Aborren er en fræk fætter, der ikke tøver med at stjæle maden ud af munden på en artsfælle. Den er således en rask røver, der ikke bærer sine striber uden grund!

Fra fødselen af er den en ilter flokfisk, som er vant til konkurrence fra "kammeraterne". Aborrerne jager gerne i samlet flok, når det drejer sig om de lidt større søer. Det giver dem flere fordele, når en stime småfisk er lokaliseret. Da kan aborreflokken presse de panikslagne småfisk op i overfladen, hvorfra de jo ikke kan flygte!

Aborren er en hidsig fætter, der ofte jager i flok.

© foto Steen Ulnits

Man er aldrig i tvivl, når der er mågesjov. Så hænger mågerne der og måsker sig i de panikslagne småfisk. Men der kan sagtens være aborrerov uden mågesjov. Det oplevede vi en dejlig sensommerdag på den smukke nordsjællandske Esrum Sø. Efter en god frokost på den hyggelige Skipperkro var vi stukket ud fra Sørup for at nyde det gode vejr og eventuelt fange lidt aborrer.

Fiskeriet gik trægt det første stykke tid, og vi prøvede derfor flere pladser - dog uden andet resultat end tilfældige småaborrer. Men det gjorde nu ikke så meget. Dels var vejret jo fremragende, og dels havde vi da et par kolde øller med hjemmefra. Så vi hyggede os, mens vi luntede fra plads til plads og lod vore pirke med ophængere afsøge vandet under båden.

Egentlig havde vi slået os til tåls med tanken om ikke at få fisk nok med hjem til aftensmaden. Vi besluttede os for et sidste forsøg på ti meter vand ret uden for det smukke Fredensborg Slot, hvor vi kastede anker. Det havde nu ikke været nødvendigt, for vinden løjede totalt af og efterlod en spejlblank overflade - og et slapt ankertov.

Sort skærm

Pludselig tegnede ekkoloddet store, sorte formationer under båden. Ikke helt nede ved bunden, men midt i vandet. Niels, der ikke havde fordelen af at kunne se fiskene på skærmen, forblev fiskeløs. Jeg derimod halede fisk på fisk op - til tider full house med fisk på både pirk og ophængere. Til sidst måtte jeg dog fortælle ham hemmeligheden, og så begyndte også han at få fisk på krogen.

Det lader til at være høg over høg under båden. I hvert fald er det en massiv flok aborrer i alle størrelser, vi har gående omkring os - en flok, hvor de større jager de mindre artsfæller. Det kunne vi dels se i vandet, når flokke af aborrer fulgte en kroget artsfælle helt op i overfladen - dels konstatere hjemme i køkkenet, når vi rensede fiskene og kiggede på maveindholdet.

Den gamle Seagull skal også have lidt at drikke.

© foto Steen Ulnits

Der er ingen kæmper imellem, men adskillige fine spisefisk på 2-300 gram og enkelte lidt større. Pludselig får jeg imidlertid drømmehugget - helt nede ved bunden. Noget stort og tungt møver sig afsted og rykker lidt, men minder slet ikke om en hidsig aborre. Da linen lidt senere bliver helt slap, kender vi skurken: En gedde har bidt den tynde 0.20 line over og stjålet pirken...

Lidt senere er det Niels' tur til at få en gedde på krogen. Han fighter den forsigtigt på sit lette grej og kan efter en god stund løfte en fin 3 kilos gedde indenbords - perfekt kroget i det yderste af overkæben. Efter et par fotos i den nu lave sol får den friheden igen. Vi vil jo hellere spise aborrer, og dem er der efterhånden rigeligt af i dammen - nok til både os og naboen, der lægger bådebro til.

Tydeligvis har geddernes ankomst sat en stopper for vort aborresjov. I hvert fald får vi ikke det mindste lille nap efter kontakten med de to gedder, hvis selskab tydeligvis og forståeligt nok ikke huede de sortstribede!

Aborrer i grøden

Specielt de mindre aborrer på 1-200 g holder meget af forsommerens klækninger af vårfluer på det lave vand nær rankegrøden. Her kan man derfor opleve et hyggeligt fiskeri med let grej efter mindre omend meget velsmagende aborrer.

Hen på sensommeren kan man finde de større aborrer i udkanten af rankegrøden. De kommer hertil for at frådse i den årsyngel af fredfisk - og aborrer såmænd! - som med stigende størrelse vover sig fra det helt lave vand og ud på lidt dybere.

Her lever de livet farligt, og aborrerne propper sig med let fanget yngel. Ofte ser det ud, som om det regner, når en sådan stime årsyngel i vild panik pisker ud af vandet - med en kæmpemæssig opspilet aborremund lige i hælene!

Når aborren først jager i flok, går den ikke af vejen for ret meget. Den har jo en stor mund og er ikke bleg for at gabe højt over selv ganske store woblere tiltænkt den langt større gedde!

I mindre søer og moser er aborren i regelen tæt knyttet til vegetationen - til sivbælter og åkander, hvor dens sorte striber virkelig yder den god beskyttelse. Her lurer den på bedste geddemaner og kan med fordel tages på små roterende bladspinnere fisket nær alskens vegetation.

Aborren er det meste af tiden knyttet til bunden, hvor den ynder fast stenbund frem for blødt mudder. Men er der ellers grundlag for det - en god bestand af mindre stimefisk såsom løjer og smelt - da jager mange aborrer pelagisk i de frie vandmasser.

Mågesjov i overfladen

I Danmark skelner man mellem såkaldte "løjesøer" og så de større og køligere "smeltsøer". Løjesøerne er naturligvis dem, der har en god bestand af løjer - smeltsøerne omvendt dem, der huser smelt. I fiskemæssig sammenhæng opfører disse to søtyper sig meget forskelligt.

Fire sorte striber og to fine fileter klar til landing.

© foto Steen Ulnits

Løjen er en karpefisk og dermed varmtvandselskende. Den gyder da også i maj-juni over stenede rev og skrænter, hvilket aborrerne udmærket er klar over! Når løjerne samler sig for at gyde, da stimer også søens aborrer sammen sammesteds!

Smelten derimod er en laksefisk og derfor koldtvandselskende. I Danmark findes den derfor kun i de større og kølige søer - i øvrigt meget ofte de selvsamme søer, som også huser en bestand af søørreder. Smelten samles for at gyde pelagisk - i de frie vandmasser - i store stimer, hvilket naturligvis er "gefundenes Fressen" for søens sortstribede røvere!

Gydningen finder sted i marts-april, men nårsomhelst kan aborrerne støde på en stime smelt, som de så frådser i.

Uanset søtype er det de samme ting, man skal holde øje med. Man spejder ud over søen - gerne med kikkert - for at se, om der noget sted skulle være "mågesjov". Dette fænomen opstår, når en stime småfisk angribes fra neden af en flok aborrer. Og fra oven af mågerne, som hurtigt får øje på fiskene.

Har man lokaliseret et sådant mågesjov, gælder det naturligvis om hurtigst muligt at komme på kastehold af de hidsigt jagende aborrer. Men man kan let komme for tæt på og dermed skræmme fiskene. Den, der kaster længst, har derfor de største chancer for en god fangst!

Roterende bladspinnere såsom Mepps Aglia str. 2-3 er dødbringende agn til aborrer. En fjerklædt trekrog gør bestemt ikke aborrerne mindre interesserede!

Første gang man udsættes for et mågesjov, tror man ofte, at agnet skal gå lige i overfladen. Det er jo der, man ser fiskene - både de små og de store. Men det er forkert. Fisker man lige under eller direkte i overfladen, får man kun få - eller ingen - fisk. I stedet skal agnet ned til fiskene, som går en hel del dybere end de få, man ser bryde overfladen. Lad derfor spinner eller blink synke lidt, før indspinningen startes.

Fiskeri efter "pelagiske" aborrer er både kedeligt og spændende! Kedeligt i de lange perioder, hvor der intet sker. Og uhørt spændende, når vandet omkring båden koger af hidsigt jagtende aborrer! I løjesøerne kan fiskeriet ske i skjorteærmer, ja, sågar badebukser. Smeltsøerne derimod kræver ofte både fiberpels og regntøj...

Aborrer på barbunden

Når aborren ikke jager pelagisk eller holder til nær vegetationen, da skal den normalt søges på barbunden - helst hvor den er fast og stenet. Blød bund tiltaler ikke de sortstribede. Og når aborren står på barbunden, da skal agnet ikke blot fiskes dybt. Nej, det skal allerhelst fiskes direkte på bunden.

Til det formål er jiggen - helst med en superblød hale af siliconegummi - helt suveræn. Den opadvendte krog sikrer, at man kan fiske direkte på bunden, uden at krogen sidder fast. Også krogningen er ganske sikker - så godt som altid øverst i munden.

Specielt til fiskeri med jig kan det være en fordel at have en af de nye PE-liner på hjulet - eksempelvis en FireLine eller DynaCable - da de er totalt uelastiske. Man mærker derfor straks, om en aborre skulle snuse lidt til jiggen!

Skulle det knibe med at nå bunden med en jig, må man gribe til en lille lodret fisket pirk - eksempelvis en 16-25 grams Jensen pirk. Med den nede ved bunden kan man så drive for vind og strøm, mens man affisker et stort område. Før eller siden støder man ind i aborrerne med denne teknik.

Vælger man at pirkefiske efter søens aborrer, er det en god idé at montere en ophænger eller to 20-30 cm over pirken. Det forøger fangstchancerne væsentligt. En doublé eller triple af hidsigt ruskende fisk er ikke usædvanligt, når først flokken er fundet!

En anden god måde at finde frem til aborrerne på er trolling. Man søsætter helt enkelt et par små woblere bag båden, som så ros eller sejles langsomt afsted. Woblerne kan være synkende eller flydende. Er de flydende, kan man med fordel montere 5-10 g bly på linen en halv meter foran wobleren. Det får den for alvor i dybden.

Fordelen ved trolling er, at man på kort tid kan afsøge meget store områder. På den måde har man optimale chancer for at finde frem til fiskene netop den dag. Før eller siden løber man ind i flokken, og så bliver det sjældent ved den ene fisk.

Til slut er så blot at sige, at aborren er den ubestridt bedste spisefisk blandt alle vore ferskvandsfisk. De fileter, der kan komme ud af en sommertur efter søens sortstribede røvere, fås ikke bedre!

© 2000 Steen Ulnits