Den smukke kildeørred
er en eksklusiv nordøstamerikaner. Størst bliver
denne røding i Labradors uberørte vildmarksvande
Det er ikke så ligetil
endda at komme på fisketur langt ude i Labrador's vidtsttrakte
ødemarker. Men heldigvis er det meget let at nå
til storbyen Montreal, som er udgangspunkt for den videre færd.
Herfra tager man så flyet
videre til militærbasen Goose Bay, som blev oprettet under
Anden Verdenskrig, og som stadig spiller en militærstrategisk
rolle. Således er det her, at mange af NATO's F16 piloter
stadig får deres uddannelse. Det flade og skovdækkede
landskab minder nemlig meget om det, man finder i Sibiriens endeløse
taiga...
Vi ankommer til Goose Bay, som
summer af aktivitet på denne augustdag. Vejret er koldt
og gråt, som tilfældet ofte er i Labrador, men heldigvis
ikke vådt. Jager efter jager går på vingerne
- kun afløst af store transportmaskiner og mindre privatfly.
Herude er der ingen veje. Her er det kun luftvejen, der er farbar!
Vi finder frem til den lille
hangar, som huser helikopterselskabet, der skal bringe os ud
til Minipis store kildeørreder. Forhåbentlig da,
for vejret står i Labrador for mange aflysninger af såvel
helikopter som vandfly. Sidstnævnte er de mindst følsomme,
hvad vejret angår, men de kræver til gengæld
vand for at kunne lande.
Vejret arter sig imidlertid,
og lidt senere sidder vi i den lille helikopter med hovedtelefoner
på og kan lytte med på samtalerne med kontroltårnet.
Landskabet er fladt og uden særlige
kendetegn, men piloten har heldigvis sin GPS at forlade sig på.
I trætophøjde - godt og vel - går det ind
over ødemarken, som her består af træer i
tusindvis.
Vi finder en lille elv og følger den det sidste stykke
op til søen, hvor vores lodge ligger. Her sætter
piloten den lille Bell helikopter fnuglet på jorden, der
er dækket af rensdyrlav, og stopper rotorens infernalske
larmen.
Vi får læsset af,
og piloten får sig en kop kaffe, inden turen atter går
tilbage til Goose Bay - eller "Goose", som de lokale
for nemheds skyld siger.
Spændende spinnerfald
Allerede samme aften er han tilbage
igen. Denne gang for at hente en af gæsterne, som er blevet
akut syg - efter alt at dømme med en blindtarmsbetændelse,
som kræver hurtig handling.
Vi ligger i en lille alujolle
og fisker ret uden for lodgen, da helikopteren kommer ind. Der
er vindstille, og vi venter på et fald af spente spinnere
- æglæggende døgnfluer - som imidlertid udebliver.
Lige indtil helikopteren kommer susende ind mod lodgen og stopper
et kort øje blik over broen, inden han sætter maskinen
ned på jorden.
Da sker det magiske. De hidsige
rotorblade har blæst de sværmende døgnfluer
ned på vandet, hvor fiskene hurtigt får øje
på dem. Overalt flyder det med døgnfluer, som kæmper
for at holde sig fri af overfladefilmen. Men forgæves.
De hænger fast, og fiskene har let spil. Sindigt svømmer
de rundt og suger det ene insekt i sig efter det andet.
Vi er ikke sene til at være
med. I forvejen sidder der tørfluer på forfanget,
og nu kommer de på vandet. I en lille times tid oplever
vi et hektisk tørfluefiskeri efter smukke kildeørreder,
hvoraf de fleste vejer omkring kiloet - med enkelte på
op til halvandet.
Da helikopteren letter igen -
nu med den syge gæst ombord - er det kunstige "rise"
overstået, solen gået ned og fiskene faldet til ro.
Det gør vi derfor også - mætte af det pludselige
spinnerfald, som sygetransporten udløste.
Det var næsten "den
enes død - den andens brød", vi her oplevede!
Mus i mørket
Det er museår i Labrador,
og overalt ser vi store sorte skovmus flintre omkring. De er
såvel inde som ude, men de er ikke kun til besvær.
Hver morgen ser vi således adskillige mus, som døde
driver rundt på søen - druknet i forsøg på
at krydse vandet.
Det er præcis som med lemmingerne
i Lapland: I gode år bliver der født alt for mange
mus, og efterfølgende bliver der knaphed på føde.
Musenes eneste mulighed er at søge bort - at udvandre
fra det område, hvor de blev født. Og kommer de
undervejs til sø eller elv, krydser de uden tøven
vandet.
Eller de prøver i hvert
fald på det. Mange klarer det nemlig ikke. De enten drukner
eller bliver taget af søernes glubske gedder - hvis ikke
kildeørrederne. Sidstnævnte har en meget stor mund,
og selv mindre fisk på halvkiloet kaster sig derfor ufortrødent
over de pelsklædte proteinbomber.
Disse svømmende mus danner
grundlag for et ganske specielt fluefiskeri. "Fluerne"
er nemlig 10 cm lange flydende hjortehårsfluer, som dels
er svære at kaste - dels udløser spektakulære
hug, når musen pludselig forsvinder i et sort hul!
Musefluerne er et godt alternativ
til de gængse tørfluer på grå og blæsende
dage, hvor der er langt mellem de klækkende insekter. Da
fisker man normalt med farvestrålende streamers og bucktails,
som efterligner diverse småfisk. Men langt mere spændende
er det at følge en flydende museflue tværs over
strømmen. Hele tiden forventer man, at den stribende flue
pludselig er væk i en mægtig hvirvel...
Mus i maven
Det mest spændende fiskeri
oplever vi dog om aftenen, når maden er spist og mørket
har lagt sig over søerne mellem de høje graner.
Da skubber vi båden fra land og lader os drive ud over
søen, mens vi lytter efter jagende fisk.
Det er en ganske pudsig oplevelse
at fiske med tørflue, når man hverken kan se fisk
eller flue. Men det virker! Dave, vor guide for aftenen, finder
frem til et stræk mellem to pynter, som musene gerne forsøger
at komme fra og til. Her der der nemlig kortest mulig vej over
vandet. Det ved rovfiskene, som derfor også har taget ophold
her.
Motoren bliver stoppet, og vi
lader os drive for den svage brise. Et tungt plask ude i mørket
forkynder, at en mus har fundet sit endeligt - og en fisk sin
aftensmad. Jeg prøver at retningsbestemme plasket og sender
min store museflue ud i natmørket. Blot tre træk
senere lyder der endnu et plask ude i mørket, og da jeg
strammer op, volter en tung fisk for enden af linen.
Guiden tænder pandelygten,
da fisken nærmere sig båden, og lidt senere kan han
nette en meget fin 3 kg's fisk, som har taget musefluen med stor
overbevisning og derfor er dybt kroget. Men da vi fisker med
modhageløse kroge, er det en smal sag at få fluen
fri af fisken. Der blitzes i mørket, og en sikkert noget
blændet kildeørred får atter lov at svømme
afsted i det natsorte vand.
Det bliver til endnu et par fisk,
inden vi siger tak for i aften og søger hjemad mod varmen
i lodgen. Da vi runder pynten, kan vi se det lyse hyggeligt fra
lodgens vinduer, og lidt senere sidder vi bænket om bordet
- med rygende varm kaffe i kopperne og friskbagt tærte
på tallerkenerne.
Da vi senere beslutter os for
at krybe til køjs, skal vi først lige ud at kigge
stjerner i polarnatten. Der er ikke en sky på himlen, og
millioner af stjerner funkler over os. Pludselig lyser himlen
op i det mest fantastiske nordlys, hvor tæpper af gule
og grønne farver bølger frem og tilbage - for så
med ét at forsvinde igen!
Vor vært mener imidlertid,
at det ikke er nok med tærte og nordlys. Han guider os
derfor ind i skoven bag lodgen. Her ligger en lysning, som er
helt dækket af rensdyrlav, der lyser kridhvidt i det begyndende
måneskin...
- Definitivt ingen dårlig
dag!
Gedder i åkanderne
Det er sidst på sommeren,
og de store kildeøreder er så småt begyndt
at søge hen mod de kommende gydepladser. Fiskene samles
derfor i bunden af vige og bugter, hvor selv ganske små
vandløb munder ud i søerne.
Undervejs passerer vi nogle store
åkandebælter på ganske lavt vand. Dem må
vi lige prøve med vore mus. Ikke efter kildeørreder,
for de holder ikke til herinde, men efter søens mange
og til tider store gedder.
Det bliver et mindeværdigt
fiskeri. Ikke så meget på grund af fiskenes størrelse,
for de allerfleste vejer blot 2-3 kg med enkelte på op
mod 4-5 kg. Men antallet af fisk er imponerende. Eneste krav
er, at musefluen præsenteres mindre end en halv meter fra
åkanderne. Så er der til gengæld næsten
garanti for eksplosive hug!
Sommeren er kort heroppe højt
mod nord, og gedderne ved tilsyneladende, at dette museorgie
måske er sidste chance for at få ekstra sul på
kroppen, inden vinteren lægger lå på søerne.
I hvert fald hugger de, som gjaldt det livet. Flere gange misser
en mindre gedde den store flue, som sekunder efter angribes af
en endnu større gedde.
Vildest er det dog, da en flot
gedde tager makkerens flue. I næsten samme øjeblik
opdager den min museflue, som den sprinter over og tager i samme
mundfuld. To fluer til én og samme gedde! Det har vi dog
aldrig oplevet før.
Det sjove ved gedderne i Arktis
er, at de kæmper langt vildere og er meget stærkere
end deres artsfæller længere i syd. Således
er det heroppe helt almindeligt, at krogede gedder springer højt
ud af vandet og sprinter afsted i lange udløb. Det kunne
vore hjemlige gedder godt lære noget af...
Fiskere i buskadset
Men tilbage til kildeørrederne.
Vor guide Ronnie er barnefødt på disse kanter, og
han kender naturligvis alt til fiskenes gydepladser. Flere af
dem er så små og ubetydelige, at vi slet ikke kan
se dem, når vi sejler forbi. Pludselig svinger Ron båden
direkte ind i buskadset, og pludselig er der hul igennem - til
en lille vig, hvor en diminutiv bæk risler ud.
Det er et vanskeligt fiskeri,
for pladsen er så trang, at man ikke kan kaste på
normal vis. Vi må derfor skiftes, min makker og jeg. Han
prøver først med en stor Muddler, men har ikke
rigtig held med den. Jeg derimod fremturer med min store museflue,
som hurtigt dokumenterer, at Ron kan sit kram og kender sin sø.
Det tager nemlig kun få
vip med fluen, førend den bliver taget med et overbevisende
"head and tail rise" - i absolut slow motion. Ikke
noget med at forhaste sig her. Fiskene ved, at musene ikke har
en chance.
Jeg venter derfor lidt med tilslaget,
og da jeg løfter stangen, er det en flot og helt udfarvet
3 kg's hanfisk, der har taget fluen. Den har stået på
ganske lavt vand, hvor vandet fra bækken løber ud
i søen, og den har ikke stået der alene. Da musefluen
næste gang passerer samme sted, hugger en næsten
lige så stor hunfisk fluen og bliver også landet.
Men ikke nok med det. Da vi lidt
senere maser os ud af buskadset igen - ud på søen
- lader jeg musefluen slæbe efter båden på
en ganske kort line. Endnu en stor kildeørred går
op og tager fluen - dog først efter at have nappet den
i halen nogle gange...
Tre 3 kg's kildeørreder
på ganske få kvadratmeter. Der er virkelig ikke meget
"mini" over magnumørrederne fra Minipi!
Kulturhistorie:
Catch & Release
Magnumørrederne i Minipi
er naturligvis fascinerende i sig selv. Kun få andre steder
når kildeørrederne størrelser som her.
Men derudover har Minipi haft
en kolossal og ofte overset betydning for det moderne sportsfiskeri,
som vi kender det i dag. Det er nemlig herfra, at velkendte begreber
som "No Kill" og "Catch and Release" stammer.
Det hele startede, da verdenskendte,
men nu afdøde Lee Wulff under Anden Verdenskrig var ansat
i det amerikanske militær som såkaldt "recreational
officer". Hans opgave var at sørge for adspredelse
til soldaterne, når de var hjemme på orlov.
Da han selv var ivrig fisker
og pilot, brugte han megen tid på at flyve rundt i Labradors
ødemarker og kigge gode fiskevande ud. Så et vand
lovende ud, landede han med sit vandfly og prøvefiskede
stedet. Var fiskeriet godt, tog han siden sine militære
gæster med derud for at fiske.
Et af disse steder var Minipi,
som også dengang brillierede med sine ekstraordinært
store kildeørreder.
Dengang fiskede man for at fange
og tage fangsten med hjem. Dengang var der ingen, som praktiserede
genudsætning. Lee Wulff så til sin bestyrtelse, hvordan
et godt fiskevand på rekordtid kunne ødelægges,
når last efter last af fangede fisk blev fløjet
hjem til basen.
Da var det, at han tænkte
sine senere så herostratisk berømte tanker: "At
en ørred er for værdifuld til kun at fanges én
gang". Og hermed var grundstenen lagt for senere begreber
som "Catch & Release" og "No Kill" -
begreber, som i dag er en integreret del af moderne fiskepleje.
Vi har for længst måttet erkende, at kun meget få
fiskebestande holder til, at alle fangede fisk fjernes.
Havde det ikke været for
de store, men meget sårbare kildeørreder fra Minipi,
havde vi måske stadig befundet os i fiskeplejens stenalder!
Geografi:
I Leif den Lykkeliges fodspor
Det er en almindelig antagelse,
at der var Christopher Columbus, der omkring år 1500 opdagede
Amerika - i form af Mellemamerika. Meget tyder imidlertid på,
at nordboen Leif Eriksson kom langt tidligere - at Leif den Lykkelige
allerede omkring år 1000 gik i land på det nordamerikanske
kontinent.
Det gjorde han efter først
at have opdaget og koloniseret Grønland. Vejen over Davisstrædet
mellem Grønland og Canada var kort - kun godt 400 km fra
Holsteinsborg ved polarcirklen - og derfor ingen sag for de søvante
vikinger. Her fandt de - modsat Grønlands stejle klipper
og drivende isbjerge - flade skovklædte kyster og floder
med store laks. De døbte derfor Labrador "Markland".
Længere sydover - på
Newfoundland - fandt de sågar produktive vinranker, hvorfor
de døbte dette land "Vinland".
Siden da er klimaet som bekendt
blevet langt koldere, og i dag er det så som så med
vinen. Men laksene er der stadig i Markland - sammen med kildeørreder
og ishavsrødinger, der begge holder af koldt vand.
Fastlandet Labrador adskilles
fra øen Newfoundland af det smalle Belle Isle stræde.
Politisk er Labrador og Newfoundland i dag samlet i én
canadisk provins, der tilsammen blot har en god halv million
indbyggere. De har til gengæld rigtig god plads, da provinsen
dækker et samlet landområde på godt 400.000
kvadratmilometer!
Fiskearter
Canada er et kolossalt land,
som strækker sig fra Stillehavet i vest til Atlanterhavet
i øst. Variationen af fisk er derfor tilsvarende stor.
I øst er der kildeørred
og atlanterhavslaks - i vest svømmer regnbuer, steelheads
og stillehavslaks omkring. I nord lever fjeldørreden,
og i de store arktiske søer med tilløb og afløb
finder vi den amerikanske søørred og den storfinnede
arktiske stalling.
Den amerikanske søørred, Salvelinus namaycush, er i lighed med
både kildeørreden og fjeldørreden ingen ørred,
men en vaskeægte røding. Dens lyse pletter på
mørk baggrund afslører den. Den kaldes også
"kanadarøding", hvilket er et langt bedre og
mere beskrivende navn.
Kanadarødingen er en virkelig
koldtvandsfisk. Den vokser uhyre langsomt i det iskolde arktiske
vand, men kan alligevel nå imponerende størrelser
på op til 35 kg. Fiskene er da op mod 50 år gamle
og 150 cm lange.
Da kanadarødingen er en
udpræget koldtvandsfisk, skal den i regelen søges
på meget store dybder, hvilket nødvendiggør
brugen af meget tungt grej. Fiskeriet er typisk trolling med
blykerneliner eller downrigger.
Men vover man sig ind til store
arktiske søer som Great Bear Lake og Great Slave Lake,
er det muligt at træffe selv de største fisk på
det laveste vand.
Man er da nødt til at
være på pletten ved "ice out" - præcis
når isen går. Overfladevandet er da så koldt,
at kanadarødingen kan træffes højt oppe i
vandet og inde på ganske lavt vand. Så lavt, at man
ofte kan se de fisk, man kaster til!
"Sight fishing" til
fisk i 10. 20 eller sågar 30 kg's klassen er altså
noget ganske specielt! Til gengæld er sæsonen uhyre
kort - i bedste fald blot en måneds tid. Så søger
fiskene atter ud på dybt vand, og før man ved af
det, lukker isen igen søerne. Timingen skal derfor være
helt rigtig.
Steelhead
Stilehavslaksene er udførligt
omtalt under Alaska, hvor det er nøjagtig de samme fem
arter, som forekommer. Det samme gælder den havvandrende
regnbueørred, steelhead'en, som dog bliver langt større
i British Columbia - Canadas stillehavsprovins - end i selve
Alaska.
I vandsystemer som den store
Skeena River med tilløb er det således almindeligt,
at der fanges havvandrende regnbueørreder på mere
end 10 kg. Fisk på op til 15 kg forekommer.
Det er typisk ikke i selve det
grumsede hovedløb, at disse store steelheads fanges. Det
er især i klarvandede tilløb som Babine, Copper,
Kispiox og Sustut River, at de helt store steelheads landes.
Labrador og Newfoundland byder
på et væld af produktive elve med en god bestand
af atlanterhavslaksen Salmo salar. Det samme gør
naboprovinsen Quebec, hvor interessen især samler sig om
den store George og den mindre Whale River, der begge løber
mod nord og udmunder i Ungava Bay. Længere mod syd, i selve
Labrador, løber den lange Eagle River, som nok er den
mest kendte af lakseelvene her.
Såvel øen Newfoundland
som halvøen Nova Scotia byder på adskillige, men
i regelen mindre lakseelve med svingende fiskeri. Vi skal helt
ind på fastlandet - til provinsen New Brunswick - for at
finde de virkelige lakseklassikere i Canada. Det er verdensberømte
floder som Matapedia, Restigouche og så naturligvis den
lange og smukke Miramichi, der har lagt ryg til mange af de moderne
laksefluer, vi kender i dag.
Kildeørred
I Labrador findes nogle af verdens
største havvandrende fjeldørreder, Salvelinus alpinus.
Uvist af hvilken årsag kan fjeldørrederne i Labrador
blive næsten dobbelt så store som deres artsfæller
i Grønland på den anden side af det smalle Davisstræde.
Hvert år tages der således
10 kg's fjeldørreder i de elve, der løber ud i
Ungava Bay. Udgangspunktet for dette fiskeri er eskimobyen Port
Chimo.
Helt unik for den østlige
del af Canada er dog kildeørreden Salvelinus fontinalis,
der i lighed med fjeldørreden slet ikke er en ørred,
men en røding. De lyse pletter på den mørke
baggrund afslører dette slægtskab.
Kildeørreden findes kun
naturligt i den nordøstlige del af Nordamerika. Det er
en langsomt voksende og koldtvandselskende laksefisk, som desværre
er udryddet de fleste steder i det nordøstlige USA.
Kildeørreden kan kun vanskeligt
kunne tåle den massive skovfældning, som har medført
større indstråling fra solen og dermed kritisk høje
vandtemperaturer. Den har ligeledes haft meget svært ved
at klare konkurrencen med den indførte og langt mere aggressive
europæiske ørred.
I dag findes der kun sunde bestande
af kildeørreder i det nordøstlige Canada, hvor
man er meget glade for fisken, som jo har spillet en utroligt
stor rolle i det nordamerikanske sportsfiskeris tidlige udvikling.
Det var jo kildeørreden, som de tidligste fluefiskere
kastede deres fluer til - hverken bækørreder eller
regnbueørreder.
Selv under gunstige betingelser
bliver kildeørreden sjældent ret stor. Fisk på
over kiloet regnes derfor som store. Men enkelte steder i Labradors
vidtstrakte ødemarker findes bestande, hvor kildeørrederne
regelmæssigt når vægte på både
2, 3 og 4 kg.
Det er tilfældet i Minipi,
hvor de store kildeørreder skyldes en heldig kombination
af flere faktorer. Dels er vandtemperaturen i dette lavvandede
søsystem forbløffende høj i sommermånederne,
hvor en temperatur på omkring 15 grader sikrer en optimal
vækst. Og dels er der masser af føde i form af et
veludviklet insektliv samt massive proteintilskud i form af mus
og lemminger, der regelmæssigt havner i vandet.
Endelig er der en stor bestand
af gedder, som hele tiden sørger for, at kun de største
og hurtigst voksende kildeørreder klarer sig helskindet
igennem. Gedderne udgør således en meget vigtg del
af dette økosystem, selv om de lokalt har et dårligt
ry som glubske ørredspisere. Uden gedderne ville der være
endog meget langt mellem de store kildeørreder.
Fiskemetoder
Canada er på mange måder
under indflydelse af englænderne og stadig medlem af Commonwealth.
Fiskeri med stang og line er derfor ofte synonymt med fluefiskeri,
som mange steder er den eneste tilladte fiskeform.
Vil man efterstræbe kildeørrederne,
er fluefiskeri det eneste tilladte. Til fluefiskeri med tørflue
og nymfe egner stænger på 8-9 fod klasse 5-6 sig
godt, mens brugen af streamer og museflue kræver klasse
7-8 grej. Der er sjældent brug for andet end flydende line.
Fluefiskeriet er naturligvis
mest udbredt i den østlige del af Canada, hvor indflydelsen
fra England er størst. Her er det primært atlanterhavslaksen,
man efterstræber - med tohåndsflue, flydende line
og små fluer fisket nær overfladen.
I vest mod Stillehavet er det
langt mere almindeligt, at man spinnefisker i de store og ofte
grumsede smeltevandselve, som findes her.
En speciel fiskemetode i de grumsede
gletcherelve er brugen af en stor og roterende Spin-N-Glo i fluorescerende
farver. Den parkeres på et strategisk rigtigt sted ude
i strømmen, hvor den ligger fast og roterer på samme
sted som en anden bundsnøre efter fladfisk.
Har man parkeret den rigtigt,
står den og roterer i præcis den strømrende,
som fiskene - det være sig laks eller ørreder -
vandrer op langs. Stangen placeres solidt i en stangholder, og
så er der ellers bare tilbage at vente på hugget.
En effektiv metode, der slår alle andre i det grumsede
vand.
En undtagelse er dog steelhead'en,
der lige så gerne tager en flue - i hvert fald i mindre
og mere klarvandede tilløb. Steelhead'en fanges mest på
flue og fortrinsvis i september og oktober, hvor vinteren står
for døren og hurtigt synkende liner derfor er nødvendige
i det kolde vand. Dertil fluorescerende fluer, som syner godt
i det mørke vand.
I et fåtal elve har man
dog en tidlligere opgang af de såkaldte sommerfisk. De
vandrer typisk op i elvene i juli og august, hvor vandet er langt
varmere - hvor fiskene derfor kan lokkes til at stige til en
højt præsenteret vådflue. I nogle tilfælde
kan de sågar lokkes til at tage til en flydende flue -
specielt hvis den fiskes stribende i overfladen som en anden
Bomber til atlanterhavslaks.
Vil man have nærkontakt
med en af de store amerikanske søørreder, skal
der fiskes dybt - gerne med downrigger.
Saltvandsfiskeri
Stillehavslaks kommer - i modsætning
til deres atlantiske slægtninge - meget hurtigt i dårlig
forfatning, når de har forladt havet og er vandret op i
elvene. Vil man fange fiskene, når de er allerbedst - i
deres helt sølvblanke jagedragt - er der ingen vej uden
om saltvandsfiskeri.
Traditionelt tyr man da til en
metode, som kaldes "mooching". Det er en metode, der
især satser på store kongelaks, men som også
fungerer til sølvlaks - de to suverænt vigtigste
sportsfisk blandt stillehavslaksene.
Metoden går ud på
at drifte med tidevandsstrømmen, mens en hel eller halv
sild eller sildefilet langsomt fisker bag eller under båden
- i den ønskede dybde. Grejet består af en lang
stang med et simpelt centerpin-hjul, der mest af alt minder om
et fluehjul. Fighten med den krogede laks minder derfor meget
om fluefiskeri.
I de senere år er der opstået
et mere specialiseret fiskeri efter stillehavslaksene, mens de
er ud i havet. Ofte har man da base på en stor hotelbåd,
som sejler rundt og ankrer op i de områder, som netop da
byder på godt fiskeri. Det er typisk nær elvmundingerne,
når opgangen er umiddelbart forestående.
Med sig har man et antal mindre
joller, som så bruges til det aktive fiskeri, der ofte
foregår med flue nær stenrev og tangskove. Enhånds
stænger klasse 8-9 med et udvalg af liner fra flydende
til hurtigt synkende klarer det meste - langstrakte bucktails
i sølv, hvidt, blåt og grønt fuldender udstyret.
Fiskesæsoner
Fiskesæsonen i Canada strækker
sig som i Alaska fra juni til september. Det tidligste fiskeri
sker efter nystegne kongelaks og amerikanske søørreder
- det seneste efter sølvlaks og steelhead. Sidstnævnte
kan forlænge sæsonen til helt ind i oktober.
© 2009 Steen Ulnits
|