Men det havde slet ikke noget med fisk og fiskeri at gøre i begyndelsen. Den spæde begyndelse skal vi helt tilbage til 1720 for at finde - i den lille by Cluse i den franske Avre dal. Her var man kendt for at fremstille ure - så kendt, at man i 1848 etablerede en urmagerskole i byen. Det blev til den kongeligt udnævnte l'Ecole d'Horlogerie.

En af denne skoles allerførste uddannede elever var franskmanden Louis Carpano, som hurtigt fik ry for at fremstille endog meget avancerede og nøjagtige ure. Efter nogle års arbejde i Schweitz vendte Carpano tilbage til Cluse og etablerede sig i 1868 med et nyt firma - nu med franskmanden Francois Jacottet som partner.

I 1902 overdrog Louis Carpano virksomheden til sin nevø Constant Carpano, som fortsatte fremstillingen af ure med stor succes. Opgangen vendte dog brat med Første Verdenskrig, hvor urfabrikken blev omstillet til at fremstille ammunition. Efter krigens afslutning gik man tilbage til atter at fremstille ure og tandhjul, men i 1927 døde Constant Carpano. Familiens arvinger og hans svigersøn Charles Pons indgik nu et samarbejde om et nyt firma, der fik navnet Carpano & Pons. Urproduktionen blev nu udvidet til for første gang også at omfatte fiskegrej.

En af firmaets ansatte var en ingeniør ved navn Maurice Jacquemin. Han satte sig for at udvikle et hjul, som ikke blot kunne opbevare linen under fiskeri, men som også kunne kaste agnet langt og trække det ind igen - vel at mærke uden at linen filtrede sammen.

Mitchell 300

I 1948 - efter to års intensivt udviklingsarbejde - var Maurice kommet så vidt, at han kunne præsentere verdens første virkelige fastspolehjul: Mitchell 300. Navnet skyldtes Charles Pons' bror Mitchel, men hvorfor hjulet så fik et ekstra "l" i navnet, vides ikke. Måske frygtede man forveksling med et af datidens helt store navne inden for fiskegrej - ligeledes franske Pezon et Michel?

Mitchell 300 var en total revolution af hjulmarkedet i 1948. Baggrunden i fremstilling af ure fornægtede sig ikke, for Mitchell 300 var - set med vore dages øjne - fyldt med tandhjul! Således var der ikke færre end 8 af slagsen i drevet, der gik fint, men var kendt for sin træghed i vinterkulde. Da måtte man skille hjulet ad - fjerne fedtet og skifte det ud med tynd vinterolie! Så kunne man fiske videre...

Spolehuset roterede i modsat retning af, hvad alle moderne fastspolehjul gør i dag - om det så var ringere eller bedre end nu. Vore dages udvendige spole er dog langt bedre end Mitchell 300's indvendige, hvor man ofte kunne opleve, at løs line filtrede sig om spoleakslen - under spolen...

Fremkomsten af Mitchell 300 kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt. Anden Verdenskrig var netop slut, og krigen havde ført til udviklingen af mange nye syntetiske produkter - heriblandt de første nylonliner. Kombinationen af de nye nylonliner fra amerikanske DuPont og det nye Mitchell 300 satte en sand kædereaktion i gang, og snart var Mitchell på alle lystfiskeres læber verden over.

Her var for første gang en kombination, som gjorde det muligt at kaste langt og fiske effektivt - uden at være verdensmester i kast eller have en superfølsom tommelfinger på multihjulets vildt roterende spole. På fastspolehjulet stod spolen i sagens natur stille, og man skulle være ganske fummelfingret for at komme ret galt afsted under kast og fiskeri.

Succesen ville ingen ende tage. Alle skulle have et Mitchell 300 - ikke mindst på det gigantiske amerikanske marked, hvor nylonlinerne jo kom fra. Produktionen bare steg og steg op gennem 1960'erne og 1970'erne. I 1970 producerede Mitchell således 12.000 hjul om dagen, og de kunne sælge flere endnu, hvis de havde kunnet fremstille dem.

Oliekrise og konkurs

Men 70'ernes oliekrise kom på tværs - i så høj grad, at Mitchell i 1981 måtte erklære sig selv konkurs. Oliekrisen og ikke mindst den støt stigende konkurrence fra Fjernøsten havde sat sine spor.

En ny ejer ved navn Philippe Blime satte sig for at fortsætte de stolte franske traditioner. Han gennemførte store rationaliseringer af produktionen og satsede hårdt på det gamle navn og dets ubestridte prestige i sin markedsføring af nye Mitchell produkter.

Men det var ikke nok. Det var stadig franske ingeniører, som stod for udviklingsarbejdet, men produktionen måtte flyttes til Fjernøsten for at være konkurrencedygtig. Kvaliteten var derfor ikke længere den samme, som man var vant til fra den franske urfabrik, og det gik heller ikke så godt med afsætningen som tidligere.

Blime var derfor nødt til at sælge Mitchell i 1990 - til amerikanske Johnson Worldwide Associates, som i forvejen selv producerede fiskehjul - primært indkapslede fastspolehjul til hjemmemarkedet. På dette tidspunkt var der solgt næsten 30 millioner eksemplarer af det legendariske Mitchell 300!

I 2000 overgik ejerskabet af Mitchell så til ligeledes amerikanske Pure Fishing, da disse overtog Johnson. Og her ligger det den dag i dag - under den børsnoterede Jarden koncerns beskyttende vinger.

For nogle år siden reintroducerede man den gamle Mitchell 300 model - nu med alle tænkelige moderne forbedringer og materialer. Alle med veneration for hæderkronede Mitchell skylder sig selv at prøve disse nye hjul, der virkelig lever op til de fornemme franske traditioner!

© 2009 Steen Ulnits