Wobleren er mit våben!
I modsætning til det to-dimensionelle
blink er wobleren et ægte kunstagn i 3D. Det gør
wobleren til et af de mest alsidige og naturtro kunstagn, vi
lystfiskere kan binde på linen!
Blink, spinnere og pirke er kunstagn,
som mestendels er to-dimensionelle. De har ganske vist levende
bevægelser og udsender måske også lokkende
lydbølger. Men de mangler det volumen - den tredje dimension
- som alle naturlige småfisk har.
Det er her, wobleren kommer ind
- som et ægte 3D kunstagn med de muligheder, det nu engang
medfører. Ved at have et volumen og ikke blot være
et stykke tynd plade kan woblerens densitet - vægtfylde
- ændres, så der kan fremstilles både flydende,
neutrale og synkende woblere. Kunstagn, som alene i kraft af
deres vægtfylde får meget forskellige egenskaber.
Men ikke nok med det. Wobleren
kan samtidig forsynes med en ske eller næseplade fortil,
som dels giver den en lokkende gang i vandet - dels får
den til at dykke under indspinning. Skal en flydende wobler dykke
dybt, forsynes den med en lang og næsten vandret næseplade.
Skal den omvendt fiskes højt, monteres den med en kort
og næsten lodret stillet næseplade.
Endelig er der så wobleren
med stilbar ske - med svenske ABU Hi-Lo som den suverænt
mest kendte. Her kan skeen indstilles til højt eller dybt
fiskeri. Stiller man skeen vandret, vil en flydende wobler dykke
dybt, mens den omvendt vil gå lige under overfladen med
en lodret indstilling.
Med wobler i åen
Flydende woblere af den finske
Rapala type vejer så lidt, at de ikke kan kastes mere end
nogle få meter.
Alligevel har de nogle muligheder,
som ingen andre kunstagn har. De flydende woblere kan nemlig
fires ned til fisk på svært tilgængelige standpladser
under udhængende træer og lignende steder. Man lader
den drive frit med strømmen, indtil den befinder sig lige
over fisken eller den formodede standplads. Her strammer man
op, og wobleren dykker lidt ned i vandet, mens den fisker aktivt.
Man kan gentage denne proces
i det uendelige - lige indtil fisken mister besindelsen og hugger.
Den flydende wobler er derfor specielt effektiv over for store
og krogsky fisk, der har set det hele - typisk gamle bækørreder
på vanskelige steder eller store laks og havørreder,
som forsvarer deres territorier. Det er tit fisk, som ikke lader
sig fange på anden vis. Men det er samtidig en teknik,
som kræver mere tålmodighed end de fleste andre
Det er ganske begrænset,
hvor langt en flydende wobler når ned i vandet under indspinning.
Fisker man derfor i meget dybe høller, må man ty
til en anden teknik for at nå helt ned til fiskene. Da
monterer man sin flydende wobler i en såkaldt "tregangs-rig".
Tregangs-riggen er en meget effektiv måde at nå
bunden på - vel at mærke uden at risikere den dyre
balsatræs wobler, som stadig skal være flydende.
Cirka en meter fra wobleren monterer man en tregangssvirvel af
passende størrelse, hvilket vil sige så lille som
muligt.
I svirvlens sidegren binder man
et kort stykke line, som er nummeret tyndere end hovedlinen.
For enden af dette linestykke fastgøres så det blylod,
som skal trække den flydende wobler ned i dybet.
Det er ikke let at kaste med
denne montage, men den sikrer to ting: At wobleren når
helt ned til bunden. Og at den når helskindet op igen,
selv om loddet sætter sig fast. Da sker der nemlig det,
at den tynde line knækker og lader wobleren flyde uskadt
op til overfladen igen. Kun blyloddet mistes.
Også her gælder det,
at tålmodighed belønnes. Ofte svarer det sig nærmest
at parkere sin wobler i et godt høl. Her kan den stå
i flere minutter, før høllets enevældige
beboer til sidst mister besindelsen og går til biddet!
Det er i regelen laks, havørreder
og store bækørreder, der fiskes efter med denne
teknik. Men den er tillige uhyre effektiv til sandarter, der
ynder at opholde sig i stenede og strømstærke partier
af åen.
Med wobler i søen
Poppers
"Popper" er den amerikanske
betegnelse for agn, der fiskes flydende i overfladen - agn, som
under affiskningen fremkalder en del bevægelse og støj
i vandet. Deraf navnet.
Disse poppers kan have meget
forskellig udformning - fra de ægte "poppers",
som virkelig plasker i vandet, til de mere stilfærdige
"sliders", som er mere strømlinede. De første
har i regelen en meget flad forende, som yder stor modstand i
vandet. Når den fiskes i ryk, kaster den vand ud til siderne.
Det får den til at se større ud i fiskens øjne,
end den i virkeligheden er.
Nogle dage skal der en popper
på linen - andre dage en slider. På dage, hvor fiskene
for alvor er i hugget, overgår intet en larmende popper.
Er fiskene omvendt mere forsigtige, da står man sig bedre
ved at vælge en diskret slider. På sådanne
dage kan fiskene sågar skræmmes af en popper.
Når man har valgt type,
placeres den så tæt på siv og åkander
som vel muligt. Bedst er det at lade den ligge ubevægelig
på vandet i et lille stykke tid, før indspinningen
påbegyndes. Meget ofte falder hugget i samme sekund, man
bevæger agnen! Hvis ikke, så starter man en rolig
indspinning, hvor agnen bevæges med nøk i stangspidsen.
Gedderne er oplagte emner, når
der fiskes med større overfladeagn. Flere gange kan man
imidlertid komme ud for aborrer, der forgæves prøver
at få fat i agnen. Fisk, som uforfærdet går
løs på den store popper. Så er det tid til
at sætte en mindre popper på linen, så man
kan begynde at kroge aborrerne. De har ganske vist en meget stor
mund i forhold til deres størrelse - lidt à la
bass'en - men poppers i geddeformat er i regelen for stor en
mundfuld.
Da man fisker meget tæt
på siv og åkander, er det en god idé at have
en eller anden form for grødebeskyttelse af krogen.
Så kan man for alvor fiske på steder, hvor ingen
andre agn kan komme til. Man skal blot sørge for, at grejet
er kraftigere end ellers. Hugger en fisk nemlig inde i buskadset,
da skal der med det samme sættes hårdt mod hårdt.
Dette kræver en stiv stang
og et robust hjul med en kraftig line. Fisken må ikke få
selv den mindste betænkningstid, men skal straks presses
ud af det farefyldte farvand så hårdt, grejet tillader.
Ellers vil den hurtigt få viklet sig uhjælpeligt
ind i grene, rødder eller seje åkandestængler.
Og da er fisken tabt.
Ikke kun gedder og aborrer lader
sig friste af larmende poppers. Det gør også søens
ørreder og regnbuer. De holder af at gå på
rov i døgnets mørke timer og kan da med fordel
fiskes med en popper. Fiskene holder nemlig godt øje med
overfladen, og selv i de mørkeste nattetimer kan de spotte
en popper op mod den altid lysere nattehimmel.
Popperen har ydermere den store
fordel frem for alle andre kunstagn, at den yder en masse modstand
i vandet. Det betyder for fiskene, at de har lettere ved at lokalisere
den og hugge sikkert på klods hold. De kan nemlig bruge
deres følsomme sidelinje til at registrere trykbølgerne
fra popperen!
Poppers og sliders behøver
ikke at ligne noget bestemt fødeemne, men gør det
gerne alligevel. Mus og frøer står tit på
såvel gedders som ørreders spiseseddel og efterlignes
derfor ofte.
Flydende woblere
Poppers og sliders er grundlæggende
en slags "woblere". Det er nemlig tredimensionale kunstagn,
som i form og farve kan gøres til tro kopier af fiskene
foretrukne fødeemner.
Sandarten er en langsom
fisk, der bedst fanges på langsomme woblere. © foto
Steen Ulnits
De kunstagn, vi normalt kalder
woblere, er imidlertid næsten altid efterligninger af småfisk.
Og så er de fortil monteret med en ske eller næseplade,
som får dem til at dykke og vrikke i vandet. Skeen skal
altså både sikre, at wobleren dykker i dybet og samtidig
bevæger sig som en lille fisk under indspinningen.
Disse woblere fås i såvel
flydende som synkende udgaver - til brug i alle vandlag. På
lavt til middeldybt vand klarer man sig fint med flydende woblere,
som dykker ned til den rette dybde under indspinningen. Skal
man længere ned, må man benytte en synkende wobler
som man lader synke til ret dybde, før indspinningen påbegyndes.
Enkelte woblere - den svenske
"Hi-Lo" - har en stilbar ske, så man selv kan
vælge fiskedybde. De allerfleste har dog en fast ske, som
kan være kortere eller længere. Jo længere
ske, desto større fiskedybde og omvendt. Kompakte og velkastende
woblere med meget lang næseplade kaldes af amerikanerne
for "crank baits" og er beregnet til fiskeri nær
bunden. De yder dog stort pres i vandet og må derfor fiskes
på kraftigt grej. Disse "crank baits" har ofte
indbyggede metalkugler, så de appellerer både til
fiskens synssans og høresans.
Alle rovfisk i søen kan
med fordel fiskes på woblere, der passer til fiskenes størrelse.
5-10 cm's woblere er gode til aborrer og mindre ørreder,
mens større udgaver på 10-15 cm egner sig bedre
til gedder og større sandarter. De helt store woblere
på 20 cm eller mere bruges sjældent til regulært
spinnefiskeri. De egner sig bedre til trolling, hvor der jo kan
bruges svært grej, uden at det går ud over kastelængden.
Flydende woblere af balsatræ
er i regelen så lette, at man ikke kan kaste med dem. De
skal trolles for at være effektive. De fleste flydende
plastwoblere kan imidlertid kastes rimelig langt. Man kaster
ud og lader wobleren ligge lidt. Så starter man indspinningen
med et ryk, der straks får wobleren til at dykke. Ved at
variere indspinningen og indlægge enkelte pauser kan man
nu bestemme, hvor dybt wobleren skal gå. Når man
standser indspinningen, stiger wobleren jo op mod overfladen
igen.
Denne metode giver ofte hug,
netop når man starter indspinningen efter en pause eller
blot speeder op. Har man observeret en fisk, der følger
efter uden at hugge, da kan den ofte lokkes til hug med pludselige
ændringer i indspinningshastigheden.
Man kan dog også komme
ud for, at sky fisk i stedet skræmmes ved alt for pludselige
skift. Har man en fisk, der ikke lader sig lokke på denne
måde, kan man ofte overliste den ved blot at skifte til
en mindre wobler. Dette gælder generelt for alle fisk,
men specielt for store gedder i sommervarmen. Selv den mindste
wobler kan da friste søens rekordgedde over evne!
Synkende woblere
Vil man kastefiske med en wobler
på linen, er der al mulig grund til at vælge en synkende
udgave. Af to årsager. Dels kaster synkende woblere fortræffeligt.
Og dels synker de hurtigt ned i den ønskede fiskedybde,
hvor de så kan holde sig under det meste af indspinningen.
Det er meget svært at få
en flydende wobler ret langt ned under decideret spinnefiskeri.
Dertil er kastene helt enkelt for korte. Skal flydende woblere
i dybden, skal de have en stor ske, og de skal trolles bag en
båd. Kun da har den den fornødne tid til at nå
den ønskede dybde.
Skal wobleren for alvor ned i
vandet, vælger man en kompakt type, som kaster godt og
synker hurtigt. Som hurtigt når ned i den ønskede
fiskedybde. Problemet er så blot, at der bliver den ikke!
Under indspinningen vil den nemlig hele tiden stige i vandet,
hvis ikke man ind imellem lader det synke ned igen. Her taler
man om "nedtælling" og "trappetrin"
blandt fagfolk.
Den erfarne søfisker kender
sin wobler og ved, hvor hurtigt den synker. Eller han prøver
sig frem, kaster ud og lader wobleren synke, mens han tæller.
Når han til "ti", inden linen slappes og wobleren
har nået bunden, tæller han i næste kast kun
til "ni", før han begynder indspinningen. Så
ved han, at wobleren fisker helt nede over bunden, hvor fiskene
meget ofte står.
Det var nedtællingen, der
fik wobleren ned i den rette dybde. Nu gælder det så
om at holde den der længst muligt. Det gøres så
ved at lade den bevæge sig i et antal trappetrin under
indspinningen - ved at indlægge et antal regelmæssige
pauser undervejs. Her gælder det, at jo dybere vandet er,
desto flere og længere pauser skal der til. Det gælder
også, jo tættere wobleren kommer på stangspidsen.
Til sidst må man erkende, at man ikke længere kan
holde dybden, og da spinner man hurtigt ind til et nyt kast.
Spinnefiskeren må i sagens
natur bruge tynde liner, så kastene bliver tilstrækkeligt
lange. Herved opstår der imidlertid et problem, når
fiskene skal kroges på en lang og dermed elastisk line.
Et problem, som kan være specielt stort, når der
fiskes med woblere. De fleste woblere er nemlig udstyret med
2 eller sågar 3 trekroge. Det kræver mere kraft at
presse 2 trekroge ind i kæften på en fisk end blot
en enkelt for slet ikke at tale om 3.
Af denne grund kan det ofte være
en fordel, om den ene eller to af krogene fjernes, når
woblerne skal bruges til kastefiskeri. Det kan man gøre
i de fleste tilfælde, men enkelte woblere er så følsomme,
at deres gang i vandet ødelægges, hvis nogle af
krogene fjernes. Men kan wobleren tåle det, står
man sig bedst ved kun at have én trekrog tilbage - den
bageste. Så er der større chance for, at krogen
trænger ind og får et sikkert fæste ved tilslaget.
Ellers må man ty til flere kraftige tilslag og så
håbe det bedste!
Flydende woblere er specielt
effektive, når der skal spinnes meget langsomt i vinterkoldt
vand. Da kan de nemlig holdes svævende i den rette dybde
uden at gå fast i en ellers vanskelig bund.
Med wobler ved kysten
Almindelige woblere bruges sjældent
til spinnefiskeri fra kysten eller på havet. De kaster
helt enkelt ikke langt nok. Men de fanger godt og bruges derfor
meget til trolling efter laks og ørred.
Kystwobleren
Den specielle kystwobler
derimod har i de senere år gået sin sejrsgang ved
alle grunde kyster, hvor der spinnes efter havørred og
torsk. Moderne kystwoblere fremstilles af plast, som ikke suger
vand og revner.
Kysttorsk som disse
er vilde med rødgule kystwoblere fisket dybt. © foto
Steen Ulnits
Kystwobleren er en sær
bastard mellem forskellige typer kunstagn. Den har facon som
en wobler, men mangler dennes næseplade. Alligevel synker
den - som blink og pirk - blot meget langsommere. Endelig kaster
den næsten lige så godt som en pirk! Den når
altså helt ud til fiskene i selv en strid pålandsvind,
og så kan den fiskes uhyre langsomt uden at gå i
bunden. Det sidste gør den suveræn i vinterkoldt
vand, hvor fiskene er træge og derfor ganske uinteresserede
i hurtige kunstagn.
Forår og efterår,
hvor fiskene jager aktivt, kan man med fordel bruge en kystwobler
på 10-15 gram. Sommer og vinter, hvor havørrederne
ofte er mere interesseret i små end i store fødeemner,
kan man prøve en 7 grams mini-udgave. Samme lille kystwobler
er god året rundt til de mere stationære fjordørreder,
som normalt lever af mindre fødeemner.
Omvendt ude på åben
kyst, hvor man har mulighed for at komme i kontakt med de helt
store "sildeædere". Der skal i regelen lange
kast til for at nå ud, og her kan man næppe gøre
noget bedre end at vælge en magnum-udgave på 20-30
gram. Den når ud og har samtidig tilpas volumen til at
friste sildeæderne.
I sommerhalvåret står
man sig ofte bedst ved at vælge kystwoblere i sølv
med grøn eller blå ryg - farver, der på bedste
vis efterligner de småfisk, som havørreden æder
inde under land. I vintermånederne er det en god idé
i stedet at skifte til mere provokerende farver - eksempelvis
guld med fluorescerende rød ryg. Det er en farvekombination,
der har mange blanke vinterfisk på samvittigheden. Det
er også en farve, der kan irritere aggressive gydefisk
til hug i efterårsmånederne.
Kombinationen rød-gul
er en velkendt torskefanger. Specielt når torskene nusser
rundt i tangskovene efter deres livret - krabber - er de et let
offer for en dybt og langsomt fisket rød-gul kystwobler.
Man kaster da ud og lader kystwobleren
synke næsten til bunds, før man begynder indspinningen.
Med små nøk i stangtoppen lader man så wobleren
"svæve" langsomt hen over bunden, hvor torskene
befinder sig.
Eneste ulempe ved denne effektive
teknik er, at torskene ofte tager wobleren så grundigt,
at den sidder halvvejs nede i maven på dem!
© 2000 Steen Ulnits
|
