|
Test-fiskeri - i Itchen!
Det var her, tørfluefiskeriets
vugge stod. Det var også her, de første nymfefluer
blev opfundet. Og det er stadig hertil, fluefiskere fra hele
verden valfarter - som pilgrimme på vej til den hellige
stad.
I det sydlige England, som har
en undergrund af ren kalk, løber to af verdens mest kendte
vandløb - i hvert fald blandt fluefiskere.
Den 17. juni i det Herrens År
1809 havde præsten Richard Durnford taget fri fra sin menighed
og var taget på fisketur til River Test med en god ven.
På blot 3 1/2 time landede de to gentlemen 88 bækørreder...
Den 10. april år 1883 var
oberst Peter Hawker sammen med to venner også taget til
River Test for at svinge fluestangen. Det gjorde de så
godt, at de tilsammen "killed 50 brace of trout in a
little more than four hours". 100 bækørreder
på godt fire timer...
Som de fleste nok ved, så
er det gået støt ned ad bakke med fiskeriet lige
siden disse fluefiskeriets gyldne år. Problemet er delvis
selvforskyldt, for ingen fiskebestand holder til en så
hård befiskning - og samtidige påvirkninger udefra
af industri og bysamfund, der enten forurener vandet eller bruger
det til noget andet.
Tørfluefiskeriets anerkendte
fader, Frederick M. Halford, slog således sine folder ved
en lille kalkstrøm kaldet Wandle, der lå ikke mange
fluekast fra tennisbanerne ved Wimbledon. Menneskelig aktivitet
gjorde imidlertid, at floden til sidst ikke længere eksisterede.
Der var ikke vand nok til det i udkanten af metropolet London.
Samme skæbne er overgået
flere andre sydengelske kalkstrømme, men stadig løber
River Test og River Itchen gennem landskabet. Blot er de ikke
så klarvandede som førhen, og blot byder de ikke
fiskene på samme gode levevilkår som tidligere.
Men fisk er der - sikkert flere
end nogensinde. Det hårde fiskepres, som allerede i 1800-tallet
skar toppen af de vilde bækørredbestande, fik hurtigt
sat fokus på udsætning af tamfisk som erstatning
for de opfiskede vilde. Faktisk blev der allerede dengang udsat
så mange fisk i disse hellige kalkstrømme, at der
i praksis var tale om rent Put & Take...
Allerede dengang var man klar
over problemet, men det var tilsyneladende den eneste mulige
løsning. For genudsætning af fisk var et totalt
ukendt fænomen, der jo slet ikke var "opfundet"
endnu. Og fisk skulle der til, hvis fiskeriet skulle sælges
til Londons mange velhavere.
Med en af verdens største
millionbyer i baglandet var der lagt op til problemer fra starten
af. Dels med det store fiskepres fra storbyens mange fiskere
- dels med vandforsyningen. I Sydengland som i Østjylland
er byerne tørstige efter det samme grundvand, som føder
vandløbene.
Og de sydengelske kalkstrømme
er i højere grad end de fleste andre vandløb afhængige
af en stabil grundvandstand. De er nemlig kalkstrømme,
hvilket betyder, at de får stort set alt deres vand fra
den kalkholdige undergrund. Det er filtreret gennem kalklaget,
så det er klart som sprit - og dobbelt så dyrt som
gin! Sådan hedder det i hvert fald lokalt om vandet i klassiske
kalkstrømme som Test og Itchen.
Test
Har man sagt Test, må man
også sige Winchester. Det er en gammel engelsk by, som
oser af århundreders vel håndhævede traditioner
- med Winchester Cathedral som den absolutte højborg.
Her har salig Isaac Walton -
alt lystfiskeris agtværdige fader - sit eget kapel, hvor
han hvilker sammen med søsteren. Et flot glasmaleri for
enden af væggen samt et nyt, buet bænkarrangement
i håndskåret træ fortæller, at her værdsætter
man sine traditioner og fortidens store personligheder.
Jeg er så heldig, at jeg
er inviteret på rundtur af Barrie Welham, der i mange år
har ejet og styret British Fly Reels (BFR), som længe har
været verdens ubestridt største producent af fluehjul.
BFR er i dag opkøbt af amerikanske Orvis, som allerede
i 1981 købte Nether Wallop Mill ved Kimbridge - på
bredden af River Test.
Hele området oser af tradition
og historie. Det var her, den engelske flyhistories første
kapitler blev skrevet. Her boede nemlig Sir Sopwith, som designede
Første Verdenskrigs måske mest kendte fly: "Sopwith
Camel", som Radisernes Nuser stadig flyver rundt i fra sit
hundehus - i evig jagt på Den Røde Baron!
Her boede også Sir Fairies,
som udviklede flyene Swordfish & Lysandra - når han
altså ikke lige svingede fluestangen. Sir Fairies tog fra
arbejdet i London til sit gods ved Test. Han fik anlagt en jernbane,
så han kunne have sit eget trinbræt tæt ved
godset. Her ventede så butleren med fisketøj og
frokostkurv.
Sir Fairies skiftede til fisketøj
og fiskegrej, hvorefter butleren gik tilbage til godset. Sir
Fairies fiskede sig siden hele vejen hjem igen. Hårdt arbejde
efter en hård arbejdsdag...!
De rige og kendte
Det er stadig de rige og kendte,
der fisker i River Test. Dette gælder ikke mindst den velkendte
Houghton Club, hvis 22 medlemmer råder over hele 18 miles
kalkstrøm. Små 30 km kalkstrøm i absolut
verdensklasse.
Da jeg på et tidspunkt
spurgte Barrie Welham om, hvem og hvordan man kunne komme til
at fiske her, kom svaret prompte: "You have to be a MP
- at the very least!". Altså skulle man mindst
være medlem af parlamentet, hvis man skulle gøre
sig forhåbninger om at komme til at fiske her...
Da vi senere fisker River Test
på Orvis' strækning ved Kimbridge, går der
på en mark en flok meget flotte raceheste. "Oh,
they belong to Roger", siger min guide. Og Roger - det
er Roger Waters fra Pink Floyd. Han har købt store jordområder
her, hvor han lader sine kostbare raceheste græsse i pastorale
omgivelser.
Pudsigt nok fisker jeg den dag
sammen med Ryan Shadrin, som var communications manager for Orvis
USA - dertil stor fan af Pink Floyd som jeg selv. Det er ikke
første gang, jeg har fået nye venner via netop Pink
Floyd! Eller nyt grej ved verdenskendt fiskevand. Jeg var nemlig
inviteret til engelske Test af amerikanske Orvis for at teste
de dengang nye Trident fluestænger!
Barrie styrer sportsvognen ad
smalle veje og drejer pludselig ind ved et lille kaffehus. Fra
broen kan vi her se store guldregnbuer svømme omkring
i det klare vand. Barrie sukker: "It wasn't like this
back then..." Dengang var de oprindelige ørreder
små, men talrige. Dengang var fisk over kiloet store, og
dengang var de alle vilde...
Til gengæld kan man i dag
se koryfæer som Eric Clapton svinge fluestangen ved River
Test. Som også George Harrison synger om i sin posthume
"Mad Cow's Disease". - The times they are indeed a-changing"
Itchen
Viscount Edward Grey of Fallodon
blev født i 1862 og opnåede at være engelsk
udenrigsminister i årene 1905-16 - altså under Første
Verdenskrig.
Allerede fra barnsben - under
årene på kostskole i Winchester - søgte han
som priviligeret adelig tilflugt ved de nærliggende Test
og Itchen kalkstrømme. Lord Grey havde en fiskehytte ved
Itchen hvor han søgte fred og fordybelse i pauserne fra
arbejdet som udenrigsminister under Første Verdenskrig,
og Itchen havde dengang en stor bestand af vilde bækørreder. Selv om krigen rasede
i Europa, herskede der fred og idyl ved bredden af River Itchen.
Siden er krigen også nået
til Itchen. Her som så mange andre steder står striden
om, hvad der er natur, og hvad der i stedet er kultur. En værdikamp,
vi også kender herhjemme. Ikke mindst er bølgerne
gået højt ved en 5 km lang strækning af floden,
som går under navnet "Abbott's Barton".
Her har naturen siden 1700-tallet
været kontrolleret og styret af menneskehånd - ved
anlæg af såkaldte "feeders" gravet ud mellem
strækninger af kalkstrømmen - med stigbord til kontrolleret
oversvømmelse af græsmarkerne for øget og
tidligere høst. Den yppige grødevækst skæres
regelmæssigt, så man kan fiske i åbne strømrender,
og de græsklædte bredder slås, så man
kan fiske tørskoet - som en rigtig gentleman!
Enter Hampshire Wildlife Trust,
som tilbage i 1981 købte jorden ved Abbot's Barton for
at hindre udstykning af byggegrunde i det naturskønne
område. Efter en del år med fredelig sameksistens
opsagde Trusten sit lejemål med det lille konsortium på
25 velhavende medlemmer, som havde lejet fiskeretten her i 25
år. Trusten mente, at naturen ikke skulle være forbeholdt
et fåtal velhavere fra London.
Men det var ikke trustens eneste
anke. Man mente og mener også, at naturen i langt større
omfang skal have lov til at passe sig selv. Slut med at skære
grøde og slut med at slå græsset på
bredderne. Og slut med at genere de stakkels ørreder i
floden...
Konsortiet, der har haft fiskeretten
på trustens 2/3 af Abbot's Barton, er nu sagt op, men man
har ikke sagt det sidste ord endnu. "This can rightly
be described as the cradle of dry-flyfishing. Modern fly-fishing
has its origins here."
Ordene kommer fra Roy Darlington,
59, som har haft fiskeretten her i 25 år. Han råder
stadig over en tredjedel af strækningen, som i hvert fald
ikke skal springe i skov og ende som sump...
© 2007
Steen Ulnits
|