Sharpes Scottie
Spliced Splitcane
Salmon
Engang imellem opfindes
der grej så radikalt anderledes, at man absolut må
have det i samlingen. Skotske Sharpes splejsede splitcane stænger
hører til denne kategori.
Under mit første besøg
i Alaska stiftede jeg bekendtskab med en fiskestang, der var
så britisk, som nogen kunne være - trods lokaliteten
i det nordligste Nordamerika.
Med på turen var to af
Sveriges daværende lyslevende legender, hvad fluefiskeri
angår: Kunstneren og forfatteren Rolf Smedman samt den
legendariske Mørrumsfisker Jan Forssander.
Sidstnævnte havde medbragt
en lang tohånds fluestang, som han gerne brugte hjemme
i Mørrum: En splejset (spliced - ikke spinkel!) splitcanestang
fra skotske Sharpe i Aberdeen.
13 fod lang var den - dertil
tung som et ondt år. I hvert fald for min dengang 18-årige
krop. Men stangen var gudesmuk, syntes jeg, og den havde en vidunderlig
helaktion, der nåede helt ned i bundduppen. Og så
lod Jan mig låne den ved den hvidskummende Newhalen River
nær Iliamna - efter at et uheldigt fald havde givet mit
Hardy Marquis hjul en skæv spole, der blokerede og resulterede
i en mistet sockeyelaks...
Anyway. Jan inviterede mig efterfølgende
på besøg i Sydsverige, hvor han var godt gift med
stor gård og god whisky i flasken. Vi turede rundt ved
hans hjemmevand, Mørrumsåen, der dengang slet ikke
var overrendt, som tilfældet er i dag. Vi kunne gå
fra sted til sted og være de eneste om fiskene og fiskeriet.
Jan lærte mig en masse,
og vi tilbragte mange gode timer øverst oppe ved Rosendala.
Han viste mig de forskellige pladser, hvor han havde fanget masser
af laks og havørreder - de sidste flere gange på
den rigtige side af de 10 kg. Det kunne man se beviser på
i hall'en på Hotel Walhalla i Mörrum. Her hang Jan
på væggen med adskilllige storfisk - ofte taget på
enhåndsstang.
Det var dengang - vi skriver
1976 - hvor den svenske stat endnu ikke havde besluttet sig for
at skambruge åen og forvandle den fra et strålende
havørredvand med et ringe økonomisk potentiale
til et profitabelt laksevand i verdensklasse. Der var fred og
ro ved elven, hvor havørrederne var i overtal. Svært
at forestille sig i dag, hvor det i perioder kan være svært
at komme til for laks...
En laksekalv
Anyway, vi hyggede os ved Rosendala.
Jeg med min nye Hardy Jet enhåndsstang i glasfiber og Jan
med sin elskede Sharpe's Spliced i imprægneret splitcane.
På et tidspunkt mente Jan, at nu havde vi set pladser nok.
Nu skulle jeg fange en fisk. Det syntes jeg naturligvis var en
rigtig god idé, selv om jeg ikke rigtig troede på
ham. Også dengang var det ikke let at fange fisk i Mørrumsåen.
Men Jan havde ret. Han kendte
sin elv og sine fisk. Jeg fik besked på at lægge
fluen ud i strømmen helt tæt på land, hvor
der næppe har været mere end en halv meter vand.
- Här står det alltid en laxkalv!, bedyrede
han. Og ganske rigtigt: Da min lille sorte flue første
gang svingede ind under bredden, strammede linen op - fluen taget
af en let farvet grilse af den slags, svenskerne så malende
kalder en "laksekalv".
Vi gentog nummeret flere gange
- noget, der desværre er umuligt i dag. Vi lukrerede på,
at der i de dage var fred og ro langs elven - så meget,
at fiskene kunne stå helt inde under land uden at blive
forstyrret. I dag er der så megen trafik ved Mørrumsåen,
at fiskene aldrig står herinde. De er presset ud på
dybere vand, hvor de kan være i fred. Ak ja...
Men det var jo stangen, det handlede
om. Jan er død nu - efter sigende af lidt for mange whiskysjusser
- men hans minde lever videre hos mig. Det gør også
mindet om den fantastiske stang, som jeg havde lånt af
ham i Alaska, og som han selv altid brugte i Mørrrum.
En dag faldt jeg så tilfældigt over et eksemplar
i "prime condition - hardly used" hos en typisk engelsk
grejpusher i et typisk engelsk grejantikvariat.
Den var ikke billig, men jeg
betænkte mig kun i få sekunder. Så slog jeg
til. Den hænger nu på væggen i mit kontor og
minder mig om Jan Forssander og vore ture ved Mørrumsåen
i de gode, gamle dage. Én gang om året drister jeg
mig til at tage stangen ned fra væggen og tage den med
ud til vandet. Det er et tung satan at bakse med, men minderne
gør den alligevel utrolig let imellem hænderne!
Spliced Splitcane
Det var amerikanske Orvis, der
engang i tidernes morgen opfandt en metode til at imprægnere
splitcane med, så materialet blev vandafvisende. Bakelit
under tryk var recepten, og den overtog siden skotske Sharpe's
fra Aberdeen.
Men ikke nok med det. De besværlige
metalferruler var der jo stadig, men også her fandtes en
løsning: Splejsning af stangdelene uden metal imellem.
En metode, som var muliggjort af imprægneringen. Indtil
da havde splitcanen været som et åbent sår,
når den ikke var lakeret. Et organiske materiale, som sugede
vand. Dengang var limen næppe heller så vandfast,
som vi har den i dag...
"Spliced" samlinger
krævede blot, at de enkelte stangdele var designet helt
anderledes. Nu skulle de store anlægsflader være
specielt tilpasset hinanden, og stangdelene skulle siden splejses
sammen - først med fugtige læderstrimler og siden
med fleksibel elektrikertape. Så fik og får man en
færdig stang, hvis aktion ikke ødelægges af
de stive metalferuler.
Man fik også en stang,
hvis samlinger nu var lidt mere sårbare over for stød
og slag. De taperede klingers endestykker måtte derfor
beskyttes med specielle "plugs", som vikles fast om
enderne. Lidt besværligt, men til at bære, hvis man
nu ville have en splejset fluestang.
I dag kan det synes som en noget
besværlig metode til samling af lange fluestænger,
men det var det ikke dengang. Dengang ankom man ofte til laksevandet
efter en lang rejse. Man indlogerede sig på hotellet og
riggede sine stænger til for ugen. Siden stod de uden for
og ventede - i samlet tilstand. Først når man skulle
hjem igen, blev de skilt ad.
Problemet var således ikke
stort i de dage, og måske havde man endda en ghillie til
at gøre det for sig. En uvurderlig fordel var og er det,
at stangen så aldrig vrider sig under de mange spey- og
underhåndskast. Stik modsat en moderne kulfiberstang, som
af samme årsag altid bør tapes.
Gammelt, genialt - og godt gået
af de gæve skotter!
© 2010 Steen Ulnits
|
