snoren
og hoster blå røgskyer op, mens den langsomt når
arbejdstemperatur. Og så går det ellers derudaf.
Med fire mand i båden - heraf to virkelige sværvægtere
- går vi imponerende 20 knob.
Med den fart tager det ikke lang
tid at nå over til Barsø, der få minutter
senere dukker op af rimtågen. Torben har checket kompasset,
inden vi stak fra land og lod os forsvinde ind i tågebankerne.
Vi rammer da også rigtigt og kan straks spotte den gamle
bygning ved Barsø Landing - det lille færgeleje.
- Men hvor skal vi fiske? Ingen
af os er lokale, så Torben har dagen i forvejen indhentet
lokale råd. Vi diskuterer de forskellige forslag og når
til sidst frem til, at det må være ude på de
dybeste steder - med det varmeste vand - at vi har de største
chancer.
Vi checker søkortet og
ser snart, at de dybeste steder ligger umiddelbart syd for Barsø.
Her kan vi fiske over 25 meter vand mindre end en sømil
fra land!
Torsk og havørreder
Det prøver vi - med et
vist held. Man kan ikke påstå, at vi direkte tonser
torsk ind. Men med jævne mellemrum rykker det i dybet,
og en fin Lillebæltstorsk må følge med op
til overfladen - nogle for at blive vejet og fundet for lette,
andre for at blive til lækker aftensmad!
Vi fisker torsk i nogle timer,
mens solen forsøger at mase sig gennem de tykke banker
af rimtåge, der ligger over Lillebælt. Så vælger
vi at stikke ind under land igen - på Jyllandssiden - for
at kigge lidt på de mange gode havørredstræk,
der findes herinde.
Nord for feriecenteret ligger
Genner Bugt og lokker med sine havørreder i vintermånederne.
Syd for ligger kysten ved Låddenhøj, som
er kendt for sit gode havørredfiskeri forår og efterår.
Endelig er der jo Knudshoved og Stærbæk
Sten, som også er kendte havørredlokaliteter
i det sønderjyske. Problemet er helt enkelt at vælge!
Vi troller lidt omkring i det
kystnære vand - efter en sølvblank havørred
- men har ikke heldet med os. Det skulle da også være
sært, så koldt som vandet er. Tæt under land
er det næppe meget over frysepunktet, for i strandkanten
ligger der overalt is fra nattens kulde.
Tilbage ved Løjt Feriecenter
trækker vi båden på land, renser vore fisk
og vandrer op til en dejligt varm feriebolig - nu med den skønneste
udsigt over til Barsø.
Info
Alle faciliteter og opholdssteder
fremgår af Tour Fishing's informative hjemmeside, som findes
på adressen http://www.tourfishing.dk. Man kan også
rekvirere det nye 16 siders 4-farve katalog, som Tour Fishing
netop har udgivet i samarbejde med Dansk FolkeFerie.
Nærmere information hos
Tour Fishing på tlf. 48 39 09 79/20 96 09 79. Eller hos
Dansk FolkeFerie på tlf. 33 25 33 44.
© Steen Ulnits 1999
|