Sølvlaks i stimer, grådige
grizzlyer og gigantiske gletchere i Alaskas ufattelige ødemarker.
Det starter rigtig skidt - med
hård blæst og regn i stride strømme. Først
sent på eftermiddagen ruller et par små hjulfly ud
på den regnvåde flyveplads ved Yakutat - klar til
at blive lastet med waders, fluestænger og andre fornødenheder.
Vi er på vej mod noget
af verdens bedste fiskeri efter sølvlaks - mod Tsiu River
en times flyvning nord for Yakutat, Alaska. Udsigten gennem det
lille flys regnvåde vinduer er ikke meget at skrive hjem
om - trods den kendsgerning, at vi flyver klods op ad de imponerende
Chugach Mountains og den store Bering Glacier. Alt er gråt
i gråt - og vådt!
Det ser vi ikke mindst, da vi
nærmer os Tsiu River, som efter ugers regn minder mere
om en sø end en flod. Vi ser det også på den
intermistiske græslandingsbane, der ser faretruende våd
ud. En flok ænder letter nemlig fra hjulsporene, da vi
lægger an til landing - i kaskader af vand. Nogle få
centimeter mere, og vi ville ikke kunne lande...
Luksus i ødemarken
Men ned kommer vi - i god behold
og med al bagagen intakt. Vi indkvarterer os i lejrens seks komfortable
hytter - med eget bad og toilet. Vi er ganske vist i ødemarken,
men bestemt ikke uden komfort!
Maden fejler heller ikke noget.
På bedste amerikansk manér er der masser af den
- og masser af kalorier at brænde løs af i vildmarken.
Vi fisker ti timer hver dag, og det kræver altså
et vist kvantum kalorier at holde sig gående og varm i
så lang tid.
Landskabet emmer af vand, da
vi den følgende dags morgen hopper i vadebukserne og regnjakkerne.
Vi ville næppe selv have kunnet finde floden i alt det
vand, men heldigvis har vi vore dygtige guider til at hjælpe
os. De ved, hvor floden løber - ofte flere hundrede meters
vadning fra tørt land.
Skyerne ligger lavt, og det støvregner.
Vinden står ind fra Stillehavet, hvis massive dønninger
dunker regelmæssigt i klitrækken bagved. Alt er sand
på disse kanter - let at vade i og let at fiske over. Vandet
er kun få steder dybere, end at man kan vade over floden.
Floden er således let at
færdes ved - desværre også for områdets
grizzlybjørne, der som os uden videre kan krydse floden.
Man er således nødt til at holde et vågent
øje med bredden, mens man fisker!
Vore guides patruljerer derfor
op og ned langs floden for at undgå konfrontationer med
de fem bjørne, der lever fast ved Tsiu River - heraf en
mor med hele tre unger, hvilket er ret usædvanligt. En
til to unger er det normale.
Sæler og sølvtøj
Det er først på
sæsonen for sølvlaks eller coho, som indianerne
kalder dem, så vi fisker på den nedre del af floden
- de nederste 1-2 km, hvor langt de fleste fisk er aldeles friske
fra et to-års ophold i det store Stillehav.
Forskellen mellem højvande
og lavvande er tre til fire meter på disse kanter - rigeligt
til at gøre en forskel på fiskeriet i den kystnære
del af floden. Således kan vi altid regne med et hold helt
friske opgangslaks, som indtager flodens nederste standpladser
i timerne umiddelbart efter højvande.
Lige så sikkert er det,
at vi fanger nogle ganske små sølvlaks - fisk omkring
halvmeteren - i timerne omkring lavvande. Da er det nemlig kun
disse smålaks, der kan forcere det lave vand i mundingen.
En lille håndfuld sæler
afpatruljerer flodmundingen - som også vi på jagt
efter friske laks. Flere gange ser vi panikslagne laks, der nærmest
svømmer helt op på land for at undgå sælerne
- blot for at blive fejet tilbage til sælerne med den næste
store bølge. Et fascinerende skuespil at følge!
Men de fleste laks slipper helskindet
gennem brændingen - op i det frelsende flodvand. Her er
der for lavt til, at sælerne kan følge efter. Og
her kan laksene puste ud efter nogle kritiske minutter, hvor
alt drejer sig om liv og død.
Fluer og fiskeri
Fiskeriet efter disse dugfriske
laks med masser af havlus på halen er ganske fantastisk.
De har alle hugrefleksen i behold, og flere af dem har sågar
ædt ude i havet til sidste øjeblik. Det vidner et
maveindhold af helt friske sild og tobiser om.
Floden er rolig, hvor vi starter
morgenens fiskeri - rolig og en smule uklar efter den megen regn.
Jeg starter derfor med en intermediate tip på min flydeline
og et fluorødt Juletræ str. 2, der plejer at score
godt under sådanne omstændigheder.
Jeg behøver da heller
ikke vente længe på det første hug, som imidlertid
er overraskende forsigtigt. Jeg lader fluen svinge langsomt på
tværs af strømmen, da linen stopper op. Først
da jeg løfter stangspidsen, bliver der liv. Turens første
coho opdager sin fejl og raser ned ad floden med mig halsende
bagefter. Den første fisk vil man jo ikke miste.
Det er svært at finde et
sted at lande den, da der kun få steder er tørt
land. Jeg finder dog en lille græsklædt ø,
hvor jeg kan strande fisken - en svagt farvet sølvlaks
på godt 5 kg. Den har stadig mærker efter havlus,
men har ingen siddende. Juletræet sidder til gengæld
fint i venstre mundvig - lige til at fjerne.
Da jeg først har fundet
fidusen, går det slag i slag. Den ene coho efter den anden
tager fluen, når den langsomt vender og svinger på
tværs af strømmen.
De første tager jeg på
et fluorødt Juletræ, som jeg skifter ud til et i
perlemor, da solen op af dagen titter gennem skydækket.
Da solen sidst på dagen er gået ned over Stillehavet,
skifter jeg til et selvlysende grønt Juletræ, der
sikrer mig dagens sidste laks - lige efter bogen.
Frisk fra Stillehavet
Jeg får omkring 20 laks
den første dag - en ganske overvældende fangst,
når man nu er vant til Norges anderledes karske lakseelve.
På andendagen beder jeg
Dave, som ejer lodgen, om at køre med helt ned til flodmundingen
på vore små Honda 4-hjulstrækkere. Jeg vil
gerne se Stillehavet og opleve laksene forcere brændingen,
hvor flod møder hav - og præsentere de totalt nystegne
fisk for en friskbundet flue.
Floden er ganske anderledes af
karakter hernede. På en kilometerlang strækning løber
den parallelt med kystlinjen - blot adskilt fra havet af en enkelt
klitrække, der minder ganske meget om den jyske vestkyst.
Bølgerne er blot lidt større på den anden
side!
Tre sølvlaks tager i rap
på et stort opstrøms fisket Juletræ i rent
sølv. De har alle havlus på halen og går alle
dybt i baglinen, inden jeg efter en lang løbetur kan strande
dem næsten helt ude i det salte hav. Typisk, at de vil
nedstrøms, disse helt friske opgangslaks. De vil tilbage
til det beskyttende hav, som de føler sig mere hjemme
i - trods sælerne...
En lynende blank laks på
blot 3 kg tager lidt senere selvsamme sølvstreamer og
leverer god fight med adskillige spring. Den har halen dækket
af et halvt hundrede havlus, men er ingen sølvlaks.
Et nærmere studium afslører, at jeg her står
med en stor og nystegen pukkellaks i bedste form - en sen og
sjælden én af slagsen, idet floden kun har en samlet
årlig opgang på nogle få hundrede pukkellaks.
Fisk, hvoraf de fleste står op fra Stillehavet allerede
i juli.
Lidt senere er der atter bud
efter den sølvglitrende flue, men nu er der langt mere
vægt bag udløbene. Det viser sig at være en
meget kompakt sølvlaks - en svagt kobberfarvet hanfisk
med masser af havlus på halen. Den tager min streamer fuldt
synlig fra en høj skrænt - midt i en lille flok
nystegne laks, der alle er af god størrelse.
Fisken spotter fluen på flere meters afstand, sprinter
afsted og indhenter den lynhurtigt. Men den tager ikke - følger
blot efter på få cm's afstand. Først da jeg
stopper fluen helt, forsvinder den ind i munden på fisken.
Tilslag!
7 kg viser den sig noget senere
at veje - min største for turen.
"Polywogging"
De havfriske fisk nederst i floden
er hysteriske af temperament, og mange går i baglinen,
før de lader sig lande - ofte efter en lang tur ned ad
floden.
Længere opstrøms
er fiskene ikke helt så balstyriske. De har været
i floden et stykke tid, og efterhånden som sæsonen
går, samles flere og flere sølvlaks på flodens
bedste standpladser. De fleste er svagt farvede - nogle tidlige
hanfisk sågar smukt kobberrøde.
Sølvlaks leverer altid
en god fight - også langt oppe i vandløbet. Men
det mest specielle heroppe er, at laksene nu kan tages på
tørflue. Ikke ved tilfældigt fiskeri, men med højt
specialiserede teknikker og ditto fluer.
"Wogging" hedder den
helt specielle teknik, der får kroglaksene til at gå
grassat oppe i forlandet til Chugach bjergene. Vi fisker så
tæt på Bering gletcheren, at vi hele tiden ser det
lysende hvide skær fra isen. Og vi fisker med tørfluer
så store, at det kræver sin mand og godt grej at
få fluerne ud mod vinden.
Fiskeriet er bedst på stille
morgener og aftener. En aften oplever vi en fantastisk solnedgang
over Stillehavet, hvor laks på laks stiger til vore buskede
"Polywogs" og tager dem i sindige "head and tail
rises".
Teknikken er simpel i princippet,
men ikke helt så let i praksis. Man kaster fluen ud og
lader den poppe højlydt i overfladen. Interesserede laks
viser sig ofte bag fluen, før de tager den. Og når
de så har besluttet sig, sker det nærmest i slow
motion. Man ser den krogede overkæbe komme fri af vandet
og lukke sig om fluen.
Nu gælder det så
om at stoppe indtagningen og vente et sekund eller to, før
man strammer op. Er man for hurtig eller for langsom, får
man helt enkelt ingen kontakt!
Kulturhistorie:
I Vitus Berings fodspor
Som dansker byder et besøg
i netop denne del af Alaska på en ekstra dimension. Det
er nemlig danskeren Vitus Bering, som har lagt navn til såvel
det smalle Bering Stræde mellem Rusland og Nordamerika
som den store Bering Gletcher i forlandet til Chugach Bjergene.
Under en ny ekspedition i 1734-42
kortlagde Bering og hans besætning Japan og Kurilerne samt
opdagede i 1741 Alaska og Aleuterne. Altsammen finansieret af
den russiske zar. Bering så og beskrev som første
hvide menneske det 5.489 meter høje Mount St. Elias, der
ligger i de smukke Chugach Mountains.
I forlandet til Chugach bjergene
opdagede Bering og hans mænd samtidig en meget stor gletcher,
der siden blev døbt Bering Glacier.
Efter en stranding med følgende overvintring på
en øde ø ud for Alaskas kyst døde Vitus
Bering og det meste af hans besætning af skørbug
i 1741. Øen bærer i dag navnet Bering Øen.
I 1867 købte De Forenede
stater så Alaska af russerne for 7,2 millioner dollars.
Alaska lå simpelthen for langt væk fra det russiske
fastland, og derfor blev det solgt til amerikanerne for en slik.
Efter Anden verdenskrig blev
Alaska indlemmet som den 49. stat i De forenede Stater og fik
hurtigt stor militærstrategisk betydning. I dag leverer
Alaska ligeledes en væsentlig del af USA's olieforsyning
via den 1,2 meter tykke og 1.285 km lange rørledning fra
Prudhoe Bay nord for polarcirklen til den isfri havneby Valdez
i syd.
I forbindelse med den store "Land
Reclamation Settlement" fra 1971 blev der bevilget 7 million
dollars til uddeling blandt indfødte indianere og eskimoer
i Alaska. Dette som kompensation for landområder, der oprindelig
tilhørte de indfødte nordamerikanere i området.
I dag får alle beboere
i Alaska i tilgift en årlig check til afregning af olien
fra Prudhoe Bay. Endelig byder Alaska jo nu på noget af
verdens fineste sportsfiskeri efter stillehavslaks, regnbueørreder,
rødinger og stallinger.
Alaska er definitivt ikke noget
dårligt sted at bo i vore dage - i hvert fald ikke om sommeren
og for sportsfiskere. Vinteren er jo lidt lang og mørk...
Facts om fiskevandet
Tsiu River har en årlig
opgang på imponerende 100.-120.000 sølvlaks. Opgangen
starter i august og varer september måned ud. Der er behov
for 40.-50.000 gydefisk i forhold til arealet af gydepladser,
hvorfor 60.-70.000 fisk kan fanges, uden at bestanden tager skade.
Bestandsanalyse og fisketælling
sker fra fly, og flere biologer mener faktisk, at der kunne eller
sågar burde være et erhvervsfiskeri efter overskydende
laks i denne flod. Ellers vil de senest ankomne laks blot grave
de først ankomne laks' gydegruber op.
Men der er pt. ikke økonomi
i at erhvervsfiske efter sølvlaksene. Det enorme norske
opdræt af tamlaks har presset verdensmarkedsprisen på
laks så langt ned, at lokale indianere kun kan få
10 cent per pound sølvlaks - langt fra nok til at gøre
selv det simpleste netfiskeri i floden rentabelt.
Dette til trods for, at de vilde
sølvlaks i kvalitet milevidt overgår de flommefede
norske tamlaks. Men det ved forbrugerne blot intet om. For dem
er en laks en laks...
I tilgift til de mange sølvlaks
er der en årlig opgang af 1.000 sockeyes i juni - lidt
pinks i juli samt nogle få steelheads i oktober.
Fiskevande generelt
Alaska byder på et hav
af gode fiskevande. Der er elve og søer overalt, og der
er fisk i dem alle. Men de rigtigt produktive vande er der også
her langt imellem.
Man skal være klar over,
at der er to forskellige slags Alaska: Det sydlige, som ligger
nede vest for Canada. Og så det "rigtige" Alaska,
der ligger længst mod vest - kun adskilt fra Rusland af
det smalle Bering stræde.
Fiskemæssigt adskiller
de sig på flere måder. Det sydlige Alaska minder
på mange måder om British Columbia - af udseende
såvel som rent fiskemæssigt. Her er det laks og steelheads,
som er det primære bytte. I store og uklare vandsystemer
som eksempelvis Skeena og Nass, hvis klarvandede tilløb
er de foretrukne blandt fluefiskere.
I det nordlige Alaska finder
man den største fiskemæssige diversitet. Her vrimler
det med såvel laks af alle slags som regnbueørreder,
fjeldørreder og stallinger. Ofte finder man samtlige arter
inden for ét og samme vandsystem - med mulighed for at
vælge mellem store og små fisk, laks eller ørreder,
fluefiskeri eller spinnefiskeri.
Går man efter den størst
mulige diversitet, er der ingen vej uden om vandene ved den store
Iliamna sø og den vulkansk aktive Katmai nationalpark.
Typisk finder man sølvlaks
og fjeldørreder længst mod nord, hvor de øvrige
arter tynder ud og til sidst forsvinder helt. De største
kongelaks finder man på Kenai halvøen, hvor elven
af samme navn regelmæssigt producerer verdens suverænt
største chinook laks - fisk på over 30 kg!
Fiskearter
I Atlanterhavet findes kun én
lakseart, nemlig atlanterhavslaksen Salmo salar. I Stillehavet
er det langt mere kompliceret. Her har man nemlig hele seks forskellige
laksearter, som hver især er meget forskellige:
Kongelaksen Oncorhynchus tshawytscha er med en gennemsnitsvægt
på 10-12 kg den suverænt største af alle stillehavslaksene.
Med en vægt, der i sjældne
tilfælde kan nå både 30 og 40 kg er kongelaksen
en meget attraktiv sportsfisk, der årligt omsætter
store summer i det vestlige USA, Canada og Alaska.
Den kaldes også "chinook",
hvilket er indianernes betegnelse for den milde forårsvind,
der ofte varsler kongelaksens komme. Kongelaksen er nemlig den
af stillehavslaksene, der tidligst påbegynder sin vandring
op i floderne - ofte i juni måned.
Sølvlaksen Oncorhynchus kisutch er nok den smukkeste
af alle stillehavslaksene - dertil den, der af udseende minder
mest om atlanterhavslaksen.
Sølvlaksen, som på
indiansk kaldes "coho", er en sand sprinter, der med
sine mange og høje spring giver sportsfiskeren rigeligt
at se til. Den kan veje op mod 10 kg, men bliver i regelen kun
halvt så stor.
Sølvlaksen er den af stillehavslaksene,
der sidst står op i de vestvendte amerikanske floder. Den
har tilmed en nordligere udbredelse end kongelaksen og vandrer
typisk først op i floderne i august-september.
Sockeyelaksen Oncorhynchus nerka er den kommercielt
vigtigste af stillehavslaksene, da dens kød er uhyre rødt
og fedtholdigt. Faktisk bevarer den sin indbydende røde
farve, selv når den er henkogt på dåse!
"Indianerlaksen", som
sockeyelaksen også kaldes, er den, de fleste har set farve
vandet rødt i filmreportager fra Alaska. Den bliver sjældent
større end 5 kg, men hannerne er meget markante med deres
højrøde kroppe og irgrønne hoveder.
Den røde laks udmærker
sig ved en meget specialiseret levevis, hvor yngel og ungfisk
altid vokser op i søer. Her kan de nemlig filtrere plankton
med deres tætte gællegitterstave. På denne
måde indtager de en markant økologisk niche, som
de ikke behøver dele med andre stillehavslaks.
Ude i havet fortsætter
den røde laks sin specialisering. Hvor de øvrige
laks i vid udstrækning frådser i stimerne af småfisk,
holder den røde laks sig næsten udelukkende til
en diæt af små krebsdyr.
For sportsfiskeren betyder dette,
at der skal små fluer på forfanget. Blink, spinnere
og woblere interesserer overhovedet ikke den røde laks.
Pukkellaksen Oncorhynchus gorbuscha er mange steder
den talrigeste af stillehavslaksene - dertil en af de mest karakteristiske
af udseende.
Pukkellaksen kendes let på
de farvede hanners pukkelryggede facon. Hunnerne derimod bibeholder
deres torpedoform fra havet. Pukkellaks vejer sjældent
over 3 kg, men er til gengæld uhyre talrige - nogle steder
specielt i ulige år.
Hundelaksen Oncorhynchus keta kaldes også
for "dog salmon", "chum" eller "calico".
Den kendes på sit frygtindgydende udseende, når den
har forladt saltvandet og er gået op i vandløbene.
Den får da markante tigerstriber på siderne og hundelignende
kæber med sylespidse, udstående tænder.
Hundelaksen er karakteristisk
ved, at dens yngel tåler saltvand på et meget tidligt
tidspunkt i tilværelsen. Den smoltificerer ikke som de
øvrige laks og fødes derfor ofte meget langt nede
i vandsystemerne.
Kirsebærlaksen Oncorhynchus masou er den mindste og
mest eksotiske af stillehavslaksene, idet den kun findes på
den asiatiske side af Stillehavet. Det poetiske navn skyldes,
at kirsebærlaksene i Japan og Korea vandrer op fra havet,
når kirsebærtræerne blomstrer.
Dødelighed på
110%
Alle stillehavslaksene er sølvblanke
i havet, hvor de som opvoksende ungfisk kan være svære
at skelne fra hinanden. Alle dør de uden undtagelse efter
gydningen - et fænomen, der kan forekomme uforståeligt
og virke som et utroligt spild af ressurser.
Imidlertid er der i stedet tale
om en høj grad af specialisering. De fleste lakseelve
højt mod nord er meget næringsfattige og byder derfor
lakseyngelen på en sparsom fødemængde. Men
de mange tusinde døde laksekroppe gøder vandene,
som på denne måde bliver langt mere næringsrige,
og som derfor byder afkommet på stærkt forbedrede
forhold. Man kan uden overdrivelse sige, at forældrene
her ofrer sig 100% for deres afkom!
Stillehavslaksene kommer hurtigt
i en dårlig forfatning, når de forlader havet, men
de klarer alligevel den lange vandring op til gydepladserne.
Ofte er de allerede begyndt at gå i opløsning under
legen, fyldt med skimmelsvamp.
Værst er det med pukkellaks
og hundelaks, som meget hurtigt kommer i dårlig kondition.
Bedst er det med kongelaks og sølvlaks, som selv i fremskreden
gydedragt er værdige modstandere for sportsfiskeren.
Andre laksefisk
Ud over laksene findes der i
Alaskas floder og søer flere andre laksefisk, som alle
nyder godt af først de gydende og siden de døde
stillehavslaks. Dels æder de overskydende rogn under gydningen,
og dels æder de løs af de rådnende laksekroppe
efter gydningen. Intet går til spilde.
Alaska er især kendt for
sine stærke regnbueørreder, der flere steder vandrer
ud i søerne og vokser sig store - op til 10 kg tunge.
Et fåtal vandsystemer byder på "steelheads"
- havvandrende regnbueørreder, som dog i Alaska ikke når
nær samme størrelser som længere sydpå
i British Columbia.
Mange steder findes arktiske
stallinger - Thymallus arcticus - som adskiller sig fra vor egen
europæiske stalling ved at have en større rygfinne
og små tænder i munden. Det er endog meget fine sportsfisk,
som gerne stiger langt efter en vel præsenteret tørflue.
Endelig findes der både
fjeldørreder - Salvelinus alpinus - og den lokale "Dolly
Varden" - Salvelinus malma. Begge fine sportsfisk, som dog
lokalt ikke rangerer på højde med regnbueørreden.
Mest eksotisk blandt Alaska's
mange sportsfisk er den store "inconnu" - på
latin Stenodus leucichthys. Det er en kæmpestor laksefisk
af helt-familien, der findes cirkumpolart over hele den nordlige
halvkugle. Der er tale om fisk, som kan veje op til 40 kg ved
en længde af 150 cm. Fiskene kan da være mere end
20 år gamle.
Inconnu'en kaldes også
for "sheefish" og er en sjælden, men fremragende
sportsfisk, som ikke mange hvide mennesker har stiftet bekendtskab
med. Den er kendt for sine høje spring under fighten.
Fiskesæsoner
Fiskesæsonen i Alaska starter
typisk efter isgang og snesmeltning i juni måned, som derfor
kan være noget ustabil rent fiskemæssigt.
Interessen samler sig ofte om
regnbueørreden, som da netop har leget færdig, og
som derfor er sulten. Mange fisk holder stadig til i de mindre
elve, hvor de har gydt, og her er de et godt bytte for fluefiskeren.
Sidst i juni og først
i juli ankommer kongelaksen. Den efterfølges af først
sockeyelaksen, siden pukkellaksen og sidst hundelaksen, der alle
typisk går op i løbet af juli måned. Mens
laksene leger, ses regnbuer, stallinger og fjeldørreder
som skygger bag gydebankerne, hvor de fylder sig med overskydende
rogn.
Sidst i august ankommer så
de første sølvlaks, hvis opgang fortsætter
et godt stykke ind i september. Her afløses de - hvor
de ellers forekommer - af steelheads, havvandrende regnbueørreder,
som er fiskebare et godt stykke ind i oktober. Hvis vejret altså
tillader, at man overhovedet kan komme ud efter dem. Det er sjældent
tilfældet i Alaska...
Fiskemetoder
Stillehavslaksene er - modsat
atlanterhavslaksen - kun sjældent villige til at stige
til overfladen efter en flue. Sølvlaksen er i den forbindelse
en markant undtagelse. Reglen er, at man skal helt ned til bunden
med sine agn, hvis man vil have hug af stillehavslaks.
For fluefiskeren er det derfor
af største vigtighed at have et godt sortiment af synkeliner
med i bagagen - dertil rigeligt med vægtbelastede fluer
i æsken. Farver som fluorød og fluogrøn er
klassikere til kongelaks og sølvlaks.
En 9-10 fods enhåndsstang
klasse 7-8 rækker til det meste fiskeri efter sølvlaks
og de øvrige mindre arter. Den ideelle flueline er flydende
med udskiftelige spidser, så man kan variere fiskedybden
efter forholdene. Målrettet fluefiskeri efter kongelaks
kræver kraftige 9 fods enhåndsstænger klasse
9-10 eller 13-14 fods tohåndsstænger klasse 10-11.
En 8-9 fods spinnestang med en
kastevægt på 10-30 gram er et godt valg til fiskeri
efter sølvlaks - gerne monteret med fastspolehjul og 0.25-0.30
mm line. Kongelaksen kræver anderledes svært grej
- i form af 9-10 fods stænger med en kastevægt på
20-50 gram. Hertil bedst et robust multihjul fyldt op med 0.35-0.40
mm line.
Roterende bladspinnere såsom
Mepps og Vibrax er velfangende, når det gælder sølvlaks.
Standarden til alt spinnefiskeri efter både sølvlaks
og kongelaks er imidlertid kompakte Pixie Spoons med plastindsats
i flourøde og fluogrønne farver. Dem bør
man altid medbringe gode forsyninger af. Et andet sikkert bud
er en fluorescerende og roterende Spin'N Glo, der som en anden
bundsnøre placeres ude i en strømrende, hvor fiskene
vandrer.
Stillehavslaksene byder indirekte
på et uhyre spændende fluefiskeri, når de står
på gydepladserne. Da har regnbuer, fjeldørreder
og stallinger i regelen samlet sig nedstrøms for gydepladserne
- i sikker forventning om, at de snart vil kunne fylde maven
med nærende og overskydende lakserogn.
De rognædende fisk ses
da som grå eller sorte skygger bag laksene og skal nu fanges
på små "Glo Bugs" og lignende rognfluer,
som på bedste nymfemanér fiskes "dead drift"
på en flydeline og et langt forfang. Et spændende
fiskeri og i sig selv et fascinerende skuespil at følge.
Når så laksene har
overstået deres leg og er døde, da vil man kunne
score mange flotte fisk på de såkaldte "Flesh
Flies" - hvide og gullige fluer á la "Bunnies",
som imiterer stykker af forrådnende laks. Lidt ulækkert
måske, men absolut velfangende, for de øvrige laksefisk
elsker døde laks!
Endelig kan Alaska byde på
et til tider glimrende tørfluefiskeri efter stallinger
og regnbuer i gode størrelser. Sidstnævnte holder
også meget af hjortehårsmus. Specielt store regnbuer
i små strømvande kan helt have specialiseret sig
på en nærende diæt af mus og lemminger, der
ved et tilfælde havner i vandet.
Det bedste fiskeri har man under
sådanne forhold i små elve med udhulede og græsklædte
bredder. Det er altid fascinerende at se store regnbuer jagte
små mus i hidsige udfald fra brinken. De kommer ud med
en stor bølge efter sig!
Målrettet fluefiskeri efter
stalling, fjeldørred og regnbue sker bedst med let fluegrej
klasse 5-6, flydende line - gerne med udskiftelige spidser i
forskellig synkehastighed - og et godt sortiment af Wooly Buggers,
Glo Bugs og højtflydende tørfluer á la Stimulator
og Goofus Bug.
Spinnefiskeren bør medbringe
let enhåndsgrej i form af 6-7 fods stænger med en
kastevægt på 5-10 gram. Hertil et lille fastspolehjul
fyldt op med 0.20 mm line. Roterende bladspinnere fanger godt.
© 2009 Tekst &
fotos: Steen Ulnits
|
