|
Månedens flue:
"Juletræet"
En simpel syntetflue til alle
årstider. "Juletræet" har for længst
fejret sit 15-års jubilæum - mere velfangende end nogensinde!
Det var nok lidt af en tilfældighed,
at "Juletræet" blev til for nu mere end 15 år
siden. Det var derimod ingen tilfældighed, at den også
kom til at pryde forsiden på min bog "Fluebinding
4" fra 1986. Det var slet skjult markedsføring...
Det var i de syntetiske materialers
barndom, og jeg var dybt fascineret af farvespillet i det perlemorsfarvede
Flashabou rør. I medlys skinnede det guld og grønt
- i modlys rødt og blåt. Jeg måtte helt enkelt
lave en flue udelukkende med dette fantastiske materiale!
Sådan bindes Juletræet
Efter en del eksperimenteren
nåede jeg frem til en såre simpel grundkonstruktion:
Som underlag for det halvtransparente rør lægger
jeg en fluorescerende rød chenillekrop. Den fylder røret
ud, og den suger samtidig vand, så den færdige flue
får let ved at synke. Endelig giver den indtryk af liv
- blod - under det skinnende og halvt gennemsigtige ydre. En
effekt, der bestemt ikke bliver ringere, når et par fisk
eller tre har flænset lidt i fletværket!
Jeg sørger for, at der
såvel foran som bag chenillekroppen er et stykke med bar
bindetråd. Det er nemlig her, røret senere skal
bindes ned. Bindetrådsunderlaget sikrer da en solid forankring
af det glatte rør. Idag bruger jeg udelukkende fluorescerende
rød bindetråd til mine "Juletræer".
Herefter tager jeg et stykke
rør og fjerner den kerne, røret er flettet omkring.
Røret skal være godt og vel tre kropslængder
langt - hellere for langt end for kort, da man jo altid kan klippe
det til. Røret splittes op i den ene ende og skydes ind
over chenillekroppen, så lige meget stikker ud foran og
bag.
Tilbage er så kun at binde
røret ned bagtil og fortil, hvorefter de forreste fibre
foldes bagud og bindes ned som en slags hackle. Ud over bindetråden
består et "Juletræ" således kun af
chenille og Flashabou!
Fire favoritfarver
Jeg har bundet "Juletræer"
i alle tænkelige afskygninger - i alle farver, længder
og størrelser. Kun et fåtal har dog vist sig at
være sikre fiskefangere, men de er til gengæld også
blevet til mere end fast inventar i mine flueæsker.
Det er den oprindelige perlemorsfarvede,
som stadig er hovedhjørnestenen, og som jeg har fanget
et utal af forskellige fisk på overalt i verden. Fra kolde
danske kystørreder til tropisk varme barracudaer i Caribien.
Og så er det to udgaver i fluorescerende/selvlysende rød
og grøn! Samt en helt sølvfarvet, som er fin i
helt store størrelser, hvor det almindelige Flashabou
rør er for spinkelt.
Trods det faktum, at ethvert
"Juletræ" er ren fantasi, er det dog i flere
tilfælde også en rigtig god imitation. Det gælder
den sølvfarvede, som er en fin efterligning af sølvskinnende
småfisk. Og det gælder specielt den perlemorsfarvede
original, der fungerer fortræffeligt som efterligning af
såvel sværmende børsteorm på kysten
som diverse småfisk i både saltvand og ferskvand.
Andre end undertegnede har siden
haft stort held med især helt sorte og kobberfarvede Juletræer,
der på fornem vis efterligner diverse bundlevende fisk
og krebsdyr.
Fine imitationer
Det originale perlemorsfarvede
Juletræ er faktisk en ganske overbevisende efterligning
af en lille smelt. Smelten har vi jo både herhjemme og
i udlandet. Overalt i kolde og klarvandede søer er den
en vigtig fødefisk for rovfiskene - det være sig
laks og ørreder eller gedder og aborrer.
En af mine gode venner fik for
nogle år siden en håndfuld "Juletræer"
med til New Zealand. Et par uger senere kom der kort fra Lake
Taupo, hvor de perlemorsfarvede fluer havde fanget helt forrygende
blandt søens "smelting rainbows", som der stod.
Regnbueøreder, som jagede smelt i flodmundingerne.
På Island har jeg bemærket
mig, at det originale "Juletræ" er en ganske
fremragende imitation eller rettere repræsentation af en
hundestejle i alle dens mange farver. Således gav den mig
sidste sommer min hidtil største islandske søørred
- en pragtfuld fisk på 4,1 kg, kun 62 cm lang.
Ovenstående fisk kan du
læse mere om i artiklen "Vildørreder på
vulkaner" under "Fiskerejser".
En ganske naturtro imitation
er - pudsigt nok - også den hidsigt grønne og selvlysende
udgave, der på fremragende vis illuderer en lille irgrøn
stenbiderunge. Med de farver skulle man jo ellers tro, at der
kun kunne være tale om ren fantasi eller klar provokation.
Idag starter jeg altid mit fiskeri
med den perlemorsfarvede udgave, hvis ikke andet indikerer, at
den røde eller grønne burde være bedre. Den
er og bliver standarden, ud fra hvilken de øvrige farver
bliver bedømt.
Et ret nyt skud på stammen
er et flydende perlemorsfarvet "Juletræ" - med
underkrop af en strimmel fluorød skumplast. En fin flue,
når rovfiskene spurter gennem en stime småfisk, som
slås mere eller mindre bevidstløse af halen. Når
så rovfisken svømmer tilbage og samler de døde
eller bedøvede småfisk op i overfladen, er det tiden
at binde det flydende Juletræ på forfanget!
Har jeg brug for en rigtig stor
flue - eksempelvis til trolling efter flydering eller pontonbåd
- binder jeg gerne et ekstrastort sølvfarvet Juletræ
som rørflue. Store sølvblanke udgaver har også
virket godt under geddefiskeri. Jo større jo bedre!
Det røde "Juletræ"
har jeg gjort de bedste fangster med på grå og overskyede
dage i vinterhalvåret, hvor kystens havørreder ind
imellem kan være lidt træge og derfor trænger
til lidt oplivende farver!
Endelig bruger jeg altid den
selvlysende grønne til natfiskeri - efter behørig
opladning i lyset af min lille Maglite. Da har både fisken
og jeg en natflue, vi virkelig kan se!
Teori og praksis...
Det er imidlertid ikke altid,
fiskene lader sig sætte sådan i system. Det fortæller
følgende lille beretning vist alt om:
Det var en iskold og tåget
vinterdag i det syddanske. Faktisk var det næsten for koldt
til at fiske, men John - min lokale guide - havde fået
fine fisk i dagene forinden. Efter nogle timers bådfiskeri
gik vi i land på en odde, der stak ud i det smalle og strømstærke
sund.
- En ideel plads til kystflue, forsikrede John mig frysende. -
Du når helt ud i sejlrenden med selv et kort kast, og derude
går fiskene i denne kulde!
Ganske rigtigt. Jeg havde næppe
taget mere end en halv snes kast, før en tung og stærk
fisk tog mit røde "Juletræ" med kun nogle
få meter line uden for topøjet. Ti minutter senere
kunne vi beundre en dejlig sølvblank havørred på
2,4 kg - en pragtfisk, der virkelig gjorde det værd at
trodse tåge og vinterkulde!
Havørreden gylpede et
par irgrønne stenbiderunger op, som John straks fik øje
på. - Havde du ikke sådan en grøn tingest
i din flueæske?
Det havde jeg, og det røde
"Juletræ" blev derfor skiftet ud med et grønt
i samme størrelse - en kortskaftet 4'er - som igen blev
sendt ud over sejlrenden.
I tredje kast strammede linen
atter op, og igen væltede en tung sølvfisk sig rundt
for enden af 0.25 forfanget. Det viste sig at være en tvilling
til den første, kun et par hundrede gram tungere. Også
den var solidt kroget og kunne landes efter en halv snes minutters
tovtrækkeri. 2,6 kg purt vintersølv.
Vi kiggede den straks efter for
at se, om også den havde grønne stenbiderunger i
maven, siden den nu havde taget et grønt "Juletræ".
Ikke en eneste. Den var i stedet stoppet med gråbrune hesterejer...
Så meget for teorien altså,
men fluerne fungerer i praksis, og det er vel det vigtigste!
Upside down "Juletræer"
Allerseneste skud på stammen
af "Juletræer" er tunge upside down fluer til
fiskeri direkte på bunden. Her er det specielt store brakvandsaborrer
på op til kiloet, der har ladet sig lokke. Fluerne bindes
på sædvanlig vis - blot forsynes de fortil med tunge
øjne af det ugiftige tungsten. Nul bly her!
Samtidig lader jeg kroppen gå
lidt ned på krogbøjningen, så halen kommer
til at vende opefter på den færdige flue. Det falske
hackle samles på samme måde, så også
det vender opefter. På denne måde får jeg et
velafbalanceret "Juletræ", der som en anden mini-jig
fisker direkte på bunden - med krogspidsen vendende opefter.
Disse tunge "Juletræer"
har efterhånden også en hel del flotte fladfisk på
samvittigheden - fortrinsvis bundet på str. 4-6 kroge i
røde og grønne farver.
Jeg binder idag alle mine "Juletræer"
på Mustads rustfri 34007 krog. Str. 4 er standarden til
mit kystfiskeri - med en langskaftet 34011 til natfiskeri. Da
får jeg en større flue, som dermed er mere synlig.
Men som alligevel ikke er ret meget tungere.
Jeg har tidligere brugt Partridge's
ligeledes rustfri "JS Sea Streamer" krog, men har haft
et par uheldige oplevelser med store ørreder, der rettede
den tynde wire ud. Det sker ikke med de kraftigere Mustad kroge.
Eller med den nye "Sea Prince" fra Partridge - en tro
kopi af Mustads 34007.
Store steelheads
"Juletræet" er
mest kendt og brugt som havørredflue ved de danske kyster,
hvor den efterhånden må have landet i tusindvis af
blanke og farvede havørreder. Selv har jeg i hvert fald
taget et trecifret antal ørreder på over målet
på den i de forgangne år.
Men "Juletræet"
er mindst lige så effektiv til alle andre rovfisk. Til
pelagiske stimeaborrer på jagt og til lurende gedder i
sivkanten har jeg således haft meget held med langskaftede
"Juletræer" str. 4 og 1.
Store hornfisk holder meget af
den grønne udgave, mens tangskovens torsk foretrækker
den røde. Og endelig reddede et stort perlemorsfarvet
"Juletræ" str. 1/0 situationen for mig, da jeg
i 1986 fiskede steelheads i Sustut River i det nordlige British
Columbia.
Efter en uges forgæves
fiskeri med alle de gængse steelheadfluer satte jeg det
store "Juletræ" på forfanget og blev den
sidste uges topscorer med 5 pragtfulde steelheads på henholdsvis
20, 18, 16, 15 og 13 pounds - alle på enhåndsflue.
Det er 15 lbs. fisken, du ser på billedet ovenfor.
- It's not a fly, it's a lure!, sagde en medfisker, da han så
fluen sidde solidt i kæften på 18 lbs. fisken. Og
helt forkert var det ikke.
"Juletræet" er
jo en ren syntetflue, om noget er!
© 1999 Steen Ulnits
|
