|
Slutspurt ved åen
Håbløse havørreder
& luskede laks. Det er, hvad åfiskeren har med at gøre
her sidst på sæsonen. Men der er heldigvis måder
at overliste de farvede høstfisk på...
Laks og havørred, som
er på gydebesøg i vandløbet, tager ikke føde
til sig som åens faste beboere, ørred og stalling.
Her sidst på sæsonen har de kun sex på hjernen!
At de alligevel kan fanges, er
ikke så lidt af et paradoks. Man kan kun gisne om de egentlige
årsager. Som lystfisker må man dog glæde sig
over, at de kan fanges - endda på mange forskellige
måder.
Høstens farver
dominerer ved åen her sidst på sæsonen.
© foto Steen Ulnits
Fælles for alle de havvandrende
laksefisk er, at de udnytter havets rigdom på føde
til at vokse sig større, end de ville kunne i vandløbet.
Vandløbet bruges derfor blot som gydeplads og opvækstvand
for ungfiskene.
Hugrefleksen
Ude i havet - det være
sig tæt inde under land eller langt til havs - tænker
fiskene kun på at æde sig store, inden de bliver
kønsmodne. Herude er hugrefleksen derfor helt dominerende.
Fiskene æder alt det, de overhovedet kan, for at få
sul på kroppen inden den ofte anstrengende gydevandring.
Når fiskene ser noget spiseligt,
udløses deres hugrefleks automatisk. Man kan sige, at
de er forprogrammerede ædemaskiner i havet. Jo mere sultne
de er, desto lettere udløses hugrefleksen.
På et eller andet tidspunkt
bliver fiskene imidlertid kønsmodne. Fødevandløbet
kalder, og sulten falder. Gradvis indstiller de jagten på
småfisk og krebsdyr og påbegynder den ofte lange
vandring tilbage til å eller elv. Typisk søger de
ind under land bestemte steder, hvorfra de så vandrer det
sidste stykke inde under land.
De nystegne fisk har endnu hugrefleksen
fra havet i behold - i hvert fald mere eller mindre. Jo kortere
tid og afstand de har tilbragt fra ædepladserne, desto
stærkere er hugrefleksen. Har de omvendt været længe
undervejs, er hugrefleksen reduceret tilsvarende. Nystegne fisk
vil dog altid have noget af hugrefleksen i behold - til stor
glæde for de lystfiskere, der venter på dem oppe
i åen!
Farvet og gydemoden
hanlaks fanget i august.
© foto Steen Ulnits
Aggressionen
I havet var der god plads, og
såvel laks som havørred har ofte jaget i hinandens
selskab. Og når kønsmodningen satte ind, har de
ofte parvis eller i mindre flokke søgt tilbage mod ferskvandet.
I vandløbet er forholdene
imidlertid ganske anderledes. De i havet så sociale fisk
ændrer nu karakter og bliver til territoriehævdende
enspændere. I vandløbet er der nemlig kun et begrænset
antal standpladser, og dem kæmpes der nu indædt om.
Store fisk holder deres attraktive
pladser fri for mindre artsfæller, der sidst på sæsonen
ofte må løbe spidsrod mellem de optagne standpladser.
Ofte bliver der vildt røre, dersom en ny fisk trænger
sig ind på en gammels vel hævdede revir.
Det tager dog de nystegne blankfisk
nogen tid at skifte ham. I starten kan de stadig være socialt
anlagte og tåler derfor hinandens selskab. Det ses ofte
i vandløbets nedre del, hvor friske blankfisk færdes
i mindre flokke, som endnu ikke er knyttet til faste pladser.
Efterhånden begynder fiskene dog at skifte ham.
I takt med dette hamskifte bliver
fiskene mere og mere aggressive. De forsvarer stædigt deres
standpladser - hannerne specielt aggressivt mod andre hanner
- og bliver nu lettere og lettere at lokke til hug igen. Nu kan
de ofte tirres til hug ved gentagne kast til samme standplads.
Fiskene samler sig
nær gydebankerne her sidst på sæsonen.
© foto Steen Ulnits
Ligheder og forskelle
Havørreden er generelt
en langt mere sky fisk end laksen, der tilsyneladende ikke frygter
ret meget oppe i åen. I hvert fald kan man ganske ofte
komme meget tæt på en observeret laks - så
tæt, at laksen med garanti også kan se fiskeren.
Men det tager den i regelen ingen
notits af. Hvor enhver havørred med respekt for sig selv
- uanset størrelse - ville være flygtet over stok
og sten, dér bliver laksen blot roligt stående.
Eventuelt bakker den lidt længere ud i strømmen
- helt uden den panik, som karakteriserer havørreden.
Det er et velkendt fænomen,
at laks overhovedet ikke tager føde til sig oppe i vandløbet.
De kan ganske vist finde på at smage på både
orm og rejer, men de spytter dem altid ud igen. De har ganske
enkelt ikke fordøjelsessystemet sat til, når de
er på gydevandring.
Havørreden tager normalt
heller ikke føde til sig i vandløbet, men der kendes
dog undtagelser. Således kan havørreder under store
klækninger af store insekter godt finde på at stige
til overfladen for at guffe disse godbidder i sig.
Hovedregelen er dog, at havørreden
i lighed med laksen intet æder på sin gydevandring.
Lyssky ørreder
Det er ligeledes et velkendt
fænomen, at havørreder er udpræget nataktive.
Ingen af de andre laksefisk er lyssky i nær samme grad.
Og da slet ikke laksen, som nærmere må siges at være
udpræget dagaktiv.
Elektrofiskeri efter
gydefisk til strygning og opdræt.
© foto Steen Ulnits
Dagen igennem står de store
havørreder gemt i dybe høller, under udhængende
træer eller udhulede brinker. Først om natten vover
de sig frem - meget ofte på det lave vand i svingenes inderside
eller høllernes nedre del. Her er de stadig sky, men nu
kan de fanges!
Natfiskeri er derfor en speciel
aktivitet for de fiskere, der går målrettet efter
store høstørreder - og som vel at mærke ikke
er mørkerædde. Natfiskeriet kræver samtidig,
at man er meget lokalkendt. Ellers kan man ikke affiske de rette
steder og undgå de farlige - dybe høller, mudrede
grøfter og lignende.
Natfiskeriet er således
for de få forhærdede, der så til gengæld
ofte løber af med de fleste havørreder.
Fluefiskeri
Om sommeren, hvor vandet i regelen
er lavt og varmt, bruges flydeline og fluer fisket lige under
overfladen. Da vil man opleve, at fiskene stiger helt op til
overfladen for at tage den lille flue og gå ned med den
igen.
I det sene efterår skal
der i stedet fiskes med synkeline og lange nedstrøms kast,
som får fluen til at gå langsomt. De tunge synkeliner
kan jo ikke mendes, når først de er sunket. Og åens
laks og havørreder gider ikke flytte sig ret meget efter
en lille flue, der suser forbi.
Farvet og gydemoden
hunlaks fanget i september.
© foto Steen Ulnits
Fluerne til efterårets
aggressive gydefisk må derfor gerne være store og
i farver, der matcher fiskenes gydedragt. Det er nemlig farver,
der kan hidse specielt hanfiskene op - farver, der måske
får dem til at se en mulig rival i fluen. Fluer i krasse
farver er derfor et godt valg til efterårets fluefiskeri
efter farvede laks og havørreder. Dertil gentagne kast
til samme fisk eller standplads.
Fluefiskerne har længe
prøvet at kopiere de røde rejer - bedst med en
"General Practitioner". Fluefiskerne ved, at netop
rejefluer ofte fisker godt på farvede og gydemodne fisk,
som har været længe i elven. Men måske er det
her blot de krasse farver, der hidser de aggressive gydelaks
til hug - mere end genkendelsen af et kært fødeemne?
"General Practitioner"
er en glimrende flue på denne årstid.
© foto Steen Ulnits
Naturligvis kan man i teorien
bruge alle metoder til natfiskeri efter åens havørreder,
men i praksis dur kun fluefiskeri. Med fluen kan man nemlig affiske
det helt lave vand, hvor fiskene ofte står om natten, og
med fluegrej kan man arbejde med den samme linelængde ude
hele tiden. Man ved således, hvor fluen befinder
sig. Det ved man ikke med eksempelvis spinnegrej.
Natfiskeri kræver i sagens
natur kraftigere grej end dagfiskeri. Med hård hånd
skal man kunne styre fiskene uden om de forhindringer, man ikke
selv kan se, men som man ved er der. Forfanget skal derfor være
kraftigt - 0.35-0.40 er ikke for meget.
Fluerne skal være tilsvarende
store og buskede, så de danner en tydelig silhuet mod den
trods alt lysere nattehimmel. Muddler fluer og Zonkers
er derfor favoritter til dette fiskeri, som foregår
skråt nedstrøms på klassisk vis.
© Steen Ulnits 2000
|
