|
Scierra MPA:
"Modern Progressive Action"
Danske Scierra er kendt for at
levere rigtig god kvalitet og masser af funktion til rimelige
priser. Noget, der gør Scierra til et rigtig godt alternativ
til de ofte dobbelt så dyre amerikanske high-end produkter
fra Sage, Loomis, Orvis og Thomas & Thomas med flere.
Scierra er ligeledes kendt for
- under Henrik Mortensens ledelse - at sammensætte grejet
til mindste detalje, så stang, hjul og line udgør
et funktionelt hele. Noget, der ellers kan volde begyndere udi
sporten store kvaler.
MPA 9 ' 2" # 6-7
Vi har derfor langtidstestet
et Scierra fluesæt under hårde betingelser - langs
de danske kyster og de grønlandske elve. Det drejer sig
om en 9' 2" lang klasse 6-7 stang fra MPA-serien, hvis bogstaver
på engelsk står for "Modern Progressive Action".
På godt dansk betyder det,
at der er tale om bløde og smidige stænger, som
er en fornøjelse at kaste med - stik modsat mange af vore
dages stive kastekanoner. Stænger, som bringer den simple
glæde ved fluekastet tilbage til fiskeriet.
Aktionen er progressiv, hvilket
blot fortæller, at den som en hvilken som helst velkastende
stang flekser længere ned i bundstykket med stigende belastning/kastelængde.
Stangen er klassificeret til
6/7, hvilket jo spænder over adskillige gram. Samtidig
står der også, at den er tilpasset en linevægt
på eksakt 14 gram.
Dette kan virke noget forvirrende
og selvmodsigende, da de to ting jo er vidt forskellige. Samtidig
opererer man netop i fluekastet med en konstant varierende linelængde
og dermed varierende kastevægt. Det er da også de
allerfærreste fabrikanter, som klassificerer deres fluestænger
og flueliner efter eksakt gramvægt, for hvad er nemlig
det?
Men Scierra gør, og det
vil nok få mange usikre fluekastere til at vælge
den trygge løsning - en Scierra line til en Scierra stang.
Hvad producenten jo næppe heller kan have noget imod!
Fine fittings og fornem finish
MPA-stænger er monteret
med store åbne slangeringe og pæreformet topøje
af bedste og mest klassiske slags. Det sikrer lange og ubesværede
kast med liner, hvis samlinger uhindret glider ud gennem øjerne.
Korkhåndtaget er af bedste
kvalitet - med forreste hjulfod skjult under korken. Struble
hjulholderen fortjener et par ord med på vejen. Den har
indlæg af ædeltræ og sortelokserede metaldele.
Den spændes med hele butt'en, som er integreret i hjulholderen.
Hjulet fastholdes godt, men et
par gange oplevede jeg, at holderen låste, så hjulet
ikke umiddelbart kunne fjernes. Man skal således være
lidt forsigtig med ikke at spænde hjulet alt for godt fast!
MPA-stænger leveres i et
alurør i samme vinrøde farve som klingen. For at
beskytte lakeringen på røret er det hele indkapslet
i et blødt plastfutteral - igen af samme farve som klinge
og rør - der gør transporten lettere. En fiks detaljer
er stangposen, som har et snit, der muliggør transport
af stangen i posen med fluehjulet påsat.
Stangen er 3-delt, hvilket i
transportmæssig sammenhæng ikke er optimalt. Her
ville en 4-delt have været at foretrække, men sådanne
laver Scierra underligt nok ikke mange af. Til gengæld
lancerede samme firma til 2006 en 5-delt udgave på 9 fod
klasse 6-7.
Skal man rejse meget, vil denne
model nok være en overvejelse værd - et godt alternativ
til den her testede 3-delte model.
MWF - Modified Weight Forward
Linen var et af Scierra's "MWF"
linesystemer, der består af et helt sæt liner med
skydeline, skydehoveder i forskellige densiteter samt ditto Polytip-forfang.
Ved at kombinere de mange forskellige liner og forfang kan man
fintune sit fiskeri og tilpasse grejet de til enhver tid rådende
forhold.
MWF-sættet består
af en tynd skydeline samt 4 skydehoveder i forskellige synkehastigheder.
Dertil 3 Polytip-forfang i flydende, intermediate og synkende.
Liner og forfang leveres i en praktisk samlemappe i cordura med
plastlommer til de enkelte liner og forfang.
Alt samles efter løkke-til-løkke
metoden, hvor de integrerede løkker gør det hele
meget lettere og langt mere elegant end de hjemmelavede samlinger,
der har det med at hænge i stangringene.
Det er nok de færreste
fluefiskere, der reelt har brug for alle de mange kombinationsmuligheder,
som MWF tilbyder. Men hører man til de teknisk mindede
af slagsen, er der frit slag for fantasien og et utal af muligheder
for eksperimenter.
Og står man som undertegnede
gjorde i Grønland forgangne sommer - ved et helt nyt fiskevand
af meget skiftende karakter - da er sættet guld værd.
Efter en smule rekognoscering og eksperimenteren kan man nemlig
finde frem til til den optimale kombination af line og forfang.
Én, man ikke kan få oplyst hjemmefra, da vandføringen
jo kan skifte meget i løbet af sæsonen. Og én,
der fanger fisk!
Med MWF i bagagen er man derfor
så godt rustet, som tænkes kan.
Traxion # 7/9
Fluehjulet betragtes ofte som
den mindst betydningsfulde del af fluefiskerens udstyr, og det
stemmer da også i de fleste tilfælde. Det er jo uhyre
sjældent, at vi herhjemme sætter krogen i fisk, der
for alvor kan lægge pres på hjulet.
Men det kan de grønlandske
fjeldørreder, som er langt stærkere end atlanterhavslaks
af samme størrelse. De springer meget sjældent,
men de er sande mestre i lange nedstrøms udløb,
som kan sætte selv den bedste hjulbremse på en hård
prøve.
Det testede Traxion-hjul er fræset
ud af en massiv blok flyaluminium og forsynet med en solid skivebremse,
der starter blødt, og som ikke svigtede en eneste gang
under testen. Valget faldt på 7/9 modellen i stedet for
den mindre 5/6, der har for lille en linekapacitet til MWF-linesystemet
og bagline.
Hjulet klarede testen til UG.
Adskillige fjeldørreder i 2-3 kg's klassen gik dybt i
baglinen, og en enkelt 4 kg's turede rundt i næsten en
halv time, inden det lykkedes den at gå bag om en klippeblok
og rive sig løs. Hvilket man bestemt ikke kan give hjulet
skylden for.
Alt i alt et Scierra-sæt,
der fuldt ud lever op til de krav, man måtte kunne stille
til kvalitet og funktion af et fluesæt i denne prisklasse.
© 2006 Steen Ulnits
|