|
Månedens Flue:
"Bloody Butcher"
Den klassiske slagter fra England,
den rød-sorte Bloody Butcher med sølvkroppen, er
stadig en af verdens bedste vådfluer!
Det hele startede med, at jeg
som ung fluefisker blev fascineret af den enkle og elegante Butcher
med dens skinnende sortblå fjervinge. Det var i den tid,
da jeg også lod mig fascinere af flotte fluer som den grønskinnende
Alexandra, der i lighed med Butcher også er en fortræffelig
efterligning af fiskeyngel.
Men, men og men... Det der med
fjervingen var ikke lige sagen, da jeg først begyndte
at binde mine egne fluer. Fjervingen ville ikke som jeg, og fiskene
forvandlede den lynhurtigt til noget, der bestemt ikke lignede
det oprindelige. Jeg gik derfor i tænkeboks og endte med
at modificere slagteren - nu helst den blodige udgave med rødt
hackle og ditto hale - med en robust hårvinge af sort egern.
Voila! En ny klassiker var født
og det i en tid, hvor den slags var lidt af en fornærmelse
af fluemønsteret, som naturligvis skulle opverholdes til
punkt og prikke - uanset om det så var praktisk eller ej.
Men jeg fremturede og endte med
en yderst velfangende flue, som jeg den dag i dag nødigt
vil være foruden. Mønsteret på den hårvingede
Bloody Butcher lyder som følger:
Krog: Enkelt eller dobbelt, ørred eller laks
Bindetråd: Sort Monocord
Hale: Fibre fra rød høne
Krop: Flad sølvtinsel
Hackle: Rød høne
Vinge: Sort egern
Det blev en flue, som meget ofte
sad på forfanget, når fiskeriet gjaldt bækørrederne
i Gelså og Sønderå. Som fangede rigtig mange
fisk, og som kunne holde til det. Jeg gjorde nemlig en dyd ud
af at lakere kroppen både før og efter tørning
af tinselet. Dels for at datidens metaltinsel ikke skulle korrodere
og blive mat - dels for at få fluen til at holde ekstra
godt.
En enkelt gang prøvede
jeg at se, hvor mange bækørreder en enkelt hårvinget
Bloody Butcher kunne holde til. Det blev til ikke færre
end 53 af de rødplettede, inden fluen var færdig.
Problemet var ikke, at fluen var ved at gå op i sømmene.
Problemet var i stedet, at krogspidsen efterhånden var
blevet skærpet så mange gange, at det til sidst ikke
længere var muligt at få den spids...
Havørred på kysten
Da jeg i 1973 fik hul på
bylden med hensyn til kystfluefiskeri efter havørred,
havde jeg allerede flere års erfaring med åfiskeri
efter bækørred.
Dér havde jeg som nævnt
fået en favoritflue, nemlig min egen hårvingede forenkling
af den klassiske Bloody Butcher.
Da jeg så begyndte min
karriere som kystfluefisker, gik det hurtigt op for mig, at havørrederne
holdt meget af hundestejler. I hvert fald havde de ofte mange
hundestejler i maven - i enkelte tilfælde mere end et halvt
hundrede. - Hvad var så mere naturligt end at binde en
imitation, der i form, farve og funktion matchede de stikkende
stejler?
Som sagt så gjort, og resultatet
blev den meget enkle "Hundestejlen", som jeg fangede
mange havørreder på i vandet omkring Als. Den kunne
næppe være meget enklere: En flad sølvkrop.
En sort hårvinge. Og så et par kuglekædeøjne
fortil.
Det var - og er stadig - en god
flue i lukkede fjordområder, hvor jeg fangede mange fisk
på den. Men den fangede ikke rigtig mig, for den var lidt
trist at se på. Da faldt blikket på den hårvingede
Bloody Butcher fra åen, som jo var næsten identisk
- lige med undtagelse af den blodrøde hale og det ditto
hackle.
Hurtigt blev hundestejlen derfor
fusioneret med den blodige slagter, og sød musik opstod.
Her var en flue, der både fangede fisk og så godt
ud i æsken!
Jeg binder den i dag i forskellige
variationer: Med eller uden et falsk Muddler-hoved af sort chenille.
Med eller uden kuglekædeøjne. Sidstnævnte
bindes altid ind på undersiden af krogen, hvilket giver
den bedste balance.
Krogen er dog altid en rustfri
streamerkrog str. 4-8 - en Partridge JS Sea streamer eller Mustads
lidt kraftigere 34011.
Laks på Grønland
Det er de færreste, som
ved, at Grønland selv - sin kolossale størrelse
til trods - kun råder over en enkelt lille elv med en fast,
selvreproducerende bestand af atlanterhavslaks. Den elv ligger
i bunden af den lange Godthåbsfjord - tæt op af den
massive indlandsis.
Kapisigdlit er ingen iskold gletcherelv
som alle de andre. Faktisk er den næppe nogen elv overhovedet,
idet den består af en lang række lavvandede søer,
som er forbundet med korte elvstrækninger. De mange søer
bevirker, at vandet i sommermånederne kan blive overraskende
varmt - så varmt, at lakseyngelen kan trives og vokse.
Den første standplads
i elven er den eneste i hele vandsystemet, der minder om en klassisk
lakseplads, og som problemfrit lader sig affiske med flue og
flydeline. Jeg vælger en lille hårvinget Bloody Butcher
bundet på en str. 8 dobbeltkrog og knytter den på
0.25 forfanget. Så vader jeg ud, hvor søen kun lige
er ved at blive til elv - hvor strømmen kun akkurat er
mærkbar.
Centimeter for centimeter affisker
jeg vandet. Men først da jeg er helt nede ved fosnakken,
hvor strømmen for alvor tager til, rykker det hårdt
i stangspidsen. En ilter og aldeles nysteget blanklaks springer
højt ud af vandet og rykker i den stærke strøm
så hårdt i min uelastiske flueline, at jeg et kort
øjeblik mister balancen ude i vandet.
Til sidst har jeg kontrol over
fisken og kan presse den ind mod land - ud af den stærke
strøm. Her kan jeg så gribe min første ægte
grønlandslaks om halen og triumferende bære den
op på land. To kilogram sølvtøj frisk fra
den iskolde Godthåbsfjord. Taget på en lille Bloody
Butcher!
© 2003 Steen Ulnits
|
