De 10 bedste
Kystfiskepladser i Danmark

De danske kyster er lavvandede
og meget rige på føde. Faktisk er det noget nær
perfekte til en fisk som havørreden, der fødes
i åerne, men vokser sig stor langs kysterne. Og en fisk
som hornfisken vandrer i hundredvis af kilometer for at komme
ind og gyde i de indre danske farvande.
- Men hvor finder vi de bedste
kystpladser? Dem, der gennem årene altid disker op med
det bedste fiskeri? Vi præsenterer her de ti bedste kyster
i det danske rige:
1. Bornholm
Klippeøen længst
mod øst er kendt af enhver dansk lyst- og kystfisker -
som et af de allerbedste hotspots for havørreder. Hvert
år i påsken gæster mange danske og udenlandske
sportsfiskere Bornholm for at stifte bekendtskab med øens
mange havørreder, der alle er vildfisk - født og
opvokset i naturen. På Bornholm har man nemlig masser af
fine vildbække, som egner sig til en naturlig ørredproduktion,
og derfor er det forbudt at udsætte tamfisk på klippeøen.
Det er der slet ikke brug for - stik modsat resten af Danmark.
Bornholm er bedst kendt for sit
havørredfiskeri i den kolde årstid, hvor havørrederne
stortrives i det brakke vand omkring øen - i modsætning
til det mere salte vand længere nordpå i Danmark.
Nede i Østersøen får ørrederne aldrig
problemer med saltbalancen - uanset hvor koldt det end måtte
blive.
I vintertiden er fiskeriet efter
blankfisk i regelen bedst fra sydøens flade sandstrande,
mens sommerens fiskeri bedst foregår på dybere vand
langs den klippefyldte nordkyst.
2. Djursland
Djursland var et af de steder
i Danmark, hvor man først begyndte at kystfiske målrettet
efter havørreden. Det var ikke tilfældigt, for de
gode havørredpladser ligger som perler på en snor
langs de djurske strande. Og havørrederne kommer heller
ikke tilfældige steder fra. Nej, de kommer fra store og
produktive vandløb som Kolindsund Kanalerne ved Grenå
og Gudenåen længst inde i Randers Fjord.
Fiskene fra sidstnævnte
vandrer hvert forår ud gennem fjorden og fordeler sig siden
langs de sandede og stenede strande, hvor de sommeren igennem
æder sig tykke og store i mængderne af sild, tobiser,
børsteorm og andet godt. Til de mest kendte pladser hører
Sangstrup Klint, Fornæs Fyr, Jernhatten, Kobberhage
og Glatved, der alle leverer mange fine havørreder
året igennem.
3. Fyns Hoved
De udtrækkende ungfisk
fra Odense Å æder sig store i den lavvandede Odense
Fjord, inden de søger udefter mod mere åbent vand
og større fødeemner. Jo større fiskene bliver,
desto længere vandrer de. På vej ud af fjorden fordeler
de sig i to retninger:
Mod nordvest langs den smalle
og naturskønne Enebærodde, hvis yderside
er en fremragende fiskeplads. Eller mod nordøst langs
det ligeledes meget naturskønne Fyns Hoved. På
vej ind og ud ad fjorden passerer havørrederne det dybe
og strømstærke Gabet, som er en god sommerplads.
4. Isefjorden
Det var i Isefjorden, at danske
lyst- og kystfiskere for første gang forsøgte sig
med målrettet fiskepleje i saltvand. Her startede man op
med udsætninger, der gennem årene voksede sig større
- præcis som havørredbestanden. I fjordens beskyttede
og ikke alt for salte vand stortrivedes de udsatte fisk, hvoraf
mange når og nåede rekordstørrelse.
Til de mest kendte pladser hører
den idylliske Vellerup Vig i øst samt Tempelkrogen
længst i syd. Herinde samles hvert år mange meget
vægtige havørreder for at gyde, men gydepladser
er der ikke mange af i de små tilløb til Isefjorden.
De omkringliggende storbyer har gennem årene været
tørstige og toldet hårdt på det grundvand,
der ellers skulle fylde åerne.
På det seneste har man
også mistet en stor del af statstilskuddet til udsætningsarbejdet,
som derfor er sat på vågeblus. Udsætningerne
skal i dag finde sted i umiddelbar nærhed af åerne,
og dem er der ikke rigtig nogle tilbage af de fleste steder på
Sjælland. Lokalt klager lystfiskerne derfor over, at alle
fiskeplejemidlerne nu går til de jyske åer - at de
sjællandske kystfiskere ikke får noget for deres
fisketegn.
5. Langeland
Sydfynske Langeland har længe
haft en overordentlig god klang i danske kystfiskeres øren.
Hvert forår oplever man her et træk af store havørreder
fra andre steder i landet, og samtidig har det nu hedengangne
Fyns Amt siden 1990 gjort en meget stor indsats for at gøre
området til et mekka for havørredfiskere. Først
med massive udsætninger og siden med et kostbart miljøarbejde,
hvor man har genskabt mange af havørredernes naturlige
gydepladser.
I dag er Langeland kun en del
af det store "Havørred Fyn" projekt (tidligere
mere pompøst benævnt "Havørredeldorado
Fyns Amt"). Det var på Langeland, at det hele startede,
men i dag er projektet udvidet til at omfatte hele Fyn. Fiskepresset
er derfor spredt over et langt større område - til
stor glæde for ikke mindst lokalbefolkningen, der tidligere
følte sig noget rendt over ende af de mange lystfiskere
fra nær og ikke mindst fjern...
6. Mariager Fjord
Mariager Fjord er ofte blevet
kaldt "Danmarks smukkeste", og noget er der bestemt
om snakken - hvis man altså lige ser bort fra de mere og
mere regelmæssigt tilbagevendende problemer med iltsvind.
For den lange, smalle og dybe fjord er de fleste steder bevokset
med skov helt ned til strandkanten, og det gør den til
et både smukt og bekvemt sted at være. Meget få
er de dage, hvor man ikke kan finde læ et eller andet sted!
De hyppige iltsvind er hårde
ved bestanden af bundfisk som især fladfisk. Men fjordens
mange havørreder har et es i ærmet, når iltsvindet
presser på: De vandrer helt enkelt op i de kølige
og iltrige tilløb, som mange af dem selv er blevet født
i. Her kan de ride stormen af og siden vende tilbage til fjorden,
når iltindholdet atter er i orden. Mariager Fjord er derfor
stadig et produktivt havørredvand - trods de i medierne
så velkendte iltsvind.
7. Odense Fjord
Odense Fjord er stor og lavvandet.
Det gør den til en ideel opvækstplads for de udtrækkende
havørreder fra det eneste større vandsystem på
Fyn, nemlig Odense Å, der udmunder længst inde i
den lukkede fjord.
Fynske lystfiskere har i mange
år haft fokus på genopretning af åen som havørredvand
og her haft stor hjælp fra det hedengangne Fyns Amt. Store
anstrengelser er blevet gjort for at fjerne de mange spærringer
for havørreden, som århundreders brug af åens
vand har medført. Man startede klogeligt med at fjerne
opstemningerne længst nede mod fjordmundingen - og arbejdede
sig siden opefter.
I 2001 var man nået helt
op til den sidste forhindring ved Brobyværk. Her kunne
man åbne et imponerende bygningsværk, som nu sikrer
havørrederne adgang til mange kilometer af det store Odense
Å-system. Hermed var Odense Å inde i en positiv udvikling
som havørredvand, og med åen fulgte siden fjorden,
som i dag hører til landets mest produktive fiskepladser.
8. Randers Fjord
Randers Fjord er på alle
måder et usædvanligt og atypisk fiskevand. Dels er
det den fjord, som herhjemme huser fleste forskelllige fiskearter.
Her finder man nemlig både ferskvands- og saltvandsfisk
i skøn forvirring. Og dels er fjorden i sig selv meget
forskellig fra landets andre fjorde. Den er nemlig lang og smal,
og mange steder er bunden så blød, at man ikke kan
færdes sikkert til fods. Der skal båd til.
Det er Gudenåens store
mængder ferskvand, som gør Randers Fjord til noget
ganske særligt. De store vandmasser skal året rundt
sluses ud gennem den meget smalle fjord - ud i det salte Kattegat.
Det skaber ofte en meget stærk strøm, som vender
med tidevandet. Når der er lavvande ude i Kattegat, fosser
Gudenåens vand ud gennem fjorden som i en rivende norsk
elv. Når der er højvande i Kattegat, går strømmen
tilsvarende helt i stå for så at vende 180 grader
for en stund.
I dette dynamiske miljø
stortrives en fisk som havørreden,. Her kan Danmarks sportsfisk
nummer ét altid få opfyldt sine krav til levested!
9. Sjællands Odde
Sjællands Odde er et af
Danmarks suverænt længste stenrev. Den lange og smalle
odde stikker næsen mange kilometer ud i Kattegat og indfanger
her mange af de trækkende havørreder. Der er ofte
tale om fisk, som er trukket ud af den nærliggende Isefjord,
og typisk er det de ørreder, som vandrer længst,
der også bliver størst. Fiskene er nok flere inde
i fjordene, men de er altid størst ude på de åbne
havkyster.
Sjællands Odde hører
sammen med Djursland til de steder, hvor pionererne i danske
kystfiskeri gjorde deres første kast og spæde erfaringer.
Har var der dybt vand og spændende stenbund inden for datidens
korte kastelængder, og det er der stadig - til glæde
for ikke mindst fluefiskerne, hvis kast stadig hører til
de korte. Stik modsat spinnefiskernes, der i dag ofte når
ud i nærheden af de magiske 100 meter!
10. Vejle Fjord
Det er ikke underligt, at Vejle
Fjord hører til landets absolut mest givtige kystpladser.
Længst inde i den smukke fjord udmunder nemlig Vejle Å,
som er uhyre produktiv, hvad havørreder angår. I
den dybe og langsomt flydende å er havørrederne
både mange og store, hvilket fiskeriet i den tilstødende
fjord naturligvis nyder godt af.
Men ikke nok med det. Længere
ude i fjorden findes andre produktive vandløb, som også
bidrager til fjordens ørredbestand. Rohden-Ørum
Å er den største og vigtigste af disse.
Der er mange gode kystpladser
langs Vejle Fjord. Til de mest besøgte hører uden
tvivl strækningen ved Ibæk, hvor man kan fiske
- og vel at mærke fange - havørreder næsten
direkte fra Strandvejen!
© 2009 Steen Ulnits
|