Den blåfinnede tun, som lyder det latinske artsnavn Thunnus thynnus, er ikke iblandt os længere. I hvert fald ikke blandt os danskere, der for blot nogle få årtier siden havde nogle af verdens største fisk svømmende rundt i vore farvande - fisk, som ofte vejede både 100, 200 og 300 kg.

Den er her ikke mere, desværre. Den blåfinnede tun hører idag til en af verdens truede dyrearter - med en kompleks livscyklus, der sætter den under stort fiskepres og gør den meget svær at administrere. Faktisk lider den under samme skæbne som laksen, der fødes i ét land, men vokser op i et andet - eller sågar flere andre. Og alle vil naturligvis have en bid af den eftertragtede kage

Den blåfinnede tun fødes i Middelhavet, hvorfra de små ungfisk siden vandrer ud i Atlanterhavet for at vokse sig store og stærke. Fiskene vokser hurtigt og bliver kønsmodne i en alder af blot 3-4 år. De vender da tilbage til Middelhavet for at gyde som deres forældre.

Den blåfinnede tun er en varmtvandsfisk, der ikke holder af havområder koldere end ca. 10 grader Celsius. Tunen hører til de få fisk, som kan opretholde en højere kropstemperatur end vandets - via et sindrigt varmevekslersystem, som giver den et meget hurtigt stofskifte og masser af kræfter. Alligevel holder den ikke af koldt vand og træffes derfor ikke længst oppe i Nordatlanten.

Men når ellers havstrømmene og fødeemnerne tillader det, kan den store blåfinnede tun træffes ganske højt mod nord - helt oppe ved Norges og Danmarks kyster. Tunene vandrer vest om de Britiske Øer for siden at vende snuden sydover mod Skagerak og Kattegat.

Tun ved Sjællands Odde

Det var tilfældet i 1920'erne, da store tun regelmæssigt blev set og fanget ud for Sjællands Odde, hvor de frådsede i enorme stimer af fede høstsild. Indtil da havde fiskerne hvert år fanget mange tun i deres bundgarn ved Skagen - ofte i mindre størrelser, man aldrig eller kun sjældent så længere inde i de danske farvande. Som altid er det de største vandrefisk, der kommer længst omkring i deres jagt på føde.

I 1950'erne begyndte så store blåfinnede tun på både 100, 200 og 300 kg at vise sig så langt sydpå som i Øresund ud for Snekkersten - altså umiddelbart syd for Helsingør. Her jagtede de stimer af hornfisk og makrel, som sås springe ud af vandet i deres kamp for livet - ikke sjældent også med de store tunfisk helt fri af vandet!

De danske erhvervsfiskere havde ikke øje for mulighederne i de store tun, som hver sommer dukkede op. De var helt enkelt for store og stærke til de redskaber, man rådede over. Det blev derfor sportsfiskerne, som først gik i lag med de blåfinnede kæmper herhjemme.

Det skete ved Sjællands Odde, hvor en pioner som grosserer Ludvig Svendsen fra København fik bakset de første stangfangede kæmper ombord - under stort møje og besvær. Datidens udstyr var ikke det bedste og kun en skygge af, hvad en moderne sportsfisker bruger idag.

Til gengæld var der dengang fisk at fiske efter - noget, som selv ikke verdens bedste og mest moderne udstyr kan kompensere for. Således fangede et fåtal sportsfiskere årligt omkring 200 store tun ved Odden! I 1927 satte Kaj Møller fra Berlingske Tidende den hidtidige rekord med en imponerende fisk på 319 kg - en fisk, som det tog 11 timer at bringe til båden. Inden da havde man blandt andet været hele vejen rundt om Hesselø...

Midt i 1930'rne forsvandt tunene imidlertid fra Sjællands Odde - uvist af hvilken grund. Sandsynligvis havde sildene forlagt residensen til sydligere og østligere himmelstrøg. I hvert fald begyndte man nu at observere springende tun helt nede i Øresund, hvor enkelte straks blev fanget på løs line - med en bøje for enden af et reb i stedet for stang, hjul og line.

Tun i Øresund

Lystfiskerne var dog ikke sene til at rykke ud. Det blev daværende direktør for Nordisk Film, Carl Bauder, som for alvor fik hul på bylden. Han tilbragte dage og uger på Sundet, når først tunene havde indfundet sig - i både godt og dårligt vejr.

Bauders ihærdige indsats resulterede gennem årene i fangsten af mere end 100 tun i Øresund - i det, man med rette kan kalde dansk Big Game fiskeris guldalder. Da var farvandet mellem Helsingør og Helsingborg et virkeligt hotspot på verdenskortet over fangststeder for verdens største sportsfisk.

Bauder startede sit tunfiskeri med en aldeles resultatløs sæson i 1947. Til gengæld tog han en voldsom revanche det følgende år, hvor han ene mand landede ikke færre end 68 kæmpetun på stang og line i Øresund. En verdensrekord, som næppe nogensinde vil blive slået. Det var i de glade dage, hvor selv Helsingør-Helsingborg færgen måtte vige, når tunflaget var hejst - når der var tunfisk på krogen!

Det blev dog ikke Bauder, der løb med rekorden for den største stangfangede tunfisk. Den gik nemlig til grosserer Knud Kyvsgård fra Ordrup, som på forunderlig vis fik kroget, udtrættet og landet en magnifik kæmpe på ikke mindre end 372 kg! En fisk, der stadig er ikke blot dansk, men også nordisk rekord.

En håndfuld engagerede fiskere med Svendsen og Bauder i spidsen dannede et "tun-konsortium", som i starten fiskede fra en lejet kutter. Siden investerede man i egen tunbåd, som fik fastmonteret en fightstol til de i regelen timelange dyster med Sundets supersvømmere. Så var man klar til at tackle selv en ny rekordfisk!

Sensommermånedernes fascinerende fiskeri efter de altid upålidelige kæmpetun blev grundlaget for "Scandinavian Tuna Club", der havde hovedsæde på "Kystens Perle" (Snekkersten Kro) i sæsonen. Hvert år afholdtes en stor "Tuna Cup" med entusiastiske deltagere fra flere lande.

Øresunds gode fiskeri efter store blåfinnede tun ebbede desværre ud sidst i 1950'erne - givet på grund af overfiskeri såvel på opvækstpladserne ude i Atlanterhavet som på gydepladserne inde i Middelhavet. I hvert fald decimeredes de danske fangster på få år fra årligt 2.000 tons til kun 20 tons, og hermed var tunfiskeriet i Øresund en saga blot.

Tunhjul i Århus

I Åbyhøj ved Århus bor imidlertid en mand, for hvem det danske tunfiskeri stadig lever. Det er Kurt Fisker Jensen, som til daglig administrerer fordelingen af politibetjente i Århus. I fritiden samler han på gammelt fiskegrej - fortrinsvis grej fremstillet i Danmark.

Ud over at have en stor privat samling af rariteter bestyrer Kurt ligeledes arkiv og bibliotek i Dansk Grejsamler Klub. Her kan man finde spændende sager som Illingworth's oprindelige fastspolehjul fra først i dette århundrede samt Hardy's klassiske Altex hjul - blandt meget, meget andet.

Men perlen i Kurts private samling er uden enhver tvivl et funktionsdygtigt eksemplar af de kun otte dansk fremstillede tunhjul fra dansk tunfiskeris guldalder - en massiv og flere kilogram tung hånddrejet sag i rustfrit stål.

Af de oprindelige otte hjul kendes kun de tre, og af dem er de to på det nærmeste integreret i massive og vel brugte stænger til tunfiskeri. Det kan langt fra udelukkes, at de manglende fem hjul ligger på bunden af Øresund ud for Snekkersen - halet udenbords i et ubevogtet øjeblik af finnede gæster fra det blå Middelhav...

Hjulene blev fremstillet til tunkonsortiet og har kostet en formue i datidens danske kroner. Fremstillingsprisen er således oplyst til kr. 1.600,-. En pris, der skal sættes i relation til, at en faglært maskinarbejder dengang fik 2,75 i timen!

Kurt Fisker Jensens hjul, som blev fremstillet i København i 1948, vejer i sig selv 6,5 kg. Det var før de rustfri kuglelejers tid, og spolen løber derfor på kostbare og aflange agatlejer, der som det eneste kunne holde til det massive pres under fighten med de kolossale fisk.

Det er et frygtindgydende hjul, der giver sin beskuer et lille glimt af de massive kræfter, som disse hjul skulle kunne tøjle, når de blev spændt for et svømmende muskelbundt på 100, 200 eller sågar 300 kg. Man gyser ved tanken om selv at sidde i stolen - gevaldigt i tvivl om, hvem der egentlig var spændt for hvem...

Nærmere oplysninger om Dansk Grejsamler Klub, der idag har små 300 medlemmer, kan fås hos kasserer Flemming L. Petersen på telefon 58 38 75 50 eller fax 58 38 78 60.

© 1999 Steen Ulnits