
UV jagt
- Lystfiskeri eller
krybskytteri?
Det er blevet moderne at gå
på jagt - under vandet. Det er blevet moderne, at sportsdykkere
iført varmende neopren og tyngende blybælte nu også
medbringer harpun, når de skal ud at dykke. Nu er det ikke
længere nok at kigge på undervandslivet. Nu skal
der også noget med hjem. Helt på linje med landjagt,
hvor man også slår dyrene ihjel for at spise dem.
Og helt legitimt - når man altså vel at mærke
holder sig inden for lovens rammer.
Det er det, denne artikel handler
om, for UV jagt befinder sig ofte i lidt af en gråzone
rent juridisk. Og når man så tager i betragtning,
at UV jagt kan være uhyre effektivt i de rigtige/forkerte
hænder, ja, så er grunden lagt til endnu en diskussion
om, hvem der ejer eller i hvert fald har ret til fiskene. Den
klassiske debat om jægernes anskydninger af de dyr, de
jager, er nu pludselig også aktuel i fiskenes verden. Og
er fiskeri om natten - med håndvåben og brug af lys
- lystfiskeri eller krybskytteri?
En dejlig sommerdag var vi taget
til Glatved Strand for at fiske fladfisk. Dem fangede vi nu ikke
mange af, men fjæsingerne kunne vi slet ikke holde fra
krogene. Og da de jo er aldeles velsmagende - når de altså
er befriet for de giftige pigge - så var det jo slet ikke
så dårligt endda. Aftensmaden var hjemme.
Faktisk hyggede vi os gevaldigt,
indtil en dykker pludselig svømmede ret ind foran os,
så vi ikke længere kunne fiske frit. I hvert fald
ikke uden risiko for at kroge dykkeren. Og det havde vi naturligvis
ikke lyst til. Vi fulgte ham i stedet med øjnene, mens
han i en halv times tid afsøgte bassinet foran os i jagten
på fisk. Hvorfor han lige skulle fiske dér, hvor
vi i forvejen sad - så vi ikke længere kunne fiske
- er svært at forstå.
Sporten
Jeg har selv flere sportsdykkere
i min omgangskreds, hvoraf flere regelmæssigt dyrker undervandsjagten.
Hvad jeg ved om undervandsjagt, ved jeg således fra samtaler
med dem - førstehånds, men ikke af egen erfaring,
for jeg har aldrig skudt på noget under vandet.
Der er næppe tvivl om,
at undervandsjagt er lige netop det - jagt under vandet. Undervandsjagt
tiltrækker derfor mange jægere, som måske ikke
har adgang til jagt på landjorden, men som har fri jagt
under vandet. Præcis som havjægerne har det oven
vande. Hvilket er meget forståeligt.
Det er også meget forståeligt,
at de fascineres af pürschen på deres bytte. At skulle
snige sig ind på en sky multe på ganske lavt vand,
mellem tangbuske og søsalat, er ingen let opgave. Og krones
pürschen så med held, forstår man så udmærket
glæden og tilfredsstillelsen.
På det felt er vi jægere
og fiskere ikke så forskellige. Men det kan være
svært at glæde sig over den 9 kg's blanke havørred,
som sidste sommer faldt for en velrettet harpun - blændet
som den var af det stærke lys fra lampen i det natsorte
vand. Der var intet ulovligt i det, og den pågældende
dykker var da også stolt som en pave. Han holdt sig heller
ikke for god til at nævne de to andre havørreder,
han havde skudt forbi til den samme nat...
Anskydningerne
Jeg må derfor ærligt
indrømme, at jeg blev noget overrasket, da jeg åbnede
nummer 06-2010 af et kendt dansk fiskemagasin. I den var der
nemlig en stor 4-siders artikel om - UV jagt med harpun.
- Det er da løgn, tænkte
jeg. - Aner man da intet om det omfattende natfiskeri, der forgår
med harpun efter trækkende høstørreder på
vej mod åerne? - Med lys og batterier på drivende
flåder, så man kan fiske i timevis, mens ørrederne
trækker? - Med skamskudte gydefisk til følge?
Åbenbart ikke, for så
ville man næppe have trykt en så stor artikel og
sat den så indbydende op med flotte solnedgangsfotos af
glade UV jægere. Ikke et ord om de mange anskydninger,
som sker under dette fiskeri. Ikke et ord om skamskudte fisk,
som stikker af med bugen flået op af en fejlskudt harpun.
Ikke et ord om det vanskelige i at komme på korrekt skudhold
af en multe, hvis skælpanser er svært at trænge
igennem med almindelige harpuner - hvis vinklen ikke er helt
perfekt. Med mange fatale anskydninger til følge.
Heller ikke et ord om, hvor banalt
simpelt det er at stikke intetanende fladfisk, som ligger stille
på havbunden. En af mine UV-jagende fiskekammerater rystede
engang på hovedet, da vi så en garnfisker komme ind
med sine garn.
- Jeg fatter det ikke, sagde
han. - Jeg kan på et par timer spidde flere fladfisk,
end han kan fange i sine lovlige garn på et helt døgn.
Og det er ikke tom tale. Han
henter simpelhen alle de fladfisk, han vil have - også
store og flotte pighvarrer, som vi andre kun sjældent får
på krogen. Så effektivt er UV jagt i de rigtige eller
forkerte hænder. Derfor florerer den ulovlige handel med
skudte fisk da også enkelte steder i landet. Efter sigende,
i hvert fald. De pågældende dykkere er næppe
uvidende om det ulovlige i at sælge deres fangst.
Lovligheden
Og så er der lige det med
lovligheden, som i mine øjne slet ikke er klart belyst.
For er UV fiskeri med harpun jagt eller fiskeri?
Jeg greb telefonen og ringede
til Fiskeridirektoratet under Fødevareministeriet. Her
blev jeg stillet om til en venlig jurist, som ikke umiddelbart
kunne besvare mine spørgsmål. Hun ville dog vende
tilbage senere, når hun havde fået sagerne belyst
og talt med sine overordnede.
Det gjorde hun så - med
beskeden om, at harpunjagt som udgangspunkt er forbudt i henhold
til ferskvandsfiskerilovgivningen, men at det er helt legalt
på søterritoriet, dersom man blot overholder gældende
regler om mindstemål, fredningstider og fredningsbælter.
Og så vel at mærke er indehaver af et gyldigt statsligt
fisketegn.
Også våbenloven kommer
på bordet - men henvisning til, at håndspyd med én
spids samt harpuner, som lades med gummisnore eller stålwirer,
ikke er omfattet af våbenloven og derfor ikke kræver
våbentilladelse. Harpuner, som drives frem af trykluft
eller gaspatroner er derimod omfattet af våbenloven og
kan ikke købes og bruges uden våbentilladelse. Harpuner
med mere end én spids er ulovlige - uanset fremdriftsmetode.
Et nøglepunkt i debatten
om undervandsjagt, som altså kan være både
jagt og fiskeri, er brugen af lys om natten. Undervandsjagt er
i sagens natur umuligt om natten, hvis man ikke bruger lys. Og
som det vil være jagende læsere af dette bekendt,
så er det meget forbudt at bruge lys og jage om natten
- på landjorden. Det er rent krybskytteri og straffes strengt.
Men tilsyneladende forholder
det sig anderledes med undervandsjagt om natten. Ifølge
min kilde i Fiskeridirektoratet er det således helt legalt
at bruge lys til UV jagt om natten - blot det ikke sker i de
områder, hvor der er forbud mod at blusse ål og bruge
lys til det. Da bliver jagten nemlig til fiskeri og pludselig
ulovlig...
En sidste ting blæser stadig
i vinden. For er der ikke tale om jagt, når man bruger
våben, der kræver våbentilladelse? Eksempelvis
en gasdrevet harpun. - Kan man godt bedrive fiskeri med jagtvåben,
der kræver våbentilladelse - uden gyldigt jagttegn?
- Eller er der så tale om jagt i juridisk forstand?? Og
er det så stadig tilladt at bruge lys - til jagt om natten???
Det spørgsmål kunne
jeg ikke få noget konkret svar på hos Fiskeridirektoratet.
Konklusionen på flere samtaler blev, at det skulle der
nok en domstolsafgørelse til for at få besvaret.
Måtte vi derfor få en sådan snarest.
* * *
Det var sommernummeret af omtalte
fiskeblad. Da jeg åbnede de følgende efterårsnumre,
ventede jeg hver gang at se en tilsvarende forherligende og romantiserende
artikel om garnfiskeri, som i mine øjne rangerer på
højde med harpunjagt.
Heldigvis har garnartiklen ikke
været der. Endnu da. Men man kan aldrig vide. Den kan stadig
komme...
© 2011 Steen Ulnits
Efterskrift:
I det hele taget kan det være
svært at skelne skarpt mellem jagt og fiskeri. Det bevidnes
af nedenstående foto, som er taget ved Roskilde Fjord.
Her har lokale fritidsfiskere fundet en smart ny måde at
kamuflere ulovlige garn på - med lokkeænder af plast
i stedet for de traditionelle plastdunke.
Menneskets opfindsomhed er stor,
når det gælder om at overskride love og bestemmelser.
- Er det ulovlig jagt -med garn? - Eller er det ulovligt fiskeri
- med lokkeænder?
Svaret blæser i vinden,
som Bob altid sagde...
|