På dybderne må man ty til regulært pirkefiskeri - til fiskeri med pirk i det lodrette plan. Her kaster man ikke. Man sænker i stedet sin pirk ned til bunden under båden, som så driver for vind og strøm.

Det er i regelen fisk som torsk, sej, lubbe og lange, der bider på under pirkefiskeriet - naturligvis med torsken som den mest almindelige og de øvrige fisk som mere eller mindre almindelige tillægsgevinster.

Under torskefiskeriet gælder det om at få pirken ned til bunden og holde den dér længst muligt. På større både med flere lystfiskere ombord skelner man mellem kastesiden og pirkesiden. Når skipper har standset motoren og givet tegn til at fiske, da driver skibet for vind og strøm med siden til. Den side, der vender i drivretningen, kaldes kastesiden. Den modsatte side kaldes tilsvarende for pirkesiden.

På kastesiden kan man dyrke et kraftigt spinnefiskeri med pirke i 50-100 grams klassen. Man kaster da i samme retning, som skibet driver i, lader pirken synke til bunds og spinner den så hjem igen i store ryk. Driver båden ikke alt for hurtigt, og er vandet ikke alt for dybt, da kan dette kastefiskeri være pirkefiskeriet overlegent. Af to årsager: Dels fordi man med kastefiskeri afsøger et større område end med pirkefiskeri. Og dels fordi man bruger mindre pirke, som er mere levende og naturtro i vandet.

Pirkesiden

I regelen er man imidlertid nødt til at pirke fra pirkesiden, hvis man vil ned og holde bund. Man bruger da kompakte, endetunge pirke fra 100-400 gram med de tungeste til det dybeste vand med den stærkeste strøm. Kan man ikke holde bund med en kompakt rørpirk på 400 gram, da kan man lige så godt først som sidst opgive fiskeriet.

Mange mennesker tror, at pirkefiskeri blot drejer sig om at sende en tung pirk til bunden og så pirke med den der. Der skal imidlertid mere teknik til end som så, hvis man også regelmæssigt skal kunne fange fisk på sin pirk. Teknikken er heldigvis ganske ligetil:

Man starter med at frikoble spolen på sit multihjul. Med tommelfingeren på spolen lader man nu pirken suse nedefter, indtil den tager bunden. Trækket på linen slækkes, og i samme sekund blokerer man den roterende spole med tommelen, så der ikke bliver overløb. Man kobler ikke spolen til!

I stedet blokerer man spolen med tommelen, mens man pirker med lange op-og-ned bevægelser af stangen. Med jævne mellemrum slækker man presset på spolen og lader igen pirken gå til bunds. Herefter gentages proceduren, til man enten har fisk - eller for lang line ude. Da kobler man spolen til og spinner ind igen, hvorefter man på ny lader pirken suse til bunds.

Mens man pirker og båden driver, vil strømpresset på linen i takt med bådens drev presse pirken højere og højere op i vandet - væk fra bunden og fiskene. Det kompenserer man for ved regelmæssigt at give line og således holde pirken nede, hvor den hører til. Men efterhånden står linen i en vinkel ud fra bådsiden, og pirken vil efterhånden arbejde mere vandret end lodret. Til sidst vil den slæbe hen over bunden i stedet for at fiske over den, og da skal den tages ind igen og på ny sænkes til bunds.

Teknikken er som sagt såre enkel, men det er forbløffende mange havfiskere, der ikke kender til den. Og de får ikke andet end tilfældige fisk

Pirken, der bruges til regulært pirkefiskeri - altså i det lodrette plan - skal være typisk endetung. Er den ikke det, vil den ofte kunne vende i vandet og fange sig selv eller rettere linen. Og da fanger den intet.

Pelagiske fisk

Ved fiskeri efter sej, lubbe, sild og makrel må man gå systematisk til værks, hvis man vil finde dem. Er vandet ikke alt for dybt, kan man starte fra bunden og gradvis arbejde sig opefter i vandet, indtil man får de første hug. Herefter gælder det så blot om at fiske i den fundne dybde. På dybt vand starter man i stedet fra oven.

Det kan gøres på to måder. Har man linefører på sit havhjul, da kan tælle det antal gange, som lineføreren går frem og tilbage for at nå en given dybde. Eller man kan investere i et hjul med indbygget tæller, der normalt angiver dybden/linelængden i fod. Da kan man helt enkelt aflæse den rette vanddybde og lynhurtigt finde tilbage til den. I praksis en større fordel, end de fleste tror. Ens medfiskere har i regelen kun hovedrysten til overs for den, der stiller op med et hjul, som har indbygget tælleværk!

Når man pirker, arbejder man med lange op-og-ned gående bevægelser. Jo dybere vandet er, desto større skal disse bevægelser være for at kompensere for den lange og elastiske line. Nogle bruger meget voldsomme bevægelser, der sammen med overdimensionerede trekroge er rendyrket rykfiskeri og dermed forkasteligt for alle rigtige lystfiskere. Den slags bør alle holde sig for gode til. Vi fisker jo for vor fornøjelses skyld - ikke for at overleve.

Fisker man efter fisk som havkat og helleflynder, da vil man kunne forbedre sine chancer betydeligt ved i stedet at bruge en agnet pirk. Trekrogen agnes med en strimmel frisk fisk, hvorefter pirken fiskes i store og bløde bevægelser. Man meder mere end pirker.

Huggene er derfor mere forsigtige end under det almindelige pirkefiskeri, og fiskeren må derfor være mere opmærksom under fiskeriet. Da er agnet pirk til gengæld overmåde effektivt - til grådige rovfisk som helleflynder endda mere effektivt end rendyrket medefiskeri med forfang, krog og agn.

Vragfiskeri

Vrag er rene hoteller for havets fisk, som derfor hurtigt flytter ind i nye skibsvrag. Her er de nogenlunde sikret mod trawlfiskeri, som ellers tolder hårdt på lokale fiskebestande. De er dog ikke sikret mod de garn, som erhvervsfiskere ofte omringer vragene med...

Vrag giver strømlæ og byder på et meget varieret miljø, der tiltrækker mange forskellige organismer. Fastgroede alger udgør første led i fødekæden og tiltrækker de smådyr, som småfiskene lever af. Småfiskene tiltrækker de større fisk, som igen lokker os småbådsfiskere til vragpositionerne!

Intet vrag byder på fangstgaranti. Nogle dage kan selv de mest stabile vrag være som støvsuget for fisk - for så dagen efter at diske op med fiskeri i verdensklasse. Sådan er vragfiskeri bare. Fiskene kan også være der - de ses på loddet - men de mangler måske appetit og hugger derfor ikke.

Det er heller ikke alle vrag, der fisker lige godt året rundt. Ligger vraget således på lavt vand - på mindre end 10-20 m - fisker det i regelen bedst forår og efterår. Omvendt med vrag, der ligger på 30-40 m vand eller dybere. De fisker bedst sommer og vinter - dog med forbehold for eventuelle iltsvind i sensommeren.

Vragfiskeri er hektisk fiskeri - hvis der altså er fisk. Blot nogle få meter uden for vraget sker der absolut intet. Men så såre man driver ind over selve vraget, er der hug på alle stænger. Det er derfor altid med den største spænding og forventning, at man ser selve skibsvraget tårne sig op på ekkoloddet. Da griber man ekstra godt fat om stangen!

Satser man specifikt på vragfiskeri, skal der kraftigere pirkegrej til end ellers. Så snart fisken har hugget, skal der lægges maksimalt pres på grejet, så fisken løftes fri af vraget. Specielt langer er sande mestre i at få sig viklet ind i selve vraget og dermed klare frisag. De kender nemlig vraget som deres egen bukselomme, da de jo bor inde i det!

Det siger sig selv, at der mistes meget endegrej, når man fisker over vrag. Inkarnerede vragfiskere tager konsekvensen af dette og dropper den dyre pirk til fordel for et billigt lod med en ophænger eller to monteret på linen. Så slipper man for at ofre indtil flere pirke til et halvt hundrede kroner stykket...

Ikke mindst sej og lubbe er ofte gladere for ophængerne end for selve pirken, så her er der alt at vinde. Sørg blot for, at forfanget mellem de to ophængere er ekstra kraftigt. Så er der en realistisk chance for at få en eventuel doublé af 5 kg's torsk med op til båden!

©Steen Ulnits 1999