|
Ny stor
undersøgelse
af dansk
lystfiskeris samfundsøkomomiske værdi
Her i Danmark har vi meget længe
ventet på resultatet af Fødevareministeriets store
undersøgelse om den økonomiske værdi af dansk
lystfiskeri. En undersøgelse, som tidligere fødevareminister
Eva Kjær Hansen nåede at sætte i gang, inden
hun blev fyret af statsministeren. Inspirationen var ikke mindst
en stor svensk undersøgelse over samme emne et par år
tidligere.
Vi har efterspurgt en sådan
undersøgelse i flere år - ja, faktisk har det været
hele udgangspunktet for etableringen af Dansk Videncenter for
Sportsfiskeri og dets aktiviteter. I flere år har vi desværre
måttet henvise til udenlandske undersøgelser, når
der skulle sættes tal på værdien af dansk lystfiskeri
og dansk fisketurisme. VisitDenmark formåede ikke at gøre
noget ved sagen selv - trods de mange millioner skattekroner,
der ellers hvert år tilflyder dem fra statskassen.
Men nu er undersøgelsen
foretaget, og nu ligger resultatet klar til beskuelse og evaluering.
Vi skal indledningsvis blot præsentere nogle af nøgletallene
og vil siden komme med mere udførlige evalueringer af
dele af undersøgelsen. - So stay tuned for more on this
later!
Fødevareministeriet valgte
rådgivningsfirmaet COWI A/S til at forestå opgaven
i samarbejde med Fødevareøkonomisk Institut. De
overordnede konklusioner af undersøgelsen er følgende:
Største fritidsaktivitet
Næsten hver femte voksne
dansker har dyrket lystfiskeri inden for det seneste år.
Det svarer til 616.000 mennesker og gør dermed
lystfiskeri til en af de helt store fritidsaktiviteter i det
danske samfund.
I international sammenhæng
er andelen af lystfiskere i Danmark lavere end i lande som Finland
og Sverige, hvor naturen er tættere på mennesket
- men højere end i tætbefolkede industrilande som
Holland og Tyskland. Vi ligger sågar et par procent højere
end vore kolleger i USA, der må regnes som det moderne
rekreative fiskeris moderland. Englænderne opfandt det,
men amerikanerne udviklede og kapitaliserede det!
Den danske lystfisker er i gennemsnit
på fisketur 10 gange om året, og han eller
hun bruger i gennemsnit godt 4.000 kroner på sin
hobby. Disse tal dækker dog over store forskelle de enkelte
lystfiskere imellem. Fire ud af fem lystfiskere ville således
gerne bruge mere tid på deres hobby - hvis ellers de kunne
af hensyn til familie og arbejdsliv. Det kan mange vist nikke
genkendende til?
Undersøgelsen opgør
dansk lystfiskeris samlede økonomiske værdi til
2,85 milliarder kroner. Af disse dejlige penge betegnes
1,31 milliard som såkaldt "aktivitetsskabende forbrug"
- forbrug, der direkte påvirker produktion og beskæftigelse
i danske virksomheder. Resten af forbruget udgøres af
moms og afgifter samt import og handel med brugt udstyr. Alt
i alt bringer dette lystfiskeriet på højde med golfsporten,
der jo normalt forbindes med velhavende mennesker, dyrt udstyr
og mange penge i omløb.
Arbejdspladser og skattekroner
Effekten på beskæftigelsen
i forbindelse med dansk lystfiskeri anslås til 2.500
arbejdspladser, hvoraf godt 500 alene skyldes udenlandske
fisketurister. Mest glæde har man ikke uventet af lystfiskeriet
i Syddanmark - tilsvarende mindst i Norddanmark. Det er naturligvis
afstanden til det store tyske marked, som gør forskellen.
Sammenlagt indkasserer den danske
stat årligt 568 millioner kroner på skatter
og afgifter afledt af lystfiskeriet i Danmark.
Se det var jo positive tal, der
virkelig tæller til fordel for det rekreative fiskeri med
stang og line. Tal, som fremover kan være med til at fremme
forståelsen af lystfiskeri blandt danske politikere.
Desværre indeholder den
nye store undersøgelse ikke et om det erhvervsmæssige
fiskeri i Danmark - stik modsat den svenske, som netop turde
tage handsken op og sammenlignede de to former for udnyttelse
af den samme ressurse. Med den ikke uventede konklusion, at det
rekreative fiskeri er mange gange mere værd i samfundsøkonomisk
henseende - end det stærkt ødelæggende og
statssubventionerede erhvervsfiskeri.
En tilsvarende sammenligning
er blevet efterspurgt mange gange undervejs, men samtaler med
konsulentbureauet afslørede allerede på et meget
tidligt tidspunkt, at dette var både tys-tys og no-no.
Fødevareministeriet og den danske regering skulle ikke
nyde noget af tal og oplysninger, der på nogen måde
kunne sætte spørgsmålstegn ved det rimelige
og rentable i dansk erhvervsfiskeri. Man er vel liberal!
Præcis på samme måde
som regeringen på alle tænkelige måder og med
alle tænkelige midler undgår oplysninger og undersøgelser,
der på nogen mulig måde kunne sammenligne værdien
af det højt besungne danske landbrug - og så det
miljø, som det ødelægger...
Så på det område
er konklusionen på nærværende undersøgelse
ganske klar:
- Det er en ommer!
© 2011 Steen Ulnits
|