Molemakreller og bolværkstun

Makrellen er en fascinerende fætter, som har gjort et gevaldigt comeback i danske farvande i de seneste år - sikkert godt hjulpet på vej af de støt stigende havtemperaturer. Det har "fremmede" fisk som multer og havbars jo også nydt godt af i samme tidsrum.

Det så ellers i mange år lidt sløjt ud med makrellen, som i 1960'erne var genstand for et massivt overfiskeri, der på et tidspunkt truede med helt at trække tæppet væk under denne den eneste danske repræsentant for de hurtigt svømmende tunfisk. Men fiskeriet kom under kontrol, og makrelbestandene regenererede langsomt, men sikkert til dagens gode niveau. Nu kan vi atter regne med at se stimerne inde under land langs den jyske nordvestkyst - præcis som i de gode, gamle dage!

Hektisk hurtigsvømmer

Makrellen er kendt som nok den stærkeste af alle fisk i danske farvande, og pund for pund er der intet, som kan hamle op med en netop kroget makrel. Da går det hidsigt og i zigzag til først den ene og så den anden side. Makrellen bliver aldrig træt og lægger sig på siden, som andre fisk gør. Nej, den bliver ved med at svømme til det sidste. Vel oppe på det tørre fortsætter den svømningen og hamrer den smalle hale i bundbrædder og sandstrand som en anden trommeslager!

Det skyldes nu ikke en kampånd ud over det sædvanlige. Det skyldes i stedet den enkle kendsgerning, at makrellen dels ikke har nogen svømmeblære - dels ikke kan pumpe vand over gællerne som de fleste andre fisk. Den er højt specialiseret og helt afhængig af at svømme fra morgen til aften. Gør den ikke det, synker den til bunds - og bliver kvalt!

Makrelflokken er derfor i konstant bevægelse - på jagt efter dels dyreplankton i overfladevandet - dels stimer af småsild og brisling, når disse indfinder sig.

Brislinger i brændingen

Makrellen vandrer - sin begrænsede størrelse til trods - over store afstande i løbet af et år. Vinteren tilbringes således ude på flere hundrede meter dybt vand i dels Skageraks dybe Norskerende - dels de dybe partier syd og vest for den Engelske Kanal.

Først på året søger fiskene ind over kontinentalsoklen, hvor de når Irlands og Englands kyster i det tidlige forår. I maj-juni når de op langs Vesterhavet og trænger i juni-juli ind i Kattegat og de indre danske farvande. Højsæsonen her er dog juli-august, hvor fiskene når ind på kastehold af fiskere på land - ikke mindst fra vestkystens mange og lange høfder.

Fiskene, som har gydt i maj-juni, er meget sultne og forsager derfor de smådyr, der ellers har udgjort størsteparten af kosten. Nu indstiller de magre makreller i stedet sigtet på stimer af småsild og ikke mindst brisling, som de undertiden jager helt ind under land. Ofte så tæt på, at brændingen skyller de panikslagne brislinger op på land - af og til sågar i selskab med en hidsig makrel, der selv har mistet overblikket!

Gamle fiskere på Agger Tange fortæller, at de i drengeårene ofte samlede strandede makreller op fra sandstranden - den mest bekvemme måde at fange dem på!

Let at fange

Normalt fanger man nu makrellen på stang, hvor den er et taknemmeligt bytte. Den hugger nemlig på alt, der er i vandet - når ellers den selv er der! Makrelstimerne flytter sig lynhurtigt. Snart er de ved den ene høfde - snart ved den anden. Snart svømmer de rundt helt inde i bølgeskvulpet for kort efter at runde høfdens yderste spids. Makreller går og kommer - præcis som den danske sommer!

Makrellen følger sine byttedyrs døgnrytme - enten direkte eller indirekte. De små makreller, som æder dyreplankton, følger disses bevægelser op og ned i vandet i takt med lyset. Højest går de morgen og aften, mens dagtimerne oftest tilbringes nede på flere meter vand. De større makreller følger samme mønster - blot i hælene på sild og brisling, som igen følger planktondyrene.

Makrellens fremragende lugtesans gør den til et let bytte for medefiskeren, der foretrækker et flåd og små fiskestykker på krogen. Han ved også, at makrellens eget olieholdige kød er en fremragende agn - til makreller! Han bruger glideflåd, så han let kan justere fiskedybden og således følge makrellerne op og ned i vandet.

Den garvede makrelfisker ved også, at der skal godt vejr til. Helst skal der være østenvind i tre-fire dage, førend makrellerne dukker op. Makrellen er nemlig - som planktonfiltrerende rovfisk - forsynet med et sæt meget tætte gællegitterstave. Og den trives derfor dårligt i grumset og uklart vand. Den vil forståeligt nok ikke have sand i gællerne, og derfor ser man den først inde under land, når bølgerne har lagt sig og vandet er klaret op. Østenvind er således makrelvejr!

Makrelmuren

De fleste makreller fanges nok af spinnefiskeren, der med fordel kan have et par ophængere på linen over pirken. Er der makreller i farvandet, er der ofte fuldt hus på alle kroge - og et efterfølgende cirkus på land, når makrellerne skal aflives og forfanget filtres ud igen!

Længere til havs bruger havfiskeren ofte et decideret makrelforfang med fem glitrende ophængere over pirken. Har man først fundet makrellerne, kan man slet ikke få pirken ned til bunden - ned til de torsk, man i regelen fisker efter. Krogene bliver helt enkelt hængende, når man rammer "makrelmuren"!

På det tunge havgrej giver de små makreller ikke megen kamp. De slås mest mod hinanden! Men skifter man ud til lettere kastegrej, er en håndfuld sprælske makreller altid en oplevelse. Og skulle man være heldig at sætte krogen i en kilostor makrel, da gyser man ved tanken om, hvordan det mon er at sidde i stolen med en hundrede gange tungere tunfisk...

Letfordærvelig spisefisk

Kært barn har mange navne, og makrellen er bestemt ingen undtagelse. Sildemakreller er betegnelsen for små makreller, som endnu ikke er meget større end de sild, de senere vil komme til at æde. Bolværkstun er et andet kælenavn for den lille hurtigsvømmer, der alle dage har været den fattige mands lille tunfisk - én, der kunne fanges fra moler og høfder og til billige penge. Stik modsat den kæmpemæssige tun, som kræver dyrt grej og store både, hvis man vil i nærkamp.

En nyfanget makrel er et sandt orgie i changerende farver - fra ryggens blå og grønne bølgestriber til sidernes perlemorsagtige glans. De grønne farver gav under krigen stof til myten om, at makrellerne gerne spiste døde tyske flådesoldater - at det var derfor, de selv blev grønne!

Faktum er imidlertid, at makreller har en fabelagtig lugtesans, hvilket gør det muligt at lokke dem til over lange afstande - med hakket fiskeaffald, der gerne må lugte lidt. Det kommer de nyfangede makreller desværre også hurtigt til - i sommervarmen. Makrellens mørkerøde kød er uhyre letfordærveligt, og kommer fiskene ikke på køl eller helst is med det samme, bliver de uspiselige på få timer. Benene løsner sig fra kødet, og den fisk er spildt...

Grillet og røget

Når makrellen har gydt i maj-juni, æder den som en gal for atter at få huld på kroppen. Som sommeren går, bliver fiskene federe og federe i kødet, hvilket man skal tage højde for ved tilberedningen.

Kogt makrel bliver aldrig nogen fornøjelse, da fiskene er alt for fede og fiskesmagende til dette. Grillet og krydret er makrellen derimod en fornem spise, som ingen grillmester bør snyde sin Weber for. Det samme gælder også i røget tilstand, hvor makrellen yder sit allerbedste - gerne peberrøget.

Medbring derfor altid en lille transportabel røgeovn af den slags, der kan fås i supermarkeder og sportsbutikker til nogle få hundrede kroner. Så er man sikker på en selvfanget og selvtillavet himmerigsmundfuld i strandkanten!

© 2009 Steen Ulnits