Laksepremiere!

1. april er for mange danskere en dag, hvor man lytter og oplever med en sund portion skepsis. For sæt det nu var en aprilsnar?

For mange lystfiskere er 1. april imidlertid ingen aprilsnar. Man kan muligvis erhverve sig en lang næse, og det kan også dryppe fra den. Men én ting er sikker: Drager man til åen på denne dag og i denne måned, så er det med håbet om at møde en af årets allerførste blanklaks - dugfriske fra et nærende ophold i Atlanterhavet!

"The Big Five"

Gudenå

Fra naturens hånd er der kun laks i de vestvendte åer - ikke i de østvendte. Gudenåen er den markante undtagelse. Forklaringen er, at Gudenåen efter sidste istid ikke var østvendt som i dag, men nordvendt - med munding direkte ud i det, der i dag betegnes Skagerak. Nordjylland var på det tidspunkt endnu ikke dukket op af havet.

Gudenåen havde en af Danmarks største laksebestande, hvilket de mange og store laksegårde ved åen vidner om. Denne laksebestand uddøde imidlertid, da man i 1920'erne byggede Tangeværket, som producerer elektricitet den dag i dag - om end i meget beskedne mængder. Gudenå-laksens sidste gydepladser ligger nu på bunden af den kunstige Tange Sø. At der stadig er laks i Gudenåen skyldes derfor udelukkende store og kostbare årlige udsætninger af opdrættet lakseyngel.

Ved Gudenåen starter fiskeriet allerede den 1. marts. Allerede på sæsonens anden dag i 2007 blev landet en imponerende blanklaks på godt 10 kg - frisk fra havet med løse sølvskæl og havlus på halen.

Storå

Storå er en anden af lakseklassikerne. Her døjer man med den kunstige sø ved Holstebro, som dels stopper laksene - dels huser mange rovfisk, der æder løs af den nedtrækkende lakseyngel. Oprindelig var Storå Danmarks laksevand nummer to - kun overgået af Skjernå - og største stangfangede laks herfra vejede imponerende 22 kg. En sølvblank forårslaks af allerfineste slags.

Der findes efter alt at dømme stadig rester af oprindelige vestjyske laks i Storå, og dem bruger man i arbejdet med opdræt og udsætning, så der stadig vender voksne og gydemodne laks tilbage til åen gennem Nissum Fjord. Dog endnu så få, at man indtil videre har totalfredet laksene. Opgangen i de seneste år har imidlertid været så god, at man nu påtænker at frigive en kvote på et nærmere fastsat antal laks. Når de er fanget, må der ikke fanges flere.

Skjernå

Skjernå er klassikeren over alle klassikere, når det gælder danske lakseåer. Det var her, tobakshandler Dinesen fra København så sent som i 1954 fangede sin rekordstore blanklaks på 26,5 kg - en rekord, der næppe nogensinde bliver slået.

Det var også Skjernå, der så sent som i 1960'erne blev reguleret af Hedeselskabet - med massiv okkerforurening af å og fjord til følge. Fiskebestandene blev decimeret, og vandmiljøet i Ringkøbing Fjord led under den stigende udledning af næringssalte fra markerne langs åen.

Det fik Folketinget til at vedtage en retablering af åen i 1980'erne - en retablering, som imidlertid først blev gennemført tidligt i dette årtusinde. Formedelst den imponerende sum af 280 millioner kroner.

Det havde i mellemtiden vist sig, at Skjernå-laksen ikke var uddød som Gudenå-laksen. Moderne DNA-undersøgelser dokumenterede, at der stadig fandtes en lille, men oprindelig laksestamme, som havde sit sidste tilflugtssted i tilløbet Karstoft Å.

Efterfølgende er der blevet gjort et stort stykke arbejde for at ophjælpe denne laksebestand - fra lokalt hold og med frivillig arbejdskraft samt med hjælp fra myndighederne. Skjernå-laksen har kvitteret med at vende tilbage i støt stigende antal, så danske og udenlandske lystfiskere atter har en realistisk mulighed for at sætte krogen i en vaskeægte dansk blanklaks!

Varde Å

Det gik lidt trægt for Skjernå-laksen i de første år af retableringen, men da kunne naboen i syd - Varde Å - ofte brilliere med langt bedre laksefangster. Dette til trods for, at man også her har store menneskeskabte problemer at slås med - i form af Karlsgårde Sø med tilhørende kanaler.

Alligevel fortsatte Varde Å med at kaste fine blanklaks af sig - med en imponerende 16,4 kg's fisk fra år 2000 som den hidtil største. Flere af dagens laksefangster gøres nu på en genslynget strækning af åen ved Kongens Kær. Her er der investeret millioner af kroner i at give Varde Å nogle af de gamle åslynger tilbage, som landbruget i sin tid tog fra åen. Og der er flere retableringer på vej!

Lokale sportsfiskere har frivilligt valgt at beskytte Vardeå-laksen - ved først at totalfrede den og siden fastsætte en kvote for antallet af fangede laks. Når de er fanget, stopper laksefiskeriet. Og flere gange har man måttet stoppe før tid!

Ribe Å
Ribe Å er den sidste af The Big Five - de store jyske lakseåer. Den er imidlertid mere kendt for sine store havørreder, der er blandt verdens største. Tilbage i 1980'erne og 1990'erne blev der hvert år landet havørreder på over de magiske 10 kg - med en fluefanget kæmpe på 13,87 kg fra 1985 som den største.

Den lokale erhvervsfisker på den nederste del af Ribe Å - Vesteråen også kaldet - fangede i begyndelsen af 1990'erne et par havørreder i absolut verdensklasse: Det var fisk på henholdsvis 15,1 og 15,4 kg. Dette havørredfiskeri er dog en saga blot i dag, hvor der stadig fanges mange laks og havørreder i Ribe Å - nu dog af langt mindre format. Dette af ukendte årsager.

Grej og teknik

Vandstanden er i regelen høj her i april - vandet dertil ofte uklart og med sikkerhed koldt. Det er forhold, der tilsammen kræver, at man som fisker kommer ned til fiskene med sine agn - det være sig flue, spin eller mede.

Ormefiskeren har let ved at nå ned med sine orm og blylodder. Spinnefiskeren har heller ikke de helt store problemer. Et af de bedste kunstagn er pudsigt nok den svenske ABU Reflex spinner - pudsigt, idet netop denne spinner oprindelig blev udviklet til gedder og aborrer i Sverige.

I rolige og dybe danske lakseåer har selvsamme Reflex spinner imidlertid vist sig at være overmåde effektiv til både laks og havørreder - i størrelserne 12 og 18 gram. Det roterende og sølvblanke spinnerblad syner og lyder af meget i det uklare vand, mens den tunge og røde messingkrop sørger for, at spinneren når ned til fiskene - selv i de dybeste høller.

Er man renlivet fluefisker, må der synkeliner på hjulet - fra hurtigt til ekstra hurtigt synkende. Hertil korte forfang og store fluer i krasse farver. Fluerne skal ned, og de skal kunne ses for at blive taget! Ellers bliver det måske alligevel til en aprilsnar ved åen...

© 2009 Steen Ulnits