Man skulle at tro, at navnet
refererer til de barske amerikanske "læderhalse",
som sættes ind på urolige steder over hele verden.
Men det drejer sig faktisk om en ting så lille, at den
kan ligge i en lomme. Og så stor, at den kan afværge
en katastrofe...
En ung amerikaner var i 1975
på tur gennem Europa - som datidens unge amerikanere havde
for vane. Kultur skulle der til, at det hverken havde eller har
de jo i USA, hvis historie er ganske ung.
Den unge mand hutlede sig gennem
Europa i en gammel, udbrændt bil og boede på de billigste
hoteller, han kunne finde. Bilen måtte konstant repareres
for at holde sig kørende, og hotellernes vandhaner dryppede
faretruende. Altså måtte han klare sig på bedste
beskub med et hav af små og store nødreparationer.
Han var på rundtur i Europa
i hele ti måneder. Undervejs gik det op for ham, at hans
spejderkniv i hvert fald ikke levede op til de krav, han mødte.
Der skulle andet og mere til for at holde ham og bilen kørende.
Langsomt fostrede han derfor planen om en kompakt lommekniv med
alt det nødvendige værktøj indbygget.
Han tog notater, der fortalte,
hvad han havde haft brug for og til hvad. Da han kom hjem efter
sine ti måneder i Europa, gik han i gang med at realisere
planerne.
En "Leatherman"
ser dagens lys
Han var ingeniør af uddannelse
og brugte nu de næste 8 år på at udtænke
verdens første "pocket survival tool", som det
siden kom til at hedde. Et kompakt kombiværktøj,
der kunne klare et utal af forskellige situationer overalt -
i hjemmet, på rejser, i ødemarken etc.
Tim Leatherman var den unge mands navn, og "Leatherman"
blev navnet på det nye kombiværktøj i rustfrit
stål. Tim lavede den ganske vist til sig selv, men hele
tiden havde han i tankerne, at der verden over måtte være
et kolossalt marked for et sådant stykke værktøj.
Han gik derfor sammen med vennen
og partneren Steve Berliner i gang med at producere sin opfindelse
- med det udgangspunkt, at når hver eneste "Leatherman"
nu bar hans eget navn, så skulle hver eneste også
være perfekt. Intet mindre!
Kravet til det endelige værktøj
var en robust tang indbygget i en ditto lommekniv. Det var udgangspunktet,
som siden er blevet konstant raffineret - med tilføjelse
af handy værktøjer, som gør redskabet endnu
mere funktionelt.
Materialet var der aldrig tvivl
om: Det måtte nødvendigvis være rustfrit 18/8
stål, som er noget nær uforgængeligt. Hårdt,
slidstærkt og korossionsbestandigt.
Man skal dog være klar
over, at ikke alt rustfrit stål også tåler
saltvand. Hertil skal det være syrefast, og det er almindeligt
rustfrit stål ikke. Hverken det, der bruges i en original
"Leatherman" eller i konkurrenterne fra Buck og Gerber.
Produktionen startede i 1983,
og siden er det gået endog meget hurtigt. Således
sælges der hvert år millioner af originale survival
tools - i de mere end 100 lande, som "Leatherman" idag
er repræsenteret i!
Kærlighed ved første
blik!
Da jeg i 1986 var i Canada for
at fiske laks og ørred, faldt jeg over en af de første
"Leatherman" modeller. Jeg blev straks så fascineret
af de mange muligheder, at jeg købte et eksemplar - trods
en ret høj pris og et ganske stramt budget i studietiden...
Denne "Leatherman"
fulgte mig siden overalt - mellem Grønlands isbjerge,
i Alaskas ødemarker og på savannen i Afrika - og
jeg blev bare mere og mere glad for den, som tiden gik.
Den har renset koksede tændrør,
da jeg havde motorstop i en sydgrønlandsk fjord. Den har
repareret Coleman brændere i Alaska, og den har sågar
også startet en ældgammel LandRover i Zimbabve!
Kort sagt er en "Leatherman"
helt og aldeles uundværlig, når først man
har haft én mellem hænderne! Jeg har stadig min
første, som efterhånden har en del rustpletter og
lidt slør mellem kæberne. Men den fungerer fortfarende
efter hensigten - helt uden problemer.
Fem grundmodeller
Idag findes der grundlæggende
fem forskellige udgaver af "Leatherman". Den oprindelige
model bærer stadig navnet "Pocket Survival Tool",
er 10 cm lang og vejer 140 gram.
I tilgift til spidstang og fladtang
er der en skævbider, som klipper ledninger og wire uden
problemer. Læg hertil to knivblade, en fil, en flaske-
og dåseåbner samt hele fire skruetrækkere,
og vi har baggrunden for dette værktøjs oprindelige
og øjeblikkelige succes verden over.
"PST II" er en lidt mere avanceret udgave af
den oprindelige "Leatherman". Der er tilføjet
en robust saks, og filen er nu diamantcoated og forsynet med
en krogskærper på den ene side - funktioner, der
gør PST II specielt velegnet til lystfiskeri.
I den kraftige ende finder vi
"Super Tool", som er 12,5 cm lang og vejer 250
gram. I tilgift til de sædvanlige funktioner er der nu
to store knivblade - den ene med savtakket skær - samt
en lille sav.
Bladene på "Super
Tool" har en unik låsemekanisme, der hinder bladet
i at bukke sammen under brug. I det hele taget er det mest af
alt et værktøj, som henvender sig til professionelle
brugere med store krav til såvel styrke som funktion.
I den letteste ende finder vi
den lille "Micra", som er tildelt et af de meget
eftertragtede US patenter (#4744272 hvis nogen skulle spørge!).
Der skal en god del innovation til at få sådan et
i hus!
"Micra" er en fiks
lille sag på kun 6,5 cm og sølle 100 gram. Alligevel
huser den som de øvrige "Leathermen" en tang
i fuld størrelse. Hertil værktøjer, som automatisk
låses i udfoldet position.
Nyest og sidst, men bestemt ikke
mindst er den revolutionerende "Wave". Den vejer
200 gram og byder på raffinementer såsom låste
blade, der kan åbnes med én hånd!
Konstruktionen er ikke blot ny
- den giver også det færdige produkt et strømlinet
udseende, der adskiller Wave markant fra de klassiske "Leathermen".
"Tool Adapter"
"Leatherman" har netop
lanceret en ny lille ting, der øger værktøjets
funktionalitet og brugsområde. Det er den lille "Tool
Adapter", som blot vejer 45 gram, og som let smutter på
plads imellem håndtagene.
Med en Tool Adapter monteret
har man pludselig adgang til hele seks ekstra skruetrækkere
af forskellig slags. De følger med kittet. Men ikke nok
med det. Man kan ydermere benytte enhver skruetrækker,
som har et almindeligt 1/4" hex hoved.
Og så kommer til sidst
det virkelige raffinement: Skruetrækkerhovedet kan låses
i tre forskellige positioner - lige, 45 grader og 90 grader -
så man altid kan komme til!
25 års garanti
Amerikanerne har en udmærket
vane, som også europæiske producenter burde tillægge
sig: De stoler så meget på deres egne produkter og
disses kvalitet, at de tør give lange garantier. Ikke
noget med det ene sølle år ifølge købeloven.
Nej, i Guds eget land gives ofte garantier i 25 års klassen.
"Leatherman" er ingen
undtagelse. Min egen er kun 13 år gammel, så den
har mindst 12 gode år i sig endnu. - Det kan man da kalde
en investering eller?
© Steen Ulnits 2000
|