- Linekurv eller linekontrol?
- That's the question. Og linedisciplin
er svaret!
Fluefiskeri er på mange
måder meget forskelligt fra andre fiskeformer, der alle
fungerer ved en tung kastevægt for enden af en tynd line,
som opbevares på et dertil egnet fiskehjul.
Fluefiskeri kræver en tung
line til at kaste de næsten vægtløse fluer,
og fluefiskeren kæmper en konstant kamp for at holde styr
på den lange flueline, som under fiskeriet ikke
opbevares på fluehjulet. Den ligger i stedet i græsset,
på vandet, i båden eller mellem fingrene...
Her kan den være svær
at holde styr på - ikke mindst for nybegynderen. For den
erfarne er linekontrol nemlig noget, man slet ikke tænker
over. Det er bare noget, man hele tiden gør - næsten
ubevidst. Og det er noget, man som nybagt fluefisker snarest
muligt bør tillægge sig.
- Hvornår linekurv?
Personligt er jeg en stærk
modstander af at slæbe mere udstyr med ud til vandet, end
man har brug for. Alene derfor er det langt fra altid, jeg har
en linekurv med i bilen, båden eller flyet. I langt de
fleste tilfælde kan man klare sig med en veldisciplineret
linekontrol.
Men der findes så afgjort
situationer, hvor man ikke kan klare sig - i hvert fald ikke
ret godt - uden en form for linekurv. I det følgende skal
jeg kort opridse disse situationer, som jeg selv har oplevet
og kender til dem. Situationer, hvor en linekurv gør alting
meget lettere og fiskeriet mere effektivt:
Vind er altid en faktor, når man fluefisker. Vinden
suser hen over vandet og griber fat i flydende flueliner, som
er prisgivet overfladestrømmen. Med mange meter løsline
ude kan løslilnen hurtigt drive afsted. Fisker man fra
båd, kan man opleve, at løslinen helt enkelt blæser
i vandet. Dette er specielt udtalt på moderne "flats"
både, hvor det åbne fordæk er helt glat og
uden ræling mod vandet.
Strøm er ikke kun et problem, når man
fisker i strømmende vand. Ikke mindst på åben
kyst løber der ofte strøm på langs af stranden
- forårsaget af vind eller tidevand. Og en sådan
strøm fanger øjeblikkeligt løslinen og gør
den tung i vandet, når der atter skal kastes. Resultatet
bliver, at der skal flere blindkast til for at få linen
ud - med større kraftforbrug.
Bølger kan også være et problem
for løslinen - specielt hvis man er nødsaget til
at stå midt i brændingen eller på revler, hvor
bølgerne bryder. At fluefiske i eksempelvis selv en moderat
brænding på den jyske vestkyst, er halsløs
gerning uden en god linekurv. Ellers vil løslinen flakse
frem og tilbage med strøm og bølgeskvulp - helt
ude af kontrol.
Tang kan være irriterende - ikke mindst den drivende
slags, som sætter sig fast på løslinen i store
klumper. Specielt på steder, hvor tidevandet løber
hurtigt, kan drivende tang gør livet surt for fluefiskeren.
Sidder der en synkende eller blot intermediate line på
hjulet, kan også fastsiddende tangplanter have en kedelig
tilbøjelighed til at fange løslinen.
Sten kan koste dyrt, hvad flueliner angår - specielt
hvis de er skarpe eller bevokset med rurer. Da kan man opleve,
at fluelinen sætter sig fast og ikke vil fri igen. Selv
har jeg oplevet to flueliner afgå ved døden på
denne konto. Strømmen kan tage løslinen og kile
den fast mellem sten på måder, man slet ikke kan
forestille sig...
I ovenstående tilfælde
hører linekurven til det nødvendige udstyr, hvis
man skal kunne fluefiske effektivt og uden alt for store anstrengelser.
Ellers vil en støt stigende irritation efterhånden
gøre fisketuren til alt andet en den rekreation, den burde
være...
Den kendsgerning, at løslinen
ligger i kurven under kastet, reducerer antallet af blindkast
betragteligt - med mindre kraftforbrug, mindre træthed
og mere fisketid til følge. Et ikke uvæsentligt
argument for at rende rundt med opvaskebaljen om maven...
Det faktum, at løslinen
under fiskeriet ikke ligger i vandet, men i linekurven gør,
at linen ikke er så våd at røre ved. Bruger
man ikke linekurv i de kolde måneder, får man langt
vådere handsker end ellers. Og våde handsker er lige
med kolde fingre. Et klart pluspunkt til linekurven.
Linekontrol
I løbet af en lang fiskedag
kan det godt være, at man kun har reelt brug for en linekurv
i korte perioder. Eksempelvis når vandet vender og strømmen
løber hurtigst og tangstykker kommer drivende. Det meste
af tiden klarer man sig fint uden linekurven - i hvert fald hvis
man mestrer den basale linekontrol.
Første gang det gik op
for mig, at man måtte indøve en form for basal og
ubevidst linekontrol, var i 1973. Det var det år, hvor
jeg gjorde mine første opstrøms kast med en lille
Tups Indispensable tørflue. Stedet var Gels Å ved
Bevtoft - dengang reguleret, idag genslynget - og målet
var de mange, men mindre bækørreder, som åen
husede.
Jeg havde læst en masse
om tørfluefiskeri, men blev alligevel overrasket. Hver
gang jeg kastede min lille tørflue opstrøms, tog
strømmen den straks og sendte den ned til mig igen - for
enden af en masse løsline helt ude af kontrol...
Det var sværere, end jeg
lige havde forestillet mig. Her skulle jeg ikke blot kaste præcist
med min flue. Nej, jeg skulle også have fuld kontrol med
fluelinen, mens fluen drev ned mod mig. Ellers kunne jeg jo ikke
krogene fiskene, når først de havde taget min tørflue!
Det tog tid at komme så
vidt, men efterhånden sad linekontrollen i rygmarven, så
der hele tiden var stram line ud til fluen. En teknik, der efterfølgende
blev indkorporeret i alt det andet fluefiskeri, jeg bedrev -
i å, sø og hav. Med højrehånden kaster
man - med venstrehånden kontrollerer man linen. Med begge
hænder fisker man!
Når kastet er eksekveret,
fanges linen straks under højrehånds pegefinger
- hvis man altså kaster med højre hånd. Med
venstre hånd griber man om løslinen, som tages ind
i takt med strømmen - eller i det tempo, som fluen skal
fiskes i, hvis man fisker i stillestående vand. Så
kan man på et splitsekund låse linen mod korkhåndtaget
og give tilslag, når en fisk tager fluen.
Nedtælling og opsamling
I 1986 lærte jeg en vigtig
lektie. Jeg var taget op i bjergene i British Columbia for at
friste nogle af verdens største steelheads med mine fluer.
Det var et nyt fiskeri for mig - et fiskeri, som krævede
lange kast med synkende skydehoveder og skydeliner, hvis man
ville i kontakt med fiskene.
Det ville jeg naturligvis, når
jeg nu var rejst så langt, og jeg måtte derfor lære
mig teknikken. Heldigvis var min makker den uge en sand mester
i at håndtere disse drilske liner, for han var opflasket
med shooting heads "out west", hvor han kom fra. Jim
var hans navn, og han fiskede udelukkende med tynde monofile
skydeliner, som gav rekordlange kast. Men samtidig et linesystem,
som nok er det sværeste at håndtere under fiskeriet.
Her var strømmen en hjælp,
idet den dels sørgede for, at den tynde nylonline hele
tiden var strakt ud, så den ikke filtrede sig sammen -
dels ydede lige tilpas vandmodstand til at strække skydehovedet
perfekt ud for enden af kastet.
Selv fiskede jeg med en level
(lige tyk) og flydende skydeline. Den var for tyk til samme teknik,
da den ydede for stor modstand i vandet under kast.
Når Jim vadede rigtig dybt,
samlede han skydelinen op i løkker, som han holdt mellem
læberne under kastet. Ikke så lidt af et syn. Og
en teknik, som ikke er helt ligetil at mestre. Men det fungerede
for Jim, som sendte kast efter kast afsted mod de magiske 30
meter ude i strømmen.
Selv måtte jeg gøre
det anderledes. Jeg lærte mig at samle de mange meter tynd
skydeline op i store løkker, som jeg kunne holde fri af
vandet. Det bøvlede jeg med i nogle dage, indtil Jim venligt
påpegede, at jeg blot skulle tælle ned og lave de
største løkker først. Såre enkelt,
når man først lige har forstået og vænnet
sig til det.
Kaster man eksempelvis 25 meter
plus forfang, tager man først 7 tag i linen og låser
den, dernæst 6, siden 5, 4, 3, 2 og til sidst et enkelt
tag - alle løkker af ca. 75 cm's længde. Det bliver
til i alt 21 meter løsline, så der nu kun resterer
4 meter plus forfanget. Det kan man let rulle frit af vandet
til et nyt kast - selv med et hurtigt synkende skydehoved.
Beklageligvis kvitterede jeg
for instruktionen ved at udfiske Jim 5 til 1 i løbet af
ugen. Af mine 5 steelheads vejede ingen under 15 pounds, og den
største tippede vægten til 20 - 9 kg! Det fortæller
mere om, at lykken er lunefuld - end om mine nyvundne færdigheder
med skydehovedet. Året før var Jim således
blevet lodgens absolutte Top Gun med næsten dobbelt så
mange fisk som nummer to...
Teknikken er lige så enkel,
som den er genial. På denne måde får man en
samling lineløkker, som hele tiden bliver mindre. Og vigtigst
af alt: De kan helt enkelt ikke filtre sammen under kastet, da
de jo ikke overlapper. Det gælder blot om at have styr
på linen, når kastet afgives og løkkerne slippes.
Og det kræver træning.
Den hjemlige andedam - badekarret!
Når man skal skyde de mange
meter løsline, som man har samlet op i løkker i
linehånden, kan det være en hjælp at løfte
linehånden op, så løslinen trækkes fri
af vandet og skyder lettere. Det ser måske ikke specielt
elegant ud, men det virker!
Teknikken er ikke kun guld værd,
når der fiskes med synkende skydehoveder i strømvand.
Jeg bruger den ganske ofte i andre sammenhænge. Eksempelvis
når jeg affisker et badekar ved højvande. Her går
fiskene ofte kun få meter fra land, og vader man først
ud i badekarret, skræmmer man med garanti ørrederne.
Det gælder derfor om at blive oppe på det tørre
og afgive sine kast herfra.
Men når man går heroppe,
kan man ikke som ellers vanligt lade løsllinen falde ned
under indtagning. Så sidder den med sikkerhed fast i tang
og sten, ruller ukontrolleret rundt i bølgeskvulpet -
eller slæber hen over sandet og bliver slidt. Her laver
man i stedet korte kast, hvor linen samles op i et fåtal
løkker under indtagningen - efter nedtællingsprincippet.
Det fungerer rigtig godt, skulle
jeg hilse og sige. Og jeg sender hver gang Jim og de pragtfulde
steelheads i BC en venlig tanke, når endnu en hidsig havørred
har taget min flue få meter ude i det hjemlige badekar!
Linedisciplin er således
vejen frem - linekurven mest en nødløsning, når
og hvis linekontrollen skulle svigte!
© 2008 Steen Ulnits
|
