|
"Jerk Baiting"
- barsk ny metode
til barske bisser!
"Jerk" kan betyde flere
forskellige ting på amerikansk. At være en "jerk"
er således ikke noget at stræbe efter. Da er man
nemlig en idiot i andres øjne.
Men at "jerke" kan
derimod være ganske attraktivt - i hvert fald hvis man
er lystfisker med hang til store fisk og kraftigt grej. "Jerk"
kan nemlig også betyde at "rykke" hårdt
- i dette tilfælde i store woblere tiltænkt store
fisk med barske bisser.
I Nordamerika er det specielt den attraktive muskellunge, der
"jerkes" efter - en sjælden, vanskelig og springglad
fætter til vor hjemlige gedde. Her i Nordeuropa er det
udelukkende gedden, der "jerkes" efter, og det er specielt
i lande som England, Holland og Sverige, at "jerk baiting"
for alvor har vundet indpas og svorne tilhængere.
Voldsom fiskemetode
Fiskeri med jerk bait sker på lavere vand - sjældent
dybere end 5 meter - eller i overfladen over dybere vand.
Det er en lidt voldsom metode, hvor man på en strakt line
- stang og line holdes i direkte forlængelse af hinanden
- nøkker hårdt nedefter med stangspidsen under indspinning.
Fiskeriet sker ganske hurtigt - hurtigere end normalt spinnefiskeri
- og man kan derfor afsøge store vandområder på
kort tid.
Skal bevægelserne fra stangspidsen forplante sig ud til
wobleren, dur det ikke med en blød stang og en elastisk
line. Det rette grej til jerk baiting består derfor af
en kort og stiv stang, der typisk er omkring 6 fod lang og har
en kastevægt på op mod 100 gram. Man kan bruge fastspolehjul,
men langt mere effektivt er multihjul.
Line skal være uelastisk, hvorfor moderne fusions- og fletliner
er helt uden konkurrence. Vælger man fastspole, bør
linen være omkring 0.30 mm tyk. Bruger man i stedet multihjul,
kan diameteren med fordel være 0.35 mm.
Forskel på Jerk Baits
Der er mange slags jerk baits at vælge imellem. Erfarne
jerkbait-fiskere skelner mellem følgende grundtyper, der
alle bør være at finde i grejboksen:
Glider: Kendetegnes af store udslag til siderne
under indspinning. Til de mest kendte hører "Buster
Jerk".
Popper: Har en skålformet front, som
får den til at kaste vand ud til siderne under indspinning.
Rapala's "Skitter Pop" er et godt eksempel.
Pullbait: Dykker ned i vandet under indspinning
- eksempelvis "Burt" fra Muskie Mania.
Slider: Lidt á la Glider, men med mindre
udslag til siderne. Eksempelvis "Belly Buster."
Stickbait: Klassisk "walking the dog"
agn kendt fra bass-fiskeriet. "Top Bandit" hører
til favoritterne.
Fælles for alle rigtige
jerk baits er, at de - i modsætning til deres nære
slægtning wobleren - ikke har nogen næseplade, som
får dem til at dykke ned i vandet og bevæge sig på
én bestemt måde. I stedet er de flydende eller svævende
og bevæger sig gennem vandet, som fiskeren fisker dem -
med hårde ryk i stangspidsen.
Korrekt indspinning
De forskellige typer jerk baits har ganske vist deres eget indbyggede
bevægelsesmønster - mange også indstøbte
raslekugler for øget effekt.
Alligevel er det i meget høj grad agn, hvis gang i vandet
afhænger af fiskeren og hans måde at fiske agnet
på. Det er nemlig nøkkene med stangspidsen, som
afgør, hvordan agnet kommer til at gå gennem vandet
- nøkkene kombineret med det indbyggede bevægelsesmønster.
Da fiskeriet typisk sker hurtigt og med kraftige nøk i
stangspidsen, er det langt mere anstrengende end det almindelige
spinnefiskeri. Til gengæld er det også langt mere
ophidsende, da man med denne metode meget ofte ser fiskene og
oplever dem i selve hugøjeblikket!
Da fiskeriet foregår på lavt vand, vil farverne på
de forskellige agn ofte have stor betydning. Derfor gælder
det her mere end andre steder om at have et stort udvalg, som
man kan tilbyde de træge fisk.
Nyt grej
Amerikanske Pure Fishing har
været hurtigt ude med nyt grej til denne nye fiskemetode.
Allerede i 2006-udgaven af Nap & Nyt kunne man finde grej
specielt til jerk baiting, og i 2007 er udvalget steget med yderligere
modeller.
I det nye katalog kan man således se beskrevet to helt
nye stænger specielt til fiskeri med jerkbait - den ene
fra Berkley og den anden fra Abu Garcia. Begge er de 6,5 fod
lange og kaster op mod 100 gram.
Abu Garcia har tilsvarende lanceret to Ambassadeur hjul specielt
til dette fiskeri, nemlig Ambassadeur Jerkbait og Ambassadeur
TGC. Førstnævnte er forsynet med drev helt i rustfrit
stål, som bedre end noget andet holder til de hårde
påkendinger fra jerkbait-fiskeriet. Dobbeltvirkende bagstop
fuldender disse specialhjul.
Man kan synes, at det er lige i overkanten at skulle investere
i så specialiseret grej til en så specialiseret fiskemetode.
Men det er nu ikke så galt endda. Præcis det samme
grej kan man nemlig med overmåde stort held bruge til sommerens
pirke- og jigfiskeri efter torsk.
Da får man herlige stunder med hektiske fights af hidsige
sommertorsk i fuldt vigør!
© 2007 Steen Ulnits
|