|
Valne vinterørreder
Kystvandet er nu så koldt,
at havørrederne er på vej væk fra de åbne
kyster med høj saltholdighed - til overvintringsstederne
med lav saltholdighed og blød bund.
Efterårsvandringen
Forår og sommer har havørreden
brugt på at æde sig tyk og fed - så den kan
klare efterårets strabadserende gydevandring og opbygning
af rogn og mælke. Efterårsvandringen sættes
oftest i gang af den første periode med dårligt
vejr i august-september. Fiskene fornemmer straks, at efteråret
stunder til - at gydevandringen er nært forestående.
Med is i strandkanten
er der stadig langt til foråret.
© foto Steen Ulnits
De helt store fisk er ofte trukket
op i de større åer allerede i maj-juni. De mindre
fisk - altså størsteparten - bliver derimod ude
i havets spisekammer endnu et par måneder. Disse mindre
fisk begynder nu i sensommeren eller det tidlige efterår
deres vandring tilbage til det vandløb, hvor de stammer
fra. Der er meget ofte tale om samlede vandringer af svagt farvede
fisk på 3-6 pund - hanner og hunner, som måske allerede
har dannet par. Træffer man på en sådan flok,
kan man opleve årets suverænt bedste fiskeri med
flere fisk inden for et kort tidsrum.
Man skal ikke være bange
for dårligt vejr med riv og rusk, når det gælder
fiskeriet efter disse gydevandrere. Godt vejr gør de velnærede
fisk vanskelige at lokke. Omvendt kan en solid efterårsstorm
få dem til at kaste sig over alt, de træffer på.
Ofte fanger man disse svagt farvede
gydevandrere på nøjagtig de samme lokaliteter, hvor
man i det tidlige forår fangede nedfaldsfiskene på
vej ud efter gydningen. Og ofte lønner det sig at fiske
målrettet efter dem i nattetimerne, hvor fiskene trækker
mest. Pynter og næs, som stikker ud fra kystlinjen, er
altid at foretrække. Her indlægger de trækkende
fisk ofte en pause i vandringen.
Farvede fisk fredet
Husk i den forbindelse på,
at fredningen for farvede havørreder sætter ind
den 16. november. Blankfisk må fanges hele året.
Ukyndige kan have svært ved at skelne mellem blanke og
farvede fisk, så derfor et par tips desangående:
- Farvede fisk kan godt vær
blanke, men aldrig sølvblanke. Hunfiskene kan i stedet
være gråblanke eller gyldne.
- Farvede fisk har altid faste
skæl, hvor blanke fisk i stedet har løse skæl,
der falder af ved den mindste berøring.
- Farvede fisk kæmper
i regelen mere sejt og vedholdende end blankfisk, som ofte springer
ud af vandet.
Farvede fisk er i det hele taget
mørke og tykhudede sejtrækkere, som tåler
genudsætning langt bedre end de sølvfarvede blankfisk,
der ofte kæmper livet af sig, når de mærker
krogen. Farvede fisk kræver derfor ikke nær samme
genoplivning i forbindelse med genudsætning.
To kolde kystørreder
på is - begge fra Kalø Vig.
© foto Steen Ulnits
Vinterresidensen
Når alle kønsmodne
havørreder er vandret op i åerne for at gyde, kan
man stadig træffe på blanke, ikke-kønsmodne
fisk i hav og fjord. Det kan være de små "grønlændere",
eller det kan være enkelte store "overspringere"
- fisk, der af en eller anden grund har valgt ikke at gyde det
pågældende år. Naturens reserve, hvis noget
skulle gå galt oppe i det ferske.
De blanke og ikke kønsmodne
fisk fortsætter med at æde i det salte, så
længe der ellers er føde nok. Men med faldende vandtemperatur
søger de mod stedse mindre salt vand - fra åbent
hav ind i de mere lukkede fjordområder, hvor udstrømmende
vandløb gør vandet mere fersk. De æder stadig,
men i takt med den dalende temperatur falder også deres
stofskifte og dermed behovet for føde. Fiskene bliver
helt enkelt sværere og sværere at overliste for lystfiskeren!
Om vinteren er de åbne
og salte farvande i regelen som støvsuget for havørreder.
De er enten trukket op i åerne for at gyde eller ind i
bunden af fjordene for at overvintre. Herinde finder vi dem da
også, når isen i det tidlige forår bryder op.
Og modsat sidst på året, hvor fiskene er velnærede
og træge, der stiger nu deres sult og jagtlyst dag for
dag med de stigende vandtemperaturer. Ikke uventet har man nu
det bedste fiskeri midt på varme og solrige dage, hvor
alting for alvor liver op efter vinterdvalen. Det lave vand i
inderfjordene varmes hurtigt op - hurtigere end vandet på
åben kyst.
Vinterpladserne er ofte karakteriseret
af blød mudderbund - præcis de samme lokaliteter,
som havørrederne skyr i det sene forår, når
vandet bliver for varmt og de første bundvendinger er
en realitet. Men i vintermånederne - på grund af
det kolde vand - er der altid rigeligt med ilt på sådanne
pladser. Fødeemner ligeså.
Det rigtige grej
Som fluefisker kan man i regelen
nøjes med en enkelt udrustning, når det gælder
fluefiskeri i havet. En 9-10 fods stang klasse 7-8 klarer det
meste, når den forsynes med et saltvandsbestandigt fluehjul,
der kan rumme fluelinen samt 100 meter bagline.
Farver skal der til
om vinteren - gerne fluorescerende.
© foto Steen Ulnits
Linen skal være en flydende
WF til fiskeri på lavt kystvand uden større bølger.
Er der pålandsvind og bølger, står man sig
ved i stedet at bruge en såkaldt "intermediate"
line, som lige akkurat synker ned under bølgerne. Herved
opnår man, at linen ligger mere lige, og man har da en
bedre kontakt ud til fluen.
Her om vinteren er det dog altid
en god idé at opsøge steder med læ for den
kolde vind - steder med en blank overflade, lavt vand og blød
bund. Steder, som i regelen bedst lader sig befiske med en flydende
line. Intermediate linen er bedre gemt til forårets fisker
efter hidsigt jagende blankfisk.
Foregår fiskeriet primært
i lukkede fjordområder - og det bør det som sagt
gøre, når vinterkulden for alvor trænger sig
på - kan man med fordel skifte den tunge klasse 7-8 udrustning
ud med en let 8-9 fods stang klasse 5-6. Da får man det
optimale ud af de mindre fjordørreder - og de hidsige
steelheads, som ind imellem også blander sig i fangsterne
herinde.
De rette fluer
Kystfluerne er et kapitel for
sig. Der er to grundtyper at vælge imellem - ren fantasi
og så mere eller mindre nøjagtige imitationer af
havørredens fødeemner.
I det kolde vand er der ikke
så meget føde som tidligere på året,
og de resterende farvede fisk er samtidig mere aggressive end
ellers - på grund af den tilstundende gydning. Alt i alt
medfører dette, at imitationsfluernes tid er ved at være
passé - erstattet af de mere farvestrålende provokationsfluer,
som går deres sejrsgang i de kommende måneder.
Det fluorøde
Juletræ - et sikkert kort til vinterørreden.
© foto Steen Ulnits
Som altid når det gælder
havørreder på kysten er mønsteret ikke specielt
vigtigt. Kunsten består primært i at finde frem til
fiskene - sekundært i at byde dem den rette flue. Det skal
dog ikke være nogen hemmelighed, at min egen absolutte
favorit er et fluorødt "Juletræ" str.
4. Det er ikke småting, den har fanget af vinterfisk for
mig gennem de sidste 15 år...
© Steen Ulnits 2000
|
