|
- Gi' linen en kurv!
Det er aldrig rart
at få en kurv - med mindre man da er fluefisker. Da kan
man nemlig have god brug for én!
Fluegrejet er blevet stedse bedre
i de senere år, og fluefiskeren kaster i dag længere
end nogensinde.
Men jo længere kastene
bliver, desto mere løsline er der at holde styr på.
Løsline, som har den utroligste evne til at filtre sig
ind i alt muligt - sig selv og omgivelserne. Og en filtret line
er lig med et mislykket kast.
Dette er der ikke noget nyt i,
og i adskillige år har vi fluefiskere kunnet ty til diverse
linekurve til afhjælpning af problemet. Kurve, der kan
rumme og holde styr på 10-20 meter løsline eller
mere under kastet.
Ikke blot kaster vi i dag længere
end nogensinde. Vi bruger også højt specialiserede
skydeliner, som er tyndere end de konventionelle flueliner. De
tyndeste skydeliner kaster nemlig længst, men er også
de vanskeligste at håndtere. Til fiskeri med disse tynde
skydeliner - ofte bestående af monofil nylon - er der for
alvor brug for linekurv.
JP har gennem årene prøvet
stort set alt, der findes på markedet herhjemme og
i USA. Samtidig er der netop kommet et helt nyt og pæredansk
produkt på markedet. Vi præsenterer derfor en oversigt
over de forskellige typer, deres fordele og ulemper.
Orvis
Amerikanske Orvis så tidligt
lyset og udviklede i samarbejde med ingen ringere end Michigan
Institute of Technology (MIT) en epokegørende linekurv.
Så epokegørende, syntes Orvis, at man patenterede
konceptet og siden har fulgt hårdt op med trusler om kostbare
retssager mod kopierende virksomheder.
Orvis og MIT fandt nemlig ud
af, at en æggebakke-lignende bund i kurven reducerede problemet
med filtret line markant. Forhøjningerne holder lineløkkerne
godt adskilt og hindrer dem effektivt i at filtre sig ind i hinanden.
Orvis har selv testet effekten
og påstår, at man med en Orvis linekurv kaster mindst
6 meter længere end uden. Hvilket næppe er helt forkert.
Hertil er så at føje, at også komforten under
kastet højnes væsentligt. Det er helt enkelt lettere
og mere bekvemt at kaste langt med denne kurv end uden.
Den testede udgave var dog en
af de tidlige modeller. Den nuværende model har afrundede
kanter og en udskæring i siden til styring af linen. En
markant forbedring. Der er fra fabrikken stadig ingen drænhuller
i kurvens bund. Dem kan man dog let selv bore, hvis man føler
behov for det.
Gennem årene har jeg også
haft stor glæde af Orvis' linekurv, når mad og drikke
skulle bringes med ud til fiskepladser langt fra land. Man kan
da fint have frokosten i kurven, som drejes om på ryggen,
hvor den ikke er i vejen. På vej ind mod land kan man tilsvarende
have sin fangst liggende i kurven, der erfaringsmæssigt
har plads til 3-4 havørreder i 40-45 cm's klassen!
Strip'N Aid
Ligeledes amerikanske Strip'N
Aid har "lånt" lidt af det væsentlige fra
Orvis kurven, nemlig æggebakke-princippet. Forhøjningerne
er blot gjort lidt højere og lidt spidsere, hvilket giver
et lidt bedre greb om løslinen, der ikke så let
hopper over toppen.
Strip'N Aid er åben og
dermed ingen kurv med kanter. Dette giver ganske vist vinden
frit spil, men i praksis holder denne model ganske godt på
linen, og der er ingen høj kant til at genere under indtagningen.
Samtidig har den en meget stor bundplade, som er rigtig god til
at fange linen under indtagning.
Endelig kan den justeres meget
mere end de andre linekurve, hvilket i nogle situationer kan
være en stor fordel. Således kan man have brug for
at hæve eller sænke kurven, hvad et almindeligt bælte
ikke giver mulighed for.
Fly Line Tamer
Fisker man udelukkende fra båd,
kan der være grund til at kigge nærmere på
amerikanske Pro-Trim's Fly Line Tamer. Der er tale om et stort
rør i acryl, som placeres på båddækket,
og som man stripper løslinen ind i.
Den høje model løser
problemet med løslinen, der blæser ud i vandet,
mens båden driver. Et problem, der kan være ganske
stort, dersom man fisker fra de lave "flats" både,
som er uhyre populære i Florida og lignende steder. De
har et helt fladt fordæk uden kanter, der kan holde
på løslinen i blæst.
Til brug fra almindelige både,
som vi har herhjemme, er der dog intet behov for en linekurv
af denne type.
Ron Thomson
Det er danske Svendsen Sport,
der står bag de populære og prisbillige Ron Thomson
produkter. Til dem hører en fortrinlig linekurv, der kan
foldes sammen for bekvem transport. Bunden er af net, så
man selv kan se ned gennem det og dermed ved, hvor man træder.
Samtidig løber vandet let af linen og ud af kurven.
Denne linekurv fungerer fortræffeligt
under praktisk fiskeri, da den er smidig og let at placere korrekt
på kroppen. Sågar en lille skumblok findes der til
placering af nye og brugte fluer. Man kunne dog godt ønske
sig, at der kunne fås en lidt større model, som
gav plads til større armbevægelser under indtagningen.
Alt i alt er den dog et rigtig
godt sted at starte, hvis man vil se, om linekurv er noget for
én eller ej. Mange bliver så glade for denne kurv,
at de ikke investerer i andet. Den er altid med på fisketuren
og kommer frem, når og hvis der er brug for den. Ellers
ligger den pænt og venter i ryglommen sammenklappet
og nedpakket!
Flexi-Stripper
Det er en anden dansker, der
står bag et helt nyt produkt til håndtering af løslinen.
Han hedder Bjarne Fries, er fra Randers og noget nær verdenskendt
for sine håndbyggede fluestænger af splitcane - kløvet
bambus. Bjarne har forladt naturmaterialerne og producerer nu
en enkel linekurv i ren plast.
Flexi-Stripper er lille og dermed
nem at have med. Den lille grundflade gør, at man fint
kan bruge kurven i andre situationer end ved kysten eksempelvis
ved åen, hvor man ofte kaster fra knælende stilling
i højt græs. Den lille grundflade gør det
dog også mere besværligt at fange piggene med linen.
Jeg har fulgt prototypens udvikling
frem til det nuværende produkt, der på mange måder
fungerer fint, men som desværre også har nogle helt
klare ulemper ud over en meget høj pris. Det er
plastpiggene, der er problemet. De er nemlig så bløde
og smidige, at de ikke tåler pres ovenfra.
Under testen kom vi således
til at lægge et almindeligt halstørklæde over
den lille Flexi-Stripper i bilen på vej ud til fiskevandet.
Det var nok til at bøje piggene så meget, at linekurven
fungerede meget dårligt. Piggene lagde sig helt enkelt
ned og blev liggende i adskillige timer. Faktisk tog det et par
dage, før de havde rettet sig blot nogenlunde op igen.
Dette tager naturligvis meget
af brugsværdien, og producenten anbefaler da også,
at man afmonterer de bløde pigge under transport. Hvilket
vel kun de færreste vil bøvle med i praksis. Så
der forestår endnu et stykke udviklingsarbejde, inden den
ellers udmærkede idé er over børnesygdommene.
Piggene skal kunne tåle at bøjes meget mere end
nu uden at tage form.
Kunne prisen så komme ned
på det halve, ville det dels sikre Flexi-Stripper en stor
udbredelse dels sikre mod billige piratkopier af det simple
design. Så kunne det sagtens være, at Danmark kom
på verdenskortet, hvad linekurve angår!
Sammenfatning:
Orvis Pris kr. 500,-
:-)
Høje kanter sikrer
linen mod blæst
Keglerne i bunden hindrer linefilter
Kan bruges til transport af grej
Pakkes let i bagage |
:-(
Man kan ikke se gennem
bunden
Ingen drænhuller i bund
Høj pris |
Fly Line Tamer
Pris ukendt
:-)
Holder godt styr på
linen |
:-(
Dur kun til bådfiskeri |
Strip'N Aid Pris kr. 500,- (i USA)
:-)
Spidse kegler holder
linen rigtig godt
Stor grundflade griber linen godt
Mange justeringsmuligheder |
:-(
Stor og uhandy
Man kan ikke se gennem bunden
Åben for vind
Høj pris |
Ron Thomson Pris kr. 200,-
:-)
Holder linen godt - også
monofil i blæst
Man kan se gennem bunden
Let at transportere og pakke
Fylder meget lidt
Billig |
:-(
Mangler kegler i bund |
Flexi-Stripper
Pris kr. 450,-
:-)
Fylder ikke meget
Nem at placere på kroppen
Kan fint bruges knælende ved åen |
:-(
Høj pris
Lille grundflade fanger ikke linen så nemt
Holder ikke linen så godt i stærk strøm
Piggene for bløde under transport |
Konklusion
Det er sjældent, at billigst
også er bedst, og det er da heller ikke tilfældet
med linekurve. Og dog. Testens billigste kurv - den foldbare
model fra Ron Thomson - er på mange måder det bedste
bud på en løsning. En linekurv, der er billig, funktionel
og nem at transportere.
Testens dyreste linekurv - klassikeren
fra Orvis - er på nogle områder klart "best
in test". Det er den kurv, der har bedst styr på linen,
og den er samtidig både robust og let at transportere.
Til gengæld fylder den meget og koster endnu mere.
Den nye danske Flexi-Stripper
viser flere gode takter, men er dels alt for dyr - dels alt for
følsom under transport. Piggene er helt enkelt for lette
at bøje og har svært ved at rette sig ud igen.
Strip'N Aid er på mange
måder hverken det ene eller det andet, men et kuriosum
midt imellem. Og Fly Line Tamer har vi slet ikke brug for i danske
både!
© 2005 Steen Ulnits
|