|
UL spin
- gi'r sport og spænding
Grejet bliver stedse bedre og
lettere. Og lettere grej giver mere sport og spænding.
UL spin er toppen!
Nogle husker måske det
USA-inspirerede "Light Line" hysteri for blot nogle
få år siden. Dengang det var fint og "sportsligt"
at drage på marlin-fiskeri efter en ny linerekord - at
fiske målrettet efter 100 kg's fisk med 0.20 liner.
Det var et fiskeri, der resulterede
i masser af hug og næsten lige så mange sprængte
liner efter timelange fights, der truede med at trætte
de krogede fisk næsten til døde - førend
linen så med nærmest usvigelig sikkerhed knækkede
i landingsøjeblikket...
Den slags er vi ved at være
vokset fra her først i det nye årtusinde, hvor det
ikke længere er in at lege i timevis med store fisk på
sytrådstynde liner. Det er nærmere dyrplageri, vil
sikkert de fleste indrømme - blot for at få godkendt
en alligevel tvivlsom linerekord.
Den slags leg er også at
skyde sig selv i foden i disse tider, hvor grønne organisationer
i stigende omfang retter skytset mod jægere og fiskere,
der for fornøjelsens skyld vælger at gå i
clinch med naturens skabninger.
Den gamle kyststang...
Det er ikke så forfærdeligt
mange år siden, at en typisk "kyststang" var
af glasfiber, 9 fod lang og havde en kastevægt på
10-30 gram. Og så vejede den typisk 4-500 gram, hvilket
med et fastspolehjul i samme vægtklasse gjorde en lang
dag på kysten til hårdt arbejde for ryg og skuldre.
Hvem husker ikke ABU's "Atlantic"
stænger, der i en årrække var så godt
som enerådende ved de danske kyster? Det var kraftige kæppe
af ovennævnte kaliber - stænger, vi i dag kun tager
i anvendelse, når der skal fiskes store laks i stride norske
elve. Men stænger, som dengang blev brugt eksklusivt til
fangst af små havørreder i 40-50 cm's klassen.
I dag klarer vi os på kysten
med lette kulfiberstænger på 8-9 fod og med en kastevægt
på 10-20 gram. Stænger, der selv kun vejer godt 200
g. I dag har vi endda fået de nye, supertynde og helt uelastiske
PE-liner, der uden videre tillader brug af 0.16 liner til almindeligt
kystfiskeri. Faktisk kan vi nu fint gå helt ned til 7-8
fods stænger, når vi tager på kysten efter
en sølvblank havørred. Det lettere grej giver helt
enkelt flere hug, større fornøjelse og mere behageligt
fiskeri!
Det samme gør sig gældende
på havet, hvor 10-20 kg's torsk i dag uden videre kan hales
til overfladen på en 0.30 mm tyk PE-line. En line, der
i dag er mindst lige så stærk, som en 0.60 mm nylonline
var for blot nogle få år siden. Ja, faktisk kan flere
0.25 mm PE-liner i dag gøre rent bord over for mange af
markedets monofile 0.60 liner.
Tynde liner - stor styrke
I det hele taget har linerne
udviklet sig med forrygende hast i de senere år. Kigger
man i et 30 år gammelt ABU katalog fra 1973, så havde
en typisk Abulon 0.30 line en brudstyrke på godt 4 kg.
En dobbelt så tyk Abulon 0.60 kunne klare 16 kg.
I dag klarer PE-liner på
blot 0.25 mm det samme, som en 0.60 mm nylonline gjorde tidligere.
Og i dag skal man blot vælge en 0.10 mm PE-line, hvis man
har brug for en line med en brudstyrke på omkring 4 kg
- det, der i regelen ellers skal en 0.25 monofil nylon til for
at holde.
De tynde liner har flere fordele,
end man måske skulle antage i første omgang. De
er naturligvis tyndere og kaster i mange tilfælde længere.
Samtidig gør deres mangel på elasticitet det muligt
at kroge fisk selv med mange meter line ude - et uhørt
forhold, hvis man bruger elastiske nylonliner. Med en langtkastende
kystwobler på linen er det rent faktisk muligt at kroge
en havørred længst ude i et 100 meters kast.
Den mindre diameter giver også
et mindre strømpres på linen og dermed mindre opdrift
på agnet. Det betyder virkelig noget, når der pirkes
torsk på dybt vand og i hård strøm. Da har
man fuld kontrol med en langt længere line end normalt.
Også laksefiskeren, der
skal ned under den hårde hovedstrøm i en norsk elv,
vil have stor fordel af PE-linerne. Det samme gælder spinnefiskeren,
der forsigtigt nøkker en lille jig hjem hen over bunden.
Med en tynd og uelastisk 0.10 mm line kan man på det nærmeste
mærke det, hvis en aborre så meget som kigger på
den lille jig!
Tyndere liner - lette stænger
Men ikke nok med det. De tyndere
liner fylder i sagens natur meget mindre, og lige præcis
det gør, at man nu kan benytte mindre og lettere hjul
end tidligere. Og tyndere liner på mindre hjul gør
det lige så naturligt at bruge lettere stænger end
normalt - uden at vi derfor har bevæget os ind på
det usportslige "Light Line" fiskeri.
Selv den blødeste kyststang
har ingen problemer overhovedet med at udtrætte selv den
største kystørred. Tænk blot på de
meget bløde downrigger-stænger, som uden at kny
tapper kræfterne af selv en 20 kg's laks. Eller se på
de lange tohånds laksefluestænger, der - hvis man
måler efter - kun er i stand til at lægge et ganske
minimalt pres på fisken. Og som alligevel er i stand til
at bakse storlaksen i land i selv den strideste strøm.
Tænk også på
de lange og ombyggede fluestænger, der for nogle år
siden var "in" til UL-fiskeri efter havørreder
fra kysten. De havde heller ingen problemer med at håndtere
selv velvoksne kystørreder på både 5, 6 og
7 kg. Det er nu engang hverken fisker eller fiskestang, der udtrætter
fisken under den slags fiskeri. Holder man den blot i gang, skal
den nok sørge for selv at løbe kræfterne
af sig.
Flere og flere har imidlertid
opdaget, at det ægte og oprindelige UL spinnegrej stadig
er det, der giver mest sport og spænding. Det drejer sig
om korte enhåndsstænger på 5-6 fod - stænger
med en kastevægt på op til 7 gram. Hertil et lille
fastspolehjul fyldt op med 0.15 mm nylon eller modsvarende PE-line.
Mange UL-fiskevande
Det oprindelige UL-grej blev
udviklet til åfiskeri efter bækørred. Det
var englænderne, der opfandt fastspolehjulet og siden også
UL-fiskeriet, der netop krævede fastspolehjul for at kunne
håndtere de tynde liner og lette agn. Men det blev ikke
mindst franskmændene, der forfinede det - med lanceringen
af Mitchell's legendariske 308-hjul og de stadig verdensberømte
Mepps Aglia spinnere.
UL grejet er stadig lige ideelt
til let åfiskeri efter bækørred og regnbue.
Her suppleres de små Mepps spinnere, der fiskes opstrøms,
med ditto flydende Rapala woblere, der fires nedstrøms
til vanskelige fiskepladser. Spinnerne tager de fleste fisk -
woblerne de største.
Men moderne UL grej har langt
større anvendelsesmuligheder end som så. Således
kan man med stort held tage det helt lette spinnegrej med til
å, sø og mose, hvis målet er en ret velsmagende
aborrer. Man skal blot regne med at miste en og anden gedde,
der finder behag i den lille bladspinner, men som efterfølgende
klipper den sytrådstynde line i sit skarpe tandsæt.
Også på kysten er
der bud efter UL grejet. Ikke mindst forsommerens hektiske hornfisk
er pragtfulde fightere på det ultralette spinnegrej, hvis
man bruger slanke og blanke småblink på 5-7 gram.
Resten af året kan man med stor fordel bruge UL grejet
til spinnefiskeri efter kystørreder, som lusker rundt
inde i badekarret - få meter fra land, hvor ellers kun
fluefiskerne kan nå dem.
Det er fisk, der i regelen måler
op til 50 cm, og som derfor er en perfekt match på det
lette grej, Som netop kan bruges herinde, hvor almindeligt spinnegrej
vil skræmme fiskene på det lave vand. Og skulle en
større fisk på 2-3 kg gå til biddet, klarer
man såmænd også den - med lidt tålmodighed!
UL GrejNyt
Shimano Super Aero 1000F
Shimano har til denne sæson
lanceret en ny serie fastspolehjul i middelprisklassen. Navnet
er "Super Aero", og serien omfatter tre modeller. Jeg
har haft lejlighed til at teste den mindste af størrelserne
- model 1000F, der med en linekapacitet på 100 meter 0.18
mm line egner sig perfekt til netop UL spin - og har kun lovord
til overs for den.
4 kuglelejer sikrer en blød
og vibrationsfri gang. Shimano's velkendte Aero Wrap system sørger
for et fornemt lineoplæg, der igen giver længst mulige
kast. Aluspole og ekstraspole i grafit. Bremsen er placeret fortil,
hvor der er plads til ekstrastore bremseskiver. Det garanterer
en jævn og rykfri bremse, der beskytter den tynde line
under pludselige udløb.
Pris fra kr. 879,-
Beastmaster 165 UL 5'6"
1-7 g
Med Beastmaster præsenterer
japanske Shimano sin hidtil mest ambitiøse og radikalt
anderledes stangserie. Det er med hele 13 modeller en stor serie,
der dækker næsten alt spinnefiskeri i saltvand og
ferskvand. Serien omfatter hele to UL modeller, hvoraf jeg har
testet den mindste - en 5 1/2 fods stang med en kastevægt
på 2-7 gram.
Stangen er overraskende sej og
kraftfuld af sin størrelse, og skal man tro Shimano selv,
så er alle Beastmaster stænger noget nær indestruérbare.
Kaster forrygende langt og præcist - og har kraft
til at håndtere selv ganske store fisk på betryggende
vis. 1-benede stangringe hæmmer ikke aktionen, og den i
håndtaget integrerede hjulholder holder hjulet i et jerngreb.
Pris fra kr. 569,-
© 2004 Steen Ulnits
|