- Samling på samlingerne!
Flerdelte stænger bliver
mere og mere almindelige, praktiske og nemme at transportere
som de er. Men der er forhold, som er næsten livsvigtige
at tage hensyn til med de mange samlinger...
Samlinger har altid været
fiskestangens svageste punkt - lige siden Arilds tid. De første
fiskestænger havde slet ingen samlinger - de var blot hele
kæppe skåret af et træ. Transportproblemet
var ikke stort, da man skar sine fiskestænger ved det vand,
man nu skulle fiske i.
Metalferruler
Siden kom de lange bambusstænger
til, og med dem behovet for transport til og fra fiskevandet.
Dette nødvendiggjorde de første primitive samlinger
i form af metalferruler, som i sin simpleste form blot
var to rør, der passede ind over stangdelene og ind i
hinanden. Pasningen mellem de to rør var ikke god, og
overgangen mellem bambus og metal ikke den bedste, men det var
bedre end ingenting.
Metalferrulerne blev gradvis
stærkere og pasningen mellem han- og hundelen bedre. Men
samlingen var stadig et svagt punkt - dertil et stift fremmedlegeme,
som hindrede stangens naturlige aktion. Man brugte derfor så
få som muligt - i regelen kun en enkelt, hvis man kunne
slippe afsted med det.
Den dag i dag bruges metalferruler
stadig til kostbare og håndbyggede splitcane-stænger
- nu fremstillet i nysølv og med meget små tolerancer
i pasningen.
Kunstfiber-samlinger
Glasfiberen tog i efterkrigsårene
over fra stål og bambus som foretrukket materiale til fremstilling
af fiskestænger, men udviklingen tog først fart,
da man fandt ud af at rørbygge stængerne.
Samlingen var stadig af metal,
indtil amerikanske Fenwick lancerede verdens første glas-til-glas
samling - i form af et stykke glasfiberrør, som blev limet
på overdelen, så underdelen kunne passe op i den.
Sleeve -samling kaldte de den meget passende - "ærme".
Nu havde man endelig den fleksible samling, stangbyggere havde
drømt øm i årtier hvis ikke århundreder.
Fenwick stod selv for det næste
trin i udviklingen - i form af Feralite-samlingen, hvor
stangens bundstykke passer direkte ind i toppen. En konstruktion,
som krævede to separate klinger mod tidligere, hvor man
kunne nøjes med at dele en enkelt klinge på midten.
Andre producenter fortsatte med
at bygge klinger, som blev delt på midten, men nu samlet
med den såkaldt Spigot-samling. Der var og er tale
om en konisk tap, der limes fast i stangens bundstykke, så
overdelen kan passe ned over den.
Enhåndsstænger
Disse kunstfiber-samlinger var
et kolossalt fremskridt, som muliggjorde bygning af stærkere
og mere fleksible stænger end tidligere. Slut med tidligere
tiders "flat Spots", hvor aktionen blev brudt af en
stiv samling.
Men samlingen var stadig ikke
perfekt. Der skulle computerstyrede drejebænke og helt
små tolerancer til, førend man kunne fremstille
den perfekte samling, hvor handelen passer ind i hundelen som
fod i hose. Det kan man i dag, og det gør man på
de dyreste stænger med de mindste tolerancer.
I dag råder man over en
teknologi, som gør det muligt at fremstille flerdelte
fiskestænger med næsten samme ubrudte aktion som
gamle dages todelte. Og da vi fluefiskere samtidig rejser mere
end nogensinde, er der brug for flerdelte stænger, som
fylder mindst muligt.
I dag fremstilles der således
adskillige fluestænger, som er både 4-delte, 5-delte,
6-delte og 7-delte. Stænger, som intet fylder, men som
i samlet stand er fuldt fiskebare stænger med en god aktion.
Der er dog stadig en tydelig tendens til, at de mangedelte stænger
er underklassede - at eksempelvis en 7'er stang kaster bedre
med en klasse 8 line.
Man skal være klar over
to ting, hvis man overvejer en sådan mangedelt stang: 1)
Den kostger mere, da der dels indgår mere arbejde i fremstillingen
af den og dels kræves en højere grad af præcision.
2) De mange samlinger kræver mere opsyn end på en
stang med færre dele.
Tohåndsstænger
Uanset hvor præcise samlingerne
er, så er det uundgåeligt, at de yderste samlinger
arbejder mere under pres end de inderste. Stangen bøjere
jo mest i spidsen, hvorfor samlingerne herude har en større
tilbøjelighed til at løsne sig under fiskeri.
Det er man nødt til at
tage højde for - enten ved at kontrollere dem regelmæssigt
eller ved at tape dem. Det første er det bedste ved helt
lette stænger - det sidste det eneste rigtige til lange
tohåndsstænger. Tohåndsstænger bruges
meget ofte til specielle kast af typen underhånds eller
Spey, hvilket indebærer en høj grad af vridning
af stangen under kast. Stangdelene vil derfor uundgåeligt
vrides og langsomt arbejde sig løs.
Det gælder for alle fiskestænger,
at man aldrig må kaste toppen af. Sker det, vil hundelen
nemlig glide ud over kanten på handelen og her udsættes
for en kolossalt pres, som den hverken er designet til eller
i stand til at tåle. Mange hundele flækker som følge
heraf, og det er naturligvis fatalt for stangen.
Det er derfor en meget god idé
regelmæssigt - flere gange om dagen - at kontrollere sine
samlinger for at se, om de er ved at arbejde sig løs.
Er det tilfældet, skal de naturligvis presses godt sammen
igen.
En mere permanent løsning,
som bør være obligatorisk på alle lange tohånds
fluestænger, er at tape delene sammen. Brug elektrikertape,
som er elastisk. Start med et par langsgående strimler,
som forbinder de to stangdele. På tynde stangdele nøjes
man med en enkelt strimmel - på tykke bundstykker bruges
to. Herefter bevikler man det hele på tværs, så
man kommer godt ind over begge stangdele.
Det siger sig selv, at man ikke
sådan lige skiller og samler sine laksefluestænger
hele tiden. Normalt samler man jo sine stænger ved ankomsten
til fiskevandet, transporterer dem samlet i stangholdere uden
på bilen mellem fiskepladserne og opbevarer dem samlet
udendørs mellem fiskepassene. Tapede samlinger er derfor
ikke noget problem - nærmere en nødvendighed.
© 2008 Steen Ulnits
|
