35 år med kystflue!
Der er løbet
meget vand i havet, siden Flugfiske i Norden udkom første
gang for nu 30 år siden. Og kystfluefiskeriet er modnet
gevaldigt i de forgangne 35 år...
Kystflueørred
fra Samsø-kursus år 2000
Da jeg først i 1970'erne
begyndte at fiske med flue, var fluefiskeri stort set lig med
fiskeri i strømmende vand efter laks og ørred.
Det var det, alle bøgerne handlede om, og bøgerne
satte dagsordenen i de dage. Internettet var jo ikke opfundet
endnu - det lå yderligere 20 år fremme!
Uheldigvis boede jeg på
en lille ø i det sønderjyske - Als - som ikke havde
et eneste fiskebart vandløb, hvor jeg kunne kaste mine
fluer. Åfiskeriet var derfor begrænset til de få
gange, hvor det lykkedes at få mine forældre til
at køre mig den lange vej over til de forjættede
jyske åer.
Til gengæld havde jeg et
fornemt havørredfiskeri lige uden for døren - 365
dage om året. Og Als var også dengang kendt som et
godt sted at fiske efter havørred fra kysten. Jeg trådte
derfor mine fiskemæssige barnesko som spinnefisker med
fokus på havørreden, som i de dage var ganske fåtallig.
Havørredbestanden i
bund
Vi var netop kommet gennem de
forfærdelige 1960'ere, hvor ingen tænkte på
miljøet, der tilsyneladende slet ikke var opfundet dengang.
Da jeg flyttede fra Greve Strand syd for København og
til Als sidst i 60'erne, var kysterne dækket af sulfoskum
og vandet fyldt med colibakterier. Havørredbestanden var
udryddet mange steder - eksempelvis på Fyn, som daværende
statsbiolog Knud Larsen erklærede for "ørredfrit
område" efter tressernes katastrofale ensilageforureninger.
Men i 1973 fik vi i Danmark verdens
første miljølov, og nogle år senere kom den
nye vandløbslov, hvor ordet "miljø" nu
var kommet med i forreste række. Der var således
håb forude, selv om der stadig var langt mellem havørrederne.
Først med de senere store udsætninger kom der gang
i fiskeriet, som vel toppede engang i 1990'erne.
Jeg var således fluefisker
af lyst, men spinnefisker af nød. Lige indtil den dag,
hvor jeg på statsbiblioteket i Sønderborg fandt
en gammel bog skrevet af englænderen Viscount Grey of Fallodon
- Englands udenrigsminister i mellemkrigsårene. Bogen hed
noget så beskrivende som "Fly Fishing" og udkom
første gang i 1899. En gammel sag, altså, men den
er genudgivet mange gange siden - med rette. For ingen anden
bog har i mine øjne så godt og præcist indfanget
hele stemningen og atmosfæren omkring fluefiskeriet.
Maveindholdet viser
vejen!
Det meste af bogen handler naturligt
nok om det klassiske fluefiskeri - ikke mindst med tørflue,
hvilket den priviligerede og adelige forfatter bekvemt kunne
dyrke i fritiden. Han gik nemlig i privatskole i Winchester,
der jo ligger inden for gåafstand af den berømte
River Itchen. I sandhed en misundelsesværdig opvækst
for en fiskeinteresseret knægt!
Fra Shetland til Als
Men Viscount Grey's horisont
var videre end som så. Han fiskede naturligvis laks, for
det gjorde de adelige jo. Men han var også fascineret af
den mindre havørred, som ikke interesserede datidens laksefiskere.
På side 113 i sin dejlige
bog skrev han noget, som jeg for alvor bed mærke i, og
som aldrig har forladt mig siden:
"The sea trout is a wild
mysterious creature without a home".
Denne beskrivelse fascinerede
mig, der jo til daglig selv kæmpede med overhovedet at
finde frem til selvsamme sølvblanke havørred, når
den strejfede rundt langs de alsiske kyster. Og Grey gik sågar
skridtet videre: Han tog nemlig sit fluegrej med helt ud i det
salte hav på Shetlandsøerne - og det omkring århundredskiftet!
Hans beskrivelse af dette helt
anderledes og aldeles nye fluefiskeri fascinerede mig og sendte
mig hurtigt ud til de lokale kyster med mit eget fluegrej. Men
ak. Hvor Viscount Grey fiskede nær de åmundinger,
som havørrederne kom fra, så var der intet på
Als, der på samme måde kunne tiltrække ørrederne.
De kunne være overalt - men var der tilsyneladende aldrig...
En vis lighed mellem Shetland
og Als var der dog: Begge er små øer i et stort
hav - med de muligheder, det nu engang giver. Læ, ikke
mindst - uanset vindretningen. Mine egne første erfaringer
med det salte fluefiskeri mindede dog foruroligende meget om
Grey's, der beskriver sine sådan:
"There was no sign of
a sea trout, and to be wading amongst seaweed, throwing small
flies in common salt water with a split cane rod, seemed quite
foolish and mad"...
- Koldt, ja - men
der kan fanges fisk på fluen! Mjels Vig på
Als
Salt i såret
Grey fandt hurtigt ud af, at
havørrederne på Shetlandsøerne kom og gik
med det kraftige tidevand. Tidevand havde vi intet af på
Als, så også den ledetråd endte blindt.
Og så var der grejet...
For en velstående gentleman som Viscount Grey var det næppe
noget større problem, at grejet slet ikke kunne tåle
saltvand. Ja, faktisk omtaler han ikke dette problem med et eneste
ord i sin bog. Trods det faktum, at han ikke har kunnet undgå
at se, hvordan den salte Nordatlant ubarmhjertigt åd sig
ind på hans Hardy fluehjul.
Mit eget første kvalitetshjul
var - pudsigt nok - også et Hardy. Et Marquis, som tjente
mig trofast, indtil saltet havde ædt det op. Det samme
gjaldt hjulholderen på min Hardy Jet fluestang, der bestemt
heller ikke var designet til saltvand. For en fattig skoleelev
som mig var dette i sandhed salt i såret - noget, der var
svært at leve med, når nu lommepengene var sparsomme.
Men jeg fremturede - trods manglende
fangster - og det er jeg lykkelig for. Jeg anede ikke, hvilke
fluer jeg skulle bruge, for der var ingen kilder at høste
af. Det drejede sig virkelig om at starte fra det absolutte 0-punkt!
Fra mit åfiskeri havde
jeg ganske vist ørredfluer, der kunne fange fisk, men
de var små - kun undtagelsesvis større end str.
10. Og de så altså forsvindende små ud i det
store blå. På samme måde virkede mine kast
latterligt korte i det uendelige hav.
Julegaven
Under mine bogstudier var jeg
faldet over en simpel amerikansk hårflue, hvis farver og
enkelhed fascinerede mig. Det var klassikeren over alle klassikere,
den rødgule og udødelige Mickey Finn. Den
så godt ud i flueæsken, og den gik overbevisende
i vandet. Jeg bandt den derfor på en - syntes jeg dengang
- gigantisk 4x lang streamerkrog str. 8 og puttede en håndfuld
i æsken.
Den canadiske Coronation
- med to ud af mange tidlige kystflueørreder fra Als.
Og så en stille og diset
juledag i 1973 - efter et halvt års frugtesløst
kystfluefiskeri, uden at have set én eneste anden fluestang
på kysten - gik der så hul på bylden. Ikke
én, men hele fire flotte sølvblanke grønlændere
på 40-45 cm faldt for den rødgule flue, som med
ét blev min absolutte kystfluefavorit!
Jeg var ikke til at skyde igennem.
Stolt som en pave berettede jeg dette for en god ven, der også
fiskede lidt flue ind imellem - ved åerne, naturligvis.
Jeg inviterede ham med ud til kysten - til det eksakte sted,
hvor jeg selv havde haft min nylige kystfluedebut. Hans grej
var om muligt endnu mindre egnet end mit eget: En 9 fods Sharpe's
splitcane stang med et billigt hjul og en mørkegrøn
synkeline. Fluen var en str. 10 Black Zulu.
Jeg skal aldrig glemme det, der
så skete. Han strippede synkeline af hjulet, gjorde et
kluntet kast, hvor linen lagde sig i store bugter på vandet.
Med vantro så vi det begge ske: I det allerførste
kast og som i slow motion strakte den krøllede line sig
ud. Da den var stram, sprællede en flot sølvblank
havørred i halvmeters klassen for enden af linen...
Hans allerførste bemærkning,
da den smukke fisk lå sikkert oppe på land, var følgende:
- Det var da ikke så svært?
- Behøver jeg sige det?
Det var sidste gang, jeg inviterede ham med på kysten...
Fenwick lancerer HMG
Det er få ting i grejbranchen,
som for alvor er skelsættende. En af de begivenheder, der
for alvor flyttede fluefiskeriet i saltvand, var fremkomsten
af kulfiberstangen.
Det var ikke så lidt af
en revolution, da amerikanske Fenwick lancerede verdens første
kulfiberstænger i 1973. De gav ikke mindst kystfluefiskeren
helt nye muligheder. Vi var derfor en hel lille busfuld håbefulde
fluefiskere, der i 1974 tog den lange vej over Lillebæltsbroen
til Odense, hvor den daværende grejbutik Sport Centrum
netop havde fået de første Fenwick fluestænger
hjem. Vi kunne ikke vente med at prøvekaste dem!
Fenwick's kulfiberstænger revolutionerede
kystfluefiskeriet
Det var en fantastisk oplevelse,
og Fenwick stænger har fulgt mig i tykt og tyndt lige siden.
Her var præcis de stænger, vi fluefiskere havde brug
for på kysten. Hurtige, så de kunne klare den vind,
der altid blæste - i regelen også fra den forkerte
retning!
Det var derfor helt fantastisk
at kunne pensionere sine gamle, tunge og langsomme glasfiberstænger
og erstatte dem med nye, lette og hurtige i kulfiber. Det år
rykkede mit kystfluefiskere flere længder!
Desværre skulle der gå
lang tid, førend vi også fik lette og saltvandsbestandige
fluehjul. De lod vente på sig og slog først for
alvor igennem, da plasten gjorde sit indtog. Blandt de første
kystfluehjul var LC kassettehjulene fra engelske Leeda - dejlige
hjul, som jeg stadig har flere af i samlingen. Man skulle bare
lige vænne sig til lyden først...
Stor, større, størst
I en gammel engelsk bog om fluer
- skrevet af en vis Veniard - havde jeg set store tandemkrogede
Demons og Terrors beregnet specielt til havørreder. Der
måtte altså være noget om, at disse fisk gerne
ville sætte tænderne i lidt større fluer end
de almindelige ørreder.
Jeg vidste fra mit spinnefiskeri,
at store agn kunne lokke havørrederne til hug. Helt naturligt
begyndte jeg at binde mine fluer større og større,
så de mest muligt kunne ligne de blink, jeg jo havde fanget
havørreder på. Jeg faldt da over en flue fra den
nordamerikanske vestkyst - en Coronation - som var designet
til at fange sølvlaks i Stillehavet. På flue!
Den måtte kunne bruges,
og den bandt jeg på lange streamerkroge str. 1-2, så
de kunne syne af mest muligt i det store hav - og dermed ses
på længst mulig afstand. Og de fangede fisk. Flere
endda, men de var ikke behagelige at kaste med. De blev helt
enkelt for tunge til mit lette klasse 6 grej.
Men fisk fangede de - endda med
regelmæssige mellemrum. Det var altså vigtigt, at
fluerne kunne ses på lang afstand i det store hav. Specielt
da, når der var så langt mellem havørrederne,
som der var dengang.
Juletræet var det første af en helt ny
generation syntetiske kystfluer
I begyndelsen af 1980'erne dukkede
de første syntetiske fluebindingsmaterialer op. Et af
de allerførste var mylarslangen, som kunne bruges til
at binde meget vellignende småfiskeimitationer med. Ganske
naturligt bandt jeg nu mine Mickey Finns og Coronations med krop
af sølvfarvet mylarrør. Mylar Mickey blev hurtigt
en af favoritterne!
Juletræet
Siden kom Flashabou på
markedet - en semitransparent mylarslange, som først kom
i en perlemorsfarvet udgave. Den så helt fantastisk ud,
syntes jeg - lyste rødt og blåt i modlys og guld
og grønt i medlys. Det måtte kunne bruges til noget,
tænkte jeg - til fluer, som syner af meget, og som derfor
vil være velegnede til kystfluefiskeri.
Resultatet af mine overvejelser
blev en flue, som siden er blevet en klassiker langs de danske
kyster: Juletræet. En underkrop af fluorescerende
rød chenille holder på fiskenes tænder, så
fletværket ikke ødelægges for hurtigt. Og
den fluorescerende røde bindetråd giver fiskene
et sigtepunkt at gå efter. Hale, krop og hackle består
af samme stykke rør, der blot splittes op til hale og
hackle.
De første Juletræer
bandt jeg meget lange og slanke - som efterligninger af de børsteorme,
jeg ofte havde fundet i maven på fangede havørreder.
Senere blev fluerne kortere og mere harmoniske at se på,
og nye farver kom til. I dag binder jeg Juletræet i fire
forskellige farver: Den oprindelige perlemorsfarvede, som stadig
er standarden til det meste. Rent sølv, som er enerådende
til de største modeller. Fluorød, som er favoritten
til grå og mørke vinterdage. Samt fluogrøn,
der er perfekt til natfiskeri - gerne ladet op i pandelampens
skær før søsætning!
Juletræet viste sig hurtigt
at kunne fange havørreder fra kysten, men den viste sig
også at kunne fange stort set alt andet - fra makreller
i Vesterhavet til bonefish i Karibien. Juletræet er mit
eget barn, og jeg er derfor stolt af det. Så stolt, at
det pryder forsiden på min bog "Fluebinding 4 - syntetiske
materialer" fra 1986!
Hvor føden
er, dér er havørreden også! Her en Nereis
børsteorm
Med Juletræet og lignende
konstruktioner blev det nu muligt at binde fluer, som kunne ses
på lang afstand - uden derfor at være kæmpestore
og tunge at kaste med.
Havørredens fødeemner
Der var mange ting, som jeg havde
iagttaget ude ved kysten - ting, som jeg ikke kunne forstå.
Det var derfor en helt naturlig ting, at jeg måtte udddanne
mig til fiskeribiolog - helt enkelt for at få svar på
de mange spørgsmål, som års kystfiskeri havde
præsenteret mig for.
Jeg startede derfor på
Århus Universitet i 1976, men blev hurtigt desillusioneret
af al den matematik og kemi, vi skulle igennem på første
del. Biologi var der ikke meget af, før stopprøverne
var overstået og havde tyndet ud i flokken. Lidt var der
dog, og en enkelt underviser var meget imødekommende over
for mine spørgsmål. Det var zoologiprofessor Helge
Walhovd, som bestemt ikke var vant til, at de studerende kom
ind i laboratoriet med spørgsmål ude fra den store
natur.
Da jeg forklarede ham om de mange
børsteorme, jeg i perioder havde fundet i havørredmaver
og set svømme omkring i det forårskolde vand, blev
han meget interesseret. Han dykkede ned i faglitteraturen og
kom op med alt det, han kunne finde. Og det var hyperrelevant
stof. Om nogle dyr, hvis levevis blev mere og mere fascinerende,
jo længere man dykkede ned i materien.
Her fik jeg pludselig det indblik
i havørredens liv og færden, jeg forgæves
havde søgt efter i mine unge kystflueår på
Als. Nu vidste jeg, hvad der skete og hvorfor. At børsteormenes
sværmning var en begivenhed, som kunne forudses og derfor
udnyttes med fluestangen.
- Find fiskene!
Dette førte en lang række
andre indsigter med sig - om havørredens øvrige
fødedyr og deres adfærd. Og konklusionen var hver
gang den enkle: Hvor føden findes, kommer også havørreden
forbi! Her var endelig det svar, som hverken jeg eller Viscount
Grey havde haft i vore spæde kystflueår.
Tidlig kystflueørred
på LC hjul og iskolde Helly Hansen waders
i PVC!
Det meste af denne viden har
jeg siden samlet i min bog "Havørred" på
Gyldendal. Her fokuserer jeg også meget på kysten
og dens topografi. Det var nemlig næste skridt på
vejen mod et mere produktivt kystfluefiskeri efter havørred.
Og noget, vi prædiker meget på vore kystfluekurser
på Samsø. Det hjælper ikke det mindste at
have verdens fineste fluegrej og den bedste kasteteknik - hvis
ikke man kan finde havørreden!
Som kystfluefisker har vi jo
slet ikke den rækkevidde, som spinnefiskeren har. Vi kan
derfor ikke afsøge de samme store områder i løbet
af en lang fiskedag, som spinnefiskeren kan. I stedet er vi nødt
til at bryde kysten ned i mindre bidder, som vi så kan
analysere for de steder, hvor fiskene med størst sandsynlighed
kommer på kastehold af vore korte fluekast.
Dette kræver viden og strategi,
men det kan læres og er nøglen til et produktivt
kystfluefiskeri - med regelmæssige fangster af havørred!
Mange af vore kursister på Samsø er vendt hjem og
har helt droppet de gode, gamle pladser, hvor de tidligere havde
fanget fisk - på spin. Og er gået i gang med at udforske
nye, som egner sig bedre til kystfluefiskeri.
Vi er nået i mål,
og i dag kan man mange steder opleve, at der er flere fluefiskere
end spinnefiskere ved kysten. Jeg oplever også flere og
flere ferske fluefiskere, der gerne vil udvide deres horisont
til også at omfatte det salte vand og havørrederne
her. Det udvider jo deres sæson betragteligt. På
samme måde har vi flere og flere norske fluefiskere, som
tager til Danmark før og efter deres egen fluesæson.
Kystflueørred
fra Arnkilsøre. Maj 1978
Meget vand er løbet i
havet i de 35 år, jeg har fisket intensivt på kysten.
Kystfluefiskeriet, som dengang var aldeles nyt, er modnet og
har i dag fundet en form, hvor tusindvis af udøvere kan
få fornøjelse af de store vidder ved havet - og
de mange flere havørreder, som svømmer rundt langs
vore kyster i dag.
Pudsigt nok er næsten det
hele sket i de 30 år, som Flugfiske i Norden nu har eksisteret!
© 2009 Tekst &
fotos: Steen Ulnits
|
