|
Nymfer og nap-indikatorer
Det er et velkendt faktum, at
ørreder og stallinger indtager mere end 90% af deres føde
under vandoverfladen - primært ved bunden. Og årsagen
til, at fiskeri med nymfefluer er så effektivt, som tilfældet
er.
Nedstrøms nymfe
Nedstrøms nymfe er noget
nær den simpleste af alle fluefiskeriets teknikker. Det
er samtidig begynderens favorit, idet strømmen straks
strækker line og forfang i et dårligt udført
kast. Endvidere kroger mange fisk sig selv under nedstrøms
vådfluefiskeri - noget, den stramme line sørger
for.
Den vægtbelastede
nymfe og fluorøde indikator har atter slået til.
Foto © Steen Ulnits
Det er en metode, som grundlæggende
er såre enkel. Præcis som det traditionelle nedstrøms
vådfluefiskeri. Fiskeren lægger et kast tværs
over eller skråt nedstrøms til modsatte bred. Strømmen
tager line og forfang, hvorved fluen nu beskriver en bue ind
mod egen bred. Fiskeren tager nu line ind, går et skridt
eller to og gentager proceduren. På denne måde arbejder
man sig ned gennem de mest lovende stykker af vandløbet.
Grundteknikken er ganske vist
enkel, men kan samtidig kombineres med forskellige finesser,
der i øvede hænder gør den overmåde
raffineret og effektiv. Lægger man en flueline tværs
over strømmen, vil denne hurtigt gribe linen og trække
den nedefter i en stor bue. Er strømmen stærk, vil
den trække så voldsomt i linen, at fluen skøjter
hen over vandet.
En sådan flue giver ingen
fisk, og fluefiskeren må derfor kompensere for strømmens
indflydelse. Det gør han eller hun ved at "mende"
linen. Under denne proces løftes linen fri af vandet og
flyttes opstrøms, så strømpresset på
linen mindskes. Om nødvendigt gentages proceduren flere
gange under fluens sving gennem vandet.
Det er vigtigt, at fluen svinger
roligt gennem vandet - også i stærk strøm.
I svag strøm kan man ofte klare sig ved blot at sænke
stangspidsen, hvis fluen begynder at stribe i overfladen. Er
dette ikke nok, må man mende linen som ovenfor beskrevet.
Man kan også komme ud for
det modsatte - at fluen fisker for langsomt. Det kan ske, dersom
fluen driver ind i roligt vand. Da vil fluen nemlig stoppe sit
drev, synke i vandet og blive ganske livløs. For at undgå
dette mender man igen linen - denne gang blot nedstrøms,
så strømmen igen kan få tag i line og forfang.
Fluen vil da igen fiske effektivt.
Affiskning
Man kan lade fluen svinge tværs
over strømmen uden yderligere bevægelse, eller man
kan under fluens drev vippe lidt med stangspidsen. Små
fluer ligner små insekter, der driver livløse med
strømmen. Dem skal man derfor ikke tilføre ekstra
liv - det vil i fiskens øjne se unaturligt ud.
Større nymfer str. 8-10
kan med fordel tilføres ekstra liv i vandet. Det gør
dem kun mere naturtro set med fiskeøjne. Små nymfer
str. 12-14 bør derimod ikke tilføres ekstra bevægelse,
da det vil virke unaturligt på fiskene.
Jo stærkere strømmen
er, desto større skal fluerne være. Tilsvarende
gælder, at man i klart vand bruger mindre fluer end i uklart.
På samme måde bruges mindre fluer i varmt vand end
i koldt. Det er hovedregelen i alt fluefiskeri. I højt
og koldt vand tidligt og sent på året må man
ofte ty til synkeline, hvis fluen skal ordentligt ned. Sommeren
igennem klarer man det meste med en flydeline.
Nedstrøms nymfe betragtes
ofte som en slags "maskinfiskeri", hvor man mekanisk
og helt uden indlevelse fisker sig ned gennem vandløbet.
Sådan kan det være, men sådan er det ikke nødvendigvis.
Den dygtige og indsigtsfulde fisker trawler ikke hele vandløbet
igennem, men koncentrerer i stedet sine anstrengelser om de mest
lovende lokaliteter. Eller fisker til observerede fisk i vandet.
Har man set en fisk eller står
ved en kendt standplads, kan man med fordel gøre følgende:
Fluen placeres på en slap line et passende stykke opstrøms
for stedet eller fisken. Det giver fluen tid til at synke lidt,
inden strømmen får strammet line og forfang op.
Når linen så strammes op, løftes fluen i vandet
og begynder at svinge ud midt i strømmen. Utroligt ofte
falder hugget netop da. Fisken tror åbenbart, at det er
et insekt eller en småfisk, der pludselig forsøger
at flygte fra den. Og det udløser hugget effektivt!
Fisker man fra bredden, og der
er dybt vand under egen bred, skal dette affiskes omhyggeligt:
Før linen tages ind til et nyt kast, fiskes fluen ind
med små ryk af venstrehånden. Af og til kan man opnå
forbløffende resultater ved at speede denne procedure
lidt op. Da kommer fiskene farende som skudt ud af en kanon for
at sikre sig fluen, inden den forsvinder. Da er det igen lykkedes
at udløse hugrefleksen effektivt.
Mange store fisk er gennem årene
taget af rutinerede fiskere, som - godt skjult inde på
land - blot har firet line og flue ned til god standpladser under
egen bred. Her behøver man end ikke at kunne kaste for
at fange fisk. Teknikken egner sig derfor specielt på steder,
hvor træer og buske vanskeliggør et egentligt fluekast.
Tilslaget
På en stram line og med
en nedstrøms nymfe kroger mange af fiskene sig selv i
hugget. De tager fluen og vender med den i strømmen. Imidlertid
opdager de hurtigt deres fejltagelse. Fluen "smager"
ikke rigtigt og bliver derfor med lynets hast spyttet ud igen.
Det gælder derfor om at være hurtig i tilslaget -
hurtig, men ikke voldsom. Tilslaget skal være en hurtig
og kontrolleret opstramning af linen - intet andet.
Ofte ser man fisken tage fluen
i en hvirvel lige under overfladen, og da strammer man op med
det samme - før man mærker trækket i linen.
Andre gange mærker man kun et lille ryk i linen eller ser
linen bevæge sig en smule. Da gælder det om at være
endnu hurtigere. Ser man nemlig fisken hugge, har man mere tid
til sin rådighed, end hvis man først mærker
den. Når man mærker den, har den jo allerede fluen
i munden og er klar til at spytte den ud igen. Det gælder
derfor om at have øjnene på stilke, så tilslaget
kan sættes ind snarest muligt!
Opstrøms nymfe
Nymfefiskeriet er seneste skud
på stammen, når det gælder fiskeri med imitationsfluer.
Hvor tørfluefiskeriet drejer sig om at imitere de voksne
og vingede insekter på vandet, der forsøger man
med sine nymfer at efterligne de samme insekter, når de
er på vej op til overfladen for at klækkes. Det er
således de samme insekter, man søger at efterligne
- blot i forskellige stadier af deres livscyklus.
Den klassiske form for nymfefiskeri
minder uhyre meget om tørfluefiskeriet. Her fisker man
nemlig med lette nymfer, der driver ubevægelige lige under
overfladen. Man kaster til sete fisk og giver tilslag, når
man ser fisken tage fluen - enten direkte eller i en hvirvel.
Præsentationen af fluen er således nøjagtig
den samme som ved tørfluefiskeri - blot lader man fluerne
synke lige under overfladen.
Den klassiske form for nymfefiskeri
er således nærmest at betragte som en form for supplement
til tørfluefiskeriet - ikke som en fiskemetode i sig selv.
Det er derimod nymfefiskeriet med tunge, vægtbelastede
fluer, som fiskes lige over bunden - blindt eller til observerede
fisk.
En tung og langskaftet
majfluenymfe kan være meget effektiv.
Foto © Steen Ulnits
Nymfefiskeri er på næsten
alle måder en form for mellemting mellem tørflue-
og vådfluefiskeri. Man kan fiske sine nymfer opstrøms
eller nedstrøms - med flydeline eller synkeline. Det er
således en meget alsidig metode, der altid kan varieres,
så den passer til forholdene. Små nymfer kan fiskes
opstrøms på en flydeline - præcis som tørfluer.
Store og tunge nymfer kan tilsvarende fiskes nedstrøms
på en synkeline - præcis som store vådfluer
eller streamers.
Det, man idag normalt betegner
som "rigtigt" nymfefiskeri, foregår med flydeline,
langt forfang og vægtbelastede fluer. Det er en avanceret
fiskemetode, som kræver en hel del af sin udøver,
men som i øvede hænder på årsbasis er
alt andet overlegent. Det er nemlig et faktum, at ørred
og stalling indtager mere end 90% af deres føde ved bunden,
hvor de tunge nymfer fiskes.
Man kaster til observerede fisk
eller formodede standpladser. Under alle omstændigheder
gælder det om at placere sin vægtbelastede nymfe
så langt opstrøms for fisken, at fluen får
tid til at synke ned i passende dybde.
Når så nymfen er
nede i niveau med fisken, gælder det om at opdage eventuelle
hug. Ser man fisk og flue tydeligt - vandet er lavt og klart
- er problemet til at overskue. Da giver man naturligvis tilslag,
når man ser fluen forsvinde ind i gabet på fisken.
Anderledes, hvis man kun kan
se fisken og ikke fluen. Da må man holde øje med,
om den tager en pludselig afstikker ud til siden, når fluen
formodes at være der. Eller man ser det hvide i fiskens
mund, som signalerer, at den har taget et eller andet - fluen
eller et naturligt fødeemne.
I alle tilfælde gælder
det om at stramme linen op øjeblikkeligt, så fisken
ikke når at spytte fluen ud igen. Helt små nymfer
kan den dog have i munden i lang tid, og fisken vil da i regelen
være kroget dybt - helt nede i svælget.
Hug-indikator
Kan man hverken se fisk eller
flue, må man ty til synlige tegn på overfladen i
stedet. Det kan være forfangets flydende - eventuelt indfedtede
- del, der pludselig skærer ned i vandet, eller det kan
være linespidsen.
Endnu lettere kan man gøre
det for sig selv ved at benytte en regulær "hug-indikator"
- en slags bidmelder eller miniflåd. Hugindikatoren
kan bestå af en lille korkkugle, et stykke flydende flueline,
en bid skumplast eller en stump polygarn. Bidmelderen fungerer
som et slags flåd, der straks signalerer eventuelle bid.
Hug-indikatoren bør -
uanset materiale - holdes i de mest synlige og meget gerne fluorescerende
farver. Gul, orange og rød er gangbare farver, som kan
ses på lang afstand i uroligt strømvand. En grundregel
er her, at jo stærkere strømmen er, desto tungere
nymfer og større hug-indikator skal der på forfanget.
Afstanden mellem nymfe og hugindikator
skal være større end fiskedybden - gerne halvanden
gang. Her skal man samtidig tænke på, at jo dybere
vandet er, desto længere opstrøms for fisken skal
fluen placeres. Ellers vil den aldrig nå ned, før
den har passeret fisken.
© 2000 Steen Ulnits
|
