|
Kult & kulfiber
Modulus med meget
mere mystisk...
Kulfiber er idag standard-materialet
til bygning af fiskestænger. Glasfiberens dage som stangbygningsmateriale
er definitivt ovre. Den anvendes dog stadig som hjælpemateriale,
men nu i meget små mængder - hvis overhovedet.
Med kulfiberen er
balancen i fluegrejet blevet mindre afgørende
© foto Steen Ulnits
Men kulfiber er ikke bare kulfiber.
Fenwick kaldte sine første kulfiberstænger for "HMG",
hvilket står for High Modulus Graphite - på dansk
en kulfiber af stor stivhed. De første kulfiberstænger
var da også stive kæppe uden megen aktion. Men de
var uhørt lette, og de kunne kaste meget langt. Til gengæld
havde de en uheldig tilbøjelighed til ganske uden varsel
at knække. Ofte splintredes klingen midt under et kast!
Fenwick og de øvrige producenter
fandt derfor snart ud af, at der måtte en mindre stiv kulfiber
til. Den blev fundet, og dermed var de mange stangbrud en saga
blot. Orvis udnyttede situationen ved at kalde "deres"
kulfiber for "LMG" - Low Modulus Graphite - med den
klare undertone, at deres kulfiberstænger i hvert
fald ikke knækkede.
Faktum var imidlertid, at de
fleste producenter benyttede kulfiber af omtrent samme type og
stivhed til deres standardstænger. Den almindelige 1. generations
kulfiber, som vi kunne kalde den, blev mere tilbøjelig
til at knække med stigende modulus/stivhed.
Men udviklingen gik og går
såre hurtigt inden for fly- og rumfartsindustrien, hvor
disse materialer normalt finder anvendelse, og efterhånden
fik man nye kulfiber-typer, som var stivere uden derfor at være
sprøde og tilbøjelige til at knække under
belastning.
Fra 1. til 4. generation
Sage, som er en udbryder fra
Fenwick, var først ude med en ny kulfiber, som de døbte
"Graphite II". Det korrekte navn er imidlertid "IM6"
- en fiber udviklet af flygiganten Hercules i USA.
Denne 2. generations fiber går
nu under flere betegnelser, men der er grundlæggende tale
om den samme fiber - lettere og mere spændstig end 1. generations
kulfiber. Den er dog også noget dyrere. Til gengæld
får man med IM6 stænger, som er lettere, hurtigere
og kan kaste længere. Men om de også kaster bedre
det er som altid en smagssag.
Siden fik vi en 3. generations
kulfiber, der oprindelig blev lanceret af amerikanske Loomis
under navnet "IMX". Den er endnu lettere end IM6, men
fik ikke lov at være på førstepladsen længe.
Idag har vi således også en 4. generations kulfiber,
der er endnu lettere. Den anvendes blandt andet i Fenwick's Co-Fi
og Loomis' G-IV fluestænger.
For de teknisk interesserede
skal det oplyses, at 4. generations kulfibre har en modulus (stivhed
i forhold til egenvægt) på omkring 60 mio. PSI
(pounds per square inch), mens 3. generations kulfibre har en
lidt lavere modulus i størrelsesordenen 50 mio. PSI.
IM6 fibre har tilsvarende en modulus på omkring 40 mio.
PSI, mens "almindelig" 1. generations kulfibre
ligger på godt 30 mio. PSI. Når man ved det,
kan man jo altid sige til makkeren, at "min modulus er bare
større end din..."
Lav vægt og tynde vægge
- Men hvorfor nu dette modulus-
og vægthysteri? Jo, for jo stærkere en kulfiber er,
desto mindre behøver man af den i en given klinge. Den
færdige stang bliver derfor lettere og samtidig mere følsom.
Mindre energi går tabt i selve klingen under kastet - mere
bliver overført til kastevægten/linen. Idealet er
derfor en fluestang, som slet ikke vejer noget!
Sammenligner man tre stænger
af samme længde, kastevægt og udstyr, vil en 2. generations
kulfiberstang (IM6) være næsten 20% lettere end en
1. generations. Tilsvarende vil en 3. generations kulfiberstang
være mere end 40% lettere end 1. generations stangen. Vi
er nu så langt ude i marginalerne, at flere producenter
ikke længere lakerer deres 3. og 4. generations stænger.
Lakken vejer for meget og vil derfor hæmme aktionen, lyder
begrundelsen!
Det hele er imidlertid ikke rosenrødt.
De stedse lettere og stivere kulfibre gør, at der skal
mindre og mindre materiale i klingerne. De bliver derfor så
tyndvæggede, at de ofte kan knække - trods en meget
høj pris. En vildfaren, vægtbelastet flue kan let
gøre uoprettelig skade på den tyndvæggede
klinge.
Amerikanske Fenwick har længe
eksperimenteret med at blande små kevlarfibre i det færdige
kulfiberklæde. Kevlar bruges som bekendt til skudsikre
veste, punkterfri dæk og lignende. Klinger fremstillet
på denne måde bliver derfor markant stærkere
- tåler bedre stød og slag og vildfarne fluer -
uden samtidig at blive tungere. "Techna AV" er navnet
på den nye serie, som atter bringer Fenwick med helt frem
i forreste række.
Til praktisk fiskeri må
man imidlertid konkludere, at der ikke er nogen altafgørende
forskel mellem stænger af 1., 2., 3. og 4. generation.
Faktisk er der adskillige dygtige kastere, som foretrækker
de ældre kulfibertyper frem for de sidste nye - ikke mindst
når der fiskes med sink tip og synkeliner, som kræver
en roligere kasterytme.
En billig 1. eller 2. generations
stang fra et anerkendt fabrikat er derfor stadig en glimrende
investering.
Bindemiddel
Rene kulfiberstænger af
1. generation har i regelen mere eller mindre glasfiber i klingen,
2. generations ligeså. Det gør dem alt andet lige
mere robuste end 3. og 4. generations stænger, som er bygget
helt i kulfiber. I sidstnævnte fald betyder det anvendte
bindemiddel ekstra meget for holdbarheden.
Bindemidlet, som holder de anvendte
fibre sammen, er således af største betydning i
moderne stangbygning. De første glasfiberstænger
benyttede polyester - præcis som ved bygning af både
og lignende i glasfiber.
Imidlertid tåler polyester
ikke at blive bøjet og strakt hele tiden, og det egner
sig derfor ikke til stangbygning. Men det er billigt og anvendes
derfor stadig til de billigste glasfiberstænger. Til dyrere
stænger anvendes i stedet det langt stærkere epoxy,
som tåler at blive flexet mange gange uden at miste styrke.
Det er derfor perfekt til stangbygning, men samtidig langt dyrere
end polyester.
Stænger ældes og
bliver blødere med alderen. Alle fibre bliver trætte,
når de har været bøjet og strakt i tusindvis
af gange. Oftere er det imidlertid bindemidlet, som svækkes
med alderen. Kigger man efter i et mikroskop, kan man se ganske
små revner i bindemidlet mellem fibrene. Og når først
bindemidlet revner, så er stangen bogstavelig talt ved
at gå op i sømmene. Den bliver til sidst mærkbart
blødere i aktionen.
Dette har japanske Daiwa forsøgt
at imødegå ved at iblande epoxy bindemidlet på
deres bedste - "made in Scotland" - kulfiberstænger
i tusindvis af mikroskopiske silicium carbid krystaller. Disse
"whisker" fibre nærmest svejser kulfibrene sammen,
så bindemidlet ikke så let revner. De giver samtidig
en mere robust klinge, der bedre tåler stød og slag.
Fremstilling af klinger
Rørbygning er baseret
på, at langsgående fibre giver stangen dens aktion.
Men for at klingen ikke skal kollapse under belastning, men bibeholde
sin oprindelige runde form, benyttes tværgående fibre
til afstivning. De tværgående fibre er kort fortalt
dem, der holder sammen på den rørbyggede klinge.
Kulfibrene udnyttes altid som
de langsgående og aktionsgivende fibre, mens de tværgående
længe var af glas. Kulfiberstænger af 1. og 2. generation
benytter stadig glasfibre som de tværgående og afstivende
fibre. I lang tid var de anvendte kulfibre nemlig for stive til
at kunne rulles omkring de tynde mandreller uden at knække.
Men da glas er meget tungere
end kul, har man i lang tid arbejdet på at reducere glasfiberindholdet
til et minimum. Kulfiber har hidtil været så stiv
en fiber, at den ikke kunne tåle at blive rullet omkring
de ofte tændstiktynde mandreller. En behandling, som glasfiber
sagtens tåler uden at knække.
En af løsningerne har
været den såkaldte "radial" kulfiber, hvor
de tværgående glasfibre er erstattet med elastiske
kulfibre i en flettet måtte. Denne opbygning giver en robust
klinge med et raffineret udseende. Dertil en noget højere
pris.
Idag er problemet løst
på en anden måde, når det gælder markedets
dyreste og mest avancerede stænger. Fenwick, Sage, Loomis
og Scott med flere af topproducenterne har alle fundet ud af
at kombinere 2., 3. og 4. generations kulfiber på en sådan
måde, at de langsgående og aktionsgivende fibre er
3. eller 4. generations, mens 2. generations fibre er lagt i
en langsgående spiral inderst - i en vinkel på 45
grader, så den stive kulfiber ikke knækker.
En flettet opbygning som ovennævnte
gør ikke blot glasfiber overflødigt og dermed stængerne
endnu lettere. Konstruktionen sikrer også, at den færdige
klinge bedre kan modstå ovalisering og vridning - to af
den rørbyggede konstruktions medfødte skavanker.
Helt naturligt bliver sådanne
stænger ganske meget dyrere end de "gamle" konstruktioner.
Og desværre kan det avancerede indre ikke ses under det
mere neutrale ydre...
Ovalisering og vridning
Når en rørbygget
klinge bøjes, vil den blive mere og mere oval for til
sidst helt at miste pusten. Øger man fortsat belastningen,
vil den til sidst blive så oval, at den klapper sammen
og knækker. Det er præcis det samme, der sker, når
man bøjer en vandslange. Pludselig knækker den runde
slange sammen og lukker for vandet.
Denne uheldige ovalisering er
søgt undgået på forskellig vis - først
og fremmest ved omvikling af klingen med diverse fibre. Japanske
Daiwa har været pioner på dette felt og har præsenteret
flere forskellige løsninger på problemet. Man har
blandt andet brugt en uhyre let og elastisk kulfiber, som lægges
i en tæt spiral hele vejen op langs klingen. Når
så stangen belastes, sørger den elastiske udvendige
kulfiberspiral for, at klingen ikke bliver oval.
En noget dyrere løsning
består af en udvendig dobbeltspiral - sågar firedobbelt
på de længste og dyreste stænger - af den totalt
uelastiske kevlar fiber. Denne spiral, som er mere langsgående
end førnævnte af elastisk kulfiber, hindrer, at
klingen vrides under kast.
Det gør nemlig alle rørbyggede
klinger, og herved tabes i både styrke og præcision.
Stangen "sporer" forkert, som det så fint hedder
i fagsproget. Den afgiver ikke kraften i en lige linje. Den udvendige
kevlar-spiral ikke blot sikrer en bedre sporing - den giver også
en bedre kraftfordeling op langs klingen, så man bedre
undgår stangbrud.
De gamle splitcane stænger
undgik såvel vridning som ovalisering. Den 6-kantede konstruktion
modvirker i sig selv dette, og det har nu også ført
til fremkomsten af 6-kantede kulfiberstænger. Det er velkastende
hi-tech stænger, som desværre er uforholdsmæssigt
dyre at fremstille, og som derfor aldrig har fået nogen
større udbredelse.
Daiwa's "Hexagon Whisker"
og Bruce & Walker's "Hexagraph" stænger er
sådanne 6-kantede kulfiberstænger. De sidstnævnte
er bygget på bedste splitcane-manér ved at sammenlime
6 kulfiberstrips til én 6-kantet klinge. Daiwa derimod
rørbygger sine 6-kantede stænger.
Fluefiskeren, der har brug for
præcise kast, har naturligvis behov for en fluestang, der
"sporer" bedst muligt. Derfor investeres der mange
ressourcer i at forbedre netop denne del af den moderne fluestang.
© Steen Ulnits 1999
|
