- Study to be quiet...
Et tankevækkende besøg
i sydengelske Winchester Cathedral, hvor selveste Izaak Walton
ligger begravet.
Jeg har været der flere
gange, og jeg kører aldrig forbi uden at kigge ind: Winchester
Cathedral i Sydengland. Ikke fordi jeg er religiøs eller
noget i den dur. Ikke fordi min far var kirkesanger, så
længe jeg kan huske. For rent faktisk har jeg aldrig holdt
af hverken kirker eller kirkekor eller kirkesang eller kirkegang.
Jeg har altid oplevet det som noget forstilt og forløjet
og aldrig være det mindste fornøjet, når jeg
skulle med mine forældre i kirke om søndagen...
Alligevel har jeg med årene
fået et mere afslappet forhold til kirker, som jo er og
bliver fascinerende bygningsværker og kulturhistoriske
milepæle - også for ateister som undertegnede. De
afspejler om nogen historiens vingesus og kunne fortælle
meget, hvis de altså kunne tale!
Et helt specielt forhold har
jeg fået til Winchester Cathedral, som jeg første
gang besøgte, da Orvis inviterede mig på fiskeri
i deres nyerhvervede River Test. En kalkstrøm så
klassisk, som nogen kan være, for det var jo her, tørfluefiskeriets
vugge stod. Her datidens koryfæer udviklede de første
tørfluer nogensinde og derfor gjorde verden til et nyt
og bedre sted!
På vej til den lille by
Stockbridge, hvor amerikanske Orvis placerede sit første
europæiske brohoved på bredden af River Test, passerede
jeg Winchester Cathedral. Jeg vidste, at lystfiskeriets moderne
fader Izaak Walton skulle ligge begravet her, og jeg valgte derfor
at indlægge en lille pause i rejsen netop her.
Den gamle mand og koret...
Det var en tirsdag, og der var
tomt og stille i den store katedral. Jeg ledte en halv times
tid, men fandt ikke noget, der havde med Izaak Walton at gøre.
Så nærmest snublede jeg i et mørkt hjørne
over en stol, hvorpå sad en gammel, vindtør mand
og sov. Jeg blev helt forskrækket, men dristede mig dog
til at spørge ham, om der var liv. Han kunne nemlig sagtens
se ud til at være død...
Det var der! Den gamle mand nærmest
sprang op af stolen og spurgte mig, om han kunne være til
tjeneste. Jeg forhørte mig derfor om Izaak Walton, hvilket
fik ham til at lyse helt op i mørket.
- Oh, you are a fisherman!
- Follow me, young man!
Det gjorde jeg, og vi nærmest
småløb op til den fjerneste ende af katedralen,
hvor Izaak Walton ligger begravet - i sit helt eget kapel med
de smukkeste glasmalerier og blyindfattede ruder. - Wow,
tænkte jeg. - Absolut passende omgivelser for lystfiskeriet
sande fader!
Siden mit første besøg
har Winchester Cathedral fået en kraftig makeover og er
nu blevet en turistattraktion på linje med så mange
andre - på godt og ondt. Under mit seneste besøg
i 2010 var der både internet og surround sound i den gamle
katedral, som nu også havde fået en lydside: Kirkens
berømte drengekoret lægger nu klangbunden og sørger
for en helt up to date totaloplevelse af kirken!
Væk var den sovende gamle
mand på kirkestolen - erstattet af en multimedieprojektor
styret af en kraftig MacBook Pro foran alteret. Og billetter
til rundvisning kan naturligvis bestilles - på internettet...
Well, well, well. Essensen er
dog stadig intakt - det er blot indpakningen, der er ændret.
Og tidsånden. En rundvisning og bjergvandring helt op på
det høje kirkeloft og taget med en pensioneret "bell
ringer" overbeviste mig heldigvis om, at fortiden stadig
var til stede i fuldt flor! Er du på besøg, så
tag den rundvisning, mens den gamle klokker endnu kan klare de
mange og meget smalle trapper. Det er en oplevelse af de store!
On location i Skotland
Jeg fik mit første danske
eksemplar af klassikeren over alle klassikere blandt fiskebøger
- Izaak Walton's "The Compleat Angler" - i konfirmationsgave
som 13-årig. "Den Fuldkomne Fisker" var en smuk
bog med guldtryk på ryggen, hvilket fik den til at se præcis
lige så dyr ud, som den havde været hos boghandleren!
Sagde min morbror i hvert fald...
Pudsigt i den forbindelse, at
selvsamme bog i dag kan fås som gratis ePub bog på
iTunes - som led i det idealistiske Project Gutenberg. Læs
mere herom i en anden ny artikel her på www.ulnits.dk:
"E-bøger til E-fiskere"
"Den Fuldkomne Fisker"
var tung læsning for en teenager, som havde lidt svært
ved at forstå den noget højtravende samtale mellem
Piscator (fiskeren), Venator (jægeren) og Viator (falkoneren),
der på skift prøver at overbevise de andre om, at
netop hans sport er den ypperste. Men jeg kunne godt se ideen
og sympatiserede med den noble ånd, samtalen foregik i.
Alle ville gerne vinde kampen, men det skulle gå sportsligt
korrekt til. Man er vel englænder!
Mange år senere blev jeg
en dag ringet op af Danmarks Radio, som havde planer om en slags
moderne filmatisering af netop denne bog. Det skulle ske i Skotland
- ved bredden af den klassiske lakseelv River Dee - og vi skulle
være tre mand i rampelyset: En fisker (mig fra Århus),
en jæger (René fra Sjælland) og en falkoner
(Frank fra Nordjylland). Hver især skulle vi dyrke vor
ædle sport og på skift introducere de andre for den.
Det blev til tre udmærkede
programmer, som dog beklageligvis tabte tråden tilbage
til Izaak Walton noget. Jeg havde to dage til at fange en laks
i, men fiskene ville ikke rigtig noget. Vandet var lavt, og laksene
havde været i elven i flere uger. Den første dag
var derfor fiskeløs - uden fisk til hverken mig, fotograf
eller lydmand.
Den Gode, den Onde og ham, der...
Da var det, at vor falkoner gjorde
sig morsom på min bekostning og dermed påkaldte sig
gudernes vrede. Han fandt på en helt ny og opdateret titel
til programmerne: "Den Gode (ham selv), Den Onde
(jægeren, der skød på det hele) og
Ham, der ikke fangede noget" (mig)...
Det skulle han aldrig have gjort.
Jeg fik min laks den følgende dag - med kameraerne rullende
fra det øjeblik, laksen huggede, og til den gik i min
ghillie's store net. Og da Franks fugle så efterfølgende
skulle på en kostbar rypejagt i det skotske højland
- gad de slet ikke flyve!
Frank var fortvivlet, for dette
var hans livs chance for at dyrke noget så sjældent
og attraktivt som rypejagt med falk i det skotske højland.
Og så blev det et totalt nederlag - endda for åben
skærm. De fornemme falke fattede ikke en dyt og da slet
ikke sagens alvor, men fløj blot til nærmeste hegnspæl
og satte sig der - mens skytter og hunde forgæves lettede
den ene skotske højlandsrype efter den anden...
Jeg havde oprigtigt ondt af Frank,
men kunne alligevel ikke dy mig. Forsigtigt foreslog jeg derfor,
om vi nu ikke igen skulle opdatere og ændre titlen på
programmerne - denne gang til: "Den Gode (nu mig
selv), Den Onde (stadig René, som stadig skød
på det hele) - og Ham, hvis Fugle ikke kunne flyve..."
Det blev jeg ikke populær på, men nu var
det jo Frank selv, som var startet og havde lagt stilen...!
Izaak og Charles - venner for altid!
Såvidt min egen personlige
udgave af "The Compleat Angler". Den oprindelige bog
stammer fra 1653 og havde 13 kapitler. Walton tilføjede
hen ad vejen flere kapitler, og den femte og sidste udgave fra
1676 havde hele 21 kapitler. Izaak Walton havde en rigtig god
personlig ven og yngre discipel ved navn Charles Cotton. De to
var så gode venner, at Charles i en senere udgave fik lov
til at udvide sin mentors klassiker med et udførligt appendix
om fluer og fluefiskeri - et fiskeri, der var ganske nyt i de
dage.
Med denne opdatering kunne Walton's
fiskebog holde sig ung i mange år efter den fiskende købmands
død i 1682, hele 90 år gammel. En meget høj
alder i de dage og et godt eksempel på det gamle kinesiske
ordsprog om, at "de timer, man tilbringer med fiskestangen,
ikke fratrækkes ens afmålte levetid"!
Izzak Walton fik mange år
senere sit eget kapel i et hjørne af den formidable Winchester
Cathedral - i fornemt selskab med konger, hertuger og andet godtfolk.
Han havde livet igennem gode forbindelser til kirken og fik sågar
udvirket, at en af hans egne døtre blev gift ind i præsteskabet
i Winchester. Det var nok hans egentlige adgangsbillet til senere
udødelighed her...
Her hviler han nu sammen med
sin søster, og her har han fået selskab af sin gode
ven Charles - i form af et stort glasmaleri, hvor de to venner
spiser frokost ved bredden af River Avon. Idyl, så det
basker og ikke et øje er tørt! Man kan næsten
høre fuglesangen. Der er naturligvis vin i flasken og
brød på dugen.
Der er i det hele taget noget
uhyre engelsk og bibelsk over hele det sydengelske sceneri. Men
det er vel kun er "fitting" (passende) på et
sted som Winchester Cathedral...?
Som en sand troende testamenterede
Izaak Walton da også hele sin formue til de fattige på
egnen. Og som "true believer" er hver en lystfisker
næsten forpligtet til bare én gang i sit liv at
have besøgt katedralen og sagt en bøn for salig
Izaak. En pilgrimsrejse til Winchester. For hans eller hendes
egen skyld...
- Study to be quiet, som en af bogens læresætninger
lyder!
© 2010 Steen Ulnits
|