|
Uforgængelig
Fluorocarbon
Uforgængelig og med et
brydningsindeks som vandet selv byder fluorocarbonliner på
helt nye muligheder. Der er både kæmpestore fordele
og klippeklare begrænsninger.
Linen er en meget overset del
af lystfiskerens udrustning. Vi lystfiskere kan snakke stænger
i det uendelige og hjul, til det bliver mørkt. Men når
det gælder liner, forstummer snakken i regelen. Faktisk
ved vi meget lidt om de liner, vi bruger, og holder os derfor
ofte til de fabrikater, vi nu engang er flasket op med.
Da amerikanske DuPont i 1939
lancerede verdens første nylon, kostede det omkring 55
millioner US dollars kiloet! Umiddelbart efter krigen var prisen
dog faldet til noget, alle havde råd til. De gamle silkestrømper
og krigens silkefaldskærme var med ét en saga blot
erstattet af nylonvæv i lange baner.
Næste skridt var fremstillingen
af monofile enkelttrukkede nylonliner, som straks
revolutionerede lystfiskeriet. Nylon var og er billigt, stærkt
og nemt at have med at gøre.
Nu mere end et halvt århundrede
senere sidder der stadig nylonliner på de fleste
fiskehjul. På det seneste har nylon dog fået konkurrence
fra de nye superliner af uelastisk polyethylen PE-liner
også kaldet.
Ikke mindst Berkley's FireLine
har taget kegler og bruges nu i stedet for nylon, hvor der fiskes
på lange afstande eller store dybder. Her egner de meget
elastiske nylonliner sig ikke, da de giver sig alt for meget
og derfor gør det svært at holde kontakt til agn
og fisk.
Fordele og ulemper
Men superliner erstatter ikke
nylon, og nylon er ikke uden ulemper.
Superliner kræver meget
af den øvrige udrustning mere end nylonliner. Skal
der totalt uelastiske superliner på hjulet, skal stangringene
være meget slidstærke. Ellers bliver der hurtigt
slidt riller i foringen, og så flosser superlinerne straks.
Samtidig stiller PE-liner store
krav til hjulets bremse, der skal være meget jævn
og følsom. Ellers kan den ikke afbøde pludselige
udløb på kort line. Den uelastiske line knækker
ikke, men krogholdet ryger ofte. Af samme årsag anbefaler
man ofte ekstra bløde stænger, når der skal
fiskes med superliner.
Nylon revolutionerede lystfiskeriet
og er nemt at have med at gøre. Det er derfor begynderens
oplagte valg. Men nylon har flere medfødte ulemper
specielt når det udsættes for vand. Nylon suger nemlig
vand helt op til 10% - hvilket svækker linen
markant. I takt med at vandindholdet stiger, falder både
brudstyrke og knudestyrke med op til 30%!
Endelig er de fleste nylonliner
meget elastiske, hvilket gør det vanskeligt at kroge fisk
på en lang line. Det er baggrunden for, at nylon på
det seneste har fået konkurrence fra de uelastiske superliner.
Enter liner af fluorocarbon eller
kemisk helt korrekt: polyvinylidenflourid (PVFD).
Langliner
Erhvervsfiskerne, som lægger
kilometerlange langliner med tusindvis af kroge langt til havs,
har i mange år brugt nylon til krogtavserne. Men nylon
suger som nævnt vand og bliver svagere af det. Dertil kommer,
at nylon stille og roligt nedbrydes, når det udsættes
for vand og UV-lys fra solen. Alt i alt har sådanne langliner
derfor en begrænset levetid.
Offshore-industrien kender også
til problemet og har længe været på jagt efter
et materiale, der kunne ligge på havbunden i årevis
uden at nedbrydes. Løsningen kom i form af stoffet polyvinylidenflourid
normalt kaldet fluorocarbon - der er totalt upåvirkeligt
af UV-stråler, og som ikke suger vand. Efter rørledningerne
kom turen så til langlinerne, som i dag også er af
fluorocarbon.
I dag er der megen fokus på
fluorocarbon som materiale til almindelige fiskeliner. Ud over
at være noget nær uforgængeligt har fluocarbon
yderligere et par fordele, som har vist sig meget fordelagtige
til netop fiskeliner.
Brydningsindeks og vægt
Allerførst er der materialets
brydningsindeks. Almindelig nylon har typisk et brydningsindeks
på 1,5-1,6 mod vandets på 1,0. Det betyder
med jævne ord, at almindelige nylonliner er ganske synlige
under vand at fiskene let kan se dem, når de er bundet
til en krog.
Her brillierer fluorocarbon med
et brydningsindeks på knap 1,1, hvilket gør dette
materiale langt mindre synligt under vandet. Jo tættere
på vandets brydningsindeks på 1,0, desto mindre synligt
bliver materialer under vandet.
Nogle fisk er mere sky end andre
typisk fordi de har et meget skarpt syn og lever i klart
vand nær overfladen, hvor der er meget lys.
Tunfisken er et godt eksempel
på en sådan linesky fisk. Og da tun samtidig er den
fisk, de fleste langliner sættes efter, ser man fluorocarbon-materialets
store fordele. Det giver helt enkelt flere tun, når man
bruger fluorocarbon i stedet for nylon materialets andre
fordele ufortalt.
Materialet nylon har en specifik
vægt på 1,1-1,2 mod vandets på 1,0. Nylon
er altså kun en smule tungere end vand og synker derfor
ikke ret hurtigt hvis overhovedet før det
har suget vand. I tør tilstand vil nylonliner derfor lægge
sig på vandet meget synlige for fiskene på
grund af den skygge, de kaster.
Fluorocarbon er med en specifik
vægt på hele 1,7-1,8 langt tungere end vand
og synker derfor meget hurtigere end nylon. Det kan være
en stor fordel ikke mindst for fluefiskeren, der gerne vil have
sine tørfluer til at flyde og forfangsspidsen til
at synke, så den ikke kaster skræmmende skygger.
Stiv, men stærk line
Nu kunne dette lyde så
rosenrødt, at nylon burde være "a thing of
the past". Men ingen roser uden torne, og fluorocarbon kommer
aldrig til at erstatte nylon. Af to årsager. Dels er det
et langt dyrere materiale at fremstille, og dels er fluorocarbon
markant stivere end almindelig nylon.
De to materialer ligner hinanden
på overfladen, og man kan ikke med det blotte øje
umiddelbart skelne nylon fra fluorocarbon. Men tager man to lige
tykke linestykker og stikker dem ned i en hvid plastbalje, er
der ingen tvivl: Nylon ses langt tydeligere end end fluorocarbon.
Og spoler man to lige tykke liner på et fiskehjul, opfører
de sig meget forskelligt.
Nylon er et blødt materiale,
der smyger sig om spolen, og som uden problemer glider over spolekanten
under kast. Fluorocarbon derimod er et stift materiale med en
hård overflade. Fluorocarbon egner sig derfor ikke til
brug på fastspolehjul, men kan dog bruges på større
multihjul.
Den stive PVDF-line med den hårde
overflade har imidlertid rigtig mange fordele, hvis man i stedet
bruger den i små mængder foran enten en tyk
flueline eller en tynd superline.
Fantastisk forfangsmateriale
- Og hvad er det så helt
præcis, vi lystfiskere kan bruge fluorocarbon til?
Fluorocarbon erstatter ikke nylon
som spinneline, da materialet er for stift til at opføre
sig godt nok på små spoler. Fluorocarbon erstatter
heller ikke de tynde og uelastiske superliner, som er uden konkurrence
til fiskeri på lang afstand og stor dybde.
Men fluorocarbon er det perfekte
forfangsmateriale til medefiskeri såvel som spinnefiskeri
og fluefiskeri. Her kommer dets specielle egenskaber til fuld
udnyttelse.
Det er de yderste meter af linen,
som udsættes for det største slid. Fisker man derfor
på steder, hvor skarpe sten og klipper udgør et
problem, bør man yderst forsyne sin bløde nylonline
med nogle meter hård fluorocarbon.
Det er også den yderste
meter af linen, som fiskene har mulighed for at se. Fisker man
efter sky fisk i lavt og klart vand, kan fluorocarbon yderst
mod krogen være det, der afgør sagen om man
får fisk eller ej.
Bruger man superline på
sit spinnehjul, er det på samme måde en god idé
yderst at binde et par meter fluorocarbon, som dels er langt
mindre synligt i vandet dels byder på mere elastik
end superlinen selv. Ikke uvæsentligt på en kort
line, når fisken skal landes.
Ideelt til fluefiskeri
Men det er givet fluefiskeren,
der kan have mest glæde af fluorocarbon. Det er nemlig
et ideelt materiale til det lange, tynde og tilspidsede forfang,
der forbinder den tykke flueline med den ofte meget lille flue.
For fluefiskeren er det generelt
et problem, at det lange nylonforfang ikke vil strække
ordentligt ud for enden af kastet. Her hjælper fluorocarbons
høje egenvægt og store stivhed til, og med i købet
får man så den ringe synlighed i vandet.
For tørfluefiskeren er
det en fordel, at den tunge forfangsspids hurtigt synker ned
under overfladen, så skyggevirkningen minimeres. Den ringe
synlighed kan ligeledes mærkes, hvis man fisker langsomt
med små nymfer på lange forfang i klart vand. Fluorocarbon
giver helt enkelt flere hug.
Endelig er der det med vindknuderne,
som ingen kan undgå helt selv ikke den mest rutinerede
kaster. Da fluorocarbon er stivere end nylon, får man for
det første færre vindknuder med fluorocarbon. Og
for det andet er de vindknuder, man aldrig helt undgår,
langt lettere at løse op igen, da fluorocarbon er stivere
end nylon.
Fluorocarbon er som nævnt
langt dyrere end nylon, men da man som fluefisker ikke bruger
ret mange meter, er prisen aldeles underordnet materialets
mange fordele taget i betragtning.
Fra Island til Bahamas
Samtidig slipper man for pinlige
situationer som den, jeg selv blev udsat for under nogle dages
laksefiskeri på Island. Ugens største fisk tog fluen
og blev uden større problemer fightet ind til bredden.
Hvor forfangsspidsen af nylon aldeles uden varsel knækkede.
Materialet var blevet skørt efter nogle års ophold
i fiskevesten...
Det var aldrig sket med fluorocarbon.
Til gengæld havde jeg en uheldig oplevelse med dette materiale,
da vi skulle lave en TV-udsendelse om fiskeri efter bonefish
på Bahamas. Dér mistede jeg nemlig de to første
fisk, som af uforklarlige årsager knækkede forfanget
og stak af med fluen med filmkameraet snurrende i nabobåden...
Det viste sig dog, at problemet
havde en forklaring. Jeg havde nemlig af vanvare knyttet en forfangsspids
af fluorocarbon til et forfang af nylon. Det kan man ikke, da
de to materialer er totalt forskellige.
Da jeg efterfølgende fik
skiftet forfanget ud til 100% fluorocarbon, var der ingen problemer.
Da fik vi de bonefish i kassen, vi skulle bruge til programmet
og flere til!
© 2005 Steen Ulnits
|
