Ekstra koldt var det i 1981-82, hvor vinteren startede meget tidligt og lagde låg på vandene inden jul. Siden da har der været langt mellem perioder med bæredygtig is.

For mange lystfiskere er det et trist syn, når isen dækker deres elskede fiskevande. For andre er det optakten til årets "hotteste" fiskeri - i overført betydning - nemlig isfiskeriet efter søernes aborrer.

Men det er de færreste lystfiskere, som kender til isfiskeriets finurlige finesser. Dels fordi vi herhjemme ikke har svenskernes åregamle traditioner for dette fiskeri - dels fordi vi simpelthen ikke har isvintre nok at øve os i!

Men nu er den der, isen, og den kan bære. Derfor lidt basisviden om denne specielle form for fiskeri, som kan dyrkes på alle de af vore søer, hvor man har fiskeret. Mange steder er det alment accepteret, at alle må fiske, når først isen bærer. Men det er ikke nogen garanti, så spørg først!

Den rette fisk

Den sortstribede aborre Perca fluviatilis er en rigtig flokfisk. Den er selskabeligt anlagt, og kun de største individer lever en isoleret tilværelse.

Aborren vokser langsomt. Fisk på over kiloet regnes for store - fisk på halvkiloet for gode. Langt de fleste aborrer, som havner hjemme på køkkenbordet, vejer mellem et halvt og et helt pund. Men til gengæld er de forrygende fine spisefisk - nok de bedste af alle fiskene i ferskvand!

Aborren er ganske vist en varmtvandselskende fisk og dermed mest aktiv i sommerhalvåret. Alligevel er det også aborren, der udgør langt hovedparten af isfiskerens fangster. Det skyldes dels dens medfødte selskabelighed - hvor der er én aborre, er der altid flere. Og dels at den fra naturens hånd er ganske talrig.

Alle aborrer - store som små - trækker om efteråret ud på søens største dybder, hvor de overvintrer i det altid 4 grader varme vand. Herude skal de således findes under størstedelen af vinterens islæg og isfiskeri. Først nær isens smeltning begynder de igen at søge ind på lavere vand, hvor jordvarmen langsomt gør sig gældende.

Det rigtige grej

Isfiskeri er i princippet blot pirkefiskeri fra isen - med en meget kort såkaldt "pimpelstang" i halvmeters klassen. Da hjulets eneste rolle er at opbevare linen under fiskeriet, er der frit valg mellem alle typer. Linen bør være 0.20-0.25 mm tyk.

Pirken kan være en traditionel endetung pirk, der jo fisker lodret i vandet. Eller man kan bruge en såkaldt "balancepirk", der fisker i det horisontale plan.

Aborrer holder af pirke på 5-10 g. Hovedregelen er, at jo større vanddybde desto tungere pirk for at nå ned i passende fart. Er aborrestimen først fundet, dur det ikke med en pirk, der snøvler sig ned til fiskene. Da skal der handles hurtigt, og da er en kompakt, endetung pirk det bedste valg.

De almindelige pirke til isfiskeri har ofte en krog, som er ophængt i et kort stykke line eller kæde. Denne krog agnes med en stump regnorm, øjet eller en stump svømmeblære fra en fanget aborre. Her er der frit spil for fantasien. Selv et stykke appelsinskræl kan gøre lykke på vanskelige dage!

Uanset agntype er ideen den, at selve pirken lokker aborrerne til, mens det er maddingen, de hugger på. I vinterkoldt vand er en sådan agnet pirk ofte en uagnet milevidt overlegen. Fiskene er træge i det kolde vand og tager kun lidt føde til sig. Pirken alene er da ofte for stor en mundfuld for dem. Det er den agnede krog ikke, og så både lugter og smager den langt bedre end metalpirken!

Den rette bevægelse

Når hullet er boret, og man har sat sig godt til rette på den medbragte stol eller kælk, sænkes pirken helt ned til bunden. Her bevæges den først med nogle store lokkebevægelser, som får pirken til at synes på lang afstand. Ideen er, at den glimtende pirk skal lokke fiskene til.

Når først fiskene har lokaliseret pirken, skal de lokkes til hug. Til det formål bruges små bevægelser - til tider nærmest kun en sitren af stangspidsen. Store bevægelser skræmmer mere, end de lokker i det iskolde vand. Det er også vigtigt, at de træge fisk får god tid til at tage den agnede krog. Det er jo primært den, de hugger på - i de færreste tilfælde selve pirken.

På gode dage - specielt først og sidst på isfiskesæsonen - kan den vandrette balancepirk give et forrygende fiskeri. Vandet må ikke være for koldt - isen skal lige have lagt sig, eller jordvarmen skal være ved at trænge igennem i den sene vinter - for så jager aborrerne ikke vildt. Og da tager de ikke så gerne den store balancepirk.

Balancepirken fiskes ikke som den almindelige pirk med op- og nedadgående bevægelser. Balancepirken er i stedet konstrueret til at fiske i det vandrette plan. Den skal derfor bevæges med små og bløde bevægelser, hvor stangspidsen kun langsomt føres op- og nedefter. Da vil balancepirken bevæge sig i store ottetaller - præcis som en rigtig levende lille fisk.

Det øvrige udstyr

Det er naturligvis af afgørende betydning, at man overhovedet kan få hul på isen! Til det formål kan man bruge økse, sav eller sågar motorsav, når det går vildest til.

Men til almindeligt isfiskeri er det bedste et fredeligt spiralbor af den skandinaviske type - eksempelvis et isbor fra svenske Mora. Med det kan man let og smertefrit bore huller med en diameter på 10-15 cm, og mere får man ikke brug for til aborrer. Husk også en hulske til at fjerne grødis i hullet med.

En god måde at lokalisere aborrerne på er at bore en række huller ud over en skrænt på søens dybeste vand. Så prøver man sig frem fra hul til hul, indtil den rette vanddybde for dagen er fundet.

Aborren har nemlig en lukket svømmeblære og er derfor ganske følsom over for pludselige ændringer i lufttrykket - også selv om den jo befinder sig nede i vandet. Den mærker straks ændringerne og flytter sig tilsvarende - mod lavere eller dybere vand. Derfor findes aborren ikke altid på de allerdybeste steder i søen. Og derfor må man altid lede sig frem til den.

Påklædningen kan ikke være varm nok. Selv iført hele vintergarderoben holder man i regelen kun til få timers effektivt fiskeri, førend pejsen og en varmende whiskysjus bliver umådeligt tiltrækkende!

Noget af det vigtigste er i sagens natur varmt fodtøj, som kan isolere mod kulden fra isen. Fiberpelssokker og tykke filtsåler i støvlerne er ingen luksus i denne tid, flere lag vind- og vandtæt tøj heller ikke.

Det samme gælder redningsvesten, som både luner og redder menneskeliv - også på isen. Selv den tykkeste is har svage steder - specielt de større søer, hvor der kan være en ganske voldsom strøm under isen. Ligger der vand på isen, så gå langt udenom!

Og husk så, at isen skal være mindst 10 cm tyk - helst 15 cm - før den er sikker!

© Steen Ulnits 1999