Fluestængernes
herre
Det var amerikanske Fenwick,
der i 1973 lancerede verdens første fiskestænger
i kulfiber og dermed skabte en sand revolution i fiskeverdenen.
Og Fenwick sætter stadig nye standarder på området.
Jeg har besøgt hovedkvarteret i Spirit Lake, Iowa.
I dag tager vi alle kulfiberstangen
for givet. Kun ganske få stænger - og da kun de billigste
- bliver stadig fremstillet i glasfiber, som sammenlignet med
kulfiber er et både tungt og slattent materiale.
Tarpon jumping. Costa
Rica 1991. Foto fra bogen "Fiskerejser til fjerne lande"
© Steen Ulnits
Men det holdt hårdt at
nå så vidt. Kulfiberstangen kom ikke af sig selv,
hvilket den engelske stangfabrikant Hardy Bros. kan tale med
om. Det var nemlig engelske Rolls Royce, der i samarbejde med
ligeledes engelske Royal Airforce i slutningen af 1960'erne fandt
frem til kulfiberen, som vi kender den i dag.
Den vanskelige kulfiber
Hardy Bros. havde derfor et naturligt
forspring i forhold til resten af verden. Imidlertid lykkedes
det ikke den gamle og hæderkronede fiskegrejsfabrikant
at fremstille funktionelle fiskestænger i den nye kunstfiber.
Datidens flueorakel og konsulent for Hardy, Richard Walker, gik
i hvert fald så vidt som til at karakterisere de nye prototyper
fra Hardy med ordene "absolutely useless". "Aldeles
ubrugelige"...
Men på den anden side af
Atlanterhavet - hos amerikanske Fenwick - gav man ikke op så
let. Man var allerede langt fremme med sine glasfiberstænger,
som hørte til verdens bedste. Men Fenwick havde indset,
at hvis man fik styr på den nye og meget stive kulfiber,
var det et kvantespring frem i retningen mod lettere og endnu
bedre fiskestænger.
Det lykkedes Fenwick at tæmme
kulfiberen i 1972, og i 1973 kunne firmaet med den amerikanske
ørn som logo så lancere verdens første fluestænger
i kulfiber lettere og stærkere end nogen anden stang
på markedet.
De nye stænger blev lanceret
under under det nu verdensberømte navn "HMG",
der står og stod for "High Modulus Graphite".
"Modulus" er et mål for fibrenes stivhed, og
her var kulfiberen glasfiberen milevidt overlegen.
De første prototyper
Rygterne gik blandt fluefiskere
verden over i årene op til 1972. Den første Fenwick
prototype skulle "field testes" ved den afsides beliggende
steelhead-flod, Dean River i British Columbia, Canada.
Jim Green, som dengangvar Fenwick's
dynamiske leder, stod bag udviklingen af prototypen. Jim var
netop ankommet til floden og i færd med at rigge den nye
stang til - da en jet boat kom susende op ad den ellers øde
flod. Båden tog land, og ud sprang en vildt fremmed mand.
- Jim Green, I presume? - Jeg
hører, at De netop har bygget verdens første kulfiberstang.
- Må jeg se den?!
Så stor var forhåndsinteressen
altså, og året efter kom så de første
seriefremstillede kulfiberstænger på markedet. De
nye "HMG" fluestænger var lettere, stærkere
og tyndere end noget tidligere set.
De var desværre ikke billige
- hverken i USA eller herhjemme. Da de første Fenwick
stænger nåede lille Danmark i 1974, var vi mange,
der valfartede til Odense for at se og prøvekaste de nye
vidundere hos importøren. Stænger, der allerede
dengang kostede på den helt forkerte side af 1.000-lappen...
Fenwick red med sine HMG-stænger
højt på kulfiberbølgen i nogle år,
indtil konkurrenterne fik indhentet forspringet. Firmaet blev
siden solgt til Woodstream koncernen og produktionen af Fenwick
stænger flyttet til først Mexico og siden Fjernøsten.
Det seneste gennembrud
I nogle år koncentrerede
Fenwick sig herefter om at udvikle beklædning til udendørs
brug - specielt med sigte på lystfiskere. Den politik blev
dog lagt på hylden i 1994, hvorefter man igen satsede fuldt
ud på det, man for alvor evnede - at fremstille førsteklasses
fiskestænger.
Producenterne kappes om at lave
stedse lettere stænger. Ideen er, at mest mulig kraft skal
gå til kastet - mindst mulig kraft skal gå tabt i
stangen. Ideelt vejer fiskestangen derfor intet overhovedet.
Så langt er vi dog ikke
nået endnu. Men moderne kulfiberstænger er blevet
så lette, at en fluestang af virkelig kvalitet ofte vejer
under 100 gram.
Der er imidlertid en bagside
af medaljen. Jo lettere stængerne bliver, desto mere tyndvæggede
og skrøbelige bliver de desværre også. Selv
blandt de dyreste US-stænger vil man derfor opleve stangbrud
- i form af tyndvæggede klinger, der nærmst kan eksplodere
under kast eller fight af fisk.
De fleste skader skyldes dog
ikke aktivt fiskeri, men stød og slag under transport.
En tung flue kan dog også påføre stangen skade,
hvis den under kastet rammer klingen med høj hastighed.
Skudsikre fiskestænger
Fenwick havde længe eksperimenteret
med at blande små kevlarfibre i det færdige kulfiberklæde,
før det rulledes om den tynde stålmandrel. Kevlar
bruges som bekendt til skudsikre veste, punkterfri dæk
og lignende, og Fenwick kunne derfor se materialets potentiale
som forstærkning i tyndvæggede kulfiberklinger.
Efter flere års udviklingsarbejde
lykkedes det så at kombinere de to hypermoderne og kostbare
materialer - kevlar og kulfiber - i endnu et teknologisk gennembrud
fra skaberen af verdens første kulfiberstænger.
Fenwick har udviklet og patenteret
en metode, hvor man placerer et uhyre tyndt klæde af tilfældigt
orienterede små kulfibre mellem lagene af langsgående
og meget højmodulære (læs: stive og lette)
kulfibre.
Samtidig er man gået skridtet
videre og bygger nu klingerne af flere stykker klæde, som
hver især vikles om stålmandrellen, før de
bages sammen - en proces, der er langt mere tidkrævende
end konventionel stangproduktion, hvor man nøjes med et
enkelt stykke kulfibervæv.
Det er en proces, der giver flest
mulige af de langsgående og aktionsgivende kulfibre. Bruger
man kun et enkelt klædestykke, vil fibrene kun inderst
ligge parallelt med klingen. Og det er kkun de langsgående
fibre, der bidrager væsentligt til aktionen. Derfor gælder
det om at have flest muligt af dem. De tværgående
fibre er populært sagt blot dem, der holder stangen sammen
i dens runde og hulbyggede form.
Techna AV
Tilsammen har alt dette resulteret
i en helt ny fremstillingsteknik, der gør de færdige
stænger langt mere robuste over for stød og slag
end almindelige kulfiberstænger. Fra Fenwick's eget testlaboratorium
meldes der, at de nye "Techna AV" stænger er
hele fire gange mere robuste end almindelige stænger.
På de nye Techna AV-stænger
ser man tydeligt de små kevlarfibre, der ligger som papirfibre
mellem kulfibrene - "Aramid Veil" kaldes de. Dette
lag indeholder de fibre, som skal gøre Techna stængerne
ekstra robuste over for stød og slag, der ellers let kan
tage livet af en moderne, tyndvægget kulfiberstang.
Fenwick har lanceret en hel serie
af Techna AV fluestænger, som ikke uventet ligger i den
dyrere ende af prisskalaen. Men slet ikke så højt,
som man kunne tro, frygte eller formode, når man nu er
vant til at studere prissedlerne på top end US-made fluestænger.
Stænger, der ofte handles til både 5.000, 6.000 og
7.000 kroner.
Set i det lys er de nye Techna
AV stænger faktisk forbløffende billige - det store
udviklingsarbejde taget i betragtning.
- HMG in action! Costa
Rica 1991. Foto fra bogen "Fiskerejser til fjerne lande"
© Steen Ulnits
HMG in action - igen!
Trods disse teknologiske landvindinger
lever de gamle HMG-stænger stadig videre. Pudsigt nok fører
de sig i dag frem som behagelige stænger med en moderat
aktion og en rolig kasterytme - stik modsat de første
HMG-stænger, som jo dengang var hurtigere end alt andet.
Men navnet klinger selv mere
end 30 år efter lanceringen godt i fluefiskerøren,
og derfor kan man altså stadig få HMG-stænger
fra den amerikanske ørn. Dog ikke på denne side
af Atlanten.
Selv er jeg den meget lykkelige
ejer af en original HMG-stang fra 1974 - en 9 fod lang klasse
12 fluestang. Den har overlevet ikke blot tidens tand, men også
benhårde dyster med tropiske eksprestog som 3 meter lange
sejlfisk og 50 kg tunge tarpon. Det er der mange senere high-end
US-stænger, der ikke har kunnet - trods en prislap på
adskillige tusinde kroner.
Stangen er 2-delt, hvilket er
den eneste grund til, at jeg ikke opbevarer den i min bankboks.
Den kan helt enkelt ikke være der...
GrejNyt:
Techna AV Saltwater
Jeg har haft lejlighed til at
langtidsteste flere Techna AV fluestænger, der alle har
været et meget positivt bekendtskab. Det er lette og velkastende
stænger med masser af rygrad til lange kast, når
vinden blæser. Dette vel at mærke uden at være
ubehageligt stive at kaste med.
En elegant matgrå og ulakeret
finish kendetegner alle Techna AV stænger - brugen af de
bedst tænkelige komponenter ligeledes. De lettere modeller
har indlæg af ædetræ i hjulholderen, mens de
tungere stænger har hjulholdere helt i metal. Stangringene
er étbenede på de letteste modeller, hvilket sparer
vægt.
Til 2005 har Fenwick udviklet
fire modeller - fra klasse 6-9 - og toptunet dem til brug i saltvand.
Det betyder, at de nye Techna AV Saltwater stænger er monteret
med topøje, slangeringe og skydeøjer i overstørrelse,
så linen skyder lettere og kastene derfor bliver længere.
Til udstyret hører naturligvis
også en 100% saltvandsbestandig hjulholder i sortelokseret
metal samt korkhåndtag af højeste kvalitet med en
kort fighting butt bagest.
Prisen på de almindelige
Techna AV fluestænger starter ved kr. 3.499,- for de mindste
enhåndsstænger og slutter ved kr. 5.999,- for de
længste tohånds modeller. Alle leveres de i alurør.
De nye saltvandsudgaver er alle
9 fod lange og 3-delte for bekvem transport. Prisen er såre
rimelig, nemlig kr. 2.999,- inklusive alurør. - Anbefales
til alt dansk kystfluefiskeri!
© 2005 Steen Ulnits
|