Hvis du ikke selv er trolling-fisker, så har du måske undret dig, når du stod og vippede med en downrigger-stang i grejbutikken. - Så blød og "slatten" en stang til så store laks?

Hvis du selv er trolling-fisker, så ved du, at disse "slatne" stænger fint klarer selv den største laks. Du ved også, at den bløde og eftergivende klinge faktisk er en decideret fordel, når kræfterne skal suges ud af fisk i 10-20 kg's klassen.

Vi husker sikkert alle "Light Line" hysteriet for blot nogle få år siden. Dengang det var fint og "sportsligt" at drage på marlin-fiskeri efter en ny linerekord - at fiske målrettet efter 100 kg's fisk med 0.20 liner.

Det var et fiskeri, der resulterede i masser af hug og næsten lige så mange sprængte liner efter timelange fights, der truede med at trætte de krogede fisk næsten til døde - førend linen så med nærmest usvigelig sikkerhed knækkede i slutspurten...

Den slags er vi vist ved at være vokset fra her på kanten til år 2000. Det er ikke længere "in" at lege i timevis med store fisk på sytrådstynde liner. Det er nærmere det rene dyreplageri, vil sikkert de fleste indrømme.

Den slags "leg" er også at skyde sig selv i foden i disse tider, hvor "grønne" organisationer i stigende omfang har rettet skytset mod os jægere og fiskere, der ind imellem og sågar for fornøjelsens skyld formaster os til at gå i clinch med naturens skabninger.

Disse mennesker har mere end svært ved at forstå endsige acceptere, at vi sådan "leger" med andre levende væsener - efter først at have plantet en sylespids krog i kæften på dem...

Overkill og kystørreder...

For blot nogle få dage siden var jeg ude på det skønne Mols at svinge fluestangen. Da vandet var på sit højeste, kom en flok havørreder ind i badekarret, hvor de fint kunne fanges på blot et fem meters kast.

En fin grønlænder på 45 cm tog mit fluorescerende røde Juletræ kun få meter fra stangspidsen og blev så overrasket, at jeg blot stille og roligt kunne kane fisken op på land med min klasse 7-8 stang. Nogen egentlig fight var der slet ikke tale om. Og det er der jo - hånden på hjertet - kun yderst sjældent med de kystørreder, vi i 99% af tilfældene får på krogen.

Havørredens skønhed og øvrige kvaliteter ufortalt, så er der jo himmelvid forskel på tropernes tarpon og bonefish, der virkelig formår at sætte grejet på prøve - og så de hjemlige laksefisk, der ikke har nær de samme mængder krudt i halen.

En 9-10 fods stang klasse 7-8 er vel noget nær standarden i vore dages kystfluefiskeri. Grej, hvis vægtklasse fortrinsvis er bestemt af vejret og en vind, der næsten altid blæser. Og grej, hvis sværelse bestemt ikke matcher de 40-50 cm's havørreder, som vi fanger flest af!

Samtidig er det jo en kendsgerning, at vi oftest tager på kysten med den lange fluestang, når vejret mager sig. Når ingen eller kun en svag vind gør fiskeriet til en fornøjelse. Men vi medbringer og bruger stadig vort klasse 7-8 stang og line - grej, der jo slet ikke er brug for i sådant magsvejr. Rent overkill, altså.

Som en konsekvens af dette har jeg oftere og oftere en klasse 5-6 udrustning med på kysten i stedet - om altså vejret arter sig. Det er grej, som jeg tidligere altid reserverede til regnbuerne i Mariager Fjord - æret være for øvrigt deres minde, nu hvor fjorden er død.

Og grej, der gør fighten med en havørred på 40-50 cm til en sand fornøjelse. Udstyr, hvis sværelse yder fiskene fuld retfærdighed.

"Kyststangen"...

Det er ikke så frygtelig mange år siden, at en typisk "kyststang" var af glasfiber, 9 fod lang og havde en kastevægt på 10-30 g. Og så vejede den typisk 4-500 g, hvilket med et fastspolehjul i samme vægtklasse gjorde en lang dag på kysten til hårdt arbejde for ryg og skuldre.

- Hvem husker ikke ABU's "Atlantic" stænger, der i en årrække var så godt som enerådende ved de danske kyster? Det var kraftige kæppe af ovennævnte kaliber - stænger, vi idag kun tager i anvendelse, når der skal fiskes laks i store, norske elve.

Idag klarer vi os med ultralette kulfiberstænger på 8-9 fod og med en noget lavere kastevægt. Stænger, der selv kun vejer godt 200 g. Idag har vi endda fået de nye, supertynde og helt uelastiske PE-liner, der uden videre tillader brug af 0.16 liner til almindeligt kystfiskeri.

Faktisk kan vi nu fint gå helt ned til 7-8 fods stænger, når vi tager på kysten efter en sølvblank havørred. Det lettere grej giver helt enkelt flere hug, større fornøjelse og mere behageligt fiskeri!

Det samme gør sig gældende på havet, hvor 10-20 kg's torsk idag uden videre kan hales til overfladen på en 0.30 mm tyk PE-line. En line, der idag er mindst lige så stærk, som en 0.60 mm nylonline var for blot nogle få år siden. Ja, faktisk kan flere 0.25 mm PE-liner idag gøre rent bord over for mange af markedets monofile 0.60 liner.

Tynde liner med stor styrke

I det hele taget har jo linerne udviklet sig med forrygende hast i de allerseneste år. Kigger man i et 25 år gammelt ABU katalog fra 1973, så havde en typisk Abulon 0.30 line en brudstyrke på godt 4 kg. En dobbelt så tyk Abulon 0.60 kunne klare 16 kg.

Idag klarer en PE-line på blot 0.25 mm således det samme, som en 0.60 mm nylonline gjorde tidligere. Og idag skal man blot vælge en 0.10 mm PE-line, hvis man har brug for en line med en brudstyrke på omkring 4 kg - det, der tidligere skulle en 0.25 monofil nylon til for at holde!

Geddefiskeren, som gerne trækker eller kaster med store woblere forsynet med to eller sågar tre trekroge, har ofte problemer med at kroge fiskene. Der er jo rigtig mange krogspidser, som skal bankes ind i geddens hårde og tandbesatte kæft. Mange kræfter at fordele over de 6 eller sågar 9 krogspidser.

Det problem kan geddefiskeren nu fint løse ved at bruge en lidt tykkere PE-line, end han ellers ville have gjort. Måske en 0.20-0.25 mm PE, der har kræfter til virkelig at banke de mange krogspidser på plads - vel at mærke uden at blive så tyk, at det går mærkbart ud over kastelængderne.

Det er et trick, som amerikanske bass-fiskere længe har benyttet sig af. De har nemlig brug for liner, der lynhurtigt kan trække selv store bass væk fra forræderiske vandplanter. De har derfor taget PE-linerne til sig med kyshånd og spoler dem nu på deres multihjul i kilometervis!

Og Put & Take fiskeren, som tidligere havde svært ved at nå ud til fiskene i de store P&T vande, kan idag spole 0.10 mm PE-liner på spolen og dermed nå ud til søens store regnbuer.

Faktisk er P&T fiskeren idag den alle alle fiskere, der har størst chance for at fange en 10 kg's fisk på en 0.10 mm line! Og dermed blive et eksklusivt medlem af "10/10 klubben" - vel at mærke uden derfor at bedrive dyremishandling på klassisk Light Line vis.

Tyndere liner - større følsomhed

De tyndere liner har flere fordele, end man i første omgang måske skulle antage. De er naturligvis tyndere og kaster i mange tilfælde længere. Samtidig gør deres mangel på elasticitet det muligt at kroge fisk selv med 100 m line ude - et uhørt forhold, hvis man bruger elastiske nylonliner.

Den mindre diameter giver mindre strømpres på linen og dermed mindre opdrift på agnet. Det betyder virkelig noget, når der pirkes torsk på dybt vand og i hård strøm. Da har man fuld kontrol med en langt længere line end normalt.

Også laksefiskeren, der skal ned under den hårde hovedstrøm i en frådende norsk elv, vil have stor fordel af PE-linerne. Det samme gælder spinnefiskeren, der forsigtigt nøkker en lille jig hjem hen over bunden. Han er aldrig længere i tvivl om, hvorvidt der er interesserede fisk i farvandet eller ej!

Selv har jeg med kyshånd taget en 0.10 mm FireLine til mig, når der skal jigges efter de store brakvandsaborrer på Randers Fjord. Med en så tynd og samtidig uelastisk line kan jeg på det nærmeste mærke det, hvis en aborre så meget som kigger på min lille jig!

Det resulterede sidste år i en pragtfuld oktoberaborre på 1,5 kg - min hidtil største fra Randers Fjord. Jeg var ikke et sekund i tvivl, da den først skubbede forsigtigt til den lille Vibro Tail - for siden at suge de fluorøde lækkerier ind i den store støvsugermund. Jeg var så at sige "online" hele tiden og kunne derfor sætte et korrekt tilslag ind, før den spyttede ud igen.

Tyndere liner - mindre hjul - lettere stænger!

Men ikke nok med det. De tyndere liner fylder i sagens natur meget mindre, og lige præcis det gør, at man nu kan benytte mindre og lettere hjul end tidligere. Og tyndere liner på mindre hjul gør det lige så naturligt at bruge lettere stænger end normalt - uden at vi derfor har bevæget os ind på det usportslige "Light Line" fiskeri.

Selv den blødeste kyststang har ingen problemer overhovedet med at udtrætte selv den største kystørred. Tænk blot på de meget bløde downrigger-stænger, som uden at kny tapper kræfterne af selv en 20 kg's laks. Eller se på de lange tohånds laksefluestænger, der - hvis man måler efter - kun er i stand til at lægge et ganske minimalt pres på fisken. Og som alligevel er i stand til at bakse storlaksen i land i selv den strideste strøm.

Tænk også på de lange og ombyggede fluestænger, der for nogle år siden var "in" til UL-fiskeri efter havørreder fra kysten. De havde heller ingen problemer med at håndtere selv velvoksne kystørreder på både 5, 6 og 7 kg. Det er nu engang hverken fisker eller fiskestang, der udtrætter fisken under den slags fiskeri. Det er fisken selv, der skal gøre arbejdet. Holder man den blot i gang, skal den nok sørge for selv at løbe kræfterne af sig.

Grejet er således blevet lettere end tidligere - uden derfor at have mistet det mindste i styrke. Til gengæld har det vundet stort, hvad kontakt med og hug af fiskene angår.

Den samlede fiskeoplevelse bliver helt enkelt større, når og hvis vi gearer lidt ned på grejet - til det, der for blot få år siden ville være rent UL. Men som idag rent faktisk passer til de fisk, vi normalt går og fanger.

Så derfor kan moderne sportsfiskere nu med sindsro sige "Nej tak til Light Line, men ja tak til UL!"

© 1998 Steen Ulnits