Bjergtaget
- af bjergørreder!
De fleste børn
lærer at fiske af deres far, onkel eller bedstefar, som
tager de små poder med ud at fiske og lærer dem de
grundlæggende færdigheder.
Sådan var det ikke for
mit vedkommende. Min far var ansat ved Postvæsenet og en
stor frimærkesamler. Faktisk en af landets største.
Men fiskeri havde han aldrig dyrket, og det interesserede ham
desværre ikke. Desværre interesserede frimærkerne
heller ikke mig, der hellere ville lege med elektrisk tog og
racerbaner. Ak ja.
Jeg kom derfor sent i gang med
fiskeriet. Faktisk skete det ikke før 1966, hvor en af
mine klassekammerater fra Greve Kildebrønde Centralskole
en dag havde en stak kataloger med i skole. Hans far havde en
sportsforretning i Rødovre, som også handlede med
fiskegrej. Med i skoletasken den dag var derfor årets nye
kataloger fra ABU, Arjon og Jaguar.
Nap & Nyt 1966
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg
vidste lige pludselig, at jeg jo var lystfisker. Jeg havde bare
aldrig haft en fiskestang i hænderne! Forsiden viste en
fisker, som stod ude i vandet under et smukt vandfald. Der ville
jeg gerne stå! Senere fandt jeg ud af, at lokaliteten var
Plitvice nationalpark i det daværende Jugoslavien - et
sted, jeg siden nåede at besøge, inden krigen brød
ud og TV viste, hvordan kampvogne blokerede indkørslen
til parken. Og inde i 1966 kataloget glimtede det ene fiskehjul
efter det andet betagende rødt...
Jeg havde imidlertid smagt lidt
på fiskenes forunderlige verden inden da. Året før,
i 1965, var jeg således med mine forældre på
tur til det daværende Tjekkoslovakiet, hvor min far havde
mange frimærkesamlende kolleger. Dem besøgte vi,
og de besøgte siden os i Danmark. Vi turede rundt mellem
Prag og Brno, men det var Karpaterne, der fascinerede mig mest.
Vi var så heldige, at en
af min fars frimærkesamlervenner var autoriseret bjergfører
netop her. Han hed Rampula og slæbte os med op i bjergene,
som var mine første af slagsen. Det var også her,
jeg oplevede mit første tordenvejr i bejrgne - en rystende
oplevelse for en lille dreng fra det lave Danmark. Gennemblødt
blev vi alle til skindet.
Min mor kunne efterfølgende
fortælle, hvordan de gang på gang måtte stoppe
op og vente på mig, når vi havde passeret en bjergbæk.
Jeg var nemlig helt bjergtaget af at iagttage de mange små
bækørreder, som vimsede omkring i det krystalklare
vand.
- Komm, komm, Steen! Sådan
lød det regelmæssigt fra vor tysktalende bjergfører,
når jeg endnu engang var blevet hængende over en
bjergbæk. Jeg var dybt fascineret af fiskene, men stadig
ikke lystfisker. Noget rørte dog på sig inde i den
9-årige dreng fra Danmark. En lille lystfiskerspire.
Siden forstod jeg, hvorfor Schubert
var blevet så begejstret for synet af disse fantastiske
skabninger, at han komponerede sin siden så verdensberømte
og romantiske "Forellen Quintett" i sommeren 1819.
Når man hører musikken, kan man næsten se
de rødplettede ørreder vimse omkring i de rislende
vand i Karpaterne, hvor også Schubert færdedes. Han
var jo østriger og født i Wien ikke så langt
fra bjergene.
Danmark - Tjekkoslovakiet tur/retur
De dansk-tjekkoslovakiske relationer
var allerede i 1965 af gammel dato. Faktisk skal vi helt tilbage
til 1500-tallet, hvor vor verdensberømte danske astronom
Tycho Brahe måtte drage i landflygtighed, da han var blevet
meget uenig med den danske stat. Han var først under Frederik
den Andens beskyttende vinger, men kom dårligt overens
med efterfølgeren Christian den Fjerde. Så meget,
at han måtte drage i landflygtighed.
Han valgte Tjekkoslovakiet, hvor
man dengang havde mere sans for videnskab og derfor satte større
pris på Tychos revolutionerende iagttagelser af verdensrummet
og himmellegemerne. Her kom han under kejser Rudolph den Andens
beskyttende vinger, for her herskede videnskaben, og her flokkedes
datidens lærde derfor i de dage. Og her kunne man kende
en sand kapacitet, når man så ham.
Tycho Brahe vendte aldrig hjem,
men døde i landflygtighed i 1601 og ligger i dag begravet
i Tynkirken i Prag. Prægtigt og længst oppe mod alteret.
Så højt værdsatte man ham her.
Da der hersker stor mystik om
hans død, blev han gravet op igen præcis 300 år
efter sin død - i 1901 - men undersøgelserne viste
ikke meget. Blot at han havde et meget højt kviksølvindhold
i kroppen. Måske en arbejdsskade som en af datidens tidlige
kemikere. Måske resultatet af kraftig selvmedicinering.
Tycho Brahe blev gravet op igen i 2010, hvor retsvidenskaben
råder over helt anderledes raffinerede metoder end 100
år tidligere. Resultaterne herfra lader i skrivende stund
stadig vente på sig.
Så gik det bedre for en
anden kendt og samtidig dansker. Det var herremanden Peder Oxe,
som også ragede uklar med kongen og måtte drage udenlands.
Han fik imidlertid lov til at vende hjem igen - til godset Gisselfeld
- og med sig havde han kendskab til karpeopdræt. Efter
sigende via et besøg i Bøhmen i det daværende
Tjekkoslovakiet. De karper, der den dag i dag findes i søerne
omkring godset, stammer i hvert fald tilbage fra den tid - med
mulige rødder i Tjekkoslovakiet.
Efter besøget i 1965 blev
min mor betaget af bøhmisk krystal - en tung glassort
med et stort indhold af bly - og gik siden i gang med at samle
på fint forarbejdede eksemplarer af det. Selv var jeg jæger
for en tid og havde i den periode en naturlig hang til tjekkiske
jagtvåben. Hernede havde og har man meget gamle traditioner
for at fremstille fornemme jagtvåben - med "BRNO"
som det i dag nok mest kendte fabrikat.
I 1965 hvilede Sovjetunionen
tungt over det lille Tjekkoslovakiet, som ganske vist slog sig
i tøjret, men som russerne også tillod større
frihed end de fleste andre østbloklande. Men siden faldt
jerntæppet, og efterfølgende blev det stolte Tjekkoslovakiet
splittet op i Tjekkiet og Slovakiet. Ak ja. Der blev ikke meget
tilbage af fordums storhed.
Slava Stochl
Vi har dog gemt endnu et vigtigt
kapitel i den dansk-tjekkoslovakiske historie. Det er fotografen
Slava Stochl, der længe var en af Europas suverænt
bedste fiskefotografer - måske den eneste på det
tidspunkt. Jeg faldt over hans mange forunderlige fotos i hans
bog "Sportsfiskerdage" fra 1971 - oversat til dansk
og udgivet af Lademann.
Det er en af de bøger,
som har betydet mest for min egen udvikling som lystfisker. Der
er primært tale om sorthvide fotos af en tårnhøj
kvalitet - ikke mindst datidens fotoudstyr taget i betragtning.
I dag kan snart sagt enhver tage flotte fotos - det sørger
avanceret kameraautomatik for. Dengang var det imidlertid fotografen,
som tog billederne - som skulle have et indgående kendskab
til filmfølsomhed, blændeåbning og lukkerhastighed.
Disse tre ting skulle gå op i en højere enhed, hvis
der skulle komme et godt billede ud af det.
Og det gjorde der, når
Slava fattede kameraet. Han var nemlig også en ørn
i mørkekammeret! Resultatet var billeder, hvor ørreder
og stallinger fra hans elskede Karpater dominerer motiverne.
Hvor iskoldt og krystalklart vand fosser ned gennem bjergene
og gør tilværelsen til en konstant udfordring for
fiskene.
Slava Stochl var ingen purist,
men svingede spinnestangen lige så gerne, som han brugte
fluestangen. Det bærer hans mange billeder tydeligt præg
af. De er herligt fri for det fluesnobberi, der hersker mange
steder i dag, når det gælder ørreder. Helt
uden grund.
Pudsigt nok udgav Østrig
nøjagtig samme år - 1971 - et fornemt frimærke
i ægte stålstik. Motivet var en spinnefisker i færd
med at nette en fin bjergørred - taget på spinner.
Og garanteret med et tysk Quick Finessa 110 på stangen.
Min frimærkesamlende fader var klar over situationen og
gav mig derfor et dugfrisk og ustemplet eksemplar til min mikroskopiske
frimærkesamling. Han var godt klar over, hvor det bar hen!
Det er frimærket, du ser
allerøverst i denne artikel. Og med det er ringen ligesom
sluttet. Fra frimærker til fiskestang!
© 2010 Steen Ulnits
|
