- The Eagle has landed!
Den amerikanske ørn flyver
igen - nu højere end nogensinde før. Læs
her om firmaet, der "opfandt" kulfiberstangen i 1973,
og som idag satser på kompromisløs topkvalitet!
Det var Rolls Royce, der i samarbejde
med Royal Air Force i England fandt frem til kulfiberen. Det
skete i slutningen af 60'erne.
Engelske Hardy eksperimenterede
derfor tidligt med den nye kunstfiber, men opgav lige så
hurtigt at få noget fornuftigt ud af den til bygning af
fiskestænger. Richard Walker, datidens flueorakel og samtidig
konsulent for Hardy, karakteriserede engang de nye prototyper
som "aldeles ubrugelige"...
Amerikanske Fenwick, som faktisk
allerede da havde arbejdet sammen med Hardy - om udvikling af
"Jet" fluestængerne i glasfiber - gav imidlertid
ikke op så let. De vidste, at man her havde en ny fiber
med helt nye muligheder - når først man lærte
at bruge den rigtigt.
Det lærte man sig i løbet
af 1972, hvorefter man i 1973 kunne sende verdens første
serieproducerede kulfiberstænger på markedet - under
det nu verdensberømte navn "HMG", der står
og stod for "High Modulus Graphite".
Fenwick var allerede da et legendarisk
navn inden for bygning af fiskestænger i glasfiber. Ikke
mindst deres gule stænger i tætvævet glasfiber
havde venner verden over. Det var da også til disse stænger,
at Fenwick udviklede verdens første glas-til-glas ferrule
- "sleeve" samlingen, som var et stykke glasrør
lagt uden på overdelene med underdelen passende ind i.
Det var også Fenwick, som
siden udviklede "Feralite" samlingen, der var mere
krævende at fremstille, idet stangen nu bestod af to separate
klinger, hvor underdelen passede direkte ind i overdelen.
I nogle år leverede Fenwick
da også klinger til ABU's fluestænger af samme navn.
Nu, hvor ABU er sammen med Fenwick i OTG gruppen, kan man således
sige, at ringen er sluttet. To gamle samarbejdspartnere har fundet
sammen igen!
Den første prototype
Den første kulfiberstang
var omgærdet med megen mystik, hvilket illustreres på
glimrende vis af følgende lille historie fra det virkelige
liv:
Den første Fenwick prototype
så dagens lys i 1972, hvor den skulle "field testes"
ved den afsides beliggende steelhead-flod, Dean River i British
Columbia, Canada.
Jim Green, dengang Fenwick's
dynamiske leder, var fader til prototypen. Han var netop ankommet
og i færd med at rigge stangen til - da en larmende jet
boat kom susende op ad den ellers øde flod. Båden
tog land, og ud sprang en vildt fremmed mand.
- Jim Green, I presume? -
Jeg hører, at De netop har bygget verdens første
kulfiberstang. - Må jeg se den?!
Så stor var forhåndsinteressen
altså, og de nye kulfiberstænger tog da også
verden med storm. De nye stænger var lettere, stærkere
og tyndere end noget tidligere. At de så også var
langt dyrere, holdt ikke fluefiskerne tilbage. Ville man være
med helt fremme på det sidste beat, måtte man have
sig en Fenwick "HMG"!
De var som sagt ikke billige
- end ikke i USA og da slet ikke herhjemme. Da de første
Fenwick stænger nåede lille Danmark i 1974, var vi
mange, der nærmest stod i kø for at prøve
dem hos daværende Sport Centrum i Odense.
- Sikke nogle kastemaskiner,
når man nu var vant til langsomme og tunge fluestænger
i glasfiber og splitcane! Men prisen - på den forkerte
side af kr. 1.000,-...
Fenwick red højt på
kulfiberbølgen i nogle år, indtil konkurrenterne
fik indhentet forspringet. Fenwick blev siden solgt til Woodstream
koncernen og produktionen flyttet til først Mexico og
siden Fjernøsten. Jim Green forlod firmaet og gik sammen
med sin gamle kollega Don Green, der flere år tidligere
var gået solo for at starte Sage. Hermed røg Fenwick
ud på sin første nedtur nogensinde.
I en årrække koncentrerede
Fenwick sig i høj grad om at udvikle beklædning
til udendørs brug - specielt naturligvis med sigte på
lystfiskere. Den politik blev så atter lagt på hylden
i 1994, hvorefter man igen satsede fuldt ud på det, man
for alvor kunne - nemlig fremstille førsteklasses fiskestænger.
På banen igen
Vi sidder i den rustikke "Fenwick-hytte"
hos OTG-CANI i Randers, hvor Ib Andersen fortæller om Fenwick's
nye produkter og forestående markedsføring i Danmark.
Faktisk er det CANI, der fremover skal produktudvikle Fenwick
til ikke bare Skandinavien, men også det øvrige
Europa!
Da Berkley købte Fenwick
fra Woodstream i 1988, gled Fenwick i nogle år ud i glemslen.
Stangproduktionen, som Fenwick havde startet op i Cancun, Mexico,
blev lukket og flyttet til Outdoor Technologies International
(OTI) på Taiwan. Hos OTI rådede man over den fornødne
ekspertise til avanceret stangkonstruktion. Her har man nemlig
fremstillet fiskestænger i mere end 30 år!
For det er avancerede stænger,
som fremstilles hos Fenwick. Stænger, som ikke bare bygger
på de nyeste kulfibre fra fly- og rumfartsindustrien. Men
stænger, hvis komplicerede opbygning slet ikke fremgår
af den blanke og glatte overflade. Stænger, som for den
uindviede kan ligne hinanden til forveksling.
I den dyreste ende ligger de
eksklusive "Iron Feather" stænger, der i en kort
periode blev markedsført som "CoFi" stænger.
De lanceres nu igen under "Iron Feather" navnet - til
priser op imod kr. 5.000,-. Det er stænger, som er bygget
af de bedste og dyreste kulfibre, der er lagt op om specialdesignede
stålmandreller i separate lag og forskellige vinkler. Finish'en
er selvfølgelig i top, men det er altså under det
glatte ydre, den virkelige sensation befinder sig...
"World Class" er næste
skridt i rækken - stænger, som har været på
markedet i nogle år nu og der vundet mange tilhængere
i USA. "World Class" har lånt navn fra de meget
kostbare fluehjul, som Fenwick producerede engang i 80'erne,
da man endnu var ejet af Woodstream.
Lidt billigere endnu er den klassiske
"HMG" serie, der bærer arven fra 1973 videre
mod årtusindskiftet. Stænger, som stadig kan tilfredsstille
selv den mest krævende fluefisker. Billigst er "Black
Night Hawk" fluestængerne, hvor der ikke er gået
på kompromis med aktion og kasteegenskaber - blot er der
anvendt mindre kostbare kulfibre til klingerne og billigere fittings.
Flere af stængerne fås også som 4-delte, hvilket
der er stigende interesse for.
Men Fenwick er ikke kun fluestænger,
selv om de stadig fylder mest hos den amerikanske producent.
Fenwick er også spinnestænger og havstænger
i verdensklasse, hvilket dokumenteres af de dyre, men hypersensitive
og superlette "Iron Feather" stænger, de råstærke
"River Runner" i radial kulfiber samt arbejdshestene
fra "Black Night Hawk" serien.
Kræsne havfiskere vil i
"Sea Hawk" serien finde meget smukke og råstærke
havstænger, der for alvor kan håndtere de nye uelastiske
liner á la Berkley's "FireLine". Disse havstænger
har nemlig nyudviklede AFTCO rulleøjer med så små
tolerancer, at selv sytrådstynde FireLines ikke kan komme
i klemme. Endda øjer, hvis ruller kan udskiftes på
et øjeblik!
"Salt Stick" er en
helt ny stangserie baseret på den engelske "uptide"
tradition. Det er lange og lette havstænger, som fint kan
kaste selv tunge havpirke. Stænger, der kan bruges til
såvel det traditionelle pirkefiskeri på pirkesiden
som til det mere aktive kastefiskeri på spinnesiden.
Fenwick VIP Customer Goldcard
Ib Andersen fortæller,
at man satser på at etablere omkring 25 Fenwick forretninger
landet over - butikker, hvis personale og generelle indstilling
er kvalitet og service frem for alt. Butikker, hvor man kan se
mest muligt af det store sortiment, og hvor man kan få
en kvalificeret rådgivning omkring de dyre produkter.
Ib Andersen fortæller også,
at man agter at gøre noget specielt ud af de kunder, der
investerer i de dyreste Fenwick grejer. De bliver VIP kunder
og får et Goldcard samt løbende info om spændende
nyt fra Fenwick.
I den forbindelse lancerer Fenwick
snart en serie fluehjul i prisklasser, der matcher de forskellige
serier af fluestænger. - Det bliver kræs for kendere,
lover Ib Andersen. De nye hjul bliver markedsført under
navnet "Eagle River".
Men Fenwick er ikke kun fiskestænger
og -hjul. Fenwick er også fiskeliner - spinneliner og flueliner.
Således regner man med, at de nye TechnaBraid flueliner
med uelastiske Dyneema kerner lanceres på næste Fly
Tackle Dealer Show i Denver, Colorado, USA. De har været
under opsejling i efterhånden flere år, men Fenwick
vil være sikker. Sporene fra engelske Airflo skræmmer
stadig.
Når Fenwick forhåbentlig
snart lancerer TechnaBraid, er den gennemtestet til mindste detalje.
Ingen uheldige overraskelser her!
TechnaAV
Moderne kulfiberstænger
er uhyre lette - så lette, at en fluestang af virkelig
kvalitet ofte vejer under 100 gram!
Det hele er imidlertid ikke rosenrødt.
De stedse lettere og stivere kulfibre gør, at der skal
mindre og mindre materiale i klingerne. De bliver derfor så
tyndvæggede, at de ofte kan knække - trods en meget
høj pris. En vildfaren, vægtbelastet flue kan let
gøre uoprettelig skade på den tyndvæggede
klinge.
Fenwick har længe eksperimenteret
med at blande små kevlarfibre i det færdige kulfiberklæde.
Kevlar bruges som bekendt til skudsikre veste, punkterfri dæk
og lignende. Klinger fremstillet på denne måde bliver
derfor markant stærkere - tåler bedre stød
og slag og vildfarne fluer - uden samtidig at blive tungere.
Udviklingen er nu så langt
fremme, at Fenwick kan lancere en helt ny serie stænger
bygget efter dette koncept. Det er "Techna AV" serien,
som i den amerikanske fiskepresse markedsføres under brug
af skudsikre veste og rå mountain bikes - for at markere
de nye stængers robusthed.
Vi har imidlertid ikke turdet
teste de nye Techna stænger "to the limit", som
amerikanerne selv siger. Men det står klart, at der er
tale om en meget vellykket og velkastende stangserie. Klingerne
er spændstige og meget slanke. De yder derfor minimal luftmodstand
under kastet.
Man ser tydeligt de små
kevlarfibre, der ligger som papirfibre mellem kulfibrene - altså
de fibre, som skal gøre Techna stængerne ekstra
robuste over for stød og slag, der ellers let kan tage
livet af en moderne, tyndvægget kulfiberstang. Ifølge
Fenwick er TechnaAV stængerne fire gange som robuste over
for stød og slag som almindelige kulfiberstænger.
Alt tyder således på,
at den amerikanske ørn flyver igen!
© 1998 Steen Ulnits
|