|
Forårsfluer
og kolde kystørreder
Nu er det højsæson
for fluefiskeriet efter kystens kuldskære havørreder.
Den sølvblanke havørred
er kystfluefiskerens fornemste bytte - en vild og uberegnelig
skabning. Den ene dag kan kystvandet formelig vrimle af hugvillige
fisk - den næste kan vandet virke som støvsuget
for liv.
Havørreden
Står man for første
gang ved kysten, kan det hele se ganske uoverskueligt ud. At
fange en havørred i alt det vand minder mest af alt om
at vinde i lotteriet. Men sådan forholder det sig slet
ikke. Havørreden har et ganske bestemt livsmønster,
som gør det muligt for den dygtige fisker at finde frem
til den på forskellige tider og steder.
- Flotte fisk fanget
på fluorescerende fluer!
- © foto Steen
Ulnits
Den dygtige havørredfisker
ved, at bestemte ting styrer havørredens liv og færden
i det salte vand. De to vigtigste er føden og de fysiske
forhold. Hvor føden er, dér er også havørreden.
Den er jo vandret ud i havet for at æde sig større,
end den ville kunne i ferskvand. Det er derfor vigtigt at holde
øje med livet på det lave kystvand. Hvis det et
sted vrimler med tanglopper, kutlinger eller børsteorm,
da er der mere end gode chancer for også at træffe
havørreden. Og omvendt.
Kystfiskeriet efter havørred
er på sit højeste forår og efterår,
hvor fiskene jager for fuld kraft. Da kan man træffe ørrederne
næsten overalt, og da jager de gerne dagen igennem. Den
øvrige del af året har forhold som vandets saltholdighed
og temperatur stor indflydelse på, hvor og hvornår
man kan træffe havørreden. Havørreden kan
nemlig ikke lide kombinationen af koldt og saltholdigt vand.
Dette betyder for kystfiskeren,
at han i de kolde vintermåneder skal søge havørreden
i beskyttede fjorde og vige med brakt vand, mens fiskeriet på
åbne kyster er bedst forår og efterår. Er foråret
sent og kystvandet derfor koldt, kan udtrækket fra inderfjordene
forsinkes noget.
Generelt kan man derfor sige,
at det sydligste Danmark byder på det bedste havørredfiskeri
om vinteren, mens det nordlige Danmark fisker bedst den øvrige
del af året. Jo koldere vinteren er, desto flere havørreder
samler der sig i det sydlige samt i de brakke inderfjorde. Men
netop nu er det ved at være højsæson ved alle
kyster! Nået hen i april er der nemlig fisk på alle
typer kystpladser - overalt i landet. Uanset saltholdigheden.
Grejet
Havørreden er en hidsig
jæger, der kan fanges på mange forskellige måder.
Flere og flere har dog fundet ud af, at flue og fluestang kan
være en effektiv måde at fiske kystens havørreder
på. At man langt fra altid behøver de helt lange
kast for at komme i kontakt med den eftertragtede, sølvblanke
havørred.
Faktisk træffer man her
først på året tit på havørreden
helt inde under land, hvor den let nås med et kort fluekast.
Det er jo det laveste vand, som hurtigst opvarmes af solen. Ofte
har den herinde indstillet sigtet på små fødeemner,
som fluefiskeren bedre end spinnefiskeren kan efterligne på
overbevisende måde!
- Det gælder
om at være klædt varmt på i det tidlige forår.
- © foto Steen
Ulnits
En 9-10 fods fluestang klasse
7-8 er standardudrustningen. Linen skal være af den langtkastende
WF type, som bedre end den traditionelle DT tackler den vind,
der i regelen altid blæser.
Fisker man i lave fjorde, kan
man med fordel bruge en flydende line. Men fisker man mere på
åben kyst, hvor der kan være bølger, da er
en intermediate line det bedste valg. Med den kan man komme ned
under bølgerne og dermed bevare kontakten ud til fluen.
Et saltvandsbestandigt hjul - gerne med skivebremse - og 100
meter bagline fuldender udrustningen.
Fisker man på steder, hvor
der er bølger eller stærk strøm, kan man
med stor fordel benytte sig af en linekurv til at holde
styr på de mange meter løsline. Line, som ellers
bliver taget af strømmen eller fanger en masse drivende
tang. Linekurven kan se lidt fjollet ud - det ser ud, som havde
man en opvaskebalje spændt om maven! - men har man først
lært sig at bruge den, ser man snart stort på sit
udseende...
Fluerne
Fluerne er et kapitel for sig.
Der er som altid to grundtyper at vælge imellem - ren fantasi
og så mere eller mindre nøjagtige imitationer af
de forekommende fødeemner. Store fantasifluer tages normalt
hurtigt ind i lange tag - små imitationsfluer fiskes langsomt
hjem i korte tag.
Farvestrålende fantasifluer
- gerne fluorescerende - er generelt bedst i vinterhalvåret,
hvor vandet er koldt og føden knap. I sommerhalvåret,
hvor det lave kystvand ofte vrimler af liv, kan der omvendt blive
brug for mere afdæmpede fluer, som ligner de forekommende
fødeemner - småfisk, krebsdyr eller børsteorme.
Lige nu skal der altså krasse kulører til, hvis
man vil have lidt opmærksomhed i det store hav. Og det
er jo lige netop det, vi gerne vil!
- Et fluorødt
Juletræ er altid et godt bud på en tidlig kystørred.
- © foto Steen
Ulnits
Men der kan også fiskes
om natten her i marts måned, og da er der ikke brug for
kulør på fluen.Til decideret natfiskeri er kulsorte
fluer sagen - gerne buskede fluer á la Muddler og Zonker,
der er helt suveræne til formålet. Og de må
gerne fiskes stribende i overfladen, hvor havørrederne
har lettere ved at se dem - også selv om vandet kun er
få grader varmt.
Der er dog endnu en undtagelse,
som gælder her i marts-april. Det er de såkaldte
"nereider" - børsteorm med kraftige kæber,
der sætter dem i stand til at angribe og æde mindre
dyr. Som sandormene tilbringer de megen tid nedgravet i bunden,
men ofte fouragerer de på bunden i umiddelbar nærhed
af deres rør. Og da havner de tit i en fiskemave.
Mest interessante er de dog,
når de sværmer i overfladen her om foråret.
De forlader da deres rør i bunden og søger op til
overfladen, hvor gydningen sker. Efter gydningen dør de
alle, men under sværmningen er de genstand for meget stor
interesse fra såvel fisk som fugle, der fylder sig med
det lette bytte. Lange og buskede fluer fisket langsomt i overfladen
er da et sikkert valg!
Man kan vælge nøjagtige
imitationer, som skam fanger fisk og kan være sjove at
binde. Er man imidlertid blot en praktisk anlagt fluefisker -
og en lidt doven fluebinder - klarer man sig mindst lige så
godt med en stor oliven Wooly Bugger str. 2-4. Den skal være
bundet ubelastet og fiskes helt oppe i overfladen.
Indtagningen af denne flue skal
ske uhyre langsomt - meget langsommere, end de fleste forestiller
sig. Under denne indtagning gælder det om at være
meget opmærksom. Hugget er nemlig ofte forsigtigt, og fisken
kroger ikke altid sig selv. Linen strammer blot langsomt op.
Vad forsigtigt!
I det tidlige forår er
det solen, der lokker havørrederne ind på det lave
vand - solen, der varmer vandet op og får smådyrene
frem af deres skjulesteder. Er man heldig, ramler man i april
ind i de store børsteormes sværmning - noget, der
får kystørrederne til at gå helt grassat.
Det er nemlig årets første store ædegilde
- en slags jordbærsæson på det lave kystvand.
Om foråret er det derfor
vigtigere end resten af året, at man går forsigtigt
til værks. Det gælder om at afsøge de inderste
meter grundigt, før man vader ud og lukker op for distanceblænder-kastene!
Mange er de gange, hvor årets første blankfisk er
gået til hugget kun få meter fra land - fisk, der
med garanti var blevet skræmt fra vid og sans, hvis man
blot var vadet ud i vandet uden at affiske de inderste meter
grundigt først!
Og så skal man da heller
ikke glemme det rent praktiske i, at der på denne årstid
er meget mere behageligt oppe på land end ude i vandet
- i hvert fald hvis man ikke har tykke neoprenwaders at ty til...
Så bliv på land,
fisk midt på dagen og nyd forårsolen i lange drag.
Find et sted i læ for vinden og sug så de varmende
stråler til dig, før du kaster dig ud i jagten på
kystens blanke jæger.
© Steen Ulnits 2000
|