|
Samlere og fiskere
De samler på gammelt fiskegrej
og læser i gamle fiskebøger. Nogle af dem udgiver
sågar nye - om de gamle klassikere.
Vi lever i en tid, hvor nyt fiskegrej
afløser gammelt med stadig kortere intervaller. Intet
nyt katalog uden en hel stribe nyheder - om de så er reelle
eller blot gamle kendinge i nye klæder.
I gamle dage gik alting meget
langsommere. Der gik år mellem de nye modeller, og mange
klassikere holdt i rigtig mange år, før de blev
afløst af nye. Enkelte af dem holdt så længe,
at de nærmest er udødelige. Et godt eksempel er
det engelske "Perfect" fluehjul fra Hardy Bros - et
hjul, der stadig fremstilles med mellemrum. Blandt samlere handles
gamle Perfect-hjul nu for store summer.
I dag er der ganske mange lystfiskere,
som længes efter de gode, gamle dage, hvor alting var enkelt.
Hvor fiskene var mange og fiskerne få. Hvor godt grej ofte
var håndlavet og derfor dyrt i anskaffelse. Hvor det stadig
kunne betale sig at reparere grej, der var gået i stykker.
Dansk Grejsamler Klub
Disse "bagudrettede"
lystfiskere har slået pjalterne sammen i Dansk Grejsamler
Klub (DGK), der er en forening af samlere, som på en sjov
og uformel måde har fundet sammen om deres fælles
interesse for gamle grejer og gammel litteratur omkring lystfiskeriet.
Medlemmerne samler på alt
fra hjul, stænger, agn og fluer, æsker, bøger,
tidsskrifter, kataloger - til store og små firnurligheder
omkring lystfiskeriet. Hyggelig samlermani trives side om side
med stor specialviden - til glæde for alle klubbens medlemmer.
DGK blev stiftet i 1986 - og
har haft støt stigende medlemstal lige siden - heriblandt
ganske mange udenlandske medlemmer. I skrivende stund er der
275 medlemmer af DGK.
"Loppefiskeren"
Klubben udgiver seks gange om
året bladet "Loppefiskeren", hvor medlemmerne
kan annoncere køb/salg/bytte, få bragt egne artikler
om den enkeltes samlerområde, samt holde sig orienteret
om stort og småt på grejsamlerfronten.
"Loppefiskeren" er
imidlertid ikke det eneste skriftlige materiale, der udgives
af DGK. Et lille udvalg udsender med ujævne mellemrum et
lille skrift i en serie om "Fluer med historie", der
kun trykkes i et antal der svarer til de af medlemmerne bestilte.
De to foreløbige skrifter har handlet om henholdsvis Valdemar
P. Haugaard og hans fluer samt om Paul Wellendorf og hans streamere.
Desuden har klubben foranlediget
genoptryk af et gammelt Norden-katalog (en tidlig dansk stangproducent)
og udarbejdet en dansk bibliografi over lystfiskerlitteratur.
Den er pt. udsolgt, men en ny og revideret udgave er på
vej.
Herudover afholder DGK årligt
to store weekend-arrangementer - ét på Sjælland
og ét i Jylland. Begge gange er der om lørdagen,
hyggeligt samvær og om søndagen en stor auktion
over grej, bøger og alt til faget hørende - for
enhver smag og pengepung.
I forbindelse med auktionerne
kan man få vurderet gammelt grej, man måtte have
fået eller arvet - noget, mange benytter sig af.
Klubben arrangerer også
én gang om året en "Gammeldaws fisketur"
hvor man fisker med de kære gamle grejer. Her viser de
ofte, at de skam kan endnu!
Gamle reservedele
DGK har gennem mange år
opbygget et omfattendende lager af for længst udgåede
reservedele til ældre hjul. Det gælder overvejende
svenske ABU, men også andre fabrikater findes på
lager.
Klubben får til stadighed
nye reservedele, overvejende ved venlige donationer eller tilbud
om billig overtagelse fra grejhandlende og privatpersoner. Disse
reservedele sælges primært til DGK's medlemmer -
til meget rimelige priser. I sig selv et argument for medlemsskab,
hvis man har gamle hjul, der gerne skulle forblive kørende.
Dansk Grejsamler Klub kan kontaktes
via foreningens hjemmeside på adressen www.grejsamler.dk.
Bog om bogen
Mange lystfiskere er bibliofile
- læseheste og bogsamlere på én gang. Enkelte
af dem går endda så vidt, at de selv udgiver nye
bøger om gamle klassikere inden for lystfiskerlitteraturen.
Til dem hører formanden
for Dansk Grejsamler Klub, Heinz Gerhard, der bor lige ned til
Esrum Sø på Nordsjælland. Han har på
eget forlag udgivet en bog om bøgernes bog inden for lystfiskeriet
- en bog om den danske udgave af Izaac Walton's klassiker "The
Compleat Angler" fra 1653.
Bogen hedder meget passende "Historien
om Den Fuldkomne Fisker" og er udgivet i 60-året for
udgivelsen af den første danske udgave og 350-året
for den oprindelige førsteudgave.
Bogen er oversat af Johanne Kastor
Hansen, digtene er gendigtet af ingen ringere end Otto Gelsted,
og siderne er smukt illustreret af Ib Andersen. Oversættelsen
kom dog ikke til verden uden skærmydsler. Den blev nemlig
udgivet under krigen og måtte derfor først gennem
den tyske censur, før den kunne trykkes.
"Typically British"
At den overhovedet gik igennem,
siger vist mest om tyskernes mangel på litterær dannelse.
De anede nemlig ikke, at netop denne bog var så typisk
engelsk, som nogen bog kunne være. Og at den danske oversætelse
derfor kun kunne tolkes som en slet skjult protest mod tyskernes
besættelse.
Således anede den tyske
besættelsesmagt under Anden Verdenskrig intet om den opstandelse,
som en fejlcitering af "The Compleat Angler" udløste
i det engelske parlament under Første Verdenskrig. Det
fejlagtige citat blev straks påtalt og debatteret ivrigt
af medlemmerne - trods verdenskrigen, der lurede lige udenfor.
"Typically British",
kan man vist roligt sige! Bogen
om bogen er på 84 sider og koster kr. 285,-
© 2004 Steen Ulnits
|